Iceage – New Brigade
Udgivet januar 2011, Escho/ Axlcd555.
Alabama anmelder – uge 41 – sidst i anmeldelsen er der smileys!
Iceage er punk ano 2011 … hvad skal det nu til for?!?
Missede dem på Roskilde, det var for sent for de gamle ben og sådn’, men faldt igen over dem hos en af mine sædvanlige pladepushere. Det kom der følgende ud af:
Om ikke andet så har Iceage fået mig til at støve nye og ældre punkudgivelser af, så udgangspunktet for denne anmeldelse er meget positivt, dette på trods af at jeg indimellem har behov for at give øre, hjerne og krop en pause fra Iceage’s yderst intense og voldsomme album.
Med albummet New Brigade kaster man sig hovedkulds ud i noget af et stormvejr. Pladens intro indrammer præcis det dystre og hårde univers som vi er på vej ind i (hvis nogen har besøgt forsiden af Patruljens hjemmeside kan man p.t. opleve dommedagsfornemmelsen der). Første nummer White Rune – wov – det er intenst, det er hårdt og råt – det er fed musik som varieret lyder som noget der vel bedst kan beskrives som Sods-agtigt eller UK-punk, vel og mærket ikke den nyere post-punk (poppet ligegyldigt), nej som i 70’erne eller det bedste fra de sorteste 80’ere. Remember, ja det lyder temmelig meget som Joy Division både stemme og rytmer, en anelse mere upoleret, lidt Cure kan man også genfinde, ikke tosset!
Titelnummeret New Brigade, føj for en beskidt guitar rammet ind af en monoton punket skæv forsanger med et tons trommer som må være skiftet ud efter indspilningen – kør på! Remember – lyder også bekendt, er det igen Joy Division-agtigt, ja, men uden disses utrolige timing. Teeth Crush udmærket, Total Drench derudad… ovre i hardcore-genren, Broken Bone så skifter vi en smule stil, vi skifter meget stil, men det er velkomment da de sidste par numre er blevet lidt for monotome. Broken Bone har et næsten poppet udtryk, eller i hvert fald omkvæd, sagde nogen Gangway? og så alligevel slet ikke. Men jeg synes sgu’ det er for fedt!! Collapse – så lyder det lidt som canadierne… hva’ hedder de nu Tokyo Police Club, ok, Eyes jeg er solgt, godt humør vippemanden, Loppen igen guitarrif som lyder meget som Tokyo P.C., Count me in- så er der dømt hardcorepunk uden fine fornemmelser – lad os danse pogo eller smadre nogen vinduer – eller brænde en bondegård af!!, Never Returned så kom vi ned i gear og puls, vi slutter med You’re Blesses fed guitar, omkvæd har vi hørt nummeret før lyder som titelnummeret, men det er godt!
Iceage kan også beskrives som autentiske, som andre anmeldere ynder at fremhæve, men er det vigtigt?, er det rigtigt?, og kan man i 2011 være et autentisk punkband? Jeg er ligeglad, fucking ligeglad – jeg kan godt li’ Iceage.
½
Vær hilset
Den Sorte Fyrste
Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.
Anmeldelse uge 43: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.
Fantastisk anmeldelse, Alabama. Syper velskrevet og levende. Man får lyst til at købe pladen.
Glæder mig til uge 42 og Rattlesnakes. Et af højdepunkterne i min pure ungdom, og hvor mange gange har man ikke hoppet rundt til “Perfect Skin”.