Torsdagen kom og man havde næsten allerede rystet arbejdslivet af skuldrene og de første bedøvende tømmermændstendenser var på banen.
Ace og jeg havde sat os for at høre Frank Fairfield, en vestkyst amerikaner, som grangiveligt lyder som om han aldrig har sat fødderne uden for Appalacherne, Tennessee. Old School country/bluegrass med en original lyd, som minder mig om optagelser fra 30erne.
Koncerten var henlagt til Gloria, kl. 17.45, hvilket i princippet var en god ting, så bortset fra ærgelsen over at skulle ud af det smukke vejr og de 10 minutters kø, så var vi friske. Ace og jeg var i øvrigt ledsaget af Liz, som frygtløst kastede sig ud i et nyt musikalsk område.
Desværre var lydniveauet, lige som albummet, ekstremt afdæmpet. Det betød, at enhver dæmpet samtale overdøvende Frank F., uagtet om det var guitar, banjo eller sang, så det fyldte Gloria fik ikke nogen stor oplevelse, ærgeligt, ærgeligt, ærgeligt. Ingen bebrejdelser til Frank F. mens de lydansvarlige på Gloria forhåbentlig får meget røde ører… … … Jeg kan ikke uddele smileys til Frank F. for koncerten:
– men hans album: “Out on the open west” får 
/6.
– Gloria får 
/6 for, lyd etc.
Min hukommelse svigter p.t. i fht. hvad jeg/vi hørte derefter. Jeg havde på forhånd udseet mig: The Lumineers, kl. 19, Odeon, inden torsdagens helt store navn: Savages kl. 20.00 på Pavilion. Jeg må vende tilbage hvis jeg mod forventning kommer i tanke om koncerten. Men denne weekends overnatning og shoppetur i Malmö bød faktisk på en Lumineers oplevelse. I Åhlens varehus spillede de søndag eftermiddag Lumineers-hittet, fra Ace’s Roskilde 2013 CD: ‘Ho Hey’, et ganske ok sing-along nummer, men heller ikke mere…
Savages, Pavilion 20.00
På forhånd havde jeg anskaffet mig både album ‘Silence yourself’ på cd og live LP(eller maxi) ‘I am here’ – begge dele top-klasse udgivelser.
Koncerten levede faktisk fuldt ud op til udgivelserne. I modsætning til de debutterende danske bands som spillede om onsdagen, så formåede Savages at levere en koncert hvor både det musikalske udtryk og scenefremtræden var stærk, tilstedeværende og røv-cool!!! Forsanger Jehnny Beth er et energibundt af indelukkede følelser: smerte, vrede, vilje og en masse andre fede følelser. Deres album kommer sten sikekrt til at ligge stabilt på diverse af mine afspillere.
Koncerten får: 
Snart bliver det fredag,,,,
Alabama/ Den Sorte Fyrste
