Steve Wynn,
Ideal Bar lørdag d. 7. marts 2015,
Billetpris 150,-
Steve Wynn – Solo Electric – og hvem har min ”Ghost Stories” LP?
Så var det tid til en gammel kending; Steve Wynn som mange af os har set og hørt siden startfirserne både i navnkundige Dream Syndicate og i adskillige soloprojekter. Gårsdagens koncert i Ideal Bar var adviseret som ’solo electric’ og som Steve sagde ”ikke folk-musik”. Det holdt hele vejen hjem, masser af elektricitet, på scenen og blandt det overvejende grånende publikum.
Fyrsten havde i øvrigt, i det almindelige civile arbejdsstres og familieræs glemt alt om koncerten, på forhånd. Så heldigt var det at Hangaround Jesper mindede om den og, som han understregede, at det ville involvere masser af en kornbaseret drik tilsat humle. Glemsomheden, ihukommende, at koncerten med Lower d. 23. februar allerede var blevet bortglemt at såvel Ace som Professoren – det er en nem og hurtig måde at bruge 160kroner på. Professor Fyrsten var altså på forhånd godt gammeldags brugt; fredagens arbejdsdag sluttede ved 23-tiden og at nattesøvnen sluttede ved firetiden, afbrud af dagsrester fra en generalforsamling og slige lækre sager, men Fyrsten klarede alligevel at mande sig op: indbagt oksemørbrad i suffléfars med ovnbagte kartofler, friske grønne asparges, lækker lækker salat(a la Fyrstinden); så Ace blev vel aftrakteret inden hovedbegivenheden. Hangaround J. kom til og vi fik da trods alt taget lidt for os af korndrikken. Vi syntes selv, at vi gik i god tid, smidt på porten da vi overdøvede børnenes Mary Poppins-film – og begav os på vej mod vores egen musical … Stor var vores forundring, da vi opdagede, at Steve Wynn allerede var gået i gang da vi ankom… Ligeså var Mr. og Mrs. Lick, dejligt at se dem begge og dele gode oplevelser, korndrik etc.
De første numres manglede tilstrækkelig i fht. opnåelse af den eftertragtede musikalske vækkelse, som er essensen af enhver koncert(?), blev tre-fire numre inde, godt hjulpet af korndrik med guldhåndtag, afhjulpet; Fysten var ved at tø op. Steve tilsyneladende det samme. Der blev opbygget en monologisk dialog med publikum med fantasiopfriskede anekdoter, analogier, skæve betragtninger og retoriske spørgsmål; indimellem besvaret med tilråb fra publikum, latterbrød og benægtelser.
Man skulle selvfølgelig have været der, men det var faktisk ret sjovt da Steve begyndte at gøre sig betragtninger om hans to mikrofoner, og at det betød, at han var sit eget backingkor. Endnu sjovere var analogien om den glemte mundharmonika, som ledte til beretningen fra Madrid, hvor Steve fik tid til en Arthur Brown koncert. Arthur havde glemt sin ild-hat:
Oprindelig:
Fornyelig:
Well – tilbage til Madrid, så havde Arthur glemt sin ild-hat på hotellet, hvilket betød, at backstage crew’et interimistisk måtte improvisere en ildhat, med lightergas… og andre ubehageligheder. Steve fortsatte om danskerne som verdens lykkeligste folk, og at han ikke håbede, at fraværet at den korrekte mundharmonika ville medføre et fald i graden af lykkelighed i blandt publikum/danskerne… – Ja, man skulle have været der – det var jeg heldigvis.
Jeg fandt den ski’ – mundharmonikaen (Burn fra Medicin Show, 1984):
Nå ja – der var faktisk også musik til koncerten, så selv om jeg er tro mod stilen i mine vanlige anmeldelser og at ’omstændighederne’ derfor fylder en del, så skal den(musikken) da også tages i betragtning.
Wynn kom godt omkring i repertoiret, fra Dream Syndicate, The Miracle 3, Solo-ting og covernumre. Og God Dammit’ jeg må jo indrømme, at jeg simpelthen ikke kan huske titlerne på de numre som jeg genkendte – og har opgivet efter gennemlysning af Days and Wine & Roses, blot konstatere, at jeg ikke umiddelbart mener at Steve spillede numre derfra… (efter opdagelsen af video på tube fra Ideal Bar – I stand Corrected).
Covernumrene husker jeg til gengæld – de var stjernefede begge to – og gav begge ikke alene udslag på Professorens gåsehuds-/ståpels-indikator – de holdt pelsen oppe hele vejen igennem og holdt til at Fyrsten tabte sin guldbajer ud over det hele. Lou Reeds Coney Island Baby i en smuk og følsom udgave. Og så er det sgu’ ikke engang løvn’, nogen har snydt lidt og lagt den på tube allerede:
Det andet covernummer indspillede Dream Syndicate på Ghost Stories. Jeg vidst ikke, indtil Steve delte det med os i lørdags, at det er et cover: Blind Lemon Jefferson – See That My Grave Is Kept Clean. Genialt nummer, herunder i album version, live version og Blind Lemmon Jeffersons 1928 version:
http://youtu.be/WlOpHcm_9p0
https://youtube.com/watch?v=WlOpHcm_9p0
Epic live ersion:
http://youtu.be/R9pcsiDBHqw
Blind Lemmon Jefferson
http://youtu.be/pX3mxjtpyBc
https://youtube.com/watch?v=pX3mxjtpyBc
Nå – til alle Jer sløve hoveder, så kan der findes flere videoer fra Ideal Bar her:
https://www.youtube.com/results?search_query=Steve+wynn+Live+in+Copenhagen%2C+March+7th%2C+2015
Fyrsten var glad
Steve Wynn får 
½ af seks smileys
P.S. Fyrsten er mindre glad nu, da alt Dream Syndicate og noget andet Steve Wynn synes fordampet fra samlingen, så hvis nogen ligger inde med Goast Stories (LP), Northern Aggression, Miracle 3 (CD)… og muligvis Days of Wine & Roses og andet, som jeg blot ikke er sikker på om jeg kun selv har haft lånt… – ja så sig til!
