Dinosaur Jr. – Amager
Bio – onsdag den 9. november 2016

Støjhealing fra Amherst

Tredje koncert på en enkelt uge!! Det var november – og
koncertsæsonen var for alvor skudt i gang.

Professorkonkurrencen stod for døren, så for Lick var det
bare med at komme afsted, når gode gamle venner i form af Dinosaur Jr. gæstede
byen og Amager Bio.

Anderledes med Aceman. Han viste sig desværre ikke at være
det kvalitetsbevidste konkurrencemenneske han engang var. I sidste øjeblik
meldte det tidligere så afholdte patruljemedlem afbud til koncerten med sit
yndlingsband på grund af lidt snue og betændelse i pjæktarmen. Pudsigt nok
faldt afbuddet sammen med El Grande Finale i Den Store Kagedyst… Så der blev
hvisket i krogene blandt de tre seje fremmødte patruljemedlemmer – og bevares.
Det var da også sindtsygt spændende om drengeglade Sune skulle få styr på
kagecremen til hornet eller om friske Louise fra Herlev fik en dej i ovnen –
som man siger.

Men – kæreste Aceman! Det var en fæl brøler du gamle. Du
skulle have smidt divaneseren af ryggen og i stedet mødt op til patruljering i
den Amar’kanske biograf. Jeg garanterer at J. Mascis’ fræsende guitar, Lou
Barlows tordnende bas og Murphs dommedags trommespil ville have taget livet af
hver eneste nederdrægtige baktusse i din organisme. Du ville have vandret
renset, kureret og sprængfyldt med rocknroll energi ud i den våde og mørke
novembernat efter denne omgang kontante støjhealing.

Lick følte sig i hvert fald friskere og mere fit end
nogensinde da han forlod Amagers bedste rockhule efter et intenst sæt hvor
Dinosaur kom dejligt rundt i bagkataloget, leverede de forventede
publikumsfavoritter, hev et par gamle originale overraskelser ud af ærmet,
udfordrede med nye tonstunge heavyklodser fra deres seneste album og i det hele
taget virkede fokuserede og opsatte på at levere smæk for skillingen, som de vistnok
kalder det ude på Lorteøen!

Det var en onsdagsfornøjelse af de helt store at stå blandt
gode kammerater og ligesindede american underground feinschmeckere og nyde at
få blæst selv det korte hår helt tilbage. På et enkelt nummer endda akkompagneret
af noget så usædvanligt som et ekstra sæt trommer og et hyperelektrisk
mandolinlignende strengeinstrument. Begge instrumenter spillet af to
hårdtarbejdende roadies (den ene fyr i 100% reglementeret roadie-kluns i form
af en klassisk Saxon t-shirt!!)

Til venstre stod Snake det meste af koncerten med et lille
frækt og selvtilfreds smil på læben og drømte sig hjem til Ingerslevsgade 148.
Til højre var der smuk udsigt til selveste Fyrsten og Fyrstinden, der som et af
de eneste par i kongeriget formår at danse tæt og sensuelt til et
sønderlemmende drøn af et Dinosaur Jr. nummer. Fyrsten modstod fristelsen for
stage diving og dermed risiko for en ny helkropstackling af endnu et
koncertsalsgulv til en Dinosaur Jr. koncert. I stedet fik han på rekordtid trodset
alle fysiske love og blev sin grimme migræne kvit. Vupti! Hvem sagde
støjhealing?

Koncerten blev afholdt dagen efter Trumps valgsejr i De
Forende Stater. Men valget blev ikke nævnt med et ord fra scenen. Faktisk blev
der ikke udvekslet et eneste ord før J
Mascis afslutningsvis efter sidste ekstranummer sagde pænt ”Thanks” og forlod
scenen. Ikke så meget pis og lir. Bare ren og skær RNR.

Påfaldende var det også at der ingen – absolut ingen
kommunikation fandt sted mellem de tre bandmedlemmer. Ingen high fives, ingen
nik, ingen 1-2-3-4. Enten hader de hinanden (absolut en mulighed) eller også er
de bare så stenhamrende professionelle, erfarne og indøvede at det kun er med
deres instrumenter de ”taler” sammen?

Dinosaur Jr. mestrer den helt særlige og karakteristiske
blanding af syret støjrock og den underlæggende poetiske popmelodi. Egentlig et
paradoks at lytte til Mascis blide, let nasale vokal, mens han samtidig er i
stand til at flænse luften i rummet med sin forvrængede og dog knivskarpe
guitarlyd. Mascis – mere og mere forklædt som den onde troldmand Saruman fra
Ringenes Herre og totalt omringet af en mur af Marshall-forstærkere og en endda
en monitor i hovedhøjde mindre end en meter fra hans ansigt, så han er helt og
aldeles sikker på at kunne høre sig selv!! Barlow hamrede løs på basen, sprang
som loppe og legede gemmer bag sit store krøllede hår – dybt koncentreret om at
levere varen. Murph – åh pilskaldede Murph… han var der bare. Hver gang. På
hvert eneste god damn fuckin stenhårde og millimeterpræcise trommetæsk.

Ingen titler – ingen årstal? Nope. Fakta kan man læse i
Fyrstens anmeldelse J

Okay – min rocksjæl var renset og Lick var MEGET glad for
koncerten. Eneste bivirkning af støjhealingsbehandling fra dinosaur Jr. var den
hyldende tone i øregangen der fulgte med hjem på hovedpuden, men som langsomt
fortog sig i løbet af den kommende formiddag. Men gutter! Det må man tage
med, hvis man sammen med sine rockhelte vil drømme sig tilbage til en vild og
langhåret ungdom!

/Lick