Richmond Fontaine,
KB-18 1.november 2011
Undskylder forsinkelsen – først var det bevidst, da jeg
ville bruge mere tid på anmeldelsen, lade oplevelsen synke ind og tømmermændene
fordufte… og så var der pludselig det med muligheden for at blive direktør…
Det har vist allerede været antydet, så jeg lige så godt slå
det fast: Koncerten med Richmond Fontaine, som I ved har været blandt mine
favoritter i en del år, var ganske enkelt fænomenal, men lad os tage det fra
begyndelsen:
Brother Ace mødte som den eneste fra Patruljen op til reception i
Alabama Rockland… så der var rigeligt af de indkøbte øl og lækkerier, så det
var hygsomt og vi fik beundret rock-hjørnet. Trods at Ass-man påstod han ikke
var misundelig på den professionelle vinyl-opstilling… så ved Den Sorte Fyrste selvsagt bedre! Vi
gik i god tid, da der kun var billetsalg i døren og ikke ville risikere ikke at
få billet… Det betød, at vi ankom ca. samtidig med et af de to
opvarmningsbands, det danske. De hilste høfligt på os, som det sig bør og gør
når ungdommen møder alderdommen… Vi gik videre på udflugt på Vesterbro og trods
at vi var totalt i Alabamas ’hood’, så var der en uafprøvet, nyåbnet øl-bar på
det skarpe hjørne af Søndre Boulevard og Skelbækgade som vi passende kunne besøge.
Den var også god og helt klart værd at genbesøge, både selvfølgelig for det pæne
øl udvalg, men også for rockplakater, slidte lædersofaer og musiksmag.
Lad os komme tilbage til det væsentlige. Efter to
opvarmningsbands som jeg vil knytte et par ord til nedenfor, gik Richmond Fontaine
på. Symptomatisk for bandet gik de på scenen og gav hånd til det unge danske
opvamningsband. De fortsatte i samme stil: dialog og nærkontakt med publikum
før, under og efter koncerten. Musikken var en for mig perfekt afstemt blanding
af nye og ældre numre, af stille og hurtige, lette og tungere numre. Det var i
øvrigt tydeligt, at størstedelen af publikum kun kendte Richmond Fontaines
nye(ste) materiale og relativt overfladisk og en uheldig publikummer i en
Surgens t-shirt, hvilket Willy Vlautin på sin varme og kammeratlige facon og
markant udtryksfulde stemme og ret
dværgende dialekt kommenterede ”Hey man you’ve got a Surgens t-shirt, they’re a
nice band”, dette lige efter at publikummeren havde forsøgt at markere sig som
fan ved at sige til Alabamas yndlings-band-medlem Dave Harding ”so you’re the
new guy”… Harding har været med Richmond Fontaine siden starten altså omtrent
18år. I øvrigt minder han mig en lettere forhutlet version af Rockens Johnny,
helt nede på jorden, elskelig og en fandens god musikker (sidstnævnte … har så
mindre med John at gøre)… Tilbage ved
musik og publikum, så stod Ace og Alabama selvfølgelig helt oppe foran og nød
de nye numre sammen med det øvrige publikum, og selvfølgelig også de gamle
hits(hvis man kan tale om hits i fbm. RF, nok snarere favoritter eller
klassikere), her var det sjovt at observere den overraskelse blandt publikum,
som de mere intense og punkede numre medførte, a la ”wov hvad skete der lige
der”, men folk var helt med og Ace og jeg var i den syvende himmel. Om det var Winners
Casino fra Winnamucca, 2002 eller fra næstnyeste 2009’s genialitet af et album
”We used to think the Freeway sounded like a river…”, hvorfra der blev spillet
flittigt: udover titelnummeret også You can move back here, The
Boyfreinds(eller?), jeg skulle havde spurgt om sætlisten da vi snakkede med
bandet bagefter… øv … men det var altså lige et par vigtige ting af få snakket
om både med Dan Eccles og Willy Vlautin efter oplevelsen… ’Maybee we were both
born blue”, watch out, helt sikkert, 43(?), Lonnie, Two alone, et syv-stjernet
nummer I et fem-stjernet univers fik os tæt på ekstase … osv. Undervejs kom
også Ace-man i dialog med W.V., fra min halv-omtågede ekstatiske tilstand husker
jeg kun at det drejede sig om at Ace var til koncert med sin storebror, hvortil
Willy meddelte, at det var synd for Ace, at storebrødre er nogle røvhuller, som
ofte sidder i fængsel (eller sådan noget), hvortil jeg svarede, at det havde
jeg da også gjort… (hmm hvor kom det fra). Ace kom lige min dårlige hukommelse til
hjælp!!! Fra Thirteen
Cities fra 2007 tror jeg at vi fik fantastiske versioner af: $87 and a guilty
conscience that gets worse the longer I go, I fell into painting houses in
Phoenix, Arizona(tror jeg), El Tradition, Westward Ho, Four walls – igen helt
fantastisk… Af de helt gamle numre, jeg må lige scanne min gamle selv-kompilerede
opsamling ”Patrolling the Mountains” : Harolds Club(? den med lighter fluid)
fra Safety 1996, nej der var vist så mange af de ”helt gamle”, men det gjorde
ikke noget – der er massere af guf i de seneste par års udgivelser, som sammen
med det seneste album fyldte mest til koncerten. The High Country er anmeldt tidl. her på
bloggen, som ikke kun er et vellykket konceptalbum, men også vellykket musisk. Til
koncerten var f.eks. Angus King Tries to Leave the House og Lost in the Trees helt oppe og ringe.
Damn it – jeg må indrømme at jeg har svært ved at huske
hvilke numre der ellers blev spillet, det er bagdelen ved at udskyde ting, men
husker pludselig at jeg tog notater på min mobil.. ok det hjalp mig ikke. Tror
at notatet var Al James, fra The
Dolorean, aftenens første band som under koncerten sagde: ”I’m much to young to
feel so old, 30 years half way home.” godt sagt, hvordan tror du så vi andre har det?
Vel – efter koncerten blev vi hængende og snakkede
eksalteret om koncerten, deres musik og i ved… snakken faldt på,,, med andre
ord, Alabama gik i gang med en filosofisk overvejelse om hvorfor der blev solgt
T-shirts med et gammel album, som det er umuligt at få i handlen ”Whisky,
painkillers and speed”, pludselig og resolut gik Ace op på scenen til Dan
Eccles, som villigt kom med (ikke som Lick og Ace når de bliver stive, hvor der
skal brydekamp til og Olfert’er til … det må vi få snakket om drenge…), nej
helt og aldeles frivilligt kom Dan Eccles ned fra scenen hvor de gik og pakkede
gear … og snakkede med os, ikke noget med roadies og dens slag stjernenykker… [jeg
knapper lige nok en Flensburger Winterbock, 7% op, det er også guf, hmm jeg har lovet at lave
aftensmad til om en time, jeg må lige speede lidt op]. Som jeg husker samtalen,
glemte vi umiddelbart det med Whisky, painkillers and Speed, Ace tog fat om
roden… altså… jeg mener … musikken og begyndte at stor-rose koncerten og ikke
mindst at fortælle Dan Eccles at han, sammen med en franskmand fra årets Roskilde
Festival var den ultimative guitarhelt. Det virkede, jeg tror at Dan synes vi
var helt ok. For Jer der ikke ved det eller husker det, er Dan ham fra Richmond
Fontaines første koncert i Danmark der havde en Nirvana t-shirt på. For
medlemmer se: http://www.rocknroll-patruljen.dk/patruljen/medlem.htm,
23. oktober 2005, hvor Richmond Fontaine også stod for årets koncert ”Årets
band, årets koncert på Københavns bedste spillested, i følge eders web-master” (Loppen, red.),
dengang var jeg mere kortfattet… På et
tidspunkt kom vi tilbage til Whisky, Painkillers and… og Dan indrømmede at han
ikke anede noget om hverken deres merchandise eller Whisky…, samtidig råbte han
på Willy Vlautin, ”Willy these guys wanna’m know’something bout’ an old album”…
Dan gik tilbage til sit gear, Willy forlod sit gear og var fanget i vores øl-klistrede
spind. Vi havde en fed og god lang snak, hvor vi selvfølgelig luftede vores
begejstring og Willy var lige så flik, rar og nysgerrig, som man må være for at
skrive om mennesker som han formår, så han ved nu at Ace er miljømand og at
Alabama er arbejdsløs filosof som har arbejdet med hjemløse. I øvrigt
inviterede jeg bandet på mad når de næste gang de besøger Danmark ”and don’t
worry, I ain’t no freak, I’ve got a girlfreind and two kids” fik jeg ølbøvsende
ytret… Willy bad mig sende invitationen officielt og ad hemmelige veje, kun
kendt af Ace og jeg, så selvom Dan senere sagde, at det nok var en god idé at
sende et af de mange fotos sammen med invitationen, af en lalleglad Alabama
knugende Willy under den ene og Dan under den anden arm… så hvem ved – det kan
være at det faktisk kommer til at ske..?..!…..?! Alle fotos forsvandt på
uforklarlig vis fra min mobil, undtagen et enkelt.. øv – der var nogle fede
shots, blandt andet et af Dave Harding, hvor hans ryg er bøjet 90grader… ja ok,
man skulle have set det…. Fuck…
KB18 er i øvrigt et musiksted efter min smag. Low-key, ret
spartansk med borde af træ-paller og billige øl – og ikke uvæsenligt en
glimrende lyd. Her må Patruljen altså snart i flok ud og konfrontere musikken,
ungdommen og den slags.
Første opvarmning var Al James, fra The Dolorean, i
programmet stod der The Dolorean… Men skidt med det det var en udmærket oplevelse.
Temmelig stille, men Al James og The Dolorean har noget at byde på, min tanke
under koncerten var, at to-tre af Patruljens medlemmer nok rent faktisk ville
have synes at det var folk-agtigt nok til at de var faldet for det… Jeg synes
at det var godt nok til at jeg købte deres seneste album på vinyl… 
Det danske opvarmningsband der gik på før Richmond Fontaine
hedder The Outlaw Trails. Og det er sgu svært at skulle sige noget om dem her, i
hvert fald noget pænt. OK de var entusiastiske, unge og havde en nydelig lille
fan-gruppe af teenagepiger. Men ligesom pigerne så virkede bandet totalt stilforvirrede
og meget famlende(altså ikke pigerne)… fra funk til country … det holder ikke. I
får to smileys – hvor i har fortjent en enkelt – men så skal i også gå ud og
leve livet og få noget livserfaring, nogle sår og skrammer som gør at i rent faktisk
har noget på hjertet…(måske skal i ikke direkte gå efter sår og skrammer, bare lev!)
Richmond Fontaine får 
= 9 ud af 6 mulige smileys –
de 7 for koncerten og 2 bonus-smileys: én fordi i giver mening og en til
fordi i er ”good people”.
I love you guys and hope to see you
for dinner the next time you visit Denmark!
Vær hilset / Cheers
Alabama / Den Sorte Fyrste
