Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Kære søde rare Rock’n’roll-patrulje – it’s
Festivaltime… og jeg tog første vagt!

Tidspunktet var søndag den 28. juni 2015 kl. 21.30 og stedet var Dyrskuepladsen
i Roskilde. I ensom majestæt smuttede jeg lige ud på Festivalpladsen for at
høre Black Book Lodge kl. 23. Massere af tid til at møde gamle bekendte for en
hyggelig lang sludder, nyde en iskold Urquell og slendre rund blandt de mange
glade unge mennesker. Hold da kæft hvor er det fedt… Festivalen er skudt i
gang 🙂

Gik først rundt på campingpladsen, hvor de bare gav den fuld gas med
kæmpemæssige anlæg, massedans, kæmpekram – også til mig – og druk i stor stil.
Der var lutter store smil og glæde – fantastisk! Smuttede på skatescenen for
jeg havde hørt at der skulle være gang i den. Og det tør siges. Musikken var
ikke lige mig, men der var virkelig gang i publikum, endda i en sådan grad, at
HipHopperne på scenen ikke ville stoppe – de havde det også for fedt. Det er
umuligt ikke at blive revet med af den gode stemning. Festivalen er sgu for
alle og dem som ikke tager derud mister virkelig en kæmpe oplevelse af god
musik, god venlig stemning og et livgivende frirum.

Smuttede over mod Rising, købte en halv fad, satte mig på øverste trin af en række kasse i nærheden af
scenen og fald i snak med nogle unge der selv spiller i band og som var vildt
spændte på BBL.
Nåede lige at købe en bajer med inden koncerten begyndte.

KøbenhavnerDrengene fra Black Book Lodge, der netop har udgivet deres 2. album
for 14 dage siden, er mægtig seje. De spillede dejlig hård rock’n’-roll med metalsnit
– og det var fedt. Som sprechtallmaistroen sagde, så er de “The low
hanging balls of the Copenhagen Rock scene”. Kendte et par af numrene fra deres
første album Tundra, et godt sammenskruet album for folk med hang til at
svinge hovedet godt og grundigt frem og tilbage, mens de hamrer på lufttrommerne
eller filer på luftguitaren, bl.a. til nummeret Thalassa. Musikken har generelt mange gode rifs
og er samtidig fyldt med gode pauser som efterfølges af tung guitar, trommedrøn
eller forsanger Ronny Jønsson fede rå stemme.

Lidt malurt skal der i bægeret for de spillede kun i 42 minutter og gav ingen
ekstranumre. Tror de var sure over for sløvt publikum. Ærgerligt at de blev
tøsefornærmede for de er supergode. Sanger som Cris Cornell fra Soundgarden og
guitar som Duffy fra Cult. Det bliver ikke en meget bedre start… manglede kun et par patruljekolleger at dele oplevelsen med – it’s a tuff job, but someone gotta do it.

Festival I love you, Ace

Festival

Black Book Lodge (og ikke flere, men kun fordi de blev tøsefornærmede – musikken var til 4 og 5 hvis de havde spillet en time)

Oplevelsesbeskrivelse af The Twilight Sad fredag
den 3. marts 2015 på Loppen

Endnu en rockkoncert, endnu en tur til hovedstaden og denne gang på staden. Der var gevaldige opstartsvanskeligheder fordi en eller anden idiot glemte biletterne derhjemme til Alabama, professorfyrstinden og undertegnede, og først opdagede det i toget på vej mod Høje Taastrup og derfor måtte sende raketten retur i orbit om Roskilde igen inden de nævnte stader kunne indtages for alvor.

Først gourmet-mad og håndbryggede og håndimporterede spanske øl i professorresidensen, så cykeltyr til Loppen, hvor vi for en gang skyld kom både før opvarmningsbandet og selvsagt hovednavnet var gået på. En udmærket skik jeg vil prøve at genindføre. Det er trods alt sjovest at have hørt det hele – også selv om dette opvarmningsband ikke på nogen måde er værd at skrive om. Til deres forsvar skal siges, at de ikke havde nået lydprøver og det kunne man desværre godt høre. Stort set ingen hørbar vokal selvom det efter sigende skulle være lidt Kashmir/Beatles-agtigt. Trommerne til gengæld buldrede derudaf og de nåede aldrig at få styr på det. Så nok om dem.

Havde lige hørt et på småsnase på CD af The Twilight Sad og kunne hurtigt genkende det lidt mørke tunge univers de bevæger sig i. Forsangeren var energisk og han skotske klingede smukt i samspil med guitarer og trommer. Havde sgu også glemt dankortet, så brormand stod for alt ølkøb – også en tradition jeg tænker på at indføre 🙂 Loppen var ok fyldt. Jeg synes publikum var lidt for afdæmpede, men vi blev alle rocket godt igennem. Og vores lille selskab i særdeleshed under de 3 for fyrsten og fyrstinden kendte numre, der fik sveden til at springe frem på vores ansigter… Alt i alt en rigtig god koncert.

Jeg tror jeg elsker Loppen og fredagskoncerter i gode venners selskab.

Eneste minus var, at koncerten sluttede så der lige var 45 minutters ventetid på toget kl. 1.18 eller var det 2:18 – ”ka’ sgu’ ik’ hel’ husk’ de’” Lidt havde vi vist nået at få indenbords…

Ace

Musik lørdag aften i Vega, så må de da starte sent… Så god
tid med at komme afsted fra Fyrstens hybel, selvom der – med Fyrstinden og
Fyrstindebørnene hjemme – ikke var planer om at komme alt for sent afsted.

Med Idealbar som mål kunne vi ligeså godt gå derned og få en øl en halv times
tid før. Jesper skulle lige smide cyklen, så Fyrsten og jeg gik ind. Til stor
overraskelse var Steve Wynn allerede gået i gang – godt nok kun lige i følge
billetmanden i døren – men alligevel. Klokken var ikke engang ni. Hvad sker der
for jer, tænkte jeg, så gamle er vi sgu’ heller ikke blevet selvom det er en
firser-guru vi skal høre. Men der tog jeg sgu fejl, for vi var nærmest de
yngste blandt publikum. Gråhårede mænd, tykke mænd, mænd der måtte sidde ned
under hele koncerten. Heldigvis var gode gamle Lick (som godt nok også lige er
blevet gammel) og Kamilla der også, så patrulje-selskabet med hangarounds var
helt i top. Steve var også kommet op i årene og han havde samtidig valgt at
klæde sig på i jakkesæt, der mest af alt lignede at fyr på anklagebænken til
sin egen retsag med mulighed for at ende på deathrow. Alt for pæn og
urock’n’roll’et i min bog, men pyt for han havde taget sin elektriske guitar
med.

Han var snaksagelig fra start og ping-pong-sludrede med publikum og fortalte
små historier om fallaffel-street (Istedgade) og Momos (eller hvad
sharwarmabaren hed), hvor han havde fået gratis mad. Meget hyggelig stemning!

Guitartonerne swingede og med hans Lou Reed tørre snakkende sangstemme satte
han et fint niveau – også selvom han var helt alene på scenen. Jeg tror han nød
det og det gjorde publikum også. Selv syntes jeg dog til tider der blev lidt
for meget rundgang og røvballe over han guitarspil, men heldigvis brød han
dette mønster af og til med Dream Syndicate-numre. Jeg kunne vel synge med på
2-3 numre, og jeg var generelt mægtig godt underholdt hele vejen igennem.

Øllerne fløj som sædvanligt ned i løgnhalsen og pludselig sagde Steve, at han
ikke ville spille mere. Det blev det dog ikke til, for han var i godt humør og
jeg tror han følte sig i god kontakt med publikum – også selvom en fyr bad ham
spillet et ekstra nummer som han allerede havde spillet. Så et par ekstranumre
blev det også til.

Efter koncerten stod Mr. Wynn klar til håndtryk (ikke kram som Jessica) og en
lille sludder med publikum. Lick fik sagt pænt tak for alt og rullede afsted
med damen, mens vi andre drak af (Fyrsten først) og Jesper og Ace efter en lang
snak som var det i gamle dage. Nu var vi pludselig de ældste på Idealbar og
pigerne unge, smukke og
villige………………………………………….. In my
Dreams(yndicate).

Ærgerligt for Snake, der ikke dukkede op selvom han havde billet, men familien
skal også passes. Respekt for det! Jeg ved du tager revanche en anden dag 🙂
Men godt, at vi andre passede Rock’n’roll’en. Respekt for det! Tak for en
dejlig lørdag aften – også til Steve Wynn. Glæder mig til næste gang…

P.S. I kan se dokumentationen i form af stemplet på min hånd fra
koncerten herunder.

KB 18, Lørdag den 17. januar 2015

Efter at have givet den som rock DJ for professoren i mit nye musikhjørne på Ledagervej,

drog vi mod hovedstaden, hvor fyrstinden havde
stillet 30 årig portvin, øl, mad og musik i udsigt, inden den tredobbelte
koncert i KB18 med Skinny Violet, Pitch Black Spinney Machine og The Pool.

Alkoholen virkede, humøret var højt og selvom det var helt ukendte bands, havde jeg forventninger om god gedigen guitarrock – ”black
as night”. Da vi kom til KB18 var musikken gået i gang. Vi smed en halvtresser
hver og fik hængt overtøjet ved siden af de højest 10 andre jakker i
garderoben. Koncertlokalet var mere end halvtomt, så vi tog plads i forreste
række i behørig afstand fra scenen. De to bandmedlemmer i Skinny Violet, Amalie
Kruse (guitar) og Ulf Hove (trommer), havde kun 2 numre tilbage, og det gør det
ikke retfærdigt at bedømme deres efter min mening lidt indadvendt indsats.
Amalies hvinende guitar og Ulfs energiske klasken på skind var dog en helt fin
opstart og ærgerligt at vi ikke fik dem fra start. Med Stella i hånden tog vi
plads i sofaen og ventede på næste levende billede.

En tyskbygget trommemaskine, 4 forstærkere og to fyre fra
hhv. Berlin og København med hver deres guitar. Den ene almindelig af udseende
og den anden – forsangeren – med langt grydeklippet hår a la Prins Valliant og
et megagrimt sort firser-overskæg der var Freddie Mercury værdig. Tynde ben i
de sorte cowboybukser og lædderjakker med rødt for, fik mig til at overveje om
de havde en Puk Maxi eller en Yamaha-knallert stående på bagscenen – men nej.
Ace forstår ikke det nye retro rock-look. Men det gør heller ikke noget, for de
to gutter lod guitarerne tale. Gode lange guitarrifs bølgede afsted i melodiske
rundgange, så både fødder, ben og hoved svingede taktfast med til de gode
rytmer. Jeg anede på det tidspunkt ikke hvad bandet hed og det gjorde
fyrstinden heller ikke, så hun spurgte ud i rummet, og der var så få mennesker
og så lidt støj, at forsangeren hørte det og svarede: Pitch Black Spinney
Machine. Koncerten var ikke så lang,
højest 30 måske 40 minutter, men jeg var godt underholdt og øllet flød i stride
strømme, så det var nærmest himmelsk. ja, så godt at jeg efter koncerten var nødt til gå over og
rose de to fyre for deres gode guitarrock – en blanding af BRMC og Mew eller….?

Efter endnu en tur i sofaarrangementet med benene oppe på de paller som udgør bordene, gik The Pool på
scenen. En duo der spiller elektronisk, guitar-dark pop som der stod i
bandbeskrivelsen. Leadguitaristen var en velfriseret ung mand med pæn jakke,
velplaceret tørklæde og nypussede sko – enhver svigermors drøm. Makkeren var en
nusset nørd med krøllet skjorte der skruede ivrigt på synthesizer-knapperne og
en sjælden gang i mellem tog en bulet basguitar i sine arme. Der var ikke meget mørke
over musikken, men rigelig poplyd, og selvom frontmanden sikkert er dygtig til at spille
guitar, så var bandets musik for pæn, uden egentlig nerve og den havde stort set ingen interessante
kulminationer i de lidt for ensartede numre. Denne lidt triste oplevelse blev sat
i relief af, at bandet havde fået en pige (kæreste?) til at stå helt oppe ved
scenekanten for at forsøge, at få banket lidt gejst ind i publikum ved at bevæge sig til
musikken. Men hun evnede ikke engang at holde sig selv i gang. Fyrsten og
fyrstinden tog dog initiativ til at danse på bagbordsside og angreb
undertegnede der var stivnet op af en af de mange gulv- til-loft betonpiller,
hvilket løftede stemningen en hel del mod koncertens afslutning.

Samlet set var det en fin musikoplevelse lørdag aften i KB18,
selvom der desværre for alle var alt for få publikummer. I min bog havde de
valgt den forkerte rækkefølge for bandene, men tilsyneladende er The Pool på
vej med en CD, så de har måske fat i de unge. Unge der dog for de flestes
vedkommende stod i kø udenfor KB 18 for at komme ind til det efterfølgende DJ-arrangement. Mig ramte
The Pool ikke, men jeg nød som altid at være i musikkens, øllernes og det gode
selskabs vold. Tak for det til fyrsten og fyrstinden.

Ace

P.S. Dokumentationen til professorkonkurrencen blev selvfølgelig sikret.