Dinosaur Jr.
9. November 2016
Amager Bio

Man siger, at der ikke gror mos på en rullesten. Hvis det er rigtigt, så var der ikke meget mos til stede i Amager Bio onsdag aften, hvor der var fornemt besøg fra Amherst, Massachusetts. Staten, hvor 61% af indbyggerne dagen inden havde peget på Clinton som ny præsident, og desuden stemt FOR at tillade marihuana.

Massachusets havde som sagt sendt deres fineste repræsentanter til Amager. Dinosaur Jr. var på besøg, og for mange af os var det juleaften.

Forinden skulle vi dog igennem et af de mest forfærdelige opvarmningsbands som Snake længe har oplevet. Navnet er glemt, men de to midaldrende tyskeres pinlige forsøg på at være friske og ungdommelige får stadig tæerne til at krølle sammen. Øv.

Der måtte et par gode julebryg til at rette tæerne ud igen. Aahh!

Udover Snake var Lick, DSF, DSFs dame, Mette, Kasper, Julie og endelig Snakes gamle kolleger Mads og Brian til stede. Man har det sku godt i venners lag.

Nu gik Dinosaur på scenen. Mascis har stadig det lange grå hår, og mindede på en sær made om Poul Kjøller. Lick bemærkede, at man spontant spejdede efter Kaj og Andrea dukker på højtalerne, som i øvrigt fuldstændigt omsluttede J Mascis. Cool.

Udover Mascis var der Murph på trommer og Lou Barlow på bas. Murph var kronraget og Lous ansigt så man stort set ikke på grund af et mega-garn der dækkede det meste af ansigtet.

Langsomt byggede bandet en imponerende støjmur op, og gamle klassikere vekslede med numre fra de seneste års plader. Vokalen gik på omgang mellem Mascis og Barlow, der supplerede hinanden fremragende. Blandingen af støjrock og catchy melodier en vinderkombi som stadig holder 100%, og på trods af alderen virkede alle tre bandmedlemmer bade tændte og til stede.

Publikum var en blanding af både unge og mere modne typer, som viser at der stadig er efterspørgsel efter den vare som Dinosuar leverer. Oppe foran kom der mere og mere gang i publikum, og langsomt blev der gang i en større og større mosh-pit foran scenen. Det rykkede i Fyrstens krop, men fornuftens stemme fortalte ham, at det var en skidt ide at gentage det legendariske stagedive fra koncerten i Vega, mange år tilbage.

Som sagt var det dagen efter præsidentvalget, og mange kunstnertyper havde sikkert benyttet lejligheden til at sige et par sandheder om Mr. Trump, men ikke Mascis. Der blev faktisk ikke mælet et eneste ord pånær et afsluttende “thanks”, da det hele var overstået.

Et af de sidste numre var Freakscene, hvor tankerne uvilkårligt gik til Ace-man, der havde meldt sig syg denne aften, hvor der selvfølgelig også var den store bagedyst i fjernsynet.

På vej hjem i Renaulten tordnede Dinosaur ud af de små bilhøjtalere mens Snake tordnede af sted på Holbækmotorvejen mod Roskilde. Dagen efter foregik altid med en svag hyletone i baggrunden som en constant påmindelse om et klassisk støjrockband, der stadig kan levere varen. Tak.