Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Kurt vile and The Violators (US)
Vega
30. august 2011
Opvarmning: Duke Garwood (UK)
Pris 175,-

Kurt kan li’ trash

Kurt Vile skulle altid spille live… Kurt satte selv ord på hvorfor koncerten i går var fuldstændig fed. ”Jeg har taget mit trash-band med i dag” eller noget lignende sagde den nydelige, om end langhårede, unge mand. Og der blev spillet til, ikke på alle numre, men ret mange af hans albums relativt stille numre fik en god gang ekstra guitar og trommer – og for faen’ hvor det klær’ ham og hans musik! Også de sædvanlige afdæmpede numre holdt fuldstændig, man må simpelthen tage hatten af for den måde han formår at rammen… ja hvad er det han rammer… tidsånden og vores følelser måske?!

Skal man tage den kritiske pen frem også, så er det min holdning, at de stille passager i koncerten bliver en smule ensformige ligesom det betyder, at numrene kan være svære at adskille. Men i det store hele er det en detalje som let bliver glemt når Kurt og The Violators spiller trash. Tak Kurt!

Sammenligner man koncerten med bandets optræden på årets Roskilde Festivalen, så finder jeg gårsdagens koncert en del federe. Mit indtryk er, at trashen som på Roskilde først kom frem som ekstranumre, løfter koncerten med mindst én smiley (jf. nedenfor).

Duke Garwood – (som jeg tidligere har haft lejlighed til at ”mini-anmelde”: http://www.rocknroll-patruljen.dk/links.htm , under live 2006/05/09 hvor Duke Garwood varmende op til en uforglemmelig Archie Bronson Outfit koncert) – er efter min mening en rigtig dygtig bluesguitarist, men han er simpelthen helt utroligt utilgængelig, så på trods af undertegnede, i modsætning til formegentlig 99,99% af publikum i Vega, faktisk har hans første album må jeg konstatere at jeg aldrig bliver rigtig fan af Duke Garwood…

Kurt Vile and The Violators får ½ af 6 smiles for en glimrende koncert.

Duke Garwood får af seks for sin utilgængelige introverte ekspressionistiske blues.

Vega får af seks smileys for arrangementet. Halvdårlig fadøl, fugtig hede, ellers intet at berette.

Alabama tildeler sig selv smileys for Fasan Catalaine til opvarmningsmiddag.

Cheers Alabama

Richmond Fontaine (US)
Kulturbolaget Malmö:
17. februar 2010 kl. 21.00
Warm up: Rag-and-bone (S)
Pris s.kr. 60,-

Undertegnede tog i går min gamle veninde et smut med ‘hinsidans’. KB-Malmö havde mine kæledækker fra Portland Oregon på besøg. Min veninde og jeg har et ‘country-fællesskab’ og trods min tilbøjelighed til den meget alternative country og hendes til den mere moderne og populære var hun frisk.

Vi delte et par Urquell i toget, byttede mp3-afspillere. Miss M. blev opdateret på Richmond Fontaine’s seneste mesterværk “We used to think the freeway sounded like a river…” og jeg fik lov at bytte min Samsung med en Ipod… og blev opdateret på det seneste Sydafrikanske bud på Madonna (dog noget bedre end sidstnævnte), på Mark Knoflers album med Emmylou Harris – slet ikke helt skidt,,,, men for mig milevidt fra at nå i nærheden af RF’s dystre, desperate, smukke, smertefulde, socialrealistiske north west alt.country univers…

Velankommen i Malmø ville vi have tygget os en burger fra Skånes bedste burger-sted, Vinylbaren som er en del af Kulturbolaget… Skuffede måtte vi konstatere at der ikke var åbent. Men Bergsgatan, hvor KB ligger, er fyldt med restauranter. Vi besluttede os i kulde for at spise thai, men var gået ind ad den forkerte dør, så der var japansk på menuen… Nu skal jeg snart komme tilbage til Richmond F., men vi fik et godt og billigt måltid japansk, fik bagefter en kaffe og en chai – og konstaterede, at området omkring KB er fyld med butikker og facader som fik os begge til at føle at vi var havnet i 50’erne… spøjst…

KB havde dækket op til country-fest – og det bogstavelig talt. Af uransagelige årsager var der opstillet caféborde på størstedelen af gulvet foran scenen. Der var en “grøft” på 4-5 meter mellem bordene og scenen. Bagved bordene var der tilsvarende nogle meter til stående publikummer. Gæt hvor folk stod?! De høflige svenskere, der ikke havde indtaget cafébordene, placerede sig bagerst i salen… den grøft der var mellem publikum og musikerne blev aldrig rigtig overskredet – hverken fysisk eller musikalsk… Sur røv! Vi placerede os stående på et plateau ved baren tæt på og med optimal udsigt til scenen.

Richmond Fontaine. Siden jeg først hørte RF i 2003 eller 2004 har jeg set dem 2-3 gange og anskaffet alle deres albums, undtagen ‘Whiskey, painkillers and Speed”, som ikke kan skaffes. Jeg synes bedst om deres tidlige albums på grund af deres nærmest punk-agtige elementer. Men deres seneste album “We used to think the freeway sounded like a river” er altså et noget af det fedeste… et af 2009s absolut bedste albums uagtet musik-kategori. Så mine forventninger var altså ikke beskedne…

Vel – RF-drengene gjorde det godt, under omstændighederne. De kom pænt omkring i deres albums med vægten på det nyeste. Spillede glimrende versioner af White Line Fever, Lonnie, 43 og mangel flere. Men der var en distance og selvom Willy Vlautin som vanligt lagde op til dialog med publikum, så blev distancen aldrig minimeret og dialogen blev ensidig: fra Richmond Fontaine til os… Ikke at jeg betvivler at publikum nød koncerten – det tror jeg rent faktisk at de gjorde… Men man sidder altså ikke ned til Richmond Fontaine – det er dødfødt!

Rag-And-Bone – tjae – en velpoleret forsanger som mindede mig om svigermors drøm, men vest og slips og et udseende som Jack White kombineret med Austin Powers. Stemmen var ligeledes poleret og countryen … alt for pæn… alt for påtaget … olt for ligegyldig. Enkelte musikalske opture når violinisten som også spillede banjo kom i forgrunden.

Sjovt publikum i øvrigt, måske var det opvarmningsbandets familie, eller måske er der ældrerabat – eller også har svenske pensionister en avanceret musiksmag. I alt fald var en stor del af de måske 150 publikummer der havde nået pensionsalderen…

Kulturbolaget får af seks smileys for arrangementet.
At de kommer så højt skyldes en velassorteret bar med bl.a. Brooklyn Lager, mmmm. Men for helvede – aldrig mere caféborde!!!

Richmond Fontaine får af seks smileys.
Musikalsk set ikke dårligt – not bad at all! Men selvom det var op ad bakke så synes jeg godt at I kunne have givet den en tand mere – hvem ved, måske havde i fået et par af de gumpetunge op ad stå.

Rag-And-Bone får af seks mulige smileys – og det skal de være glade for!