The Subways – Money and Celebrity
Udgivet 19. september 2011, Cooking Vinyl, Cookcd549 x.
Alabama anmelder – uge 40 – sidst i anmeldelsen er der smileys!
Et overflødighedshorn af ungdommelige ligegyldigheder…
The Subways er åbenbart slået igennem på den engelske festivalscene i år – Jeg har hold pause i bekendtskabet siden debutalbummet i 2005 – er gennembruddet og seneste album en god ting?
I 2005 havde Alabama i et par år brugt en masse tid i Oxfords pladebutikker ca. hver tredje uge og havde et pænt greb om pulsen på den engelske rockscene. Et af bekendtskaberne var The Subways som udgav deres debutalbum Young for eternity, 4. juli 2005. Det var/er et dejlig lille uprætentiøs, ukompromisløst men ret tilgængeligt rockalbum nærmest i sing along stil. I 2005 var det dog alternativ rock som forud for Artic Monkeys og samtidig med The Others og nok inspireret af The Strokes(US) gjorde op med britpop og spillede guitarrock med et tydeligt engelsk twist. Det var sgu’ helt okay!
Albummet, Money and Celebrity, som i øvrigt er et dobbeltalbum, starter med nummeret It’s a party – og det passer fint for det er Alabamas fødselsdag i dag, men så er det også slut med fest, flag og farver… for man skal lede længe for at finde et mere overfladisk og ligegyldigt rockalbum, i hvert fald i min pladesamling, selv blandt de værste fejlkøb… Vi er i en slags rocket britpop univers, som jeg mistænker, er produceret til det amerikanske collage-musik-marked. Jeg forholder mig her kun til CD1, da CD2 er noget nær identisk med Billy Lunn’s demoversioner.
Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige… albummet er måske blot et forsøget på at underholde nutidens unge og det gøres i tidens ånd ved næsten udelukkende at forholde sig penge og berømtheder. Jeg får dog samtidig det indtryk at The Subways forsøger at tage afstand til disse samfundsmæssige tendenser, men det flygtige indtryk fordufter hurtigt. Dels da albummets lyd mildest talt læner sig alt for meget op af nogle af de bands som faktisk har slået igennem,,, først og fremmest Arctic Monkeys, og dels fordi den mulige kritik, hvis den altså er der, drukner i manglede alternativer og svælger i danserock, singalong og almindelig kommerciel pop.
Påtvinger jeg mig selv en anden vinkel, så har Subways trods alt stadig en grundklang af rock, så hvis jeg en stund forsøger at se bort fra den kvalmende fornemmelse musikken bibringer mig i dag og tænker mig en ca. femogtyve år yngre og samtidig forsøder oplevelsen med en tredobbelt Armagnac…. Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller? Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattelsnakes udg. 1984).
Well albummet nummer for nummer ultrakort:
1. It’s a party: ***
Fangende tempo og guitar, måske lidt lyd a la B-52’s.
2. We don’t need money to have a good time: ***
Godt tempo og god start, men fiser hurtigt ud… alligevel rocker jeg med med foden… Artic Monkeys clon-nummer.
3. Celebrity: **
Blur… eller noget lignende …
4. I wanna dance with you: *
Øhhh – melodigradprix – megakvalme
5. Popdeath: **
Desværre alt for lidt popdød…
6. Like I love you **
Partyrock a la carte… men fuck jeg kan ikke lade være med at fløjte med
7. Money ***
En anelse bedre, Billy Lunn lyder som om han mener et eller andet her.
8. Kiss kiss Bang Bang **
Fuck – baggrundmusik til Amerikansk ungdomsserie.
9. Down our street **
Puuhaa, nu kan jeg snart ikke klare mere, engelsk college rock …
10. Rumour ***
Nummeret kommer momentvis ud af pop-college rocken, men scorer højere på kvalme- end på rockskalaen.
11. Friday **
Nok et Arctic Monkeys klon-nummer
12. Leave my side **
Så kan vi forlade hinanden, og som en tyveårig vil jeg gøre det uden at kigge mig tilbage.
Cd2 har to bonus track som ikke klarede cuttet og kom blandt ovenstående:
10. Heartbreaker… *
11. Massive adventures **
Når jeg/vi d. 19. oktober skal i Vega, vil jeg gøre hvad jeg kan for at være en drengerøv på tyve – nyde kærligheden og feste uden tanke for i morgen eller verdens genvordigheder… så slemt er det vel i virkeligheden ikke?!?
Samlet set får The Subways for Money and Celebrity to smileys hvilet er 0,25 smileys mindre end gennemsnittet af CD1 numres smileys.
Cheers
Alabama
Live: The Subways spiller koncert 19. oktober i Vega, Ace og Alabama, er eders udsendte og koncerten anmeldes naturligvis her på Patruljens egen nyhedsservice…
Anmeldelse uge 41: Iceage, New Brigade, udg. Jan. 2011
Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.
