Med 32,5 km vandring i kroppen og med Fru Lick under armen
ankom den forhenværende professor standmæssigt og i tide til hyggelige og
intime Ideal Bar.
Der var ellers trængsel på Enghavevej. For Store Vega lagde
hus til Jens Unmack og hans Love Shop og Lille Vega bød rødderne op til
gangsterrap.
Jyderne smuttede rundt om hjørnet til Love Shop,
kasketdrengene stillede sig kø foran døren til Lille Vega og fruen og jeg slog
følge med alle de buttede mænd med gråt eller manglende hår. Da jeg er to
måneder yngre end Fru Lick var jeg (bortset fra de sædvanlige hipster
bartendere) yngste og flotteste mand i lokalet. Hurtig fat i en Brooklyn Pale
Ale, finde et ledigt høj bord midt mellem bar og scene og med udsyn til døren –
altid med udsyn til døren – total i orden lørdagshygge.
Hov – hvem kommer så der? Netop fraskilte Hans Jørgen (en
keeeedelig far til Marie fra Klaras folkeskoleklasse). Lytter Hans Jørgen nu
til Steve Wynn? Svaret fik vi aldrig. Han strøg hurtigt forbi til faste
håndtryk og en omgang med kammersjukkerne. Sikkert musiklærerkollegaer fra
Brønshøj Skole.
Hov hov! Hvem kommer så der? Landskabsarkitekterne Anders
Dam og professor Thomas Randrup. Mine gode gamle rus-vejledere fra 1989. De
drenge har sgu god musiksmag og har altid haft det. Drengene (de er begge fyldt
50) sluttede sig til selskabet og anekdoter fløj over bordet. Ventetiden gik
storartet og i mellemtiden smuttede såmænd også KB-Martin (RUC-veteran) ind ad
døren. Sidst jeg så ham var til en koncert med, øh – guess who? Steve Wynn –
forstås.
Mens der ventes fylder Chuck Berry rummet med klassisk
baggrundsrock’n’roll. Helt fint, men endnu bedre da musikken fader og Steve går
på scenen, sætter strøm på den gamle, slidte og sorte Gibson og lader de første
knastørre akkorder af ”Tell me when its over” sprede sig i Ideal Bar.
Tre numre senere og med vanlig afslappet arrogance ankommer
Fyrsten og lillebror sammen med hang around Jesper. Både lillebror Ace og
Jesper skubber således undertegnede af pinden som lokalets yngste.
For pokker hvor har jeg savnet Steve! Missede jo Dream
Syndicate på Loppen sidste forår. Men hans gavmilde blanding af numre fra hans
soloprojekter, gamle DS-numre og suveræne covernumre (bla. Lou Reeds Coney
Island Baby) koncerten igennem, imponerer og giver følelsen af at få besøg af
en gammel ven, der som bonus deler ud af anekdoter og røverhistorier. Steve lader
kæften gå mellem numrene, er veloplagt og underholdende og man føler sig
nærmest lykkelig!
Men lykkefølelsen skyldes først og fremmest hans seje stemme
og den sprøde elektricitet fra guitaren. Enkelt, men overdådigt.
Aftenen sluttedes med manér med et par ekstra omgange med
brdr. Bæ og Jesper inden Lick må hen til Steve, der mingler blandt det trofaste
publikum, og trykke hånd og sige pænt tak for en fed koncert. Benytter også
lejligheden til at fortælle Steve at vi er en flok der har fulgt ham gennem
mange år, siden deres stand-in koncert på Orange i Roskilde i ’86. ”That
concert meant a lot to us – we had never tried anything like that before
– or since!”
See you soon Steve! – Jeg er klar næste gang min elektriske
yndlingsonkel er byen.
Lick
