Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Licks Top 5 Album 2017

1.
Kevin Morby – City Music – Årets helt store oplevelse. Både i
form af dette overrumplende gode album og de to fantastiske koncerter – på
Roskilde og i Lille Vega. Der er håb for fremtidens RNR når der findes
kunstnere som Morby. Selvsikker, nysgerrig, styr på bagkataloget og masser
karisma. Jeg bliver aldrig træt af den plade.

2.
The War on Drugs – A Deeper
Understanding – A
Deeper Understanding er rockmusik fra et band, der ikke forsøger sig med nye
retninger og overeksperimenterende kompositioner. Den lettilgængelige
guitarrock, camoufleret i psykedeliske overgange og drømmende lydflader fra det
forrige album Lost In A Dream er stadig intakt. Det er The War On Drugs’ unikke
styrke, som Adam Granduciel læner sig opad. Alligevel er det tydeligt på A
Deeper Understanding, hvordan der er blevet opbygget en dybere forståelse for
de udpenslende lydflader og ulmende guitarstøj. Der fornemmes flere detaljer,
og det atmosfæriske lydbillede dominerer musikkens rytmik. Megafed koncert i
TAP1 i selskab med Onkel Snake. Lur mig om ikke Adam G. og drengene står på
Orange 2018.

3.
Big Thief – Capacity – Big Thief udkom sidste år med albummet
’Masterpiece’, og det er pudsigt nok et ord, der også passer på dette års
album, der bærer titlen ’Capacity.’

Tekstuniverset er som en roadtrip, der
fører os ud i forskellige scener fra det amerikanske landskab.

Forsanger Adrianne Lenkel
personificerer sine sange. Hun puster liv ind i dem, så de ikke føles som form.

Bandet er solen og støvet på
landevejen, de er de organiske kulisser omkring fortællingen.

Det er det, musik skal, når det er
bedst – give liv til fiktionerne, så de går rundt sammen med os og udvider
vores forståelse af livets skønhed og skærmydsler. Lyt til ”Mythological
Beauty” ligesom vi gjorde det rundt om lejrbålet på Foxys farm.

4.
Slowdive – Slowdive – Elguitarerne er sansebomber,
trommerne er kærlig disciplin, bassen en altruistisk pulsar, der får hårene til
at stritte på Dr. Licks tynde arme. Den støjende og verdensbyggende
shoegaze-rock har fået sig et smukt comeback med veteranerne i Slowdive. 22 år
efter debuten. Gav en af årets bedste koncerter på Roskilde 17.

5.
Mount
Eerie – A Crow Looked at Me – Hjerteskærende! Intet mindre. Phil Elverums afdæmpede
og nærmest tyste album er et mesterværk. Alt handler om tabet af hans elskede
kone til en kræftsygdom. Det er stærke sager. Er I klar til at blive overvældet
af de stærkeste følelser? Så hør dette album og bliv blæst væk af den intense
og ærlige sorg. Et fantastisk eksempel på, hvad musik kan.

Lick havde ellers prøvet meget på rockfronten. Men han havde
aldrig før været i Bremen. Hverken til teater, striptease, stand-up eller
koncert.

Men en gang skulle være den første – så sidste onsdag
luskede Lick og damen og spindoktor Kasper ind ad dørene til Simon Spies gamle
hotel Mercur bygning, ind under en kæmpe fotostat af den afdøde levemand og
rejsekonge og et par etager ned i kælderdybet til den smadderlækre bar og de
velourpolstrede sæder i Bremen.

Aaaahhh. Relaxing time…. 2 x opvarmning (prøv at tjekke
Pheobe Bridgers ud – hun er lækker og synger godt. Hun kommer vi til at høre
mere til…) og så var det tid til aftenens hovednavn.

Da Lick til RNRP-julefesten fortalte Dr. Rock at han skulle
til koncert med Conor Oberst kvitterede den tidligere RNR-professor aka TORRNP
med at hans syntes Oberst var et ”Asshole”. Således opstemt og med
forventningerne skruet i vejret kunne Conor Oberst gå på scenen. Og lad det
være sagt med det samme. Han var IKKE noget røvhul. Han var både sej, cool,
dygtig og meget åbenhjertig – og frem for alt: ægte!

Den tidligere frontfigur for musikkollektivet Bright Eyes, Conor
Oberst optrådte halvakustisk og var meget personlig den onsdag aften i januar
foran noget så sjældent for Lick som et siddende publikum i den hyggelige sal i
Bremen.

Den første halvdel af den udsolgte, intime koncert havde den
Nebraska-fødte singer-songwriter viet til stort set at spille hans seneste
skrabede, minimalistiske grublerier af et album ”Ruminations” i sin helhed.

Conor Oberst gjorde et stærk indtryk med sin vibrerende,
nærmest skælvende vokal og forsøgte ikke på at dække over den usikkerhed,
smerte og ensomhed der er sammenvævet i albummets tekstunivers.

Ofte sang Oberst som om han svedte nattens rystelser ud.

Oberst gjorde på forunderlig vis det tematiske sæt til et langt
udvidet tonedigt bestående af sparsomme bøhmiske rapsodier.(!!)

Lick havde naturligvis på forhånd sat sig ind i Conor Oberst biografi og
forstod straks at de følelsesmæssige udgydelser stammer fra en række
begivenheder, der har rystet Oberst’ karriere.

I slutningen af ​​2013, anklagede en kvindelig fan ham for
voldtægt i et indlæg på nettet.

Påstanden blev efterprøvet ved retten og resulterede i at
anklageren måtte udstede en undskyldning. Men skaden var sket for Oberst’
omdømme.

Kort tid efter anklagen om voldtægt røg den dengang 36 årige
Conor på sygehuset med en cyste i hjernen og forhøjet blodtryk, hvilket fik ham
til at aflyse den planlagte tur med Desaparecidos – et af hans mange
sideprojekter.

Det var i det hele taget ikke nemt at være Conor Oberst i
den periode….. og hændelserne gjorde at Conor flyttede fra Manhattan til sin hjemby
Omaha for første gang i næsten 15 år.

Det udløste den mest ærlige, rå musik, han havde skabt siden
begyndelsen af ​​2000’erne med Bright Eyes, hvilket pt. er kulmineret med
udgivelsen ”Ruminations” der er indspillet live på bare 48 timer!

Koncerten igennem roterede Oberst mellem klaver, akustisk
guitar og mundharmonika og kun ledsaget på scenen af en bass-spiller på noget
så sjældent som Fenders misfoster af en 6-strenget bassguitar fra midt-60’erne.

Koncerten varede mere end 2 timer – og man fornemmede hele
koncerten igennem at Oberst har et stort og trofast, fanatisk publikum i DK.
Der var rigtig god stemning i Bremen.

Koncertens højdepunkter var: “Gossamer Thin” – et episk
tonedigt hvor hovedpersonen Waltzing søger tilflugt i en række flossede
omstændigheder af utroskab og kaos. Også nummeret “Counting Sheep”,
der formulerer en sonisk rammefortælling om børns opfattelse af død og
sindssyge. Den sørgmodige ballade “Double Life” der skildrer håbet om
en bedre tilværelse på trods af en dyb kløft og brudte løfter.
På den blues’ede “You All Loved Him Once,” konfronterer Oberst skuffelsen
samtidig med at han langer ud efter samfundets vægelsindede adfærd.

Kæft mand! Lick har lyttet til “Ruminations” mange efter den
koncert. Det er en stille skive, men en fed skive – giv den en chance!

Og så blev Lick ekstra begejsret da Oberst krydrede sin egne
numre med coverversioner af The Replacements ”Here Comes a Regular” og Gillian
Welchs ”Everythng is Free”.

Tak for en god aften. Lick er stensikker gæst næste gang Conor
Oberst er i byen.

/Lick

Joe Purdy på Loppen, søndag den 20. november

”Godt man er den indebrændte, insisterende stædige og
hårdtarbejdende rocknroll-type” – tænkte Lick, da han en sen søndag aften
trillede mod Fristaden og Loppens lavloftede fristed for byens rockelskere.
Lick forventede ikke at det ville give ekstra RNRP-procentpoint eller noget.
Men det var ingen hemmelighed at han langt om længe var sluppet gennem nåleøjet
og blevet cheftræner for Virum-Sorgenfri
Boldklubs U10 fodboldpiger. Og samme søndag fra tidlig morgen havde han pisket
pigerne frem til tre fornemme 1-0 sejre og et enkelt knebent 2-3 nederlag til
Farum i den lave efterårssol på klubbens kunstgræsbane.

Ingen tvivl om, at han var en succes for klubben og han sad
solidt i trænersædet i en benhård branche hvor det kun er resultaterne der tæller…
Licks velkendte ærgerrige og resultatorienterede attitude var indpodet og
smittet af på fodboldpigerne, hvilket straks gav pote.

Inden turen kunne gå til Loppen skulle vores (snart)
hærdebrede, urstærke og klippefaste rockven Lick, liiige gennemføre det sædvanlige
30 km’s søndagstræningspas på rulleski i Grib Skov i absolut lortevejr. Men
træning i lortevejr hærder!! Og under træningsmottoet ”Aldrig under 30 km!!”
var der kun en vej – fremad!

Således smadret i kroppen, men lettet i sjælen og
forventningsfuld ankom Lick til koncerten med amerikanske Joe Purdy. Iklædt den
gode gamle forede flannel shirt styrede den tidligere dobbelte RNRP-professor
direkte i baren, som en anden westernhelt og bestilte en flaske afkølet
pilsnerøl. Ahhh! For en stund var den sædvanlig søndagsdepression og den
kommende, faretruende hverdagsuge der stod lige for døren – glemt. Og helt blank
blev tavlen visket da store flotte Snake værdigt tjekkede ind på patruljejobbet
og indfandt sig i baren med sit faste håndtryk og solide sømandsfrakke.

Nå du gamle – “..det var noget med en amerikansk countrysanger
som på 13 år har udgivet 14 album. Ham der droppede jobbet som high school
lærer i Arkansas og flyttede til Californien for at prøve lykken og hittede så
pludselig med nummeret ”Wash Away” fordi det i 2004 blev valgt som
titelnummeret i den landsdækkende ABC tv-serie Lost(!?)”.

“Ja sgu…” “Det er ham Purdy, der med afsæt i traditionel amerikansk folk viderefører
arven fra både Woody Guthrie og en ung Bob Dylan og en Gram Parson og fortolker
genren på sin helt egen særegne facon”.

Godt nok betegner Purdy sig selv som en
”Hillbilly fra Arkansas” men ingen røvballe-country her. Purdy er en übercool,
moderne, humoristisk og værdig fanebærer for den stolte og evigt aktuelle
americana/folkemusiktradition.

Godt så – folk var ved at indfinde sig på Loppen,
stearinlysene blafrede hyggeligt ved de små borde og Snake og Lick søgte med hver sin flaske øl i hånden op mod
den ledige plads lige foran mixerpulten, da aftenens opvarmning listede på
scenen med sin guitar. ”My name is Amy – I’m from Brooklyn, NY…”. Amy var solo,
sød og pæn og havde en dejlig vokal og en håndfuld stille sange. Men
patruljevagterne blev sgu lidt i tvivl om Fyrsten overhoved ville godkende
koncerten som en RNR-koncert, da Amy fnisende forsøgte sig med fællessang og
broadwayklassikere. Samtidig benyttede Amy sig af det – ifølge Fyrsten diskvalificerende – men blandt unge musikere og J Mascis, populære trick med
loops, hvor man optager sin stemme og/eller en akkord lag på lag og lader den
køre i sløjfe som backing.

Amy så skide sød ud og gik med overalls, men hun var kedelig
fejlcastet og hun forhindrede med sine meget, meget lavmeldte sange Snake og
Lick i at småsludre og komme med ironiske kommentarer om alt og alle. Amy gav
ingen ekstranumre.

I pausen hentede Lick en ekstra omgang og vores
patruljemakkerpar rykkede en anelse nærmere scenen. . Faktisk helt op til den
træsøjle der står midt for scenen og helt op i nakken på (viste det sig…)
landets største og vildeste Joe Purdy-fan. Dvs. de sædvanlige 2-3 meter fra den
optrædende kunstner. Klokken var nu 22.50 (og husk lige på at det stadig var en
søndag aften i november) og Joe Purdy gik endelig på scenen. ”Hi Folks – I’m
from a place called America. Just
want to say that it is not all americans who wants to build walls and who use
self tan!”. En gammel slidt akustisk guitar blev slænget over nakken og Purdy
satte I med nummeret “New Years Eve”, der afsluttes med bemærkningen ”That was the
last song I wrote last year” og han forsætter med ”Kristine”, der introduceres
som ”the first song I wrote this year… about 40 minutes later….;-)”. Purdy har
humor og han er på det seneste begyndt at skrive protestsange, selvom han
tidligere mest har gjort det i ”Cowboy Songs” som han selv kalder sit tidlige
materiale.

Hele den første del af sættet var baseret på sange fra hans
seneste album ”Who Will Be Next?”. Albummet er en lang perlerække af moderne
protestsange, der kredser om et Amerika hvor noget er helt galt, men også om et
Amerika som Purdy uomtvisteligt holder meget af. Det meget smukke nummer ”My country”
er nærmest en ny udgave af Guthries klassiker ”This land Is Your Land”.

Purdy leverede en rigtig fin koncert og formåede i over 1½ time
helt at fænge den lille publikumsskare med sit intense nærvær, den kraftfulde vokal og sin rå og
upolerede folkrock. Purdy blev på flere numre akkompagneret af vennen Charlie (!?)
Jolly på pedal steel og mandolin. Jolly gjorde det virkelig godt og gav Purdys
repertoire en ekstra dybde og tyngde. ”I
fuckin’ love you – man!” udbrød Purdy, da Jolly på rekordtid skiftede en streng
på Purdys eneste guitar. En af de mange historier Purdy fortalte mellem numrene
var, at han kort før starten af sin europaturné havde haft indbrud i sit hus i
Arkansas og fået stjålet det meste af sit gear og instrumenter. Det eneste
tyvene havde ladet stå var hans gamle guitar, som nu var den eneste han havde
med på tour. Politiet mente det skyldtes at tyvene ikke havde haft plads i
bilen. Det gode menneske Purdy var dog af den overbevisning, at det måtte være
fordi tyvene havde bare en lille smule medfølelse med deres offer……

Da Purdy annoncerede sit sidste nummer var kl. tæt på halv
et og det var altså blevet meget tidlig mandag morgen. Snake og Lick nikkede
indforstået. Snake fik ”Who Will Be next?” på vinyl. Det på tide at komme hjem
i seng.

En flot aften i selskab med charmerende Joe Purdy og en smuk
visuel tur gennem den store amerikanske nat var slut. “See you Joe…!”

/Lick

Dinosaur Jr. – Amager
Bio – onsdag den 9. november 2016

Støjhealing fra Amherst

Tredje koncert på en enkelt uge!! Det var november – og
koncertsæsonen var for alvor skudt i gang.

Professorkonkurrencen stod for døren, så for Lick var det
bare med at komme afsted, når gode gamle venner i form af Dinosaur Jr. gæstede
byen og Amager Bio.

Anderledes med Aceman. Han viste sig desværre ikke at være
det kvalitetsbevidste konkurrencemenneske han engang var. I sidste øjeblik
meldte det tidligere så afholdte patruljemedlem afbud til koncerten med sit
yndlingsband på grund af lidt snue og betændelse i pjæktarmen. Pudsigt nok
faldt afbuddet sammen med El Grande Finale i Den Store Kagedyst… Så der blev
hvisket i krogene blandt de tre seje fremmødte patruljemedlemmer – og bevares.
Det var da også sindtsygt spændende om drengeglade Sune skulle få styr på
kagecremen til hornet eller om friske Louise fra Herlev fik en dej i ovnen –
som man siger.

Men – kæreste Aceman! Det var en fæl brøler du gamle. Du
skulle have smidt divaneseren af ryggen og i stedet mødt op til patruljering i
den Amar’kanske biograf. Jeg garanterer at J. Mascis’ fræsende guitar, Lou
Barlows tordnende bas og Murphs dommedags trommespil ville have taget livet af
hver eneste nederdrægtige baktusse i din organisme. Du ville have vandret
renset, kureret og sprængfyldt med rocknroll energi ud i den våde og mørke
novembernat efter denne omgang kontante støjhealing.

Lick følte sig i hvert fald friskere og mere fit end
nogensinde da han forlod Amagers bedste rockhule efter et intenst sæt hvor
Dinosaur kom dejligt rundt i bagkataloget, leverede de forventede
publikumsfavoritter, hev et par gamle originale overraskelser ud af ærmet,
udfordrede med nye tonstunge heavyklodser fra deres seneste album og i det hele
taget virkede fokuserede og opsatte på at levere smæk for skillingen, som de vistnok
kalder det ude på Lorteøen!

Det var en onsdagsfornøjelse af de helt store at stå blandt
gode kammerater og ligesindede american underground feinschmeckere og nyde at
få blæst selv det korte hår helt tilbage. På et enkelt nummer endda akkompagneret
af noget så usædvanligt som et ekstra sæt trommer og et hyperelektrisk
mandolinlignende strengeinstrument. Begge instrumenter spillet af to
hårdtarbejdende roadies (den ene fyr i 100% reglementeret roadie-kluns i form
af en klassisk Saxon t-shirt!!)

Til venstre stod Snake det meste af koncerten med et lille
frækt og selvtilfreds smil på læben og drømte sig hjem til Ingerslevsgade 148.
Til højre var der smuk udsigt til selveste Fyrsten og Fyrstinden, der som et af
de eneste par i kongeriget formår at danse tæt og sensuelt til et
sønderlemmende drøn af et Dinosaur Jr. nummer. Fyrsten modstod fristelsen for
stage diving og dermed risiko for en ny helkropstackling af endnu et
koncertsalsgulv til en Dinosaur Jr. koncert. I stedet fik han på rekordtid trodset
alle fysiske love og blev sin grimme migræne kvit. Vupti! Hvem sagde
støjhealing?

Koncerten blev afholdt dagen efter Trumps valgsejr i De
Forende Stater. Men valget blev ikke nævnt med et ord fra scenen. Faktisk blev
der ikke udvekslet et eneste ord før J
Mascis afslutningsvis efter sidste ekstranummer sagde pænt ”Thanks” og forlod
scenen. Ikke så meget pis og lir. Bare ren og skær RNR.

Påfaldende var det også at der ingen – absolut ingen
kommunikation fandt sted mellem de tre bandmedlemmer. Ingen high fives, ingen
nik, ingen 1-2-3-4. Enten hader de hinanden (absolut en mulighed) eller også er
de bare så stenhamrende professionelle, erfarne og indøvede at det kun er med
deres instrumenter de ”taler” sammen?

Dinosaur Jr. mestrer den helt særlige og karakteristiske
blanding af syret støjrock og den underlæggende poetiske popmelodi. Egentlig et
paradoks at lytte til Mascis blide, let nasale vokal, mens han samtidig er i
stand til at flænse luften i rummet med sin forvrængede og dog knivskarpe
guitarlyd. Mascis – mere og mere forklædt som den onde troldmand Saruman fra
Ringenes Herre og totalt omringet af en mur af Marshall-forstærkere og en endda
en monitor i hovedhøjde mindre end en meter fra hans ansigt, så han er helt og
aldeles sikker på at kunne høre sig selv!! Barlow hamrede løs på basen, sprang
som loppe og legede gemmer bag sit store krøllede hår – dybt koncentreret om at
levere varen. Murph – åh pilskaldede Murph… han var der bare. Hver gang. På
hvert eneste god damn fuckin stenhårde og millimeterpræcise trommetæsk.

Ingen titler – ingen årstal? Nope. Fakta kan man læse i
Fyrstens anmeldelse J

Okay – min rocksjæl var renset og Lick var MEGET glad for
koncerten. Eneste bivirkning af støjhealingsbehandling fra dinosaur Jr. var den
hyldende tone i øregangen der fulgte med hjem på hovedpuden, men som langsomt
fortog sig i løbet af den kommende formiddag. Men gutter! Det må man tage
med, hvis man sammen med sine rockhelte vil drømme sig tilbage til en vild og
langhåret ungdom!

/Lick

”A Night for
Friendship” på første parket

Der var ikke så meget at betænke sig på da koncertkalenderen
for efterår/vinter 2016/17 skulle planlægges og et venue med amerikanske Steve
Gunn pludselig dukkede op på Husets hjemmeside.

Lick stod forrest i billetkøen, Onkel Snake og The Rock fik
en baglomme og fulgte straks trop. De to gutter har altid haft en udsøgt smag
når det gælder ny amerikansk rock spillet at cool brooklyntyper i stramme sorte
jeans og arbejdsstøvler.

Lick har længe lyttet til den produktive Steve Gunn, der på
rekordtid har udgivet 8 album.

Desværre missede Lick Steve Gunns gig på Roskilde 2015 på
Gloriascenen. Øv. Men det skulle der rådes bod på nu. Denne fredag i november.

Den genopstandne The Rock havde fået færden af en kommende
professortitel og inviteret til officielt RNRP-preparty med et friskt og super
aktuelt ”Tribute to Brooklyn” tema. Totalt i orden, pølserne var sprøde og
saftige – de nøje udvalgte numre med Brooklynkunsterne ligeså. Listen er lang
når man kigger på dygtige, banebrydende og anerkendte kunstnere med Brooklyn
baggrund.

Tjek selv her http://www.ranker.com/list/brooklyn-bands-and-musical-artists-from-here/reference

Lick fik The Rocks lækre hytte i Vanløse til at swinge med
She Keeps Bees og The Hold Steady. ”Fuck Radio Ethiopia man!.. I’m Radio
Brooklyn” hylede det seje patrulje-trekløver i vilden sky, mens Sara og Olivia
så måbende til 😉

Og så afsted til Huset. Fredag aften og byen er fuld af unge
folk på druk og ældre fyre på patrulje..!

Lick kan godt lide Huset. Stemningen er afslappet, scenen
intim og der var okay IPA på hanen i baren denne aften.

Stemningen holdt sig mere end afslappet mens de to canadiske
opvarmningssolister, hippie freaken Only Wolf og den instrumentale banjoekvilibrist
Nathan Bowles gjorde deres bedste for at udfordre det voksende, tålmodige og
høfligt applauderende publikum, der på ægte blomsterbarnsmanér sad i skrædderstilling
på gulvet. Ikke noget at sige til at vores Lick havde bange anelser for hvad
Steve Gunn så ville præstere. Gunns udgivelser svinger fra meget
eksperimenterende og direkte irriterende folk til rendyrket rocknroll. Hvad
havde vi i vente?

Det altid opportunistiske patruljetrekløver håbede på det
bedste, satsede hele butikken og satte sig drevent og erfarent på kanten af
scenens lille opkant og nød den sidste pint inden Steve gik på – og vupti var
vores helte på første parket med udsyn til ALT og jeg mener ALT!, da Gunn og
gutterne gik på scenen. Trommer (Nathan Bowles), bass, pedal steel/guitar og
Steve selv på lead guitar.

Alle Licks forventninger gik i opfyldelse. Kæft det var
godt. Et kort og tight sæt med hovedvægten på materialet fra Gunns seneste og
fremragende skæring (sikker plads på Lick top 5 for 2016) ”Eyes On The Lines”,
der er en lille koncentreret knaldperle af rockalbum med fængende optempo numre
og en isnende cool guitarlyd, der vækker minder om ikke kun Velvet og en ung
Lou på fx ”What Goes On” eller ”Pale Blue Eyes”, men også navnebroderen Steve
Wynn og The Dream Syndicate og sgu da også tidlig senhalvfjerser new wave a la
The Jam. Dog med enkelte referencer til lækker , dyb west coast lyd.

Steve er svær at sætte i bås og genre bestemme, men damn han
er dygtig – faktisk skidedygtig. Og er en af de få der med sit guitarspil og
vokal skiller sig ud fra mængden af amerikanske upcomin’ rock bands. Han har
formået at skabe sin helt egen (skal vi kalde det Brooklyn-) lyd. Samtidig
selvsikker og humoristisk på scenen, hvilket simpelthen fik publikum i
Musikcaféen og ikke mindst den forreste række (og især Onkel Snake) til at føle
sig rigtig, rigtig godt tilpas.

Perlerækken af fuldfede, tilbagelænede og groovy rocknumre
som ”Ancient Jules”, ”Full Moon Tide” og ”Nature Driver” er ganske enkelt
moderne rocknroll i meget høj kvalitet.

Bare ærgerligt at kun sølle 3/7 af patruljen dukkede op til
denne ”A Night for Friendship” på første parket.

Lick var der, Snake fik en signeret vinyl med hjem og The
Rock fik en sludder med den canadiske særling Only Wolf. En fed aften på
patrulje. Tak drenge!

Og lur mig om ikke Steve Gunn inden for det næste par år
fylder Store Vega eller lægger vejen forbi Roskilde en smuk sommernat. Jeg er
klar. Jeg er blevet fan. Og næste gang SKAL hele patruljen med.

/Lick

Scenen var sat. DR’s koncertsal – Jean Nouvels fine store cigaræske – en mørk og pivkold onsdag aften i november.

De ubestridte konger af amerikansk alternativ roots rock Wilco stod på billetten og var således steget noget i graderne siden deres danske debutkoncert på Loppen for mellem 20-25 publikummer for præcis 20 år siden.

Med Licks spindoktor Kasper og damen v. ringside, altid kvalitetsbevidste Jo og hendes mand Honduras-Klaus på balkon B og Schlauch, Lick og deres to skønne damer på balkon D kunne festen begynde.

Troede vi. Men det var svært at starte en fest med den akustiske og instrumentale guitarekvilibrist William Tyler. Bevares. Den sympatiske amerikaner er skidehamrende dygtig til sit strengeinstrument, men det stank af kammerkoncert og Kåre Norge og Schlauch mistede straks koncentrationen, legede med sin smartphone og begyndte i stedet at vinke til de to blinde høns Jo og Honduras-Klaus.

Her havde det nok været passende hvis Lick havde taget den laaaaange vandring ned i forhallen og købt et solidt depot af american pale ale til overpris. Men det polstrede sæde overmandet vores helt – og han blev siddende og lod sig døse hen i det smukke koncertrum og de sprøde akustiske toner fra Tyler.

En kort pause og endelig kommer Jeff Tweedy (bandleder, forsanger og guitarist) og resten af de fem særdeles kompetente musikere fra Wilco, hvoraf bassisten John Stirratt er eneste bandmedlem der har været med hele vejen, slentrende på scenen.

Scenen er dækket af et gigantisk ægte tæppe og spækket med instrumenter.

Et kort ”Hello” og Wilco sætter i gang med ”Normal American Kids” fra deres seneste album Schmilco fra sep. 2016.

Der er rigtig god stemning i koncertsalen og lyden er fantastisk fra første nummer. Akustikken er sprød, man nyder virkelig vellyden og det at alle instrumenter og vokalen kan adskilles og fletter sig smukt ud og ind mellem hinanden.

En imponerende sætliste på 26 numre og en koncertlængde på ca. 2½ time gør at Wilco kommer rundt i stort set hele bagkataloget og alle de undergenre de gennem årerne har dyrket eller blot strejfet.

13 album er det blevet til siden Tweedy opløste Uncle Tupelo i midten af 90’erne og i stedet dannede Wilco.

Sætlisten og koncerten tager publikum på rejse gennem klassisk country, folk, pure rock and roll, punk rock og støj rock med masser af distortion og sindssyg trommetorden fra fænomenet Glenn Kotche. Dette bedst udtrykt i Licks favoritnummer ”Misunderstood” (der også åbnede koncerten på Loppen for 20 år siden – credit: Schlauch) fra albummet Being There fra ’96. En smuk og hjerteskærende fortælling om at komme tilbage til sit gamle neighborhood, hvor man har følt sig misforstået (deraf titlen), men at man ”Still loves rock and roll”, hvilket fik koncertsalens vilde rockulve (her iblandt Lick) til at hyle mod himlen af fryd!

Wilco er sgu et sejt orkester. Selvom de flere gange har gæstet Danmark og også Roskilde Festivalen (senest 2007) har Lick aldrig oplevet dem live. Men for fanden mand! Det swinger, de er cool og de hviler med stor selvtillid i deres professionalisme uden at tendere det arrogante. En flok flinke fyre som man godt gad dele en øl med, mens man vendte skiver og delte røverhistorier.

Koncerten ender med to encore og hele den pæne sal står op (eller har rejsning om man vil…) til den sidste 1/3 del af koncerten.

Desværre sad Lick og Damen så bandet vendte ryggen til vores balkon. I koncertsalen er publikum placeres hele vejen rundt om scenen. Lick lod sig ikke genere, men Damen synes ikke det var i orden. Til gengæld havde vi sjældent godt udsyn til trommeslagerens mere og mere svedige ryg. Sååå deeet.

En smuk aften sluttede med den stemningsfulde ”Spiders (Kidsmoke)” fra 2004 albummet A Ghost is Born og de mange halv- eller helskaldede gymnasielærer og projektchefer og deres kammersjukker og damer dryssede tilfredse hjem og ud i den frostklare november nat.

/Lick

Licks Top 5 Album 2015

Blur – The Magic Whip

Suverænt
comeback indspillet I Hong Kong– classic Blur!! Coxon og Albarn er i storform og legesyge. Smuk vekslen
mellem dybde og tempo. Fine tekster om livet i midt 40’erne. Langtidsholdbart
album, der bare bliver bedre og bedre for gennemlytning.

Thåström
– Den morronen

Flere smukke breve fra min ven ”Pimme”. Enkle, isnende og stenhårde, men
poetiske melodier, der langsomt men sikkert bygger op til klimaks! Som altid:
Maskinstøj, lyden af ståldele og fræsende guitarer. Albummets numre fungerede
overraskende godt til begge af årets Thåström koncerter.

Jason
Isbell – Something More Than Free

Den tørlagte Jason Isbell leverer en hudløs og hjerteskærende omgang
countryrock på sit 5. soloalbum. Det tidligere medlem af Drive By Truckers har
fundet en selvsikker styrke i sit deprimerede sangunivers om død, ulykke,
misbrug og tab. Jason har selv været nede i lortet og kender en masse andre der
også har. Han vil gerne fortælle os andre om det! Det er svedigt, smukt og
sejt. Mega fed koncert i Store Vega sidste lørdag.

Waxahatchee – Ivy Tripp

Frontkvinde Katie Crutchfield er en dejlig lille singer/songwriter
skovtrold fra Birmingham, Alabama. Smuk og stemningsfuld plade, hvor der ind i
mellem sættes fuld gas på guitaren. Et oplagt Roskildeemne. Ellers ser vi hende
nok snart på Loppen en tirsdag aften….

Courtney
Barnett – Sometimes I sit and Think, and Sometimes I don’t

En lille knaldperle af et debut rockalbum fra den australske guitarist og
sangerinde. Vækker minder om 90’ertøser som pigerne i Veruca Salt, Juliana
Hatfield og Victoria Williams. Et must see for alle patruljedrenge på RF16.

Drengene,

Er nødt til at tippe jer: Husk at
tjekke op på en af mine helte – 100% Lick likes: Ryan Adams – Orange – torsdag
kl. 17

Manden er 41 år – men med et imponerende
og varieret CV bag sig.

Tjek lige: http://www.allmusic.com/artist/ryan-adams-mn0000808336/biography

Roots rock, punk rock, alternative
country, singer/songwriter – kald det hvad I vil. Han ER rocknroll!

Fantastisk at RF gafler ham til
Orange. En stor kunstner, med bagkataloget og referencerne SÅ! meget i orden.

Har oplevet ham et par gange i Vega.
Hver gang en stor oplevelse. Han er cool, fordrukken og har altid sin guitar
hængende det helt rigtige sted godt nede over hoften og lige under liningen af
sine stramme, slidte jeans. Wauw!

For begyndere: Tjek hans album: Gold
og Heartbreaker + det senste fra 2014 der bare hedder Ryan Adams.

I aften skal jeg i hvert fald nyde en
pils mens jeg lytter til hans Live-album fra Carnegie Hall udgivet i april i
år!

Ses vi?

Med venlig hilsen

Lick