Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Havde lige glemt dette mobilfoto fra koncerten…

Fucked Up…. Med opvarmning:
Terrible Feelings(s) og Lower(dk?)

Det var så anden dagen af Rockbrødrenes tour de force udi livemusik.
Bortset fra Roskilde Festivallen hører det jo ærlig talt til sjældenheden at
man taget to dage i træk med koncerter og bajere, specielt når nogen skal på
arbejde dagen efter… men vi gjorde det, arbejdet overlod dog så til Ace… og
Rockens Johnny, som akkompagnerede os selvom han stadig var på Nepal-tid og
storsnottet.

Alle borde var optaget da vi ankom til Loppen kl. ca. 21.20,
så vi provianterede og aftalte at hver anden genstand skulle være en vand(kan
man sige det?), (right…., men hvor
realistisk er man så?). I søgen efter vores private rum og den slags fandt
vi tilflugt ved merchandise-bordet, som i øvrigt var velassorteret med masser
af t-shirts, cd’er, LP’er, singler o.m.a. Her overhørte vi en samtale mellem
den nydelige svenske sælger af Terrible Feelings merc., og vi var let
irriterede over at forstå, at Fucked Up nok først gik på kl. 22.45… Hvor gammel
er man så? Selvfølgelig gik de ikke på så tidligt, med to opvarmingsbands.

Før Lower gik på
scenen kunne vi, udover det unge og blandede publikum, nyde kølige Urquell og
en solid baggrundsblanding af punk, hardcore spordisk tilosat Kliche-numre.
Altså – helt OK!! Lower gik på, helt ukendt for mig, de lignede helt
almindelige unge mennesker, altså, forsangeren var godt nok noget nær kronraget,
Rollins, og guitaristen lignede en dansk version af J. Mascis med en anelse
længere hår, de øvrige undslap min æstetiske opmærksomhed. Men Lower gjorde det
rigtig godt Hardcore, vil jeg kalde det, uden dikkedarer og med den rigtige
attitude, det var som om publikum enten ikke eksisterede eller blot var en helt
naturlig del af Lowers univers. J. Mascis spillede hele koncerten med ryggen
til publikum, mens Rollins havde meget fokus på sin sang(growl) men alligevel
havde publikum helt fanget. Bland dem var hele koncerten igennmem Fucked Up’s
forsanger, som stod lige foran Ace og Fyrsten, dog inkognito med overtøj på og baseballcap
– han var helt på. Men trods en positiv præstation og et helt klart interessant
band for fremtiden, så mangler det noget… før det rigtig batter.

med pil
opad til Lower.

Terrible Feelings…
fra Malmø viste det sig og merchandise-pigen som forsanger viste det sig, en
totalt overgearet trommeslager viste det sig, store kommunikationsproblemer med
publikum viste det sig… og ikke noget andet end mainstream hurtig guitarrock
viste det sig… var altså ikke spændende. Et stor spring i stil fra Lower og til
Fuked Up, forstår ikke helt hvorfor de var på, jo nok for at hente et par
ekstra fans over broen. Den Sorte Fyrste, som ellers var blevet i helt godt
humør og fik fjernet de stadig voldsomme tømmermænd efter et par Urquell eller
tre, blev næsten løbet over ende af trommeslageren, som var the spitting image
af, hvad hed han nu ham der døde i flystyrtet med La Bamba-bandet… Buddy Holly, men, fuck det… fUCKEDuP…
Terrible Feelings var altså kun til to smileys, keep working on your material,
and twist it up and add some noise, feel some pain….

Fucked Up,
Ace-man havde sænket mine forventninger ved en temmelig negative bedømmelse af
deres nye album, David comes to life, understregende at efter en enkelt hurtig
gennemlytning var albummet uden de store højdepunkter og vistnok et
konceptalbum med en historie a la Richmond Fontaines seneste album. Til gengæld
trak Fucked Up deres optræden indtil kl. 23.45, hvilket betød at Ace, som ikke
havde krop til to tog kl. 2.37 mod Roskilde, måtte gå efter 30minutters Fucked
Up ….Man…

Men Fucked Up spillede en ret fed koncert, dette til trods
for, at jeg ikke genkendte et eneste nummer før ekstranumrene – og jeg har
altså den forrige albumudgivelse, The Chemistry of Common Life(2008) og 12”
Year of the pig (2008). I øvrigt er det et sjovt og modsætningsfyldt band, men
skønsang fra drengestemmer blandet med Damian Abraham’s heftige aggressive (men
i virkeligheden venlige?) growl. Fedt mand – det er det der skal til noget nyt
og anderledes. At Fucked Up så virker absolut ærlige og uden nøkker gør det
endnu mere spændende – det er jo simpelthen nærmest parodien på canadisk,
Toronto er altså i øvrigt også en fed fed by!! Jeg købte David Comes to Life på
vinyl (lækkert dobbeltalbum, mmm) og har hørt den halvt igennem to gange – og jeg
tror at den kan gå hen og blive mindst lige så interessant end Fucked Up’s
tidligere materiale… Men tilbage til koncerten så var der højdepunkter som
skilte sig ud, f.eks. ”queen of hearts”, som har en fed rullende lyd/guitar, ”The
other side”, med det fangende omkvæd ”dying on the inside”, men ellers står jeg
ved Ace’s førstehåndsindtryk af en lidt monoton udgivelse, hvilket kan
overføres på koncerten. Når det er sagt må det tilføjes at Damian havde publikum
i sin store hule hånd, der blev crow-surfet og pogo’et til den store
guldmedalje, og det var der grund til – for det var fedt , intenst og hamrende
ærligt: understreget af en af Damians indledende bemærkninger/opfordringer til
publikum om de ikke nok ville hilse den kvindelige læge som havde hjulpet ham
(den skøre canadier, hans egne ord) da han under deres andet besøg i Danmark fik
et nervøst sammenbrug, og om hvor meget hellere han ville ha’ den gode danske
læge end hans egen dårlige læge i Toronto…

Fuck Up får smileys, hvis koncerten havde varet mere
end den præcise time og mere af det ældre materiale havde været på sæt-listen,
så kunne vi let være kommet højere op.

Vær hilset

Den Sorte Fyrste