Hanni El Khatib, Live, Loppen 28. februar 2012
Pris, var det 70kr?, tilskuere ca. 100-200 (jeg talte ikke).
Loppen tirsdag aften d. 28. februar, frafaldet er stort,
noget nær totalt blandt Patruljens tynde-øl-medlemmer, det ene afbud strømmer
ind med mere eller mindre tynde-øl-undskyldninger. Den Sorte Fyrste har efterhånden
indstillet sig på, at det nok bliver nok en solo-tur, da Rockens Johnny melder
sig på banen, endog med en gæsteoptræden.
Så efter en flaske champagne og et par øl hos Rocker
Johnny og hans Hang-around Sommelier-Michael, går turen til
Loppen. Forventningerne er ikke bare højde, de er … sky-høje! Og hvad sker der så – Dr. Licky melder sin ankomst og når at dukke op inden Hanni El er på banen – godt gået!!!
Reborn Maggots (DK) varmede op, og det var lige før jeg
blev nervøs for at jeg var gået forkert. Reborn… spiller også en slags gammeldavs
rock’n’roll. Indimellem er det positive elementer i deres musik, f.eks. a la
The Cramps… eller noget, men det bliver ved de momentvise opture, som hurtigt
synker hen i ligegyldighed. Ikke dermed sagt at Reborn Maggots er dårlige musikere
– de virker faktisk ret skarpe, specielt forsanger og guitarist Kim Gissel har såvel
attitude og teknik, og vækkede os næsten da han i de sidste par numre spillede
mens han tumlede rundt på scenen – det var sgu’ ok. Desværre er materialet i
mit univers uinteressant, selv når der bliver spillet allermest upoleret og råt
er det mainstream, indimellem direkte plat. Visse numre er bare overdrevet
klicheagtige (som fra et forstads-band, hvor livet mest handler om det næste faldskærmsTV
og derfor er holdningsløst, handler om kusse og bli’ uinteressant, så fik jeg også luftet mine fordomme).
Men lad mig afslutte Maggots med den positive note at I godt kan spille rock,
så måske vil det hjælpe at få nogle ægte følelser på banen… http://www.myspace.com/therebornmaggots
Til reborn Maggots
Hanni El Khatib (US). Mine høje forventninger kunne
blive skuffet af to ting: 1) hvis der gik for meget 50’er rock’n’roll i den
2)Hvis Hanni i virkeligheden ikke kunne spille guitar. Intet kunne være
fjernere fra virkeligheden. Hanni El Khatib leverede hvad det p.t. er min
næstbedste live-oplevelse i år. Det på trods af et små-tamt publikum, hvor de
mest entusiastiske var det i en sådan grad og på en misforstået måde, at de fik
pisset Mr. Khatib af og i øvrigt irriteret os andre med deres konstante
fotografering helt op i ansigtet og oppe på scenen. ØV. Loppen – det kunne i
godt lige have stoppet… De kære ungersvende stoppede dog med det samme da
aftenens hovedperson bad dem om det.
Musikken der blev leveret af Hanni El Khatib blev
akkompagneret af blot en trommeslager. Og det var så tight, så der ikke kunne klemmes et flækket mussekussehår ind
imellem dem. Generelt var alle numre spillet med et ekstra twist og ekstra
nerve, så sammenholdt med ’Maggots, som
vist havde tre guitarister lød det som om Hanni havde mindst det dobbelte. Den
lyd og attitude som der er på albummets ’Fuck it, you win’ var der gennem hele
koncerten. Så uanset om Hanni lyder som – ’The Black Keys’ som på ’Build, Destroy,
Rebuild’, ’White Stribes’/’The Kills’ på ’Fuck it, you win’, det 50’er-agtige ’Dead
Wrong’, ’Loved one’ a la 50’er proto-punkeren Bo Didley, covernummret ’Heartbreak
hotel’, ’Garbage city’ der minder en smule om ’Violent Femmes’, ’You Rascal you’
igen White Stripes/Kills eller Tom Waits som jeg også genfinder his og her – så
blev det altså leveret så direkte, overbevisende og med en vitalitet som alle
rock’n’roll-patruljens medlemmer tilsammen kun oplever i deres vildeste våde
Rock’n’roll-Professor drømme…
Hanni El Khatib taget med min antikvariske mobil.
af 
smileys til Hanni EL Khatib.
Ja – snakken med roadien er referet på mail fra Lick, men rygtet spredtes at vi måske får et gensyn på årets Roskilde – det ville være mere velkommet end 5 x Springsteen. Og Rocker Johnny fik en cd og en mulepose og jeg fik nok et eksemplar af Will the Guns Come Out og en t-shirt. Desuden seriøse slag i billard mod den lokale elite på det nærliggende værtshus og endelig hæftige tømmer-drenge i går…
Den Sorte Fyrste
P.S. Loppen – op Jer lige med øludvalget, hvad er der blevet
af Urquell og San Francisco øllen… etc.?
KB 18, Lørdag den 17. januar 2015
Efter at have givet den som rock DJ for professoren i mit
nye musikhjørne på Ledagervej, drog vi mod hovedstaden, hvor fyrstinden havde stillet
30 årig portvin, øl, mad og musik i udsigt inden den tredobbelte koncert i KB18
med Skinny Violet, Pitch Black Spinney Machine og The Pool.
Alkoholen virkede, humøret vat højt og selvom det var for
mig helt ukendte bands havde jeg forventning om god gedigen guitarrock ”black
as night”. Da vi kom til KB18 var musikken gået i gang. Vi smed en halvtresser
hver og fik hængt overtøjet ved siden af de højest 10 andre jakker i garderoben.
Koncertlokalet var mere end halvtomt, så vi tog plads i forreste række i behørig
afstand fra scenen. De to bandmedlemmer i Skinny Violet, Amalie Kruse (guitar) og
Ulf Hove (trommer), havde kun 2 numre tilbage, og det gør det ikke retfærdigt
at bedømme deres efter min mening lidt indadvendt indsats. Amalies hvinende
guitar og Ulfs energiske klasken på skind var dog en helt fin opstart og ærgerligt
at vi ikke fik dem fra start. Med Stella i hånden tog vi plads i sofaen og
ventede på næste levende billede.
En tyskbygget trommemaskine, 4 forstærkere og to fyre fra
hhv. Berlin og København med hver deres guitar. Den ene almindelig af udseende
og den anden – forsangeren – med langt grydeklippet hår a la Prins Valliant og
et megagrimt sort firser-overskæg der var Freddie Mercury værdig. Tynde ben i
de sorte cowboybukser og lædderjakker med rødt for, fik mig til at overveje om
de havde en Puk Maxi eller en Yamaha-knallert stående på bagscenen – men nej.
Ace forstår ikke den nye retro rock-mode. Men det gør heller ikke noget for de
to gutter lod guitarerne tale. Gode lange guitarrifs bølgede afsted i melodiske
rundgange, så både fødder, ben og hoved svingede taktfast med til de gode
rytmer. Jeg anede på det tidspunkt ikke hvad bandet hed og det gjorde
fyrstinden heller ikke, så hun spurgte ud i rummet, og der var så få mennesker
og så lidt støj, at forsangeren hørte det og svarede: Pitch Black Spinney
Machine. Koncerten var ikke så lang, højest
30 måske 40 minutter, men jeg var godt underholdt og øllet flød i stride
strømme, så det var nærmest himmelsk. Så godt at jeg var nødt til gå over og
rose de to fyre for deres gode guitarrock.
Efter endnu en tur i sofaarrangementet gik The Pool på
scenen. En duo der spiller elektronisk, guitar-dark pop som der stod i
bandbeskrivelsen. Leadguitaristen var en velfriseret ung mand med pæn jakke , velplaceret
tørklæde og nypussede sko – enhver svigermors drøm. Makkeren var en nusset nørd
med krøllet skjorte der skruede ivrigt på synthesizer-knapperne og en sjælden
gang i mellem tog en basguitar i sine arme. Der var ikke meget dark over
musikken, og selvom især frontmanden med garanti var dygtig til at spille
guitar, så var bandets musik for pæn, uden egentlig nerve og havde ingen interessante
kulminationer i de lidt for ensartede numre. Den lidt triste oplevelse blev sat
i relief af, at bandet havde fået en pige (kæreste?) til at stå helt oppe ved
scenekanten og forsøge at få lidt gejst ind i publikum ved at bevæge sig til
musikken. Men hun evnede ikke engang at holde sig selv i gang. Fyrsten og
fyrstinden tog dog initiativ til at danse på bagbordsside og angreb
undertegnede der var stivnet op af en af de mange gulv- til-loft betonpiller,
hvilket kortvarigt løftede stemningen en hel del.
Samlet set var det en fin oplevelse lørdag aften i KB18,
selvom der desværre for alle var alt for få publikummer. I min bog havde de
valgt den forkerte rækkefølge for bandene, men tilsyneladende er The Pool på
vej med en CD, så de har måske fat i de unge. Unge der dog for de flestes
vedkommende stod i kø udenfor til det efterfølgende DJ-arrangement. Mig ramte
de ikke, men jeg nød som altid at være i musikkens, øllenes og det gode
selskabs vold. Tak for det til fyrsten og fyrstinden. Ace