Richmond Fontaine – The High Country – album/bog anmeldelse

Decor/El Cortez, September 2011.

Alabama anmelder – uge 38 – sidst i anmeldelsen er der stjerner!

“I’m just fucked Arlene” starter Richmond Fontaine The high Country som de selv kalder deres mest ambitiøse album hidtil –

The High Country er et forsøg på at lave et musikalbum som roman. Så vi har altså her at gøre med såvel en bog- som albumanmeldelse. Det viste sig at være lidt af en udfordring for undertegnede da jeg valgte at gribe albummet an både som historie og som musik sideløbende, hvilket kræver nærlytning på en måde som samfunds- og familiemæssige strukturer knap tillader i dagens samfund… … … Men efter adskillige forsøg på at lytte med under tilberedning af aftensmad, eller på computeren mens der blev mailet eller skrevet ansøgninger etc. fik jeg hul på albummet. Det kom der de følgende linjer ud af, hvor jeg selvfølgelig ikke løfter sløret for hele historien eller de involverede personer, kun kradser lidt i overfladen.

Jeg anbefaler at man griber The High Country an med en dyb lænestol, høretelefoner, fjernkontrol og en tredobbelt whisky, helst mens kone, børn og husdyr en sendt på internat. Dette hvis man ikke er så privilegeret som undertegnede at man kan skippe jobansøgningerne for en dag og skænke sig en dobbelt 12årig Laphroaig Quater Cask maltwhisky torsdag kl. 11.30, skål!

Rammen for historien sættes i første nummer, hvor den unge kvinde som bor i et trailerhome, datter af en tømmerarbejder og en fraværende og uvenlig mor, bliver gravid og gift med en knægt hun ikke elsker. Hun aborterer og snart forsvinder hun uden et spor. Knægten mistænkes for mordet, men der er ingen beviser. Rammen er sat for en krimi eller socialrealisme som i vanlig Richmond Fontaine stil?!? Nummeret er stille og stemningsfyldt og introducerer hovedrolleindehaveren/vokalisten Deborah Kelly, hvilket mig bekendt er første gang Richmond Fontaine har en gæstesangerinde.

Historien fortsætter, efter en instrumental pause The Girl on the logging road, med The Chainsaw Sea hvor Willy Vlautin ligger stemme til sangen om baren The Chainsaw Sea hvor den mildest talt ubehagelige Claude Murray, næsten en karakter fra Nick Cave’s universer, bor i barens baglokale under hvis cement adskillige lig er begravet. Baren ejes af Angus King x-army speedwrag, som ikke har forladt sit hus siden 2003. Historien har den fedeste guitar i bedste RF stil og det gør intet at man er tvunget til at høre nummeret igen og igen for at opfatte nuancerne selvom man følger med i teksten i booklet’en. Som selvstændigt rocknummer er vi her i klar Richmond Fontaine topklasse.

Sammenhængen med fjerde nummer er lidt uklar, men Let me dream of the high country foregår altså der hvor det sker, så ved første nærlytning formoder jeg, at rammen for romanen stadig er ved at blive sat og karaktererne introduceret. Men nummeret i sig selv er, om end smukt og stemningsfuldt sunget, igen af Deborah Kelly, ikke såååå spændende. Efterfulgt af det korte femte nummer The Mechanic falls in love with the girl, hvad er det for en pige mekanikeren forelsker sig i? Sangen er vist en overgangspassage i historien, som introducerer mekanikeren. The mechanis’s life (it ain’t always wrong to give up and run) , minder meget om de normale socialrealistiske småhistorier I Richmond Fontaines sange på alle de 10-12 tidligere albumudgivelser: det er skæbnefortællinger med følelse og indsigt – om det bringer historien videre er lidt uvist, men det bringer lytteren videre til Angus King tries to leave the house – og så er der skruet op for trommer og guitar; og den enkelte sætning som teksten består af, giver i samspil med musikken spænding til historien igen og samtidig pirres nysgerrigheden efter karakterenes placering i historien – er speedvraget Angus en morder eller en helt???

Halvvejs i albummet og historien, efter Claude Murray’s breakdown, hvor fortællingen skifter perspektiv til direkte form med en konfrontation mellem Claude og Angus, vil jeg forlade historien og overlade det til lytteren selv at få udløst spændingen.

The High Country er … wov … på den ene side et vildt eksperiment som forsøger at kombinere et country/rockalbum med romangenren og på den anden side ligger det egentlig i meget naturlig forlængelse af Richmond Fontaines tidligere måde at arbejde på med historier i en voldsom realistisk beskrivelse af trailertrash/blue collar/misbrugsmiljøer. For Willy Vlautin desuden en åbenlys måde at kombinere hans forfatterskab med musikken på. Vlautin har vist p.t. udgivet tre prisbelønnede romaner, hvoraf jeg har haft lejlighed til at læse de to første… disse er også eminente dystre billeder fra underklasse USA.

The High Country har direkte smågeniale indfald f.eks. i Drivning back to the Chainsaw Sea / Lost in the Trees hvor der radiospilsagtigt skiftes rundt på kanalerne på bilradioen, væk fra et ældre Richmond Fontaine nummer; Moving back home #2, fra albummet Thirteen Cities, 2007 til skod-country og mere country. Radioen ender på et nyt RF nummer som går fra radio- til albumlyd. … hvilket fedt nummer! Og lige en top up Laphroaig, mmm…

Albummet er grundet sin sammensatte beskaffenhed en smule uangribeligt, i hvert fald hvis man normalt ikke sætter sig dybt tilbage og nærlytter, men når man kommer i gang fastholder og pirrer det ens nysgerrighed efter personer og udvikling i historien. Musikken har glimt af storhed med vrede udtryk, fræsende guitar og tunge trommer, men som helhed er albummet afdæmpet, hvilket måske er lidt af en nødvendighed for at fastholde lytter i historien. Dog virkede det omvendt på undertegnede som fattede fornyet interesse for historien når de mere intense numre rystede op i én.

The High Country er et ambitiøst eksperiment med en spændende historie og interessante karakterer samt god musik med blændende elementer, dog lidt for stille og fortænkt i detaljerne – alt i alt skal belønnes med fire og en halv stjerne med pil opad.

smileysmileysmiley smiley½

Cheers
Alabama

P.S. Bonus CD Clearcuts: Jeg vil nødig vil forlade The Subways som har akkompagneret min korrekturlæsning og som jeg glæder mig meget til at se i Vega d. 19. oktober. Deres nye dobbeltalbum Money and Celebrity, er udgivet denne uge anmeldes i uge 40, og selvfølgelig anmeldes koncerten efterfølgende… Men tilbage til Richmond Fontaine, så er Cleaucuts en bonus cd, udgivet af Decor, som jeg umiddelbart mener kun tror fås ved køb af The High Countruy hos Rough Trade Records. Da jeg første gang lyttede til cd’en var jeg ved at skide i bukserne af grin… hold da kæft en gang røvballe, hvem var det der sang med hos Richmond Fontaine på Timber Tom og hvorfor så country, skål igen – dejligt med en lille eftermiddags-skid-på – det er længe siden… Men cd’en viser sig dels at indeholde instrumentalnumrene fra The High Country og dels et par af de numre som spiller på radioen i albummets geniale Driving back to the Chainsaw Sea samt et enkelt akustisk demo-nummer. OK det er godt nok røvballe ind i mellem, men i sammenhæng med The High Country og tre store whisky så giver selv Cleaucuts pludselig mening…

Købt: Rough Trade Records, inkl. bonus CD’en Cleaucuts som kun fås ved køb hos førnævnte, tror jeg…

Live: OBS!!! Richmond Fontaine spiller live i København d. 1. november: Kødboderne 18 , 1714 , København. Ses vi?

Anmeldelse uge 39: She Keeps Bees, Dig on, udgivet 19. juli 2011.

Anmeldelse uge 40: The Subways, Money and Celebrity udgivet 19. September 2011.