Fredag d. 7/11, knaldhård arbejdsdag, Halloweeen fællesfødselsdag for en ordentlig syg flok 10årige. 
Det gav Professoren lejlighed til at benytte nok et alter ego, hvis nogle skulle være i tvivl “the ghosts of Jeffrey Lee Pierce reincarnated”. Hvem der efter fødselsdagen var mest traumatiseret (Jeffrey eller børnene) lader vi stå åbent.
Men frugterne af Alabama/D.S.F. s sejr i Professor-konkurrencen (altså præmien) – to stk. billetter til: Ty Segal & J.C. Satán i Pumpehuset skulle også høstes (indløses).
Rockens Johnny (nr. 7) havde meldt forfald, Steffy Jones (nr. 6) ligeldes, så Aceman fik fornøjelsen af at være anstandsdame i det københavnske natteliv på J-dag… Professorens, hvis rock’n’roll-embedsbolig som bekendt ligger lige i centrum af den vestlige verdens mest trendy område, havde således sat Aceman i stævne i Kødbyen, og hvis man var 15-20år yngre, så er det lige hvad det er – et kødmarked. Men overvældet af mængden af friskt og uhængt kød, så opgav vi første bar “No Ho”, som simpelthen var for trendy og for lidt rock’n’roll’et(og flød som med alt for pæne piger…) og gik i stedet ned på nærmeste Ølbar ‘ Fermentoren’. Her bestilte Aceman 2x Mikkeler julebryg, kun 10% vol., man skal jo starte lidt lavt…
Vi nåede lige forbi Professorens hybel og drak tre skønne bryg fra Amager Bryghus, Official Brewery of Professors Fyrstens 1st term in Office (c)., og kastede os så op til Pumpehuset.
Her var opvarmingsbandet, franske, mens engelsksprogede, J.C. Satán vist lige gået på – og faenme om ikke det var knaldfedt. Kvindelig forsanger, kvindelig bassist, mandlig guitarist, med mustage og Frankensteins monster på keyboard… og en trommeslager… Men guitaristen var dagens oplevelse. den ca. 150cm høje fyr, som havde et superlækkert overskæg.
Hvorfor jeg ligeså godt kan afsløre, at den der til næste Professor-konkurrence kan præsentere det flotteste, ægte mustage, på sig selv, får 50 bonuspoints. Men desuden var han altså en Gudbenådet guitarist…
Fyrsten gik hjem med én J.C. Satán LP og en håndtrykt plakat, og skal helt sikkert følge op på J.C.s øvrige udgivelser. Altså ikke John Christensen Satán, men Jesus Christ Satán…
Musikken er hård, upoleret alternativ/eksperimenterende rock, men masser af guitar og tunge trommer, nam nam.
J.C. Satán får 
½ (næsten 5) smileys af seks mulige.
Ty Segal leverede en fest, Aceman og Fyrsten fik danset pogo, selvom det indimellem var lidt mærkeligt, for halvdelen af musikken er altså ikke pogo-egnet… Vi lavede den klassiske fejl, forlod den gamle rocker vi stod ved siden af (som var stort set den eneste på vores alder) og gik op til baren, men heldigvis indså vi hurtigt at det var en fejltagelse og fandt tilbage til scenekanten resten af koncerten, sammen med rockeren, som Aceman insisterede på, at Fyrsten ikke måtte spørge om “han var sådn’ en rigtig rocker”. I øvrigt havde Professoren Fyrsten den positive oplevelse, at det unge publikum var flinke og rare ved alderdommen og kom med opmuntrende bemærkninger og skulderklap – enten fordi de kender til Professorskabet, eller fordi de syntes at det var flot at så gammel en mandsling kunne klare 2 timer på benene… (seriøst…).
Ty Segal – er overdrevent fedt når det er bedst, nok en guitarhelt af de større, og Fyrsten købte to eksemplarer af “Twins” en til anstands-Ace og en til samlingen, her kan der også graves dybere… Men kære Ty, løb ikke efter populariteten og ungdommen, så ender du med at lyde lige så tamt og kønsløst som en vis hr. White (og det er ikke Barry)…
Ty Segal får 
fem af seks smileys.
kh.
Professor Fyrsten
