Top 5 – 2017
(1) The Dream Syndicate, How did i find myself here?
Tilbageskuende ville nogen måske sige, men det føles ikke sådan. Der er noget uomtvisteligt besnærende ved de skæve, snurrerende guitar-riffs. Støj er Gud, i hvert fald når Steve Wynn får sammensat det rigtigt, og det gør han i den grad på dette retro paisley undergrund vidunder.
(2) The Underground Youth, What Kind of Dystopian Hellhole is this? 
Fra støjguitar a la Sonic Y. til mindelser om The Smiths og 80’ernes sorte goth, Jesus & Mary Chain, m.v. Medi nøgne guitar-klang og smukke sørgmodige tekster. Har stort set gemt sig i bunkerne siden februar hvor den udkom på Fuzz Club Records.
(3) Uffe Lorentzen, Galemandsværk
Meget værdig “opfølger” til Spids Nøgenhat, Kommer Med Fred fra 2013. Dybsindige, underfundige og dejligt underlødige sange der på bedste vis revser os alle sammen.
(4) Idles, Brutalism
Hvorfor faen’ er der så meget støj og knas på min LP allerede…. Øv…
Der lægges ikke fingre i mellem… fed fed skive…
(5) Booji Boys, Booji Boys
Mage til vel-U-produceret punk-lyd skal man lede længe efter. Minder ind i mellem en smule om Dinosaur’ grimmeste, men også melodiske numre… Ellers er Booji Boys et fantastisk up-tempo canadisk (Halifax, Nova Scotia), og undertegnede har lige bestilt opfølgeren som vist stadig kan fås i Ltd. Ed. På Drunken Sailor Records.
(6) Black Angels, Death Song
Selvom BA sket ikke kom nok ud over scenen i koncerten i Pumpehuset, så er Death Song er fremragende skive. Albummet er et overbevisende psykedelisk firesidersværk, eller et dobbelt-album, som det vel hedder, men der er altså kun 11 numre på albummet.
Side A består af tre “hits”: Currency, I’d Kill For Her og Hald Believing – og side B starter stærkt med Commanche Moon, men sidens øvrige to numre er mindre gode. Side C har endnu to virkelig gode numre, nr. 2 og 3; I Dreamt og Medicine. På side D finder vi Death March og Life Song, som lukker pladen pænt af, men uden at man ønsker sig mere, desværre lidt samme fornemmelse som ved koncerten.BA havner lige uden for top 5.
Herfra uprioriteret
King Gizzard and The Lizard Wizard, Flying Microtonal Banana
Temmelig langhåret, det er King Gizards’ psykedeliske univers, med østlige undertoner, samba- og/eller afrikanske rytmer og eksotiske instrumenter i læssevis. Men det gør kun godt, dette psykedelisk rockalbum stråler af autencitet, hvilket ikke er så nemt i 2017.
Shit Kid, Modern Music
Det er en mærkelig, nogengange ikke særlig udholdelig plade, men også meget fed… Irriterende teenage-agtig, men med en god guitar-rundgang og virke ægtefølt….
The National, Sleep Well Beast
The Duke Spirit, Sky Is Mine
Meget smukt er det… men sgu ærlig talt lidt kedeligt…
Las Cobras, Temporal
Kæreste-venligt spansksproget dansabelt neo-psykedelisk rock fra Uruguay!!! Men det bliver sgu’ lidt langhåret, småelektronisk og sydamerikansk i længden, med lidt for eksperimenterende, uden at være særligt spændende, guitarrundgange osv.
Frank Carter and The Rattlesnakes, Modern Ruin
Thåström, Centralmassivet
Onkel Thåström, kære onkel Thåström…Dystrere end nogensiden og ligeså tungsindig som altid. Albummet starter stærkt ud med Bluesen i Malmö, som nok skal blive en af de mange af hans sing-a-long’s. Men ellers er albummets største styrke vores Thåströms lyriske univers, stærkt eksemplificeret ved titelnummeret Centralmassivet, som på indadvendt vis er stor ekspressionisme – man føler mere med ham end man forstår ham. Faktisk er resten af pladens tekster noget mere enkle, men f.eks. Låt Det Goda, fungerer rigtig godt alligevel da musikken også holder – musikken virker følt og ikke tænkt og heller ikke overproduceret.
Mark Lanegan Band, Gargoyle
Julegave fra ACE, tak! Starter godt med Lanegans dystopiske vokal og et messende/klagende guitar-kor på Wild Thing. I øvrigt fedtfedt fedt med tekster på indersiden af gatefold-cover! Om end måske ikke super dybde i teksterne, så er de lyriske nok til at være interessante… Men vokal er altså ikke nok for Fyrsten (WASF)… der mangler nerve, eller dybere substans, eller tråd… Selvkritik er nødvendigt her, igen gør en hurtig, skippende gennemlytning ikke albummet retfærdighed, s2 byder på højdepunkt i Drunk on destruction, smukt og smerteffuldt. At holde ud hele vejen, kræver at man skal have mod på at gå på kontinuerlig opdagelse i Mark Lanegans personlige univers
Foo Fighters, Concrete and Gold
Blev gennemlyttet lige efter Queens of the Stone Age for at have et nogenlunde sammenligningsgrundlag. Og Foo Figters starter stærkt ud med råbe-rock-nummeret/sjæler “Run”, som simpelthen er superfedt stadionrocknummer, som vor far hadede det… Jeg elsker kontrasten mellem det rå skrigeri og den syre-metalagtige rundgangsguitar og sjæler-syngeriet. Og så går vi direkte videre med metal/blues/soul-nummeret Make It Right – nice!, bare styr den der soul!! På s2 bliver det lidt mindre interessant…, så selvom Dave Grohl og Co. På side 1 nærmer sig top 5, så tvivler jeg på, at de ender der… S.3 bliver afgørende… den er såmænd ok, sådan lidt rock-Beatles, er det McCartney der synger? Nej, det var en Taylor Hawkins… Det hele ender for pænt og uoriginalt og vist endda dårligere end Queens of the Stone age…
Queens of The Stone Age, Villains
Mit favorit album er debutten fra 1998 af samme navn(selftitled) og der er et stykke i mellem den og Villains. De fleste af os får slebet nogle kanter af med tiden. I tilfældet musik, så er det bare sådan, at jeg kan li’ kanterne, men det er der heldigvis stadig lidt af hos Queens…. Selvom de næsten er for dygtige musikere.. vi nærmer os på s1 noget opera- eller klassisk-agtigt, eller ‘progressive på s2, hvilket jeg lige er 5-15 år for ung til sådan rigtig at værdsætte. Det hjælper at skrue op for bassen… Det ender sgu nok med at blive en ny-klassiker… “Parents advisoral”: Bør ikke gennemlyttes hurtigt, det gør ikke noget godt for kvaliteten.
Baby in vain, More Nothing
Baby In Vagn har tydeligvis gjort en ære i ikke længere at lyde som semi-kopier af Led Zeppelin, Nirvana osv. Det er modigt og selvfølgelig også lidt farligt, sådan at skulle finde sin egen lyd. More Nothing mindede mig i udgangspunktet om The Breeders og andre gode ting, men i stoner-tempo. Det er ganske udmærket, men tempoet afslører samtidig, at kompositionerne er meget enkle… Og jeg savner nerve – den får man først på b-siden nr. 4 med Thank You, som til gengæld også er et mega-fedt nummer. Keep it up Baby!! Men i kommer ikke på top 5.
Chastity Belt, I used to spend so much to time alone.
Tredje album fra Seattle-baserede dystre unge kvinde kvartet der spiller slog-mo guitar som The Cure og med en følsomhed som Jessica Larrabee. Lyt dog først til deres debutalbum fra 2014 “No regrets”
Courtney Barnet And Kurt Vile, Lotte Sea Lice
Albummet starters med et fedt nummer “Over everything”, hvor der er lidt tempo, men det er vist egentlig det eneste Kurt Vile-agtige nummer der fungerer sådan helt (hvis man ser bort fra det gamle Peepin’ Tom a la Barnet). Men ellers klæder de to musikere hinanden godt. Absolut bedst når Vile holder sig langt i baggrunden… og Courtney kører med klatten… Alt i alt en halvgod skive…
She Keeps Bees; Single: Our bodies
velgørenheds-singlen Our Bodies – klart mere end en lytter værd, She Keeps Bees i vanlig topform er bedre end det meste, øv at det ikke er bare en mini-LP, så var det en klar nr 1.
King Gizzard and The Lizard Wizard, Murder of the Universe
Fire albums har australierne begået i 2017, junI-udgivelsen, Murder of The Universe er et tre kapitlers konceptalbum… Selvom der indimellem er fede rifs og masser af psycedelica, så bliver det liddttt kedeligt. Men årets første KGLW er mere spændende, se andetsteds her…
Slimy Member, Ugly Songs for Ugly People
Beskidt hardcore punk som vor mor spillede det… fra Dallas, Texas. Det er seriøs fed punk, men der mangler et eller andet før jeg kan sætte albummet på top 5…
Dan Auerbach, Waiting on a song
Skodplade… øv!
Fribytterdrømme, Superego
Ikke fået hørt det meget, men lyden er lidt støvet, trommerne for langt fremme og den ellers interessante guitar for langt tilbage. Sangen er jeg ikke så vild med, der mangler karakter og det bliver som en dårlig c.v. Jørgensen der råber i vinden (alt dette ud fra første nummer på Superego). Gode melodier, men for pænt og for lige ud ad landevejen efter min umiddelbare smag.
Top 3 – singels 2017
Viagra Boys, Call of the Wild
Maxi-single, superfed
She Keeps Bees; Single: Our bodies
velgørenheds-singlen Our Bodies – klart mere end en lytter værd, She Keeps Bees i vanlig topform er bedre end det meste, øv at det ikke er bare en mini-LP, så var det en klar nr 1.
Pale Kids, Holy Mess
Lidt lyd a la Ramones, men lidt mere over i pop-punk. Ganske udmærket unge mænd, vistnok med en køns/seksualpolitisk kamp at kæmpe.
