Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Der var varmet grundigt op, så da trioen bestående af
Professor Fyrsten, Fyrstinden og Ace troppede op i KB-18, fredag d. 17. januar
2015 til lidt rockmusik, så var der dømt velvoksne teenagere.

KB-18, fredag d. 17. januar 2015, entre kr.
50,-:
The Pool // Pitch Black Spinney Machine // Skinny Violet (alle DK)

Fyrsten startede dagen
med portvin – det er det nye sort, og tak mormor!! Fulgte op med kvalivare
bajsere hos Ace, som er ved at få godt styr på vinylen og rock-plakater på
væggene (hvem sagde teenager), og mange bajsere, tog til afterparty hos
Fyrstinden, som havde holdt hof fra formiddagen, ligeledes med portvin, dog
suppleret med cava – og her fortsatte portvinsdrikningen suppleret med hvad
Halmtorvets brugs havde haft af tilbudsøl om formiddagen. Så da den velvoksne
trio ved 20-tiden skulle bevæges de 400meter til KB-18 i Kødbyen, så var
stemningen, sådan, helt OK…

De tre bands på plakaten havde indtil dagen før været blanke
sedler, i hvert fald, i Professorens bog, han havde muligvis hørt nogen nævne
Skinny Violet… I alt fald var Internettet i brug nogle dage før Ace og
Fyrstinde var blevet spurgt om afterparty’en skulle inkludere live musik.
Internettet havde afsløret, at i alt fald enkelte numre af Pitch Black Spinney
Machine var interessante, at Skinny Violet var direkte spændende, og at The
Pool blev sammenlignet med Einstürzende Neubauten – og skulle være kul-sort, så
selvom det også lød lidt poppet – så ikke dårligt.

Trioen kom lidt sent afsted, så ved ankomsten til KB-18, så
var første band i fuld gang. Fyrsten blev kun en smule skuffet da han opdagede,
at det var Skinny Violet og ikke The
Pool, som var først på programmet. Fyrsten og Fyrstinden nåede kun lige at
konstatere, at de dyre, smarte ørepropper var glemt hjemme – og at det var den
forkerte dag at glemme disse. Skinny Violet gik til stålet – og det i en sådan
grad at vi taler støj/lydmur a la carte. Desværre var det ovre inden vi nåede
at få et rigtig indtryk af bandet (men også inden høreskaden indtraf). Ud fra
det éne eller var det halvandet nummer vi nåede at høre, så er Skinny Violet
klart værd at følge fremadrettet – garagerock der vil noget!!!

Fyrsten gik da
også ufortrødent op til forsangerinden, for at høre om man kunne købe den EP
Skinny har udgivet. Amalie, som førnævnte hedder, blev blussende rød i hoved
(og Fyrsten har sværget, at han ikke sagde eller gjorde andet end spørge efter dén
EP) Amalie fortalte videre, at den kun var udgivet digitalt, blussende.
Slukøret gik Fyrsten ud efter nok en runde øl. Amalie Kruse, sang og guitar og
Ulf Hove, trommer – Professor Fyrsten likes you! EP’en kan høres, ses,
downloades og købes her (og Fyrsten har investeret i den, også selv om det er
digitalt 40 kr. sgu):

https://www.facebook.com/skinnyviolet?ref=br_tf

http://www.indiemusic.fr/2014/08/16/skinny-violet-skinny-violet/

https://skinnyviolet.bandcamp.com/album/skinny-violet

Der gik ikke sååå længe, men Fyrstens tidsfornemmelse var
ikke sååå skarp, før Pitch Black Spinney
Machine gik på. (Vi nåede sikkert kun en eller halvanden runde øl mere). Nok
en duo – denne gang forsanger/guitarist og bassist + trommemaskine. To seje gutter (Laurits og David), lidt 70’er
look, læder, jeans, hvid t-shirt – no bullshit… Og sådan var det også med
musikken: God rockmusik, garage, skarp tråd med mindelser om The Kills, og
andre gode ting. Allerbedst er nummeret Dizzy (som kan høres her: https://www.youtube.com/watch?v=kP9N-Hw4zSE&feature=youtu.be)

Fyrsten mener at huske, at Pitch Black SM spillede en
håndfuld numre… og tror nok(ved), at han drak flere øl derefter, mindes ikke om
der var de store dialoger med bandet, bortset fra at nogen på et tidspunkt
råbte til forsangeren skulle smide bukserne (?!?) Men Ace gik i hvert fald hen
og talte med bandet efter koncerten, da de gik ”back stage”, hvilket i KB-18 er
ensbetydende med at stå lidt ved siden af scene ude i et hjørne. Der gik igen
kun kort før The Pool gik på… Fyrsten kan også godt li’ PBSM!!!

www.youtube.com/PBSMofficial

https://www.facebook.com/PBSMofficial

The Pool – har også
et digital album ude, som kan høres og købes her:

http://thepoolbynight.bandcamp.com/

Modsat de to foregående bands, så var/er The Pool pæne unge
mennesker, faktisk så pæne, at den lettere overrislede (underdrivelse) Fyrste
ret højlydt kommenterede til Fyrstinden, at forsangeren da var en nydelig fyr
som lignede kusine Simone (og det er i øvrigt sandt). Her skal det tilføjes, at
Professor Fyrsten, Fyrstinden og Ace – selvfølgelig havde placeret sig helt
oppe foran scene, midt for – og at KB-18 ikke var sådan fuldstændig proppet.
Dvs. at al snak dialog ret tydeligt kunne høres begge veje – hvilket jo generelt
er en dejlig ting.

The Pool (MARTIN BERNT
& JENS HEIN) startede koncerten ret stille. Lige som deres
digitale album i en drømmende, smådyster stil, men live med lidt mere guitar –
det var helt i orden! I denne fredelige stemning opstod der en dialog mellem
publikum og forsanger vist nok om musikken/stilen. Fyrsten ville ikke holde sig
tilbage – og råbte tilpas højt til at både The Pool og hele salen kunne høre
det at ”The Pool nok skulle have noget mere heroin”. Tåkrummende pinligt.
Adspurgt senere ved Fyrsten ikke rigtig hvad der lå i det, men det dystre og Einstürzende
Neubauten – rimer da lidt på heroin. The Pool tog ikke negativ stilling til
kommentaren – faktisk virkede det som om de storhyggende sig. Og som koncerten
skred fremad blev der skruet op for guitar – og udover et par piger, så
begyndte trioen faktisk at bevæge sig til musikken. Først Fyrstinden, som ikke
ville stå tilbage for en ung blondine, som svingede sit lyse garn – Der viste
Fyrstinden at hendes rock-opdragelse og mange års erfaring er en kompetent ’headbanger’,
lidt efter tog trioen fast greb om hinanden – i et hidtil uset håndgreb og
slyngede sig rundt i pogo – aldrig set mage i KB-18 (og formegentlig ej heller
i den vestlige verden). Pogoen fortsatte vist i et par numre (vel og mærket kun
blandt trioen – som var de eneste velvoksne teenagere – og de eneste med en ordentlig
rockopdragelse) – og pludselig kommenterede forsangeren, let overrasket – ”at så
havde han set det med, pogo til The Pool”. Well – trioen nød det og Fyrsten kan
godt li’ The Pool – helst med lige så maget guitar som i KB-18, men det
drømmende, dystre er også OK.

Facebook: https://www.facebook.com/thepoolbynight

http://thepoolbynight.bandcamp.com/

Så var koncert-delen overstået – og vi fandt en plads i
hjørnesofaen (Fyrsten kan godt li’ KB-18s spartanske indretning, borde og
paller, rå beton-stolper – og de bløde sofaer). Der kom nogle unge mennesker hen
og sad i den anden ende af sofaen – og Fyrsten spurgte dem lidt efter – om de
vidste hvad det var der som kom på scenen. ”Det gør vi svarede de smukke unge
mennesker”, så løb snakken lidt af sporet – Fyrsten opfattede ikke lige hvad de
ellers sagde, for Fyrstinden begyndte at sidde og tale ”Yallerup-færgeby-dansk”,
og Fyrsten syntes det var lidt pinligt. De unge var forsvundet og Fyrsten og
Fyrstinden (specielt førstnævnte) forsvandt udi en teenage-diskussion (læs
skænderi) om ingenting. Ace-man forsvandt, Martin
Luther King blev skudt, og Che og Malcolm X blev skudt, og Allende
blev skudt, … den glemte han i farten, tænkte kun på
målet…

1968, velvoksne teenagere,
Fyrster, Professorer, Fyrstinden Ace-mænd og Yallerup-færgeby, The Pool, Skinny
Violet, PBSM, jeg er ikke egentlig utilfreds, det er bare en bagskid der har
varet siden ’65…

Kh.

Professor Fyrsten

KB 18, Lørdag den 17. januar 2015

Efter at have givet den som rock DJ for professoren i mit nye musikhjørne på Ledagervej,

drog vi mod hovedstaden, hvor fyrstinden havde
stillet 30 årig portvin, øl, mad og musik i udsigt, inden den tredobbelte
koncert i KB18 med Skinny Violet, Pitch Black Spinney Machine og The Pool.

Alkoholen virkede, humøret var højt og selvom det var helt ukendte bands, havde jeg forventninger om god gedigen guitarrock – ”black
as night”. Da vi kom til KB18 var musikken gået i gang. Vi smed en halvtresser
hver og fik hængt overtøjet ved siden af de højest 10 andre jakker i
garderoben. Koncertlokalet var mere end halvtomt, så vi tog plads i forreste
række i behørig afstand fra scenen. De to bandmedlemmer i Skinny Violet, Amalie
Kruse (guitar) og Ulf Hove (trommer), havde kun 2 numre tilbage, og det gør det
ikke retfærdigt at bedømme deres efter min mening lidt indadvendt indsats.
Amalies hvinende guitar og Ulfs energiske klasken på skind var dog en helt fin
opstart og ærgerligt at vi ikke fik dem fra start. Med Stella i hånden tog vi
plads i sofaen og ventede på næste levende billede.

En tyskbygget trommemaskine, 4 forstærkere og to fyre fra
hhv. Berlin og København med hver deres guitar. Den ene almindelig af udseende
og den anden – forsangeren – med langt grydeklippet hår a la Prins Valliant og
et megagrimt sort firser-overskæg der var Freddie Mercury værdig. Tynde ben i
de sorte cowboybukser og lædderjakker med rødt for, fik mig til at overveje om
de havde en Puk Maxi eller en Yamaha-knallert stående på bagscenen – men nej.
Ace forstår ikke det nye retro rock-look. Men det gør heller ikke noget, for de
to gutter lod guitarerne tale. Gode lange guitarrifs bølgede afsted i melodiske
rundgange, så både fødder, ben og hoved svingede taktfast med til de gode
rytmer. Jeg anede på det tidspunkt ikke hvad bandet hed og det gjorde
fyrstinden heller ikke, så hun spurgte ud i rummet, og der var så få mennesker
og så lidt støj, at forsangeren hørte det og svarede: Pitch Black Spinney
Machine. Koncerten var ikke så lang,
højest 30 måske 40 minutter, men jeg var godt underholdt og øllet flød i stride
strømme, så det var nærmest himmelsk. ja, så godt at jeg efter koncerten var nødt til gå over og
rose de to fyre for deres gode guitarrock – en blanding af BRMC og Mew eller….?

Efter endnu en tur i sofaarrangementet med benene oppe på de paller som udgør bordene, gik The Pool på
scenen. En duo der spiller elektronisk, guitar-dark pop som der stod i
bandbeskrivelsen. Leadguitaristen var en velfriseret ung mand med pæn jakke,
velplaceret tørklæde og nypussede sko – enhver svigermors drøm. Makkeren var en
nusset nørd med krøllet skjorte der skruede ivrigt på synthesizer-knapperne og
en sjælden gang i mellem tog en bulet basguitar i sine arme. Der var ikke meget mørke
over musikken, men rigelig poplyd, og selvom frontmanden sikkert er dygtig til at spille
guitar, så var bandets musik for pæn, uden egentlig nerve og den havde stort set ingen interessante
kulminationer i de lidt for ensartede numre. Denne lidt triste oplevelse blev sat
i relief af, at bandet havde fået en pige (kæreste?) til at stå helt oppe ved
scenekanten for at forsøge, at få banket lidt gejst ind i publikum ved at bevæge sig til
musikken. Men hun evnede ikke engang at holde sig selv i gang. Fyrsten og
fyrstinden tog dog initiativ til at danse på bagbordsside og angreb
undertegnede der var stivnet op af en af de mange gulv- til-loft betonpiller,
hvilket løftede stemningen en hel del mod koncertens afslutning.

Samlet set var det en fin musikoplevelse lørdag aften i KB18,
selvom der desværre for alle var alt for få publikummer. I min bog havde de
valgt den forkerte rækkefølge for bandene, men tilsyneladende er The Pool på
vej med en CD, så de har måske fat i de unge. Unge der dog for de flestes
vedkommende stod i kø udenfor KB 18 for at komme ind til det efterfølgende DJ-arrangement. Mig ramte
The Pool ikke, men jeg nød som altid at være i musikkens, øllernes og det gode
selskabs vold. Tak for det til fyrsten og fyrstinden.

Ace

P.S. Dokumentationen til professorkonkurrencen blev selvfølgelig sikret.

Hermed skal det være sagt – Fyrsten var ikke begejstret for J. Mascis optræden i går, i Lille Vega, d. 16. december, det herrens år 2014. Undskyld hvis jeg lyder tem’lig bitter, Det skyldes at jeg elsker mr. Mascis (Frit efter Steppeulvene)

En ufed budda, med en mærkelig hat svævende over det sølvgrå hår, det var Fyrstens første indtryk…

Da musikken gik i gang, så var forventningen, afdæmpet, at J. ville bortvaske førstehåndsindtrykket. Skuffelsen skyldtes for en gang skyld ikke tårnhøje forventninger, som ellers er klassikeren når skuffelser opstår… Nej – det var desværre det værst tænkelige – og her i prioriteret rækkefølge:

1) Musikken
2) Udførelsen
3) Publikum

Ad 1) Musikken
– Mascis startede op med et enkelt nummer fra den nyeste soloskive, akustisk guitar som annonceret… Okay, det har jeg intet imod, hans hår det var uglet og hans tøj noget rod (Frit efter MC Ejnar). Men der gik desværre ikke længe før der skete mærkelige ting på scenen. J. Mascis drak af sit vandglas, men guitaren spillede lystig videre. … hvad han lavede med sin guitar var enten helt unormalt eller også var der virkelig et eller andet galt, hvad ved jeg… Sådan fortsatte koncerten. Nogle vil sikkert argumentere, at det er helt normalt, at musikere supplerer deres musik med playback, specielt når man er helt alene om showet. Men ærlig talt – her virkede det kikset og uforberedt. Oven i hatten, så brugte Mascis ikke kun underlægningsguitar.

Mascis udførte en række af de ellers normalt fantastiske gamle og nye numre, hvor den elektriske guitar var playback – suppleret på scenen med den akustiske. Det var selvfølgelig tydeligvis en del af konceptet, men i Fyrsten mening så virkede det ikke – og det lød generelt ikke kun lidt dårligt. Oven i hatten så var også Mascis stemme helt ved siden af…

Ad 2) Udførelsen
Simpelhen for rodet, dårligt arrangeret, skal du bruge playback etc. så sørg lige for at det virker – og helst virker checket…

Ad 3) Publikum
Her skal lige tages først det forbehold, at denne kritik ikke er rettet mod enkeltpersoner, hver i eller udenfor Patruljen – men mod et generelt problem, som ikke kun er relateret til livemusik. Dernæst at Fyrsten selv, om ikke i går så ved andre lejligheder, har bidraget til problemet. Det gør det dog ikke mindre alvorligt…

Stemningen som allerede var lav hos Fyrsten, blev hurtigt endnu lavere… Publikum fotograferede løs – uden hensyntagen til at deres blitz’er generer såvel kunstner som andre publikummer, simpelthen pisse irriterende….Desuden, så er det mindst lige så irriterende at folk stikker deres efterhåneden enorme skærme op over hovedet for at fotografere – der virker som TV-skærme vendt mod publikum, som hæves og sænkes, hæves og sænkes, rundt om i salen vilkårlig frekvens. Det stjæler opmærksomheden fra scenen. Men endnu endnu værre, så er der opstået den kultur, at folk sms’er løs under koncerter (og alle andre situationer) – det generer faktisk ret meget de omkringstående (i hvert fald Fyrsten). Igen – så kommer der faktisk ret meget lys fra folks latterlige mobiltelefoner også når man sms’er – fuck det – siger jeg bare… !!! Fyrsten foreslår totalt forbud mod mobiler til koncerter!!!

Well – der er brugt rigelig plads på denne ikke mindeværdige oplevelse. Opvarmning var hyggeligt, dejligt at have Jer i Fyrstens hule…

J. Mascis i Lille Vega får af 6 smileys – og det er i overkanten – det er meget sjældent set, at Fyrsten forlader en koncert før den slutter.

kh.
Professor Fyrsten

Efter års venten, fire fede albums, så kunne Professoren faktisk ikke have ønsket sig at noget andet band mere end She Keeps Bees. Den slags er selvfølgelig farligt, med store forventninger opstår ofte store skuffelser. Fyrstens indstilling var dog afklaret – forventningerne var så store, at han ikke kunne undgå skuffelse. Dejlig med den slags omvendt omvendt psykologi…

Fyrsten havde inden koncerten, som fandt sted i HUSET:KBH, Musikcaféen, inviteret Patruljen, m.fl. til opvarmning. Så Ace og Hangaround Jevver nød igen igen et par gode øller fra Amager Brughus, Fyrstens hofdrik Wookiee IPA og en enkelt Magma fra Troubardur bryggeriet. Således i tilpas opildnet form mødtes vi med Dr. Rock og Lick i Musikcaféen.

Billedet der mødte os, var en hulens masse, temmelig, unge mennesker som sad på gulvet foran scenen, enkelte sad såmænd også i møblementet… Sidstnævnte sluttede vi os til. Kort efter gik opvarmningbandet, unge danske The Swell. Og det var faktisk en ganske positiv oplevelse. Seks numre blev det til med masser og tråd og nerve. Enkelte numre direkte fede og de sad i skabet, mens resten viste stor potentiale, men ikke var helt skarpt indøvet og/eller udført. Men keep it up Swells… Har google bandet, men fandt ingen info overhovedet (på de 30 sekunder jeg ofrede på det). Glemte så helt pointen med de siddende unge mennesker – de forblev altovervejende siddende foran scenen, men enkelte slow-pogo dansende supporters og Aceman lænende sig nonchalant op ad en stolpe, som undtagelsen.

She Keeps Bees
Jessica Larabee gik lidt smånervøst omkring inden koncerten, og da da skulle til at gå igang virkede det som om bekymringen også gik på udstyret, som gav stød, og lyd som gav mere distortion end ønsket. Heldigvis for os og for She Keeps Bees, så kommunikerede hun med publikum, og vi kunne kommunikere tilbage at lyden i vores ende var helt fin. Det hjalp, og bandet lagde ud med et par rigtig fede numre fra Eight Houses, det nyeste album fra 2014, og det var en god blanding af de hurtigere guitarnumre og de mere afdæmpede – men meget udtryks-mæssigt/følelsesintense sange. Hvilken nerve siger jeg bare – og hvilken gnist og hvilken skøn, fantastik og emotionel oplevelse, at stå halvanden meter fra Jessica Larabee. Hendes musiske udtryk er simpelthen det stærkeste jeg husker at have mødt, måske, nogensinde…

Fyrsten var/er tæt på at abdicere – og søge stilling som roadie – selvom ryggen nok kun kan holde til at slæbe på tamborien, som var signeret af, var det, Chris Christopherson…(?). Hvilket ikke er sket siden Archie Bronson Outfit gæstede Loppen for snart en del år siden.

She Keeps Bees kom grundigt rundt i alle deres albums – og leverede, hvilket nok fremgår allerede, et brag af en rockkoncert. Men egentlig så synes jeg, at She Keeps Bees transcenderer begrebet rockkoncert. Vi bevæger os over i noget som er mere kunst end blot en musikkoncert; ekspressionistisk kunst a la Edward Munch, Litterær digtning a la, jeg ved snart ikke, og det kombineret med en ydmyg nærværhed som virkede meget uamerikansk… Hvilket minder mig om, at der i specielt starten af koncerten var dele, som tydeligt synes inspireret af de oprindelige amerikanere, altså indiansk inspireret – og måske var der i virkeligheden ceremonielle elementer bevidst eller ubevidst underliggende forestillingen. I don’t know – men fantastisk oplevelse – og her taler jeg så isoleret set om selve koncert-delen.

af 6 smileys (og skalen er brudt sammen, der kunne og burde gives mere)

Efter musikken var slut, så gik der ikke længe før bandet kom ud og begyndte at snakke med det tilbageværende publikum. Dr. Rock brød isen og snakkede længe med Jessica Larabee, men resten af os fik også chancen, og knus og det hele. Simpelthen en mageløs skøn ung kvinde, åben, direkte, men sgu også lyttende til os “halvgamle” nisser… Professor Fyrsten lovede at hjælpe med at sprede ordet, når/hvis She Keeps Bees kommer tilbage til foråret – og det står han ved.

Kh.
Professor Fyrsten

Det var tirsdag aften. Snake havde været oppe siden klokken
4.30 om morgenen, og til letbane-seminar i Smilets By, Aarhus, det meste af
dagen. Efter en solid aftensmad var energiniveauet i bund, og batterierne skreg
på at blive opladt. Som en åbenbaring hang der på køleskabsdøren en billet til
den oplagte redning, King Tuff på Loppen, med dertil hørende garanti for at
ramme Lene Bjerre hovedpuden på den forkerte side af midnat.

Renaultens 140 hestekræfter spandt som en lille mis under
motorhjelmen, mens Snake tordnede af sted mod Staden, hvor han blev budt
velkommen af Lick samt de faste husvenner, Jo og Klaus. Resten af patruljen
havde åbenbart valgt at blive hjemme, og se Landsbyhospitalet på TV2. Svært at
konkurrere med. Der blev uddelt krammer til Jo, og faste håndtryk til Lick og
Klaus.

Efter et par Røde Mor fra Refsvindinge gik opvarmningen på.
Eleventh Street Kids hed de, og forsangeren havde tydeligvis fået et flot
tolv-tal på sit AMU-kursus i basale Rock’n’Roll-poseringer. Der var udmærket
rev i guitarerne, men helhedsindtrykket blev forstyrret af forsangerens
syd-vestjyske dialekt mellem numrene, kombineret med de lidt overspillede
poseringer på scenekanten. Dertil kom hans kliche af en rock’n’roll uniform:
Kort læderjakke, stramme jeans, støvletter, tilbagestrøget hår og fuldskæg. Det
var sku for meget. Særligt når indholdet ikke står mål med indpakningen.

Efter en kort intermezzo kom King Tuff på scenen.
Forventningerne var i top, efter deres konge-optræden på Roskilde.

De tre gutter Kyle Thomas (sang/guitar), Magic Jake (bas) og
Garett Goddard (trommer) havde tydeligvis alt det som opvarmningen savnede. Det
var mænd i deres bedste alder med topmave og måne. Bassisten, Magic Jake, er et
kapitel for sig. Han lignede noget der var lånt ud fra Bamses Venner, som han
stod der og svingede bassen op og ned i duvende bevægelser. En ægte
hyggefætter.

Kort inde i sættet kom hittet, Wild Desire, og så var
vi i gang. Forsanger Kyle Thomas kommunikerede ivrigt med publikum, og fortalte
flere gange, hvor glad han var for at se så mange mennesker. Alt i alt var der
vel 100-200 publikummer. Langtfra stuvende fuldt, men nok til at skabe en fed
atmosfære.

Der var tale om gedigen rock’n’roll i krydsningsfeltet
mellem Sex Pistols og AC/DC. Super fedt.

Mærkeligt, at tænke på at de tre sympatiske gutter fra
Vermont, først pladedebuterede i 2012 på et lille pladeselskab. Nu har de
udgivet deres første plade på Sub Pop, og får stille og roligt en trofast
fanskare. Denne aften blev skaren udvidet med mindst tre danskere: Lick, Klaus
og Snake.

Bandet er da heller ikke helt uerfarne. Forsanger Kyle
Thomas har tidligere gjort sine hoser grønne i det navnkundige band: Alabama
Thunderpussy, der bl.a. er kendt for albummet,

Right In The Nuts: A Tribute to Aerosmith, som
endnu ikke har været spillet I RNRP. Endnu tidligere var Kyle Thomas med i
trash metal bandet, Exhorder, der pladedebuterede med albummet, Slaughter in
the Vatican. Så der er bestemt ikke tale om en nybegynder.

Jo gik i pausen. Måske var hun skuffet over bandets optræden,
herunder deres fysiologiske fremtræden. Jeg ved det ikke, men hun slipper ikke
helt for King Tuff. Klaus forlod Loppen med deres seneste vinyl under armen, og
den kommer nok i heavy-rotation i Husum. Lick og Snake støttede King Tuff med
lidt omsætning på deres T-shirt salg, og så var alle glade.

En rigtig dejlig aften med de musikalske venner.

Kram

Snake

Hvaaaa’

Hvordan var King Tuff?

Kh.
Professor F.

Aceman gik glip af Bombay Bicycle Club i februar i Vega, well Fyrsten syntes i virkeligheden ikke at han gik glip af særlig meget. Den koncert var ikke værd at skrive meget hjem om.

Så det var lidt af en mirakel, at Professor Fyrsten i går, med feber og børnefødselsdag i kroppen alligevel endte med at forbarme sig over Aceman og købte en billet, så Ace ikke skulle kede sig alene til BBC i Amager Bio. Det vil sige, at forventningerne ikke var særligt høje, for udover at koncerten i Vega var skuffende, så ligger BBCs bedste udgivelse altså tilbage i 2009:

I Had the Blues But I Shook Them Loose

Og de to seneste albums er efter Fyrstens mening, temmelig ringe. Det er ret modsat hvad et stort antal britter synes, da So Long, See You Tommorow udkom i februar, strøg pladen direkte ind på den engelske album hit-liste som nummero uno. http://www.officialcharts.com/chart-news/bombay-bicycle-club-score-first-ever-number-1-album-2283/

Koncerten i går gav mig en idé om hvorfor…

På trods af at rigtig mange numre er rigtig poppede, så er variationen så stor i BBCs repatoire, at de fanger alt fra 17årige dansemus over Mærsk Mc-kinney Møller typer til +60hippy-agtige typer. BBC er altså true rock’n’rollers – derhen – at de ikke lader sig sætte i bås – og når de ind i mellem spiller deres mere rockede numre, så synger guitar-englene i himmelen…

Alt i alt så var det en stor-hyggelig aften med Aceman, desværre kom feberen ikke just ud af kroppen af bajerne, men for faen hvor er det godt at komme ud og høre musica…

Sidste note: Amager Bio er faktisk et meget bedre koncertsted end Store Vega. I hvert fald hvad angår afstanden mellem publikum og band.

BBC får af 6 Smileys – og tak fra Professor Fyrsten

Fredag d. 7/11, knaldhård arbejdsdag, Halloweeen fællesfødselsdag for en ordentlig syg flok 10årige.

Det gav Professoren lejlighed til at benytte nok et alter ego, hvis nogle skulle være i tvivl “the ghosts of Jeffrey Lee Pierce reincarnated”. Hvem der efter fødselsdagen var mest traumatiseret (Jeffrey eller børnene) lader vi stå åbent.

Men frugterne af Alabama/D.S.F. s sejr i Professor-konkurrencen (altså præmien) – to stk. billetter til: Ty Segal & J.C. Satán i Pumpehuset skulle også høstes (indløses).

Rockens Johnny (nr. 7) havde meldt forfald, Steffy Jones (nr. 6) ligeldes, så Aceman fik fornøjelsen af at være anstandsdame i det københavnske natteliv på J-dag… Professorens, hvis rock’n’roll-embedsbolig som bekendt ligger lige i centrum af den vestlige verdens mest trendy område, havde således sat Aceman i stævne i Kødbyen, og hvis man var 15-20år yngre, så er det lige hvad det er – et kødmarked. Men overvældet af mængden af friskt og uhængt kød, så opgav vi første bar “No Ho”, som simpelthen var for trendy og for lidt rock’n’roll’et(og flød som med alt for pæne piger…) og gik i stedet ned på nærmeste Ølbar ‘ Fermentoren’. Her bestilte Aceman 2x Mikkeler julebryg, kun 10% vol., man skal jo starte lidt lavt…
Vi nåede lige forbi Professorens hybel og drak tre skønne bryg fra Amager Bryghus, Official Brewery of Professors Fyrstens 1st term in Office (c)., og kastede os så op til Pumpehuset.

Her var opvarmingsbandet, franske, mens engelsksprogede, J.C. Satán vist lige gået på – og faenme om ikke det var knaldfedt. Kvindelig forsanger, kvindelig bassist, mandlig guitarist, med mustage og Frankensteins monster på keyboard… og en trommeslager… Men guitaristen var dagens oplevelse. den ca. 150cm høje fyr, som havde et superlækkert overskæg.

Hvorfor jeg ligeså godt kan afsløre, at den der til næste Professor-konkurrence kan præsentere det flotteste, ægte mustage, på sig selv, får 50 bonuspoints. Men desuden var han altså en Gudbenådet guitarist…
Fyrsten gik hjem med én J.C. Satán LP og en håndtrykt plakat, og skal helt sikkert følge op på J.C.s øvrige udgivelser. Altså ikke John Christensen Satán, men Jesus Christ Satán…
Musikken er hård, upoleret alternativ/eksperimenterende rock, men masser af guitar og tunge trommer, nam nam.
J.C. Satán får ½ (næsten 5) smileys af seks mulige.

Ty Segal leverede en fest, Aceman og Fyrsten fik danset pogo, selvom det indimellem var lidt mærkeligt, for halvdelen af musikken er altså ikke pogo-egnet… Vi lavede den klassiske fejl, forlod den gamle rocker vi stod ved siden af (som var stort set den eneste på vores alder) og gik op til baren, men heldigvis indså vi hurtigt at det var en fejltagelse og fandt tilbage til scenekanten resten af koncerten, sammen med rockeren, som Aceman insisterede på, at Fyrsten ikke måtte spørge om “han var sådn’ en rigtig rocker”. I øvrigt havde Professoren Fyrsten den positive oplevelse, at det unge publikum var flinke og rare ved alderdommen og kom med opmuntrende bemærkninger og skulderklap – enten fordi de kender til Professorskabet, eller fordi de syntes at det var flot at så gammel en mandsling kunne klare 2 timer på benene… (seriøst…).

Ty Segal – er overdrevent fedt når det er bedst, nok en guitarhelt af de større, og Fyrsten købte to eksemplarer af “Twins” en til anstands-Ace og en til samlingen, her kan der også graves dybere… Men kære Ty, løb ikke efter populariteten og ungdommen, så ender du med at lyde lige så tamt og kønsløst som en vis hr. White (og det er ikke Barry)…

Ty Segal får fem af seks smileys.

kh.
Professor Fyrsten