Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Rockens Johnny skulle stå til ansvar for at lokke de af Patruljens medlemmer, som her op til Rock’n’roll-Professor konkurrencen 5x5x5 – 2012, havde overskud til at høre rock der hvor det sneer, altså live,,, og det gjorde han, altså stod til ansvar.

Blood Red Shoes er et lille canadisk band, belærte 2XP undertegnede om, de har en lyd som lyder meget engelsk, men er altså åbenbart canadier. I deres bedste stunder lyder de henad Veruca Salt. Bandet er en duo bestående af guitarist og forsanger Laura-Mary Carter og trommeslager og med-sanger Steven Ansell. De kan begge noget, men det bliver generelt for pænt og poleret. Steven Ansell lyder ind i mellem hen ad Smashing Pumpkins forsanger. Har lige checket Vegas hjemmesider – 2XP – de er briter: http://vega.dk/arrangementer/blood-red-shoes-6744.html
Uheldigt var det, at første halvdelen af koncerten øjensynligt blev spillet uden et kabel i Laura-Mary’s guitar. Det gør det svært at vurdere om indtrykket som jeg fik er korrekt; nemlig at ét til to yderligere bandmedlemmer, heraf mindst en guitarist ville hjælpe på intensiteten.
Blood Red Shoes får 1/2 af 6 smileys.

Intensitet fik vi tilgengæld under opvarmningen, som var en glædelig overraskelse, som Vega havde glemt at skrive på deres hjemmeside. Wallace Vanborn – er noget så eksotisk som et Belgisk, fra Gent, hård-rock band. Eksotisk for mig, da jeg ikke umiddelbart kan nævne andre Belgisk hardrock bands (hardcore-agtigt) endsige andre Belgiske bands overhovedet. Skeptisimen forsvandt ca. 10sekunder efter bandet begyndte at spille – der var knald på fra start til slut:

Jeg endte med at få sludret lidt med forsangeren, som var oprigtigt glad da jeg købte 2cd’er, en vinyl og en t-shirt, hvilket han mente reddede deres økonomi, eller i hvertfald gav dem et tiltrængt tilskud til benzin-penge frem og tilbavs til Gent. Rockens Johnny og Steffy Jones med afkom investerede ligeledes i hhv. vinyl og cd med Wallace Vanborn.

Wallace Vanborn får 1/2 med pil opad for en god gammeldavs rockkoncert med liv i kludene, som gjorde det helt ok at have en lille tømmer-suser på her på min femte arbejdsdag i mit nye liv. Ja – det var egentlig mit udgangspunkt – det SKAL kunne lade sig gøre at kombinere et arbejdsliv med Rock’n’roll-karrieren. Så ses vi på tirsdag til Arbouretum på Loppen?

Arbouretum:

Kh.

Den Sorte Fyrste

Hanni El Khatib, Live, Loppen 28. februar 2012

Pris, var det 70kr?, tilskuere ca. 100-200 (jeg talte ikke).

Loppen tirsdag aften d. 28. februar, frafaldet er stort,
noget nær totalt blandt Patruljens tynde-øl-medlemmer, det ene afbud strømmer
ind med mere eller mindre tynde-øl-undskyldninger. Den Sorte Fyrste har efterhånden
indstillet sig på, at det nok bliver nok en solo-tur, da Rockens Johnny melder
sig på banen, endog med en gæsteoptræden.

Så efter en flaske champagne og et par øl hos Rocker
Johnny og hans Hang-around Sommelier-Michael, går turen til
Loppen. Forventningerne er ikke bare højde, de er … sky-høje! Og hvad sker der så – Dr. Licky melder sin ankomst og når at dukke op inden Hanni El er på banen – godt gået!!!

Reborn Maggots (DK) varmede op, og det var lige før jeg
blev nervøs for at jeg var gået forkert. Reborn… spiller også en slags gammeldavs
rock’n’roll. Indimellem er det positive elementer i deres musik, f.eks. a la
The Cramps… eller noget, men det bliver ved de momentvise opture, som hurtigt
synker hen i ligegyldighed. Ikke dermed sagt at Reborn Maggots er dårlige musikere
– de virker faktisk ret skarpe, specielt forsanger og guitarist Kim Gissel har såvel
attitude og teknik, og vækkede os næsten da han i de sidste par numre spillede
mens han tumlede rundt på scenen – det var sgu’ ok. Desværre er materialet i
mit univers uinteressant, selv når der bliver spillet allermest upoleret og råt
er det mainstream, indimellem direkte plat. Visse numre er bare overdrevet
klicheagtige (som fra et forstads-band, hvor livet mest handler om det næste faldskærmsTV
og derfor er holdningsløst, handler om kusse og bli’ uinteressant, så fik jeg også luftet mine fordomme).
Men lad mig afslutte Maggots med den positive note at I godt kan spille rock,
så måske vil det hjælpe at få nogle ægte følelser på banen… http://www.myspace.com/therebornmaggots

Til reborn Maggots

Hanni El Khatib (US). Mine høje forventninger kunne
blive skuffet af to ting: 1) hvis der gik for meget 50’er rock’n’roll i den
2)Hvis Hanni i virkeligheden ikke kunne spille guitar. Intet kunne være
fjernere fra virkeligheden. Hanni El Khatib leverede hvad det p.t. er min
næstbedste live-oplevelse i år. Det på trods af et små-tamt publikum, hvor de
mest entusiastiske var det i en sådan grad og på en misforstået måde, at de fik
pisset Mr. Khatib af og i øvrigt irriteret os andre med deres konstante
fotografering helt op i ansigtet og oppe på scenen. ØV. Loppen – det kunne i
godt lige have stoppet… De kære ungersvende stoppede dog med det samme da
aftenens hovedperson bad dem om det.

Musikken der blev leveret af Hanni El Khatib blev
akkompagneret af blot en trommeslager. Og det var så tight, så der ikke kunne klemmes et flækket mussekussehår ind
imellem dem. Generelt var alle numre spillet med et ekstra twist og ekstra
nerve, så sammenholdt med ’Maggots, som
vist havde tre guitarister lød det som om Hanni havde mindst det dobbelte. Den
lyd og attitude som der er på albummets ’Fuck it, you win’ var der gennem hele
koncerten. Så uanset om Hanni lyder som – ’The Black Keys’ som på ’Build, Destroy,
Rebuild’, ’White Stribes’/’The Kills’ på ’Fuck it, you win’, det 50’er-agtige ’Dead
Wrong’, ’Loved one’ a la 50’er proto-punkeren Bo Didley, covernummret ’Heartbreak
hotel’, ’Garbage city’ der minder en smule om ’Violent Femmes’, ’You Rascal you’
igen White Stripes/Kills eller Tom Waits som jeg også genfinder his og her – så
blev det altså leveret så direkte, overbevisende og med en vitalitet som alle
rock’n’roll-patruljens medlemmer tilsammen kun oplever i deres vildeste våde
Rock’n’roll-Professor drømme…

Hanni El Khatib taget med min antikvariske mobil.

af smileys til Hanni EL Khatib.

Ja – snakken med roadien er referet på mail fra Lick, men rygtet spredtes at vi måske får et gensyn på årets Roskilde – det ville være mere velkommet end 5 x Springsteen. Og Rocker Johnny fik en cd og en mulepose og jeg fik nok et eksemplar af Will the Guns Come Out og en t-shirt. Desuden seriøse slag i billard mod den lokale elite på det nærliggende værtshus og endelig hæftige tømmer-drenge i går…

Den Sorte Fyrste

P.S. Loppen – op Jer lige med øludvalget, hvad er der blevet
af Urquell og San Francisco øllen… etc.?

Lower, Ice Age og The Men, KB18 25. januar 2012, kr. 50.

Onsdag aften(i går), har påbegyndt Men in Black 2 på Svensk tv 6, joggingbukser og næsen under dynen kl. er blevet næsten kvart i ti. En indskydelse får mig til at åbne computeren og checke den mail jeg tidligere har sendt til Patruljen, hvornår var det at Ice Age skulle spille i KB18?!? Nå – det var i aften… stavrer langsomt ud i køkkenet hvor Liz har gang i madpakkerne, fortæller at det var i aften at Ice Age skulle spille. ”Hvem er Ice Age?”, ”Har jeg ikke spillet det for dig, det er den fedeste danske punk!!”, oparbejder næsten lidt entusiasme, men det er jo for sent nu… ”Hvorfor går du ikke bare derned, det er jo derfor vi bor i byen?!” Jeg låner de halvtres kroner til entreen i Andreas sparebøsse, og to hundrede mere til en øl og får noteret at de skal betales tilbage i fire halvtredsere, to tiere og en tyver…

Ti minutter senere stod jeg i KB18 med en Stella i hånden, sammen med en ret stor flok smukke unge mennesker, måske omkring trehundrede. Et lille nik til KB18 – fedt at i er åbnet, fedt at i spiller spændende musik, mindre fedt at den mest interessante øl I har er en Stella. Det ville klæde Jer at ha’ i det mindste en god ale, f.eks. Brooklyn eller en anden voksen-øl.

Lower (DK) gik på kort efter og jeg genkendte bandet som også spillede opvarmning til Fucked Up på Loppen i November (begge anmeldt her tidligere). Lower spiller tung, dyster og solid hardcore som når det var bedst mindede mig om Joy Division og Dinosaur Jr. men dog i fht. sidstnævnte tydeligvis mere i den europæiske stil. Lower gav den hele armen og jeg undrede mig lidt over hvor meget og hvor varieret guitarlyd det lykkedes guitarspilleren at få frem. Først lidt senere gik det op for mig at KB18’s betonsøjler havde skjult nok en guitarspiller. Ligegyldigt om der var en to eller tre, så var der fed tråd og mere styr på det hele, mere selvtillid og underliggende melodi i Lowers numre end da de spillede på Lopppen. Det kalder jeg hurtigt fremskridt, keep it up! De kalder sig selv ”downer punk rock”, og det er klart, men lyt lige her der ér sgu da fedt: http://lowercph.bandcamp.com/track/but-there-has-to-be-more-outtake og http://www.youtube.com/watch?v=P0cvbwI8czE&feature=related . Lower har en EP på vej her til foråret, den køber jeg – stone sure!

af 6 smileys til Lower – I er sgu helt okay.

Ice Age (DK) gik på og mine forventninger var ikke helt små. Deres album New Brigade fik mig op på 4½ smileys, hvilket slet ikke er dårligt, da jeg er ret småtskåren i uddelingen. Lad os starte med det positive, Ice Age gav den fuld skrue og den tætpakkede sal fik lidt af et show, desværre begrænset af rummets meget dårlige udsyn. Mine 190cm havde placeret sig strategisk op ad en af betonstøtterne og det var jeg glad for, da rummet foran scenen hurtig blev lidt af et inferno. Pogo hed det i gamle dage, i dag ved jeg ikke… Der er i hvert fald stor forskel på måden. Omkring tyve-tredive publikummer kastede sig selv og hinanden rundt foran scenen, så voldsomt, at jeg flere gange seriøst var overbevist om at det havde udviklet sig til egentligt slagsmål. Det betød igen, at fokus, i hvert fald mit fokus, blev taget væk fra scenen og musikken og fast holdt på ”slagsmålet”. Jeg kunne selvfølgelig været gået længere væk, men… nej. Min konklusion er at det ritualiserede, stiliserede slagsmål til Ice Age ikke gør musikken eller oplevelsen mere autentisk (og jeg ved at det vil de fleste inkl. Ice Age sikker skide på). Jeg tillader mig at genbruge lidt fra min anmeldelse af New Brigade:

”[…] så er der dømt hardcorepunk uden fine fornemmelser – lad os danse pogo eller smadre nogen vinduer – eller brænde en bondegård af!!, […] Iceage kan også beskrives som autentiske, som andre anmeldere ynder at fremhæve, men er det vigtigt?, er det rigtigt?, og kan man i 2011 være et autentisk punkband? Jeg er ligeglad, fucking ligeglad – jeg kan godt li’ Iceage.”

Jeg kan stadig godt li’ Ice Age, men koncerten i aftes fik mig desværre ikke til at få lyst til hverken at smadre vinduer eller brænde en bondegår af. Jeg fik heller ikke den musikalske oplevelse, som New Brigade ellers byder på. Så Ice Age i får lige præcis smileys af 6.

The Men (US), New York’er band med vist tre udgivelser bag sig. Interessant tænkte jeg, havde udset mig en publikummer i vaskeægte 80’er outfit, kulsort tøj, snit a la kinesisk militæruniform og kæmpestore sorte militærstøvler, samt en knaldsort postpunkfrisure ”that couldn’t be beat” som bandmedlem. Så det var med en vis skuffelse da forsangeren dukkede op i noget der lignede en ternet juleskjorte og guitaristen i farfar-undertrøje, til gengæld trak det klart op i den visuelle præsentation, at trommeslageren var meget langhåret og i bar overkrop.

Musikalsk var der slægtskab med de to forrige bands, men vi taler fætter og kusiner eller noget. The Men’s musikalske base lød mere mere rock’n’roll’et og ind i mellem blues’et end de foregående. Jeg tog mig i at tænke at det var som Giant Sand på 10g speed, men det er selvsagt en yderest upræcis beskrivelse. Men guitar rundgange og sangstil (ja det var hos The Men, i modsætning til de tidligere bands, tale om sang og ikke growl/råb og skrig) var udpræget mere afrundet. Ikke at det var specielt blidt, nej det var punkrock… Og de er klart super skarpe musikere, men jeg savnede et eller andet,,, den gnist som Ice Age og Lower har rigeligt af fandt jeg ikke hos Mændene. Og det var de i øvrigt også, Ice Age og Lower er drenge, the Men er mænd. Men hvis nu Ice Age fik lidt af The Mens musiske kunnen og The Men mere af gnisten tilbage, så ville det gavne begge parter. Jeg stod længe og overvejede om jeg skulle købe The Mens nyeste album på vinyl, ”Leave Home” som jeg havde udset mig i merchandise boden. For var at jeg selvsagt havde fortjent den, når nu jeg så flot havde taget mig sammen og havde droppet joggingbukser og stjernespækket Hollywoodfilm, imod var, at jeg den sidste uge har bestil musik for 11-1200kroner. Jeg stod imod købte ikke vinylen og gik før The Men sluttede, var hjemme 0.30 og nåede at se ”Hitlåtens historie” fra Sverige om Kim Wilde og Kids in America. Posten medbragte her til morgen de sidste af mine hos Rough Trade bestilte værker, ind ad døren kom Crystal Stilts spændende vinyl udgivelse; Radiant Door og hvad ellers: The Men Leave Home, hvilket jeg fuldstændig havde svedt ud at jeg havde bestilt…

The Men får ½ Smiley

http://wearethemen.blogspot.com/

http://youtu.be/​26psxrhO1hQ

http://youtu.be/​4VKsjmFD-bk

http://youtu.be/​1y0G7ohBoaM

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Richmond Fontaine,
KB-18 1.november 2011

Undskylder forsinkelsen – først var det bevidst, da jeg
ville bruge mere tid på anmeldelsen, lade oplevelsen synke ind og tømmermændene
fordufte… og så var der pludselig det med muligheden for at blive direktør…

Det har vist allerede været antydet, så jeg lige så godt slå
det fast: Koncerten med Richmond Fontaine, som I ved har været blandt mine
favoritter i en del år, var ganske enkelt fænomenal, men lad os tage det fra
begyndelsen:

Brother Ace mødte som den eneste fra Patruljen op til reception i
Alabama Rockland… så der var rigeligt af de indkøbte øl og lækkerier, så det
var hygsomt og vi fik beundret rock-hjørnet. Trods at Ass-man påstod han ikke
var misundelig på den professionelle vinyl-opstilling… så ved Den Sorte Fyrste selvsagt bedre! Vi
gik i god tid, da der kun var billetsalg i døren og ikke ville risikere ikke at
få billet… Det betød, at vi ankom ca. samtidig med et af de to
opvarmningsbands, det danske. De hilste høfligt på os, som det sig bør og gør
når ungdommen møder alderdommen… Vi gik videre på udflugt på Vesterbro og trods
at vi var totalt i Alabamas ’hood’, så var der en uafprøvet, nyåbnet øl-bar på
det skarpe hjørne af Søndre Boulevard og Skelbækgade som vi passende kunne besøge.
Den var også god og helt klart værd at genbesøge, både selvfølgelig for det pæne
øl udvalg, men også for rockplakater, slidte lædersofaer og musiksmag.

Lad os komme tilbage til det væsentlige. Efter to
opvarmningsbands som jeg vil knytte et par ord til nedenfor, gik Richmond Fontaine
på. Symptomatisk for bandet gik de på scenen og gav hånd til det unge danske
opvamningsband. De fortsatte i samme stil: dialog og nærkontakt med publikum
før, under og efter koncerten. Musikken var en for mig perfekt afstemt blanding
af nye og ældre numre, af stille og hurtige, lette og tungere numre. Det var i
øvrigt tydeligt, at størstedelen af publikum kun kendte Richmond Fontaines
nye(ste) materiale og relativt overfladisk og en uheldig publikummer i en
Surgens t-shirt, hvilket Willy Vlautin på sin varme og kammeratlige facon og
markant udtryksfulde stemme og ret
dværgende dialekt kommenterede ”Hey man you’ve got a Surgens t-shirt, they’re a
nice band”, dette lige efter at publikummeren havde forsøgt at markere sig som
fan ved at sige til Alabamas yndlings-band-medlem Dave Harding ”so you’re the
new guy”… Harding har været med Richmond Fontaine siden starten altså omtrent
18år. I øvrigt minder han mig en lettere forhutlet version af Rockens Johnny,
helt nede på jorden, elskelig og en fandens god musikker (sidstnævnte … har så
mindre med John at gøre)… Tilbage ved
musik og publikum, så stod Ace og Alabama selvfølgelig helt oppe foran og nød
de nye numre sammen med det øvrige publikum, og selvfølgelig også de gamle
hits(hvis man kan tale om hits i fbm. RF, nok snarere favoritter eller
klassikere), her var det sjovt at observere den overraskelse blandt publikum,
som de mere intense og punkede numre medførte, a la ”wov hvad skete der lige
der”, men folk var helt med og Ace og jeg var i den syvende himmel. Om det var Winners
Casino fra Winnamucca, 2002 eller fra næstnyeste 2009’s genialitet af et album
”We used to think the Freeway sounded like a river…”, hvorfra der blev spillet
flittigt: udover titelnummeret også You can move back here, The
Boyfreinds(eller?), jeg skulle havde spurgt om sætlisten da vi snakkede med
bandet bagefter… øv … men det var altså lige et par vigtige ting af få snakket
om både med Dan Eccles og Willy Vlautin efter oplevelsen… ’Maybee we were both
born blue”, watch out, helt sikkert, 43(?), Lonnie, Two alone, et syv-stjernet
nummer I et fem-stjernet univers fik os tæt på ekstase … osv. Undervejs kom
også Ace-man i dialog med W.V., fra min halv-omtågede ekstatiske tilstand husker
jeg kun at det drejede sig om at Ace var til koncert med sin storebror, hvortil
Willy meddelte, at det var synd for Ace, at storebrødre er nogle røvhuller, som
ofte sidder i fængsel (eller sådan noget), hvortil jeg svarede, at det havde
jeg da også gjort… (hmm hvor kom det fra). Ace kom lige min dårlige hukommelse til
hjælp!!! Fra Thirteen
Cities fra 2007 tror jeg at vi fik fantastiske versioner af: $87 and a guilty
conscience that gets worse the longer I go, I fell into painting houses in
Phoenix, Arizona(tror jeg), El Tradition, Westward Ho, Four walls – igen helt
fantastisk… Af de helt gamle numre, jeg må lige scanne min gamle selv-kompilerede
opsamling ”Patrolling the Mountains” : Harolds Club(? den med lighter fluid)
fra Safety 1996, nej der var vist så mange af de ”helt gamle”, men det gjorde
ikke noget – der er massere af guf i de seneste par års udgivelser, som sammen
med det seneste album fyldte mest til koncerten. The High Country er anmeldt tidl. her på
bloggen, som ikke kun er et vellykket konceptalbum, men også vellykket musisk. Til
koncerten var f.eks. Angus King Tries to Leave the House og Lost in the Trees helt oppe og ringe.

Damn it – jeg må indrømme at jeg har svært ved at huske
hvilke numre der ellers blev spillet, det er bagdelen ved at udskyde ting, men
husker pludselig at jeg tog notater på min mobil.. ok det hjalp mig ikke. Tror
at notatet var Al James, fra The
Dolorean, aftenens første band som under koncerten sagde: ”I’m much to young to
feel so old, 30 years half way home.” godt sagt, hvordan tror du så vi andre har det?

Vel – efter koncerten blev vi hængende og snakkede
eksalteret om koncerten, deres musik og i ved… snakken faldt på,,, med andre
ord, Alabama gik i gang med en filosofisk overvejelse om hvorfor der blev solgt
T-shirts med et gammel album, som det er umuligt at få i handlen ”Whisky,
painkillers and speed”, pludselig og resolut gik Ace op på scenen til Dan
Eccles, som villigt kom med (ikke som Lick og Ace når de bliver stive, hvor der
skal brydekamp til og Olfert’er til … det må vi få snakket om drenge…), nej
helt og aldeles frivilligt kom Dan Eccles ned fra scenen hvor de gik og pakkede
gear … og snakkede med os, ikke noget med roadies og dens slag stjernenykker… [jeg
knapper lige nok en Flensburger Winterbock, 7% op, det er også guf, hmm jeg har lovet at lave
aftensmad til om en time, jeg må lige speede lidt op]. Som jeg husker samtalen,
glemte vi umiddelbart det med Whisky, painkillers and Speed, Ace tog fat om
roden… altså… jeg mener … musikken og begyndte at stor-rose koncerten og ikke
mindst at fortælle Dan Eccles at han, sammen med en franskmand fra årets Roskilde
Festival var den ultimative guitarhelt. Det virkede, jeg tror at Dan synes vi
var helt ok. For Jer der ikke ved det eller husker det, er Dan ham fra Richmond
Fontaines første koncert i Danmark der havde en Nirvana t-shirt på. For
medlemmer se: http://www.rocknroll-patruljen.dk/patruljen/medlem.htm,
23. oktober 2005, hvor Richmond Fontaine også stod for årets koncert ”Årets
band, årets koncert på Københavns bedste spillested, i følge eders web-master” (Loppen, red.),
dengang var jeg mere kortfattet… På et
tidspunkt kom vi tilbage til Whisky, Painkillers and… og Dan indrømmede at han
ikke anede noget om hverken deres merchandise eller Whisky…, samtidig råbte han
på Willy Vlautin, ”Willy these guys wanna’m know’something bout’ an old album”…
Dan gik tilbage til sit gear, Willy forlod sit gear og var fanget i vores øl-klistrede
spind. Vi havde en fed og god lang snak, hvor vi selvfølgelig luftede vores
begejstring og Willy var lige så flik, rar og nysgerrig, som man må være for at
skrive om mennesker som han formår, så han ved nu at Ace er miljømand og at
Alabama er arbejdsløs filosof som har arbejdet med hjemløse. I øvrigt
inviterede jeg bandet på mad når de næste gang de besøger Danmark ”and don’t
worry, I ain’t no freak, I’ve got a girlfreind and two kids” fik jeg ølbøvsende
ytret… Willy bad mig sende invitationen officielt og ad hemmelige veje, kun
kendt af Ace og jeg, så selvom Dan senere sagde, at det nok var en god idé at
sende et af de mange fotos sammen med invitationen, af en lalleglad Alabama
knugende Willy under den ene og Dan under den anden arm… så hvem ved – det kan
være at det faktisk kommer til at ske..?..!…..?! Alle fotos forsvandt på
uforklarlig vis fra min mobil, undtagen et enkelt.. øv – der var nogle fede
shots, blandt andet et af Dave Harding, hvor hans ryg er bøjet 90grader… ja ok,
man skulle have set det…. Fuck…

KB18 er i øvrigt et musiksted efter min smag. Low-key, ret
spartansk med borde af træ-paller og billige øl – og ikke uvæsenligt en
glimrende lyd. Her må Patruljen altså snart i flok ud og konfrontere musikken,
ungdommen og den slags.

Første opvarmning var Al James, fra The Dolorean, i
programmet stod der The Dolorean… Men skidt med det det var en udmærket oplevelse.
Temmelig stille, men Al James og The Dolorean har noget at byde på, min tanke
under koncerten var, at to-tre af Patruljens medlemmer nok rent faktisk ville
have synes at det var folk-agtigt nok til at de var faldet for det… Jeg synes
at det var godt nok til at jeg købte deres seneste album på vinyl…

Det danske opvarmningsband der gik på før Richmond Fontaine
hedder The Outlaw Trails. Og det er sgu svært at skulle sige noget om dem her, i
hvert fald noget pænt. OK de var entusiastiske, unge og havde en nydelig lille
fan-gruppe af teenagepiger. Men ligesom pigerne så virkede bandet totalt stilforvirrede
og meget famlende(altså ikke pigerne)… fra funk til country … det holder ikke. I
får to smileys – hvor i har fortjent en enkelt – men så skal i også gå ud og
leve livet og få noget livserfaring, nogle sår og skrammer som gør at i rent faktisk
har noget på hjertet…(måske skal i ikke direkte gå efter sår og skrammer, bare lev!)

Richmond Fontaine får = 9 ud af 6 mulige smileys –
de 7 for koncerten og 2 bonus-smileys: én fordi i giver mening og en til
fordi i er ”good people”.

I love you guys and hope to see you
for dinner the next time you visit Denmark!

Vær hilset / Cheers

Alabama / Den Sorte Fyrste

Havde lige glemt dette mobilfoto fra koncerten…

Fucked Up…. Med opvarmning:
Terrible Feelings(s) og Lower(dk?)

Det var så anden dagen af Rockbrødrenes tour de force udi livemusik.
Bortset fra Roskilde Festivallen hører det jo ærlig talt til sjældenheden at
man taget to dage i træk med koncerter og bajere, specielt når nogen skal på
arbejde dagen efter… men vi gjorde det, arbejdet overlod dog så til Ace… og
Rockens Johnny, som akkompagnerede os selvom han stadig var på Nepal-tid og
storsnottet.

Alle borde var optaget da vi ankom til Loppen kl. ca. 21.20,
så vi provianterede og aftalte at hver anden genstand skulle være en vand(kan
man sige det?), (right…., men hvor
realistisk er man så?). I søgen efter vores private rum og den slags fandt
vi tilflugt ved merchandise-bordet, som i øvrigt var velassorteret med masser
af t-shirts, cd’er, LP’er, singler o.m.a. Her overhørte vi en samtale mellem
den nydelige svenske sælger af Terrible Feelings merc., og vi var let
irriterede over at forstå, at Fucked Up nok først gik på kl. 22.45… Hvor gammel
er man så? Selvfølgelig gik de ikke på så tidligt, med to opvarmingsbands.

Før Lower gik på
scenen kunne vi, udover det unge og blandede publikum, nyde kølige Urquell og
en solid baggrundsblanding af punk, hardcore spordisk tilosat Kliche-numre.
Altså – helt OK!! Lower gik på, helt ukendt for mig, de lignede helt
almindelige unge mennesker, altså, forsangeren var godt nok noget nær kronraget,
Rollins, og guitaristen lignede en dansk version af J. Mascis med en anelse
længere hår, de øvrige undslap min æstetiske opmærksomhed. Men Lower gjorde det
rigtig godt Hardcore, vil jeg kalde det, uden dikkedarer og med den rigtige
attitude, det var som om publikum enten ikke eksisterede eller blot var en helt
naturlig del af Lowers univers. J. Mascis spillede hele koncerten med ryggen
til publikum, mens Rollins havde meget fokus på sin sang(growl) men alligevel
havde publikum helt fanget. Bland dem var hele koncerten igennmem Fucked Up’s
forsanger, som stod lige foran Ace og Fyrsten, dog inkognito med overtøj på og baseballcap
– han var helt på. Men trods en positiv præstation og et helt klart interessant
band for fremtiden, så mangler det noget… før det rigtig batter.

med pil
opad til Lower.

Terrible Feelings…
fra Malmø viste det sig og merchandise-pigen som forsanger viste det sig, en
totalt overgearet trommeslager viste det sig, store kommunikationsproblemer med
publikum viste det sig… og ikke noget andet end mainstream hurtig guitarrock
viste det sig… var altså ikke spændende. Et stor spring i stil fra Lower og til
Fuked Up, forstår ikke helt hvorfor de var på, jo nok for at hente et par
ekstra fans over broen. Den Sorte Fyrste, som ellers var blevet i helt godt
humør og fik fjernet de stadig voldsomme tømmermænd efter et par Urquell eller
tre, blev næsten løbet over ende af trommeslageren, som var the spitting image
af, hvad hed han nu ham der døde i flystyrtet med La Bamba-bandet… Buddy Holly, men, fuck det… fUCKEDuP…
Terrible Feelings var altså kun til to smileys, keep working on your material,
and twist it up and add some noise, feel some pain….

Fucked Up,
Ace-man havde sænket mine forventninger ved en temmelig negative bedømmelse af
deres nye album, David comes to life, understregende at efter en enkelt hurtig
gennemlytning var albummet uden de store højdepunkter og vistnok et
konceptalbum med en historie a la Richmond Fontaines seneste album. Til gengæld
trak Fucked Up deres optræden indtil kl. 23.45, hvilket betød at Ace, som ikke
havde krop til to tog kl. 2.37 mod Roskilde, måtte gå efter 30minutters Fucked
Up ….Man…

Men Fucked Up spillede en ret fed koncert, dette til trods
for, at jeg ikke genkendte et eneste nummer før ekstranumrene – og jeg har
altså den forrige albumudgivelse, The Chemistry of Common Life(2008) og 12”
Year of the pig (2008). I øvrigt er det et sjovt og modsætningsfyldt band, men
skønsang fra drengestemmer blandet med Damian Abraham’s heftige aggressive (men
i virkeligheden venlige?) growl. Fedt mand – det er det der skal til noget nyt
og anderledes. At Fucked Up så virker absolut ærlige og uden nøkker gør det
endnu mere spændende – det er jo simpelthen nærmest parodien på canadisk,
Toronto er altså i øvrigt også en fed fed by!! Jeg købte David Comes to Life på
vinyl (lækkert dobbeltalbum, mmm) og har hørt den halvt igennem to gange – og jeg
tror at den kan gå hen og blive mindst lige så interessant end Fucked Up’s
tidligere materiale… Men tilbage til koncerten så var der højdepunkter som
skilte sig ud, f.eks. ”queen of hearts”, som har en fed rullende lyd/guitar, ”The
other side”, med det fangende omkvæd ”dying on the inside”, men ellers står jeg
ved Ace’s førstehåndsindtryk af en lidt monoton udgivelse, hvilket kan
overføres på koncerten. Når det er sagt må det tilføjes at Damian havde publikum
i sin store hule hånd, der blev crow-surfet og pogo’et til den store
guldmedalje, og det var der grund til – for det var fedt , intenst og hamrende
ærligt: understreget af en af Damians indledende bemærkninger/opfordringer til
publikum om de ikke nok ville hilse den kvindelige læge som havde hjulpet ham
(den skøre canadier, hans egne ord) da han under deres andet besøg i Danmark fik
et nervøst sammenbrug, og om hvor meget hellere han ville ha’ den gode danske
læge end hans egen dårlige læge i Toronto…

Fuck Up får smileys, hvis koncerten havde varet mere
end den præcise time og mere af det ældre materiale havde været på sæt-listen,
så kunne vi let være kommet højere op.

Vær hilset

Den Sorte Fyrste

Paradoksale Subways – eller Sømanden og Barbie i Københavnsstrup

The Subways har i virkeligheden fået alt for megen opmærksomhed af undertegnede allerede, i hvert fald i forhold til kvaliteten af deres seneste album, anmeldt her fornyeligt. Her lovede jeg også en anmeldelse af koncerten, hvilket så kort tid før Professor-konkurrencen, eller ville betyde fare for tale om løftebrud etc. Ergo kommer her en lille anmeldelse.

Optakten var lidt tung, sådan en mørk efterårsaften, træthed, måske lidt gnaven og småsløj, men da Ace og viv mødte op, og der blev lukket op for øl og blommevin og Young for eternity fra 2005 blev sat på så hjalp det en del på stemningen.

To timer senere i Lille Vega starter The Subways koncerten med et brag af et punkrocknummer muligvis Holiday, fulgt op ad nok et nummer med knald på, hvilket fik undertegnede til ægtfølt at sige ”hvis de fortsætter sådan så blir’ det en fantastisk koncert” eller noget tilsvarende. Det gjorde The Subways ikke. Så på trods af at oplevelsen bød på såvel crowd surfing, en anelse pogo og undertegnedes første circle pit, så var koncerten og oplevelsen samlet set en middelmådig oplevelse, men heldigvis en middelmådig oplevelse som adskillige gange løftede sig op i det gode, momentvis virkeligt fede. The Subways største problem er deres, efter min mening, paradoksale materiale som spænder fra ret fed punk til ballader som mest af alt virker målrettet amerikanske collegepiger og hvis det ikke er selvsagt, så er det en kold spand vand at stå til en punkkoncert det ene øjeblik og sekunder efter at blive overøst af en kvalmende ligegyldig sødsuppe…

Min afsluttende note skal tilskrives min kære Lisbeth, som efter at have hørt min beskrivelse af The Subways som ”drengerøvsmusik” da hun så bandets forsanger Billy Lunn, sagde: ” det er da ikke så mærkeligt at de lyder som drengerøve han ér en drengerøv.”. Lidt senere opfulgt af en kommentar om at bandet ikke rigtig ligner rockstjerner, men: ”de ligner sømanden og Barbie”, Jeg kan tilslutte mig begge udsagn, suppleret med at Barbie er en sej rockchick, Charlotte Cooper, som faktisk …. Bare skulle lade være med at tale med sin pistelstemme, så ville hun være helt ok: http://vega.dk/fotogallerier/the-subways.html

The Subways i Vega får 3½ af 6 smileys: ½

Det var en mørk og klam tirsdag aften. Københavns Indre By inkl. Christianshavn var spærret af pga cykelløb. Lick havde netop overstået et udmarvende forældremøde, og Snake et ditto hospitalsbesøg hos svigerfar. Hjemme ventede aftenhyggen, den varme kaffe og et slag yatzy med familien.

Det var med andre en aften, hvor mange ville afholde sig fra en koncert med et lille ukendt amerikansk band på Loppen.

Men, hvor “the going gets tough – the tough gets going”. Klokken 21.30 (mens resten af patruljenj slumrede hen til “Kontant” med Kåre Quist, hankede Lick og Snake op i deres respektive køretøjer og begav sig afsted mod Staden.

Loppen var proppet til randen med unge hippe mennesker. Personligt tror jeg aldrig jeg har oplevet så mange mennesker på det lille spillested. Vi var et pænt stykke over de 400 personer som Københavns Brandvæsen har sat som maksimum.

Ca. klokken 23.00 gik, det Philadelphia-baseret band, War on Drugs, på scenen, og leverede et brag af en koncert. De stillede op i den klassiske rock-konstellation: Trommer, bas og to guitarer (af og til også keyboard). Forsanger, Adam Granduciel, styrede showet i suveræn stil, og var udstyret med et sandt arsenal af effektpedaler til sin guitar.

Som bekendt er War on Drugs Kurt Viles gamle band, og det er tydeligt at den gode Kurt har hugget en hel del af sin lyd fra de gamle venner. Personligt syntes jeg, at War on Drugs fungerer bedre live end Kurt Vile, som let bliver meget alene og indelukket på scenen. Adam Granduciel kommunikerer med publikum, og har desuden en stemme, der både kan håndtere Springsteen, Neil og Bob.

Vi fik selvfølgelig alle hittene fra de seneste plader. Bl.a.: Baby Missiles, Brothers og Come to the City. Man kunne have frygtet, at koncerten havde udviklet til et langt udflydende syre-nummer, hvor den ene sang ikke kunne skelnes fra den næste, men sådan blev det ikke. Vi fik leveret det ene sprøde rock-nummer efter det andet inkl. korte præsentationer af forsangeren.

Lick og Snake havde placeret sig perfekt i venstre side af scenen direkte foran to lofthængte højttalere, der således ramte direkte ind i ørerne. Bedre bliver det selvsagt ikke.

Efter koncerten dampede rock-brødrene af. Som bonus-info kan det nævnes, at Snake, på Amagerbrogade, af et par store brød, blev forvekslet med “Spelt-Thomas” som den ene havde siddet i spjældet med. Det lunede selvsagt hos Patruljens vice-professor.

Summa-summarum:

– deltagelse i rock-koncert = 10 point

– på trods af afspærring og dårligt vejr = 10 point

– placering direkte foran scene og højtalere = 10 point

– forveksling med outlaw = 10 point

I alt 40 point på kontoen til Lick og Snake.

Håber, at resten af Patruljen fik gode tips af Kåre Quist til indkøb af brugtbil.

Hi Boyz

Alabama har nu billet til først:

– The Subways, Vega, 19. oktober, i følgeskab med Ace og vores kvindfolk.

– Fucked Up, Loppen, 2. November, indtil videre blot med Acer.

Please Join Up!

O’Bama