DE FEM BEDSTE
ALBUMS I 2017
PROFESSORENS VALG
 |
 |
 |
 |
 |
1. Kevin
Morby: City Lights
Kevin lagde
Professoren ned flere gange i 2017. Første gang på Pavillion, hvor han leverede
festival-koncert nummero Uno i 2017. Det er lyden af legenderne fra New York.
Et mix af Dylan og Reeds nasale stemmer i blandet Tom Verlaines guitarspil. Og
så er der sørme også en hyldest til Ramones. Fedt fedt fedt. Den bliver hørt
rigtig meget hos Professoren.
2. Big Thief: Capacity
Noget af det gode
ved RNRP er, at vi holder i hinanden lidt oppe på tæerne når det gælder ny
musik. De små opgaver kombineret med en sund konkurrencementalitet gør, at man
sku hele tiden bliver pisket til at opsøge nye perifære bands, og ikke bare kan
fortsætte med bevidstløst at vende pladen med Neil/Bob/Lou/Bruce. You know the
drill. I forbindelse med Rock på Foxys
Farm var vi flere der var faldet for Brooklyn bandet, Big Thief. Jeg har dyrket
deres skive en del. Det er på sin vis hørt før, men så alligevel ikke. Efter et
stykke tid begynder man at lytte til teksterne som er kulsorte. Fed musik til
en januar-depression.
3. Thåstrøm: Centralmassivet
Thåstrøm,
Thåstrøm, Thåstrøm. Hvad skal jeg sige. En plade, der bare blæser en bagover
fra første tone. En hyldest til Malmø, der får tårerne frem i øjnene. Aldrig har hans band mindet så meget som om
Bad Seeds. Centralmassivet er et et kæmpe værk, som det sikkert kommer til at
tage et stykke tid at bestige 100%. Det er bare pisse godt. Pimme må godt komme
forbi Dyrskuepladsen til sommer.
4. Slowdive: Slowdive
Jeg frygtede
lidt, at jeg skulle falde i søvn til Slowdive på festivalen i år, hvor de var
på lørdag eftermiddag, men selvom jeg var lidt bagstiv var det fantastisk bare
at lade sig blæse igennem af deres tore varme bølgende jetmotorer. Ikke meget
sceneshow. Ikke stor forskel på de enkelte sange, mend et fungerede bare.
Efterfølgende har jeg dyrket deres plade en del. Jeg fik aldrig hørt dem da de
første gang var fremme i 1990erne, så fedt at man får chancen igen.
5. The
War on Drugs: A deeper understanding
Mr Granduciel
maler rockmusik med den motorvejsbrede pensel. Efter Professorens mening er den
nye skive ikke helt på samme niveau med tidligere præstationer, men
lige-ved-og-næsten og er også mere end rigeligt når man leverer lydlandskaber
af denne kaliber. Well done.
