The Twilight Sad,
Loppen 3. april 2015
Ace-Man stod for billetterne, som vistnok stod i 120,-
Scotch on the Lop’ – Twilight Sad – Rocker Loppen, eller Lopper Rocken?
Langfredagsrock – det er sgu et bedre koncept end tirsdagskoncert.
Nys hjemkommen efter seks dages opladning i Barcelona, så burde det ikke kunne
være meget bedre – og så med brormand Ace og Fyrstinden som
akkompagnatører. Så Twilights Sad havde
noget at leve op til. Forårsforkølelsen dæmpede dog Fyrstens enthusiasme. Stærkt
stækket blev der alligevel udbenet lammebov som optakt, og de spanske
mikro-håndbryg serveret med føl’se.
Det lykkedes os at ankomme til tiden. Loppen en fredag
starter ikke (for) tidligt, så vi var på plads, selv inden opvarmningen, unge
danske Harmonics, gik på kl. ca. 22. Opvarmning var i bedste fald en blandet
oplevelse, jeg vil ikke give dem mange ord med på vejen, for lyden var
simpelthen fór dårlig. De første numre havde ellers potentile til at være
interessante, men guitar og sang druknede totalt i meget tunge (malplacerede
heavy-agtige) trommer. Det var en skam for musikken lød ellers, så vidt det
ellers var muligt at tyde musikken, som guitar-orienteret rock a la Interpol,
Editors og Twilight Sad, hvor tør guitar, lyrik og sang er de absolutte
hovedelementer. Harmonics undskyldte på forhånd; ingen koncerter i år og ingen
tid til lydprøve, men what the fuck skal jeg bruge det til? Op på hesten igen –
for I kan vistnok godt, teknisk /instrument-mestrings-set lød det som i hvert
fald som om, i var OK.
Twilight Sad gik på – og det var godt. Fyrstinden og jeg
havde nået at lytte lidt til… ja vel egentlig ”for-kataloget”, for
bag-kataloget var det vi i forvejen kendte i kraft af 2009 udgivelsen: ”Forget
the Night Ahead”, som udkom i samme periode(kort efter) som Interpols bedste udgivelser (Our Love to
Admire, 2007) og Editors samme (The Back Room 2005, An end has a start 2007).
Og Twilight Sad udgav faktisk også i 2007 et anmelderrost album; Fourteen
Autumns and Fifteen Winters, som det dog ikke lykkedes mig at finde frem til. Men deres nyere albums ‘Nobody Wants
to Be Here and Nobody Wants to Leave’ (Sep. 2014) og ‘No One Can Ever Know’
(2012) er absolut også nogle gennemlytninger værd.
Twilight Sad er altså lidt (meget) af en skotsk pendent til
Editors og Interpol – og det klæder faktisk den underspillede, strømlinede shoegazer
-lyd at få lidt skotsk accent blandet i. Undertegnede nød i hvert fald alle
numre, både nye og gamle. Og TS’ var rigtig gode til at blande numrene, og dog,
for af de største hits i ut’s bog, som er de fire første numre på 2009 albummet,
kom de tre i træk, Hvilket fik Ace til at kommentere, at nå dem kendte i nok,
hvilket var jo var sandt og fik os til at hoppe lidt… Ellers brokkede Fyrstinde
sig over at et yngre par klemte sig ind foran os foran scenen, for derefter at
glemme musikken og stor-snave foran os resten af koncerten, Ace-Mand over at
jeg ikke købte øl nok (han var løbet fra både pung og billetter – den skal jeg
huske næste gang (;o).) Og jeg over, at jeg undlod at købe det nye album
direkte af musikerne på loppen.
Jeg ved sgu ikke lige hvad jeg mere kan sige om musikken –
det var 100% godkendt, helt i orden og en dejlig koncert. Fantastisk selskab –
jeg tror, at jeg skal opstøve 2007 udgivelsen og anskaffer sgu’ nok også 2014
udgivelsen.
Twilight Sad får 
af 6 smileys
Kh. Fyrsten
