Joe Purdy på Loppen, søndag den 20. november

”Godt man er den indebrændte, insisterende stædige og
hårdtarbejdende rocknroll-type” – tænkte Lick, da han en sen søndag aften
trillede mod Fristaden og Loppens lavloftede fristed for byens rockelskere.
Lick forventede ikke at det ville give ekstra RNRP-procentpoint eller noget.
Men det var ingen hemmelighed at han langt om længe var sluppet gennem nåleøjet
og blevet cheftræner for Virum-Sorgenfri
Boldklubs U10 fodboldpiger. Og samme søndag fra tidlig morgen havde han pisket
pigerne frem til tre fornemme 1-0 sejre og et enkelt knebent 2-3 nederlag til
Farum i den lave efterårssol på klubbens kunstgræsbane.

Ingen tvivl om, at han var en succes for klubben og han sad
solidt i trænersædet i en benhård branche hvor det kun er resultaterne der tæller…
Licks velkendte ærgerrige og resultatorienterede attitude var indpodet og
smittet af på fodboldpigerne, hvilket straks gav pote.

Inden turen kunne gå til Loppen skulle vores (snart)
hærdebrede, urstærke og klippefaste rockven Lick, liiige gennemføre det sædvanlige
30 km’s søndagstræningspas på rulleski i Grib Skov i absolut lortevejr. Men
træning i lortevejr hærder!! Og under træningsmottoet ”Aldrig under 30 km!!”
var der kun en vej – fremad!

Således smadret i kroppen, men lettet i sjælen og
forventningsfuld ankom Lick til koncerten med amerikanske Joe Purdy. Iklædt den
gode gamle forede flannel shirt styrede den tidligere dobbelte RNRP-professor
direkte i baren, som en anden westernhelt og bestilte en flaske afkølet
pilsnerøl. Ahhh! For en stund var den sædvanlig søndagsdepression og den
kommende, faretruende hverdagsuge der stod lige for døren – glemt. Og helt blank
blev tavlen visket da store flotte Snake værdigt tjekkede ind på patruljejobbet
og indfandt sig i baren med sit faste håndtryk og solide sømandsfrakke.

Nå du gamle – “..det var noget med en amerikansk countrysanger
som på 13 år har udgivet 14 album. Ham der droppede jobbet som high school
lærer i Arkansas og flyttede til Californien for at prøve lykken og hittede så
pludselig med nummeret ”Wash Away” fordi det i 2004 blev valgt som
titelnummeret i den landsdækkende ABC tv-serie Lost(!?)”.

“Ja sgu…” “Det er ham Purdy, der med afsæt i traditionel amerikansk folk viderefører
arven fra både Woody Guthrie og en ung Bob Dylan og en Gram Parson og fortolker
genren på sin helt egen særegne facon”.

Godt nok betegner Purdy sig selv som en
”Hillbilly fra Arkansas” men ingen røvballe-country her. Purdy er en übercool,
moderne, humoristisk og værdig fanebærer for den stolte og evigt aktuelle
americana/folkemusiktradition.

Godt så – folk var ved at indfinde sig på Loppen,
stearinlysene blafrede hyggeligt ved de små borde og Snake og Lick søgte med hver sin flaske øl i hånden op mod
den ledige plads lige foran mixerpulten, da aftenens opvarmning listede på
scenen med sin guitar. ”My name is Amy – I’m from Brooklyn, NY…”. Amy var solo,
sød og pæn og havde en dejlig vokal og en håndfuld stille sange. Men
patruljevagterne blev sgu lidt i tvivl om Fyrsten overhoved ville godkende
koncerten som en RNR-koncert, da Amy fnisende forsøgte sig med fællessang og
broadwayklassikere. Samtidig benyttede Amy sig af det – ifølge Fyrsten diskvalificerende – men blandt unge musikere og J Mascis, populære trick med
loops, hvor man optager sin stemme og/eller en akkord lag på lag og lader den
køre i sløjfe som backing.

Amy så skide sød ud og gik med overalls, men hun var kedelig
fejlcastet og hun forhindrede med sine meget, meget lavmeldte sange Snake og
Lick i at småsludre og komme med ironiske kommentarer om alt og alle. Amy gav
ingen ekstranumre.

I pausen hentede Lick en ekstra omgang og vores
patruljemakkerpar rykkede en anelse nærmere scenen. . Faktisk helt op til den
træsøjle der står midt for scenen og helt op i nakken på (viste det sig…)
landets største og vildeste Joe Purdy-fan. Dvs. de sædvanlige 2-3 meter fra den
optrædende kunstner. Klokken var nu 22.50 (og husk lige på at det stadig var en
søndag aften i november) og Joe Purdy gik endelig på scenen. ”Hi Folks – I’m
from a place called America. Just
want to say that it is not all americans who wants to build walls and who use
self tan!”. En gammel slidt akustisk guitar blev slænget over nakken og Purdy
satte I med nummeret “New Years Eve”, der afsluttes med bemærkningen ”That was the
last song I wrote last year” og han forsætter med ”Kristine”, der introduceres
som ”the first song I wrote this year… about 40 minutes later….;-)”. Purdy har
humor og han er på det seneste begyndt at skrive protestsange, selvom han
tidligere mest har gjort det i ”Cowboy Songs” som han selv kalder sit tidlige
materiale.

Hele den første del af sættet var baseret på sange fra hans
seneste album ”Who Will Be Next?”. Albummet er en lang perlerække af moderne
protestsange, der kredser om et Amerika hvor noget er helt galt, men også om et
Amerika som Purdy uomtvisteligt holder meget af. Det meget smukke nummer ”My country”
er nærmest en ny udgave af Guthries klassiker ”This land Is Your Land”.

Purdy leverede en rigtig fin koncert og formåede i over 1½ time
helt at fænge den lille publikumsskare med sit intense nærvær, den kraftfulde vokal og sin rå og
upolerede folkrock. Purdy blev på flere numre akkompagneret af vennen Charlie (!?)
Jolly på pedal steel og mandolin. Jolly gjorde det virkelig godt og gav Purdys
repertoire en ekstra dybde og tyngde. ”I
fuckin’ love you – man!” udbrød Purdy, da Jolly på rekordtid skiftede en streng
på Purdys eneste guitar. En af de mange historier Purdy fortalte mellem numrene
var, at han kort før starten af sin europaturné havde haft indbrud i sit hus i
Arkansas og fået stjålet det meste af sit gear og instrumenter. Det eneste
tyvene havde ladet stå var hans gamle guitar, som nu var den eneste han havde
med på tour. Politiet mente det skyldtes at tyvene ikke havde haft plads i
bilen. Det gode menneske Purdy var dog af den overbevisning, at det måtte være
fordi tyvene havde bare en lille smule medfølelse med deres offer……

Da Purdy annoncerede sit sidste nummer var kl. tæt på halv
et og det var altså blevet meget tidlig mandag morgen. Snake og Lick nikkede
indforstået. Snake fik ”Who Will Be next?” på vinyl. Det på tide at komme hjem
i seng.

En flot aften i selskab med charmerende Joe Purdy og en smuk
visuel tur gennem den store amerikanske nat var slut. “See you Joe…!”

/Lick