Lloyd Cole and The Commotions – Rattlesnakes

Udgivet 1984 Polydor LC0309/823 683-1.
Alabama anmelder – uge 42+1 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Rattlesnakes vs. Money and Celebrity

Eller – er ungdommen nu til dags er nogle pop-hoveder …?!?

Det var lidt af en udfordring jeg i forrige uge kom til at give mig selv. Afsættet var følgende passage som var afledt af Subways seneste album samt en tredobbelt armagnac:

”Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller?) Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattlesnakes udg. 1984.”

Sammenhængen mellem Rattlesnakes og Money and Celebrity, skal det fortsat indledende slås fast, findes kun i undertegnedes hoved, eller, er i hvert fald spundet ud af dette. Musikstil, lyd – ja hvad jeg end lige kan tænke mig at sammenligne har ikke nogen sammenhæng, Subways er ærkeengelske og Lloyd skotsk. Så undtagen altså lige det faktum, at jeg var omtrent tyve år gammel da jeg stiftede bekendtskab med Lloyd & Co – og at jeg i dag finder at The Subways målgruppe nok snarere er denne aldersgruppe end min, så er der ikke umiddelbart mange fællestræk. Men i fht. målgruppen, så er det ikke helt forkert i alt fald hvis ikke hvis man skal dømme ud fra publikum til koncerten i Vega d. 19/10-11 (anmeldt andetsteds her), som jeg vil skyde til at være midt i tyverne i snit.

Rattlesnakes var Lloyd Cole & The Commotions debut og – efter min og vist også de fleste andres mening – deres absolut bedste album. Det blev udgivet i 1984, men fandt altså først vej til min pladespiller to år senere, da jeg i roulettespillet kaldet koordineret tilmelding mellem kinesisk, lægestudie og andre mærkelige ting endte på samfundsfag (hed det dengang og lå i Rosenborggade i nogle år indtil Bertel Haarder nedlagde studieretningen). Tiden var anderledes, mere sort/hvid eller måske snarere sort/lyserød. Jeg var mest sort, udover The Gun Club og The Smiths, som nævnt ovenfor, så var blandt favoritterne dengang The Cure, The Mission, Blue in Heaven, Talking Heads, The Doors. Desuden dukkede nye favoritter frem Kliche, Sonic Youth, Giant Sand, Dinosaur Jr. og Velvet Underground og Rolling Stones genopfundet og støvet af. Andre mennesker gik i lyserøde pastelfarver og lyttede til George Michal, Sanne Salomonsen, Al Jarreau, Wham og Gud ved hvad… og dem om det! Lloyd Cole & The Commotions kan vel placeres et eller andet sted midt i mellem yderpunkterne af 80’er musikken.

Rattlesnakes har altså siden 1986 regelmæssigt befundet sig på min grammofon, men da jeg slyngede løftet ud om at anmelde den, var det godt nok længe siden sidst. Så da jeg støvede albummet af igen for et par uger siden fik jeg lidt af et ”kulturchock”. Rejsen tilbage til firserne føltes næsten uendelig lang og jeg var ikke helt sikker på, at jeg kunne overkomme den og gennemføre min mission(anmeldelsen). Heldigvis arbejder jeg trods alt med fleksible deadlines og efter overførslen til computeren og et antal bagrundslytninger til hverdagssysler begyndte jeg at genfinde forbindelsen til Lloyd og Co. Som en indskudt bemærkning er det vel her relevant at bemærke, at jeg faktisk engang har været til koncert med Lloyd Cole (i Vega?), vi var allerede i halvfemserne og The Commotions var vist nok historie allerede i 89. Men Lloyd og jeg havde en fælles veninde, så ikke alene var jeg til koncert, jeg var også backstage med en lille håndfuld større og mindre fans og selvom jeg knap husker det, så var vi vistnok også på værtshus, altså også med Lloyd. Ingen af delene var specielt gloværdige, mindeværdige eller sexede… udover veninden. Så meget for det interessant liv som rockstjerne, fan og groupie…

Jeg glemmer snart helt musikken og Rattlesnakes, selvom det kører på fuldt knald her bagved tekstbehandlingen – og det siger måske lidt om hvordan jeg har det med pladen her ca. 27år efter dens udgivelse. Det der engang var mine favoritter med storladne intense følelser rammet ind af Lloyds markante talende-sangstemme og guitar med stål-stenge-agtig-lyd, synes nu temmelig monotomt og jeg husker sgu’ ikke engang længere præcis hvad det var for følelser han dengang kunne frembringe – det kan man dog næppe bebrejde Lloyd: – jeg lyttede til Gun Clubs ”The Las Vegas Story…” tidligere i dag, sjovt nok også fra 1984, og den er meget sort, tung og ildevarslende, hvilket jeg i udpræget grad nemmere kan forholde mig til, hvis jeg nu skal positionere mig lidt… inden jeg bliver nødt til at kaste mig over albummets numre:

Perfect Skin, er et af de store numre på pladen, men udover at sproget er mere elegant end Subways, så er her faktisk et eksempel på en relativt ligegyldig kærlighedssang. Guitaren er dog ret fed – det fremgår ikke præcis af albummet om det er Lloyd selv eller albummets andet guitarist Neil Clark der er årsag til den temmelig unikke lyd, som svagt kan minde en om Johnny Marr’s. I dag finder jeg nummeret lidt trivielt.

Speedboat, faktisk et glimrende nummer, …. nå så knapper jeg sgu’ lige en af de Jakobsen op som jeg har købt til receptionen af Rockland Alabama i næste uge, her en søvnig onsdag aften…, bvaddrr, skod øl – køb ikke Jacobsens Velvet Ale…, men lidt for stille i det… Hvilket minder mig om, at jeg forleden blev enig med mig selv om, at mit grundlæggende problem med Rattlesnakes er at det er tøsemusik, men Speedboats omkvæd er catchit, ikke cat-shit, men catchy(?) fangende og teksten besnærende, en god lille historie. Sand in my eye-y-y-y, hm, hm, nynne, nynne, Rattlesnakes, titelnummeret lyder næsten identisk med Speedboat, jeg missede overgangen. Men det er igen et godt nummer (men et pop-nummer, med strygere og det hele).

Down on mission Street, vi skifter til en mere dyster stemning, men det varer ikke længe nok. Teksten handler om at jagte piger (hej igen Subways) om end mere subtilt og flere følelsesmæssige aspekter involveret, sårede følelser, ondskabsfuldhed. Men rykker gør det sgu’ ikke og fuck de der strygere!

Forest Fire, vi springer den over, Charlotte Street, en af mine favoritter, kærlighedssang, men udover lidt nostalgi rører den ikke meget i mig. 2cv, her viser Lloyd sine sproglige, måske nærmest lyriske evner og fanger måske netop her tidsånden, overfladiskheden i tomheden ”we were simply wasting precious time” – om parret som kun deler ”We were never close – all we ever shared was a taste taste in clothes”, Four Flights Up, up tempo, jeg fløjter da det mindste med ”Go back to your mothers house and cry your little heart out”, Patience, tabt kærlighed, dobbeltbetydning et godt popnummer med korpiger… ”I get depressions of life/love thru lack of Patience”, måske min nye favorit… Are you ready to be Heartbroken?, Jeg holder snart ikke til det mere, men vi er nået til pladens sidste nummer

”Det lyder godt nok firseragtigt” Lisbeth

Alt i alt er Rattlesnakes umulig at sammenholde med Money & Celebrity, som selvstændigt album – er det alt for firseragtigt, nostalgikeren Alabama kan stadig nynne med og synge med på meget af teksten, men i 2011 kan jeg ikke give Lloyd mere end tre smileys. Det er til gengæld en halv stjerne mere end Subways fik og vi taler altså om en temmelig poppet firserudgivelse…

smiley smiley smiley

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 44: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.

Anmeldelse uge 45: Lad os se