Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Kurt vile and The Violators (US)
Vega
30. august 2011
Opvarmning: Duke Garwood (UK)
Pris 175,-

Kurt kan li’ trash

Kurt Vile skulle altid spille live… Kurt satte selv ord på hvorfor koncerten i går var fuldstændig fed. ”Jeg har taget mit trash-band med i dag” eller noget lignende sagde den nydelige, om end langhårede, unge mand. Og der blev spillet til, ikke på alle numre, men ret mange af hans albums relativt stille numre fik en god gang ekstra guitar og trommer – og for faen’ hvor det klær’ ham og hans musik! Også de sædvanlige afdæmpede numre holdt fuldstændig, man må simpelthen tage hatten af for den måde han formår at rammen… ja hvad er det han rammer… tidsånden og vores følelser måske?!

Skal man tage den kritiske pen frem også, så er det min holdning, at de stille passager i koncerten bliver en smule ensformige ligesom det betyder, at numrene kan være svære at adskille. Men i det store hele er det en detalje som let bliver glemt når Kurt og The Violators spiller trash. Tak Kurt!

Sammenligner man koncerten med bandets optræden på årets Roskilde Festivalen, så finder jeg gårsdagens koncert en del federe. Mit indtryk er, at trashen som på Roskilde først kom frem som ekstranumre, løfter koncerten med mindst én smiley (jf. nedenfor).

Duke Garwood – (som jeg tidligere har haft lejlighed til at ”mini-anmelde”: http://www.rocknroll-patruljen.dk/links.htm , under live 2006/05/09 hvor Duke Garwood varmende op til en uforglemmelig Archie Bronson Outfit koncert) – er efter min mening en rigtig dygtig bluesguitarist, men han er simpelthen helt utroligt utilgængelig, så på trods af undertegnede, i modsætning til formegentlig 99,99% af publikum i Vega, faktisk har hans første album må jeg konstatere at jeg aldrig bliver rigtig fan af Duke Garwood…

Kurt Vile and The Violators får ½ af 6 smiles for en glimrende koncert.

Duke Garwood får af seks for sin utilgængelige introverte ekspressionistiske blues.

Vega får af seks smileys for arrangementet. Halvdårlig fadøl, fugtig hede, ellers intet at berette.

Alabama tildeler sig selv smileys for Fasan Catalaine til opvarmningsmiddag.

Cheers Alabama

PRESSEMEDDELELSE

Vester Bronx d. 30. august 2011

DEN SORTE FYRSTE LOVER FASAN I DRUESAUCE PÅ TOPMØDE MED RIVALER

Nok engang er Rock’n’roll-patruljen vidne til Den Sorte Fyrstes(DSF) storsind og ultra-demokratiske sindelag. Således lover DSF Fasan i Druesauce (Fasan Catalaine) til rivalerne Rockens Johnny og Ace-Man som har indvilliget i at følge DSF til aftenens Kurt Vile koncert.

DSF udtaler: ”Det er min klare overbevisning, at rocken skal dyrkes live, det er den eneste rette ånd. Og kan jeg lokke de hensygnende Patruljemedlemmer til et mere aktivt liv, så disker jeg gerne op med lidt delikatesser som kan besnære de i ånden midaldrende rockere.” Så der er altså fasan i druesauce på menuen før koncerten, hos Alabama som gavmildt og gæstfrit tilbyder tag over hovedet til de i rockmæssig forstand hjemløse rivaler.

Alabama følger op med en opsang. ”Hellere følges med den små-kommercialiserede Ace-man og Oppositionens ofte lidt for Destruktive Johnny end at afvente 2XP’s bourgeoisiets lallende afventede tempo.”

People for Change / Rockers for Change

PRESSEMEDDELELSE

Vester Bronx d. 30. august 2011

HVAD VAR DET KURT VILE?

”Den mand har pondus” siger Kurt Vile, som fortsætter:

”uden Alabama’s støtte havde jeg ikke haft noget der minder om en karriere”.

Kurt Vile gengælder Alabamas støtte ved aftenens koncert i Vega, hvortil Al’ har fået inkognito-VIP-billetter! Hvilket giver rockens sidste ægte og ærlige forkæmper en mulighed for at nyde koncert i fred og ubemærkethed. ”Det er det mindste jeg kunne gøre” siger Kurt, med antydning af en tåre i øjenkrogen…

Da snakken falder på Professor-konkurrencen kommer vreden tydeligt frem i Kurt Vile og Den Sorte Fyrste må berolige ham. Men inden da har Kurt slået fast ”at større uretfærdighed end Alabama endnu ikke har siddet som Professor skal man lede længe efter, hvem har måske gjort mere for-, har større viden om Rocken, eller har en ægtere rock’n’roll-sjæl end Ham?”

Kurt Vile stillede genert op til et photo shoot med Alabama, efter Alabama overbeviste Kurt om at han da selvfølgelig var værdig til dette.

Alabama fik i øvrigt flyttet aftens koncert fra Lille til Store Vega, hvor ægte musik-elskere i aften kan nyde koncerten kl. 21.00.

People for change / Rockers for Change

PRESSEMEDDELELSE

Vester Bronx 29. august 2011

Den Sorte Fyrste – aka Alabama – igangsætter Professor 2012 med en valg-bombe

Under sloganet “ikke flere langskæggede hippier” har de senere års mest markante Professor-kandidat, Den Sorte Fyrste, i dag skudt sin kampagne til Professor-2012-valget i gang.

Den Sorte Fyrste udtaler: “Vi kan ikke længere stiltiende afvente det etablerede professorskabs passivitet”. Han tilføjer, at det aristokrati-lignende bureaukrati som den nuværende professor på værste despotiske vis har opbygget omkring ”visse nicheagtige, langskæggede afarter af musikalske genrer” helst skal glemmes hurtigst muligt sammen med de såkaldte musikere der gemmer sig bag usoigneret kropsbehåring og mumlende folkemusik.

Den Sorte Fyrste vil endnu ikke løfte sløret for de ændringer han implicit udtrykker som nødvendige for fællesskabet, dog siger han, med slet skjult henvisning til andre kulturrevolutioner,: ”Bureaukratier må dø og bureaukrater må genopdrages før fællesskabet og rockmusikken revitaliseres i sin pureste ægte undergrundsform”. Kritisk adspurgt lover Den Sorte Fyrste et sammenhængende valgprogram, som han p.t. kun vil afsløre har essensen forandring ”change”. Han tilføjer:
”Vi er selv i disse dage, endnu, tilhængere af den demokratiske proces, så vi afventer professorens valgudskrivning og de præmisser han søger genvalg på – men, vi føler os tvungne af omstændighederne til, at minde 2XP om de begivenheder, som Rockers i mange lande i Mellemøsten har måttet gennemtvinge overfor deres røvballe-rock elskende ledere.”

People for Change / Rockers for Change

No regrets…

Tak for denne gang drenge – håber at i kommer over det uden varige mén.

Bama

P.S. Flere mobilfotos senere i fotoalbummet

Så er det sgu’ endelig tid til et rigtig gammeldavs Patrulje-arrangement…

Ja ikke for at klage – eller måske jo – det er jo også en del af den søde juletid. Vi har hermed officielt årstid-alibi til at klage over, at alt ikke er lige så godt som i gamle dage, hverken vejret, musikken eller gaverne. Det er normalt for varmt, i år altså for koldt og for meget sne for tidligt, og musikken nu om stunder – det er jo ikke andet end larm, eller også er det noget sølle søvndyssende folkemusik uden nerve…. og gaverne – sikker dog et materialistisk mareridt, ikke noget at sige til at miljøet går amok, og så bliver man alligevel skuffet over moster Oda’s hjemmehæklede sokker, den der nye blueray cd-afspiller med indbygget sub-sub-vuffer var egentligt det man havde håbet på ……………………

Og hvad er det så jeg prøver at sige?! Julen er også hjerternes fest og børnenes og en masse andet bavl. Lysenes og madens fest… Og i ældre tider tegn på lysets genkomst. JEG VIL IKKE HA’ ALT DET LORT… JEG VIL HA’ ROCK’N’ROLL JUL –NEJ JEG VIL HA’ ROCK’N’ROLL-PATRULJE JUL.

Så skide-være med at det er et lidt fimset tema, og at den gamle krop snart ikke kan stå distancen, hverken ryg, lever, ører eller øjne. Jeg savner jer og uanset om folk med den slags fordomme tror skidt om os fordi vi vil flytte i mande-kollektiv, så er det det jeg vil. Opgive unger, kvinder og julegaver – og holde Jul med Rock’nroll-patruljen HVER ENESTE DAG!

Kh.

Jule-Bama

Richmond Fontaine
Postcard From Portland, Live at Dante’s,
El Cortez Records, Winner’s Casino Music, 8-3-2010.
CD, pre-release, S.kr. 150, bandsalg i fbm. koncert i KB-Malmö.

Rammerne I Kulturbolaget I Malmö betød, at Richmond Fontaine kun fik tre smileys med pil opad for koncerten d. 17. februar 2010. Alabama kom, som vanligt hjem med hul i lommen. Godt nok er den svenske krone lav og de svenske priser generelt yderst behagelige, men Brooklyn Lager på KB-Malmö står alligevel i s.kr. 54 – og de rammer altså smagsløgene lige akkurat der… Jeg kom dog også hjem med en ny koncert t-shirts og endnu bedre den nyeste RF udgivelse: Postcard From Portland med undertitlen Live at Dante’s, flere uger før den oficielle udgivelse. Og lad mig bare slå fast med det samme – det er en lille genialitet af en liveudgivelse!

Kernen i albummet er numre fra RFs seneste studiealbum We used to think the freeway sounded like a river (decor/El Cortez Rec. 2009), hvorfra 10 af de 14 skæringer er hentet. Det lyder måske umiddelbart som et selvmål, af Willy Vlautin og drengene fra Portland, at de udgiver en live-version af et album der er udgivet for knap seks måneder siden. Men det fungerer – Postcard’ er fint krydret med et lille udvalg af ældre numre og albummet starter ud med White line fever fra debutalbummet Safety fra 96/97. Safety og RFs debut har en noget hårdere lyd end bandets nyere materiale, men teksterne var den gang, som i dag, lige på og hård socialrealisme af den barskestes slags. White line fever får positioneret Postcard der hvor jeg helst ser RF’s musik, nemlig i den meget alternative ende af country musikken. Guitarintroen har en ildevarslende lyd, som langsomt bevæger sig over i retning af et smukt, måske naivt håbefuldt univers, baggrundens skærende guitar ligger en rå baggrund – og når Willy Vlautins ikke særlig polerede stemme påbegynder sangen om den misbrugende, horende langturschauffør og hans lige så misbrugende, suicide kone, så er man velplaceret i centrum af RFs univers. For mig er det en gåsehuds-givende musik hvor instrumenter, sang og tekst går op i en højere enhed som er hudløst ærligt, giver mening og bringer stærke følelser frem.

Essensen af hvorfor RF er så godt et band er deres uspolerede ærlige udtryk både musikalsk og personligt står også tydeligt når man lytter til resten af albummet. F.eks. i Maybe we were both born blue, som for undertegnede er noget af det smukkeste musik længe. I alt dets grimhed og lidt for country-musik-agtige lyd – ligner det gruppens medlemmer. De ser nærmest ud som om de lige er trådt ind ad døren fra arbejde, så sympatisk normale at de kunne være ens bedste ven fra folkeskolen som man ikke har set i lidt for lang tid, men alligevel formår at klikke med i samtalens første 30sekunder. Og det svarer vist også til virkeligheden. Da jeg første gang så dem på Loppen fik vi os en god snak med et par af bandets medlemmer, ligeledes anden gang på Loppen, hvor Willy Vlautin selv stod i merchandise boden efter koncerten og efter koncerten i Malmö var samtlige bandmedlemmer småsnakkende sammen med publikum – det er sgu’ da sådan det skal være!!!

Tilbage til albummet som dette mest drejer sig om, så er RF kompositioner med årene blevet lidt mere afdæmpede, avancerede og smukke. Men der er en klar linie i deres materiale som gør, at ældre sange som The Gits og Song for dead Moon, som begge handler om gruppens musikalske udspring, forstærker albummet og gruppens udtryk og deres hudløse ærlighed. Omvendt er RF med nummeret 43 fra 2009 albummet tilbage til lyden fra 97, hvilket hos de fleste bands kunne det opfattes som leflen for gamle fans eller en utidig søgen tilbage efter … noget … Ikke hos Richmond’! Og i hvert fald ikke på Postcard from Portland hvor det cementerer albummets helstøbthed og mere generelt sætter en fed streg under et unikt bands imponerede udvikling, holdbarhed og ærlighed (der var den igen… den der ærlighed).

Postcard From Portland får nemt fem velfortjente smileys med en pil opad.

Alabama aka Den sorte Fyrste

Richmond Fontaine (US)
Kulturbolaget Malmö:
17. februar 2010 kl. 21.00
Warm up: Rag-and-bone (S)
Pris s.kr. 60,-

Undertegnede tog i går min gamle veninde et smut med ‘hinsidans’. KB-Malmö havde mine kæledækker fra Portland Oregon på besøg. Min veninde og jeg har et ‘country-fællesskab’ og trods min tilbøjelighed til den meget alternative country og hendes til den mere moderne og populære var hun frisk.

Vi delte et par Urquell i toget, byttede mp3-afspillere. Miss M. blev opdateret på Richmond Fontaine’s seneste mesterværk “We used to think the freeway sounded like a river…” og jeg fik lov at bytte min Samsung med en Ipod… og blev opdateret på det seneste Sydafrikanske bud på Madonna (dog noget bedre end sidstnævnte), på Mark Knoflers album med Emmylou Harris – slet ikke helt skidt,,,, men for mig milevidt fra at nå i nærheden af RF’s dystre, desperate, smukke, smertefulde, socialrealistiske north west alt.country univers…

Velankommen i Malmø ville vi have tygget os en burger fra Skånes bedste burger-sted, Vinylbaren som er en del af Kulturbolaget… Skuffede måtte vi konstatere at der ikke var åbent. Men Bergsgatan, hvor KB ligger, er fyldt med restauranter. Vi besluttede os i kulde for at spise thai, men var gået ind ad den forkerte dør, så der var japansk på menuen… Nu skal jeg snart komme tilbage til Richmond F., men vi fik et godt og billigt måltid japansk, fik bagefter en kaffe og en chai – og konstaterede, at området omkring KB er fyld med butikker og facader som fik os begge til at føle at vi var havnet i 50’erne… spøjst…

KB havde dækket op til country-fest – og det bogstavelig talt. Af uransagelige årsager var der opstillet caféborde på størstedelen af gulvet foran scenen. Der var en “grøft” på 4-5 meter mellem bordene og scenen. Bagved bordene var der tilsvarende nogle meter til stående publikummer. Gæt hvor folk stod?! De høflige svenskere, der ikke havde indtaget cafébordene, placerede sig bagerst i salen… den grøft der var mellem publikum og musikerne blev aldrig rigtig overskredet – hverken fysisk eller musikalsk… Sur røv! Vi placerede os stående på et plateau ved baren tæt på og med optimal udsigt til scenen.

Richmond Fontaine. Siden jeg først hørte RF i 2003 eller 2004 har jeg set dem 2-3 gange og anskaffet alle deres albums, undtagen ‘Whiskey, painkillers and Speed”, som ikke kan skaffes. Jeg synes bedst om deres tidlige albums på grund af deres nærmest punk-agtige elementer. Men deres seneste album “We used to think the freeway sounded like a river” er altså et noget af det fedeste… et af 2009s absolut bedste albums uagtet musik-kategori. Så mine forventninger var altså ikke beskedne…

Vel – RF-drengene gjorde det godt, under omstændighederne. De kom pænt omkring i deres albums med vægten på det nyeste. Spillede glimrende versioner af White Line Fever, Lonnie, 43 og mangel flere. Men der var en distance og selvom Willy Vlautin som vanligt lagde op til dialog med publikum, så blev distancen aldrig minimeret og dialogen blev ensidig: fra Richmond Fontaine til os… Ikke at jeg betvivler at publikum nød koncerten – det tror jeg rent faktisk at de gjorde… Men man sidder altså ikke ned til Richmond Fontaine – det er dødfødt!

Rag-And-Bone – tjae – en velpoleret forsanger som mindede mig om svigermors drøm, men vest og slips og et udseende som Jack White kombineret med Austin Powers. Stemmen var ligeledes poleret og countryen … alt for pæn… alt for påtaget … olt for ligegyldig. Enkelte musikalske opture når violinisten som også spillede banjo kom i forgrunden.

Sjovt publikum i øvrigt, måske var det opvarmningsbandets familie, eller måske er der ældrerabat – eller også har svenske pensionister en avanceret musiksmag. I alt fald var en stor del af de måske 150 publikummer der havde nået pensionsalderen…

Kulturbolaget får af seks smileys for arrangementet.
At de kommer så højt skyldes en velassorteret bar med bl.a. Brooklyn Lager, mmmm. Men for helvede – aldrig mere caféborde!!!

Richmond Fontaine får af seks smileys.
Musikalsk set ikke dårligt – not bad at all! Men selvom det var op ad bakke så synes jeg godt at I kunne have givet den en tand mere – hvem ved, måske havde i fået et par af de gumpetunge op ad stå.

Rag-And-Bone får af seks mulige smileys – og det skal de være glade for!