Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Postbudet ringet altid to gange, eller er det tre?

I dag har jeg i hvert fald både haft besøg af den kongelige danske hof-postleverandør, og GLS og efter deadline i går var der nok en kongelig nordisk leverance, som endog skulle forbi Toldvæsenet, fint skal det være. Og når jeg glædes over at toldregningen kun var på 250,- – så skyldes det mest, at de to forrige fortoldede leverencer aldrig nåede frem, vel og mærket efter at jeg havde betalt told…

Ups, jeg kom til at publicere inden jeg havde skrevet færdig – check tilbage senere!

Men i dag kom først Pure Hell’s Noise Addiction, som er det første sorte punk band (ikke Bad Brains, som jeg også troede indtil for få uger siden. Noise Addiction er indspillet i 1978, men først udgivet fornyeligt. I deres samtid udgav de kun en single,,, ærgerlig ærgerligt for datiden, fedt for os der får fed ny punk nu. For det ér virkelig fedt, Hendrix møder Stooges, møder… Elektrisk, dynamisk, følt, melodisk, hårdt… Nice!!!

Sammen med Pure Hell kom en anden perle, hvis man smugkigger på fotoet ovenfor, så er maleriet teksten fra a-siden af singlen, med min afdøde yndlings syre og blues musiker Jeffrey Lee Pierce… Udgivet posthumt i 2004.

Nå, den anden pakke var en retur med “du er ikke alene”, som køber ikke gad hente. Og den tredje får sin egen lille postkasse-omtale ved lejlighed…

I øvrigt går det fint med jobsøgning, men hvis nogen søger en musikskribent, politisk rådgiver eller lignende, så lad mig gerne høre!

Kh.
WASP

Så kom The Dream Syndicates nye album, These Times, og ikke helt uden forventninger oven på 2017s How did I Find Myself Here, som ut. havde som årets bedste album, og 2018s Record Store Day udgivelse: How We Found Ourselves…Everywhere!, som absolut også er adskillige gennemlytninger værd.

Det er selvfølgelig altid mega hyggeligt at få besøg af onkel Steve og hans venner, som vist endda nu er i helt original besætning – og jeg skal da også anbefale at man anskaffer sig denne, såvel som alle tidligere Dream Syndicate udgivelser. Om ikke andet så for nybegyndere fordi man så også stifter kendskab til en helt ny genre, paisley underground, hvilket du kan google og læse mere om andetsteds… Eller fordi musik selvfølgelig skal høres på vinyl (og film skal ses i biografen)… Nu bevæger jeg mig ud poet sidespor, hvilket er min spidskompetence … Kort sagt, så fangede These Times mig ikke i første gennemlytning. I hvert fald ikke i samme grad som “How did I…” Men jeg lover – jeg skal nok genlytte snarest!!!

Samtidig – så har Drunken Sailor Records, som løbende udgiver punk-perle efter punk-perle lige smidt Heterofobia’s debut album (12” 45rpm) på gaden. Heterofobia er fra Monterey Mexico (udtales MeHiKo) – og der er virkelig knald på den rent spansk-sprogede knaldperle Queremos Ver El Mundo Arder (vi ønsker at se verden brænde, oversætter Google det til). Den skal bare høres, og føles, for det kan man ikke undgå, selvom man ikke forstår et ord spansk!!!

Kh
WASP

Gårsdagen bød på hektisk aktivitet i forhold dagens 50årsdag, som vi glæder os til – men der blev også lige tid til at hente pakken fra Escho Records.

Har fået gennemlyttet Ice Age’s 2018 album, Beyondless.

Albummet er en positiv overraskelse, dvs. jeg havde smuglyttet lidt på forhånd, og vidste at drengene har udviklet deres udtryk (hvis jeg skrev “til det bedre” ville det lyde som om jeg ikke kunne li’ deres tidligere udgivelser hvilket er helt forkert. Jeg var vild med New Brigade fra 2010, og fik oplevet Ice Age live et par gange i de år (anmeldt andetsted her), men jeg synes 2013’s You’re Nothing manglede noget og fik aldrig hørt 2014 opfølgeren). Men i Beyondless er der kommet flere elementer ind i Ice Age’s musik, og det kan jeg sgu’ godt li’… Lyt selv!!!

Gullo Gullo, Raw Moon, 2019
Gullo Gullo er (for mig) et ubeskrevet blad, dansk punk, med gode takter. Raw Moon er deres debut.

Forsangerers vibrerende vokal minder mig til tider om Jeffrey Lee Pierce (pas dog på med ikke at overdrive det, så virker det påtaget og riskerer at virke som et forsøg på ren teknisk opvisning, a la nationalsang på amerikanske stations).

Men generelt er jeg på og opstemt af Raw Moon, universet er på den dystre og følsomme side. Fedt nok Gullo Gullo!!

kh.
WASP
Wookiee Alabama Sort Phyrste

Kære rock’n’rollers

Her har I min 2018-liste, som jeg rundsendte 4. januar (bedre sent end aldrig på bloggen…):

1. Lucy Dacus – historian. Fed koncert i Stengade med Asser og Kathrine. Særligt nummeret timefighter rykker for vildt… Min klart mest hørte skive i 2018…

2. Coutney Barnett – tell me how you really feel. Fed koncert i Vega. Rålyttede til denne plade i sommerferien, mens jeg malede ødegården… I stærk konkurrence med ovennævnte om at være spillet mest i 2018…

3. Whispering Sons – Image. Måske lidt en outsider. Men spændende nyt band med en fed 1980’er-lyd. Jeg ved det lyder lidt som en moderne kopi af joy division og at pladen måske ikke helt holder topkvaliteten hele vejen igennem. Men et par af numrene rykker sgu for vildt. Prøv at lytte til nummeret “alone”, så er I forhåbentlig solgt til stanglakrids….

4. Idles – Joy as an act of resistance. Fed koncert med Anton på Loppen. Fed plade, men mere koncertegnet musik egentlig… Fantastisk dynamik på scenen…

5. Passenger – Runaway. Fed skive som har roteret næsten konstant i Ibsgaarden, mest fordi Alberte er en stor fan. På kanten af pop, men det svinger, så man bliver helt afhængig…

Må bruge tiden til noget fornuftigt …

Hvornår kommer Professor-konkurrence-tema?!?

Dagens post: Drenge, Strange Creatures, udg. 2019-02-22.

Til gengæld har PostNord mistet mit Sharon Van Ettan bundle… Det efter jeg havde betalt straf-told. Fuck dem… Jeg har meldt dem til politiet, Amager-Halshug!!!

Kh
WASP

WASP’s Top 5 – 2018
(Kun udvalgt blandt de albums jeg har købt på vinyl)

5. Sudakistan, Swedish Cobra, 7/11/18. Swedish Cobra var nomineret til svenske gaffa-priser, men vandt mig bekendt ingen. Jeg synes klart det er en fed skive, tror den ryger ind på top 5…. Selvom jeg endnu ikke har spottet lige så mange hits som på debutalbummet Caballo Negro fra 2015, så er f.eks. Caminos, Swedish Cobra og Two Steps Back super numre som både har de ret unikke kombinationer af rytmer og det spanske som er med til at gøre Sudakistan til Sudakistan.

4. De Underjordiske, Flænger i luften, 18/04/18. Året burde have stået i De Underjordiske’s navn, ikke kun for nogle af os… men hele landet… Vi nåede 3-4 koncerter i år, og var nærmest groopie-agtige ved release koncerten hos Beat. Fyrstinden indikerer, at jeg er mentalt retarderet fordi de ikke får plads nr. 1. Ordinær vinyl og Ltd. Ed. guld vinyl.

3. Courtney Barnett, Tell Me How You Really Feel, 18/05/18. Puuhaa hvor er hun bare fed. Et sted i toppen af Top 5 uden tvivl.

2. Gøggs, Pre Strike Sweep, 28/11/18. Måske årets album, definitivt på top 5. “This is not a side-project, it is a necessity.”, skriver Chris Shaw, Ty Segall’s medstifter af Gøggs med Charles Moothart som tredjemand. Og Pre Strike Sweep stinker nærmest af ‘nødvendighed’, ligesom debuten fra 2016 et intenst, hårdt og smådystert album, men et af slagsen som giver en lyst til at slå igen, stå imod og blive ved. Dette uden at jeg faktisk ved hvad gutterne synger, så dybt er jeg ikke kommet. Ltd. Ed. transparent gold vinyl.

1. Viagra Boys, Street Worms, 28/09/18. Mine svenske darlings, blandt en del andre svenske darlings sparkede røven ud af Vega, og tak for føds-gaven Ace, og det samme gør Street Worms – klar top 5, og klart årets album. Ja, lyt dog selv!! (vandt svensk gaffa for årets rock-udgivelse). 180g hvid vinyl.

Runners up og andre 2018-udgivelser

Calexico, The Thread That Keeps Us, 26/01/18. Fint album, har ikke fået hørt det nok til, at det kan komme i betragtning.

Denim & Leather, Sacred Autism, 18/05/18. Har heller ikke ligger meget på afspilleren, da den skræmmer kat, kone, børn og naboer. Ellers en flot Ltd. Ed. i gul vinyl. Sacred Autism er (ekstrem) hardcore UK punk, med uhyggeligt meget knald på. Udgivet på Drunken Sailor Records, som sidste år bl.a. udgav Booji Boys fede debut og opfølgeren. Tror de er for kompromisløse for en halvgammel geezer som mig, til at de kommer på top 5. (selvom der faktisk er mindst et stille nummer).

The Dream Syndicate, How We Found Ourselves … Everywhere!, 21/04/18. RSD-udgivelse med genindspilninger af seks numre, som tidligere er udgivet på blandt andet 2017’s how We Found Ourselves Here. Fed skive, men uden for bedømmelse.

Goat Girl, Goat Girl, 6/04/18. De første par numre minder lidt om She Keeps Bees, både vokal og univers. Goat Girl er dog lidt hårdere, i hvert fald end de nyeste SKB’s. og måske alligevel ikke…. Jeg synes sgu’ det er fedt, dybtfølt musikalsk varieret og pirrer min nysgerrighed lige som deres genrebeskrivelse SciFi-fusion. Synes måske nok der mangler lidt tyngde musikalsk og indholdsmæssigt for at holde hele vejen hjem. Flot violet Ltd ed LP.

Drenge, Authonomy, 5/10/2018. (12″ derfor ikke medtaget).

Courtney Barnett, City Looks Pretty, 21/04/18. RSD-udgivelse (12″ derfor ikke medtaget).

Nick Cave & The Bad Seeds, Distant Sky (Live In Copenhagen), 28/09/18. Ltd. ed. (12″ derfor ikke medtaget).

Sista Bossen, Tio Låtar Om Privilegierat Lidande, 8/06/18, (7″ep. derfor ikke medtaget).

Idles, Joy as an act of ressistance, 31/08/18. Da jeg kun må vælge 5 til top 5… Så havner Idles desværre uden for…

Dream Wife, Dream Wife, 26/01/18. Åhh, missede Dream Wife til efterårets koncert her i byen. Må se om jeg kan fange de unge mennesker en anden gang. Der er god intensiv, fede rytmer, guitar og catchy ørehængere plus indhold og holdninger… Og alligevel er vi i den lettere, let poppede afdeling. Har vildt lyst til at tage tøserne med i top 5, men nej… Ltd. Ed. rød vinyl.

Godt nytår!!!
kh
WASP

5. Sunflower Bean – Twentytwo In Blue

Nyt bekendskab i 2018. Sunflower Bean kommer fra New York og rummer alt fra alternative til Indie rock. Hør ’Human For’

4. Marianne Faithfull – Negative Capability

For helvede hvor er det et godt album. Jeg har ikke hørt meget til Marianne Faithfulls første 20 studiealbums, men jeg kommer til at høre Negative Capability. Marianne Faithfulls stemme lyder som hendes alder og erfaringer, og sangene handler om kærlighed, længsel, skuffelser, terrorisme og død. Med de temaer er valget af producere med Rob og Warren Ellis fra henholdsvis Pj Harvey og The Bad Seeds lejrene helt perfekt. Hør Loneliest Person

3. Ezra Furman – Transangelic Exodus

På Ezra Furmans 8 album er han umiddelbart mindre vred og desperat end på Perpetual Motion People, men har absolut fortsat meget på hjertet. Det er der kommet et virkelig smukt album ud af. Hør ’Driving down to L.A.

2. IDLES – Joy as an act of Resistance

Her er intet nyt. Idles lyder fuldstændig som de skal. Det er befriende at høre et band der står inde for deres holdninger, og dem har Idles mange af. Ved liveoptrædener har man oplevelsen af, at Joe Talbots indestængte vrede kan eksplodere hvert øjeblik, for så pludseligt at blive afblæst af hjertelig britisk humor. KEXP kårede ’Joy as an act of Resistance’ til årets album. Det er ikke uden grund. Hør deres liveoptræden på KEXP

Simon Heggum skrev I Gaffa efter koncerten på Loppen:
IDLES har muligvis det mindst punk publikum, jeg nogensinde har set til en sådan koncert. Dette skyldtes nok, at bandet på en eller anden facon har fået imaget af at være det nye band, som musiknørder anno 2018, elsker. Du ved – vi sære typer, der stadig går op i vinyler og genrekonventioner og streamer hele albums, selvom det er totalt passé i andres øjne. Et overvejende publikum af ældre mænd. Jeg stod således kort inden koncerten og røg en cigaret sammen med en flok af disse, der diskuterede deres sommerhuse i Nordsjælland. Ikke specielt punk! IDLES har leveret højdepunkter de sidste to år i form af debuten Brutalism og dette års Joy as an Act of Ressistance, som undertegnede tildelte 6 stjerner for et par måneder siden for nærværende magasin. Jeg var hurtig til at tildele pladen den vilde titel ”årets rockudgivelse”, og det står jeg stadig ved. IDLES blæser på tidens trend og leverer hård, punket rockmusik med mundrette, velskrevne tekster og tillader sig samtidigt at mene noget med dem.

1. Courtney Barnett – Tell Me How You Really Feel

Ubetinget det album jeg har hørt mest i 2018. Den støvede, skramlende lyd minder mig om Pavement, og numrene passer perfekt til en gråvejrs søndag, sørgmodige, opgivende og intense Hør hele albummet

De har også været I spil
a. A Place to Bury Strangers – Pinned
b. Rolling Blackouts Coastal Fever – Hope Downs
c. Parquet Courts – Wide Awake
d. Spiritualized – And Nothing Hurt