Blog Image

Rock'n'roll-Patrulje-Blog

We're bloggin' (jammin', jammin', jammin'), We're bloggin' right straight from Yah.

Her kan du falde over guldkorn i form af nye bands, koncerter, anmeldelser. Guldkorn hvis du er til lidt alternativt, rockmusik, grunge-agtigt, sing-a-song-writer(selv om det snart er yt), ... Men også lidt intern snak om Patruljens aktiviteter, gøren og laden i det civile rocn'n'roller-liv.

fredagstanker…

Patrulje snak Posted on 2015-05-29 15:42:50

… Var i nostalgihjørnet i går aftes
og lyttede til Pearl Jam – åh Pearl Jam!

Hvorfor helvede er der ikke nogen der
kan overtale dem til en ”såglemmervidetheleogtidenlægerallesår”
forsoningskoncert på Orange. Vi lover at være nogenlunde ædru og ikke skubbe
til dem foran. På æres ord! Leif S. hvor er du? Mandela hvor er du?

PS. Sidste skoledag for 9. klasse.
Skal holde klar v. Klampenborg Station kl. 17 i familiebilen og transportere
Asta og hendes berusede klassekammerater fra Dyrehaven og videre til fest i
Virum Hallen. Jeg elsker mit liv!!! Hvorfor må far aldrig drikke sig fuld?

God weekend til alle rockbrothers

Jeres

Lick



OFF! – Den perfekte start på Roskilde 15

Patrulje snak Posted on 2015-05-19 13:50:34

Gør jer selv den tjeneste og
smuglyt til amerikanske OFF! Der spiller på Avalon onsdag kl. 17.30.

Et perfekt band til
”numødespatruljenogstarterendnuenfestivalmedetdejligtskummendeglasfadøl” J

Lyt for eksempel til albummet
Wasted Years.

Med Black Flags oprindelige lead
singer (før en hvis Hr. Rollins) Keith Morris i front er der dømt ægte Los
Angeles Hardcore Punk. Det sparker seriøst røv. Et fint og hyggeligt
samlingspunkt for hele patruljen.

Det giver en særlig stemning at
lytte til OFF! For fuld styrke i høretelefonerne i et fyldt S-tog med pæne
akademikere fra de nordlige forstæder på vej til job i diverse styrelser.

Prøv det!

Med
venlig hilsen

Lick



Pas på Duracell-rockkaniner. Selv på en lillefredag

Live anmeldelser Posted on 2015-04-14 11:43:39

Evan Dando på Loppen – torsdag den 26. marts 2015

Efter en hård arbejdsdag, et par timers brændehugning i
skoven og flæskesteg med sovs og kartofler i Svogerstrup stemplede Lick ind på
torsdagspatruljevagt på Loppen kl. 22.15. Snake ankom lidt forsinket, da han
havde problemer med at komme op at den lune sofa og af med slumretæppet og
fordi han som sædvane havde problemer med at finde en parkeringsplads til den
sølvgrå franske laguna. Damn you! Københavns Kommune!

Et par ”Røde Mor” blev knappet op og opvarmningen, den canadiske
singer/songwriter Sara Johnston, var så småt gået i gang med sin smukke røst, sit
sprøde guitarspil og sine melankolske sange om tabt kærlighed i den canadiske
ødemark og Montreals slidte forstæder. Sara J blev akkompagneret af en
langhåret, usoigneret lallebanan på en grim, skinger og overstyret el-guitar,
der faktisk mere generede end løftede de spinkle og lavmælte numre. Her til
skal lægges at det forventningsfulde publikum snik-snakkede i et leje,
der tæt på overdøvede stakkels, smukke Sara fra Canada.

Lallebananen viste sig naturligvis at være selveste Evan
Dando. Ham den ellers så pæne – nærmest lækre – forsanger fra hedengangne The Lemonheads, der
storsolgte og toppede i starten og midten af 90’erne med hits som ”It’s a shame
about Ray” og coverversionerne af hhv. Smugde’s ”Not The Outdoor Type” og Paul Simons ”Mrs. Robinson”. Murph
fra Dinosaur Jr. og Juliana Hatfield var i en periode bandmedlemmer. The Lemonheads
var store. Rigtig Store. Og nåede fra 1987 – 2009 at udgive 9 fuldblodsalbum.
Albummet fra ’88 er endda opkaldt efter undertegnede. Tjek dem ud en dag I
lider af 90’er melankoli!!

Nå men, Loppen up-front var efterhånden fyldt rigtig godt
op. Overraskende velbesøgt. Snake og Lick snuppede en frisk pilsner i baren,
smed lidt tips og sneg sig rutineret op tæt på scenekanten til venstre, lige
under bjælken ved den store monitor. Perfekt. Klokken var 23 og kun en time
tilbage af lillefredag. Evan gik på solo med sin halvakustiske guitar. Folk var
glade og Evan Dando var bankehamrende skæv, malet med sort tusch i hele hovedet
og med et smørret smil i fjæset. Koncerten gik i gang.

Med en totalt tilbagelænet, lidt syret, men alligevel tight
performance og overlegent guitarspil gik det over stok og sten. Et enkelt kig
på en krøllet, tæt- og håndskrevet seddel og Dando vidste i hvilken retning vi
skulle. Fuld skrue derudad. Ingen pauser og ingen numre der varede mere en 2
min. Det var fedt, Snakes store fødder slog takten, folk sang med, det var
groovy og selvom man på intet tidspunkt så mandens øjne (der var fuldstændigt
stenet til af en fed fed tjald – eller det der er værre – fra en af stadens
boder) fornemmede man at Dando selv også var ret godt tilfreds med showet, timingen
og hans fantastiske sangkatalog. Han blev bare ved og ved. 20 numre, 25 numre,
30 numre… og så. Så brød guitaren simpelthen sammen. Vistnok noget med et
batteri, der gjorde at strømmen til guitaren røg. Nevermind – vi fortsætter
bare akustisk og uden mikrofon.

Klokken var nu 0.30. Det var blevet rigtig fredag og
madpakkerne var stadig ikke smurt. Sang nummer ca. 40 gik i gang. Halvdelen af
publikummerne var smuttet hjem i seng eller ud at ryge på trappen. Dando
fortsatte. Det blev mere og mere ufokusseret. Var han nu bagskæv? Hvordan
fanden kunne han bare blive ved med at ryste numre ud af guitaren? Den overstyrede
røde djævel af en grim elektrisk guitar fra opvarmningssættet blev fundet frem.
Det nærmede sig en jam-session og en træt, træt Snake kiggede bedende på sin
patruljemakker og mimede ”må vi ikke godt gå hjem i seng nu?”. ”OK Snake”.

En ellers forrygende torsdag aften med en af 90’ernes helt
tunge drenge løb mildt sagt ud i sandet. Ærgerligt og lidt uværdigt. Men vi tog
første halvdel af sættet med hjem og hovedet fuldt at alle de gode melodier Dando
og Lemonheads har lagt navn til og som stadig holder tæt på 100%.

Vi skred før tid. Sorry. Sjældent set. Dando fortsatte sin
maratonkoncert, mens patruljevagterne trillede hjem gennem byen og den mørke og
kolde forårsnat.

Skulle måske have røget lidt at det supertjald en eller
anden havde proppet i Evan Dando….

PS.

Bevisførelse: Video bliver lagt op senere. Snake bekræfter. Billetten er vist væk

Lick



Thåstrøm – Gispepende, vibrerende, svensk urkraft

Live anmeldelser Posted on 2015-03-27 14:03:04

Torsdag aften i marts. Den dejligt brede og intime sal i
Amager Bio er fyldt til bristepunktet og lokalet emmer af forventning og en sær
eksotisk mumlen af ligedele (især) skånsk og københavnerdansk. Rockparnasset er
på plads. Og midt for – præcist midtfor – er 4/7 af patruljen inkl. damer
placeret, let trippende og med et par rare øl og en saftig burger i kroppen, 5
meter fra scenekanten. En perfekt aften kan begynde.

Bandet entrerer, sortklædte, cool og modne med Niklas
Hellberg på keyboard og piano og Pelle Ossler på sin karakteriske, smukke,
hylende guitar som orkesterledere og den seje, langsomme rytme til ”Långsamt genom (stan..)”
åbner showet. Herefter kan aftenens helt, frontmanden, ikonet Thåstrøm vakle på
scenen i sit ulastelige hvide jakkesæt og vest og hatten. Altid hatten…

Som en syg og abstinensramt junkie vibrerer hele kroppen
indtil de karakteristiske feberrystende hænder griber om mikrofonstativet og
Thåstrøm finder ro og fokuserer og leverer – varen. Første gang man oplever
ham, tror man manden er syg eller bare rallende nervøs. Men sådan er Thåstrøm.
En folkekær punk. Og indimellem slippes den indestængte punk ud af det noble
jakkesæt – og skriger og gisper og smider med stativet og kyler med ølflasken.

Setlisten varierer smukt mellem numrene fra den nyeste skiva
”Om Morronen” fra feb. 2015 og nyklassikere fra hans seneste udgivelser. Licks
yndlingsskiva ”Mannen som Blev En Gris” bliver desværre kun repræsenteret med
den smukke og accelererende ”Aldrig Nånsin Komma Ner” som tredje nummer.

I alt serverer
gavmilde Thåstrøm på to timer en setliste med 19 numre. Hele tiden står
man følelsen af at han godt må blive ved og ved. Især de nye numre overrasker
med deres brutale styrke og poetiske enkelhed. Koncert kulminerer dog i en
fantastisk og hudløs udgave af den storslåede, tordnende og retrospektive
Lick-favorit ”Kort biografi
(med litet testamente
)”. Damn – hvor er han bare sej og nærværende.
Han rammer plet – lige i hjertet med sin kyniske melankoli.

Thåstrøm har i sit karriereforløb på forunderlig vis formået
at blive folkekær og folkeeje uden på nogen front at sælge ud af den grundlæggende
dystre, samfundskritiske, postpunkede attitude. Bedst illustreret da han
spiller de to Imperiet-numre ”Österns röda ros” og ”Kriget med mig själv
og hele den svenske del af salen skråler med i vilden sky, selvom numrene for
flere af publikummernes vedkommende er skrevet og indspillet længe før de selv
så dagens lys. Det at begge numre stinker af naiv koldkrigs firserpoesi og at
de musikalsk er letbenede og uden den samme rå dybde og urkraft som hans nyere
materiale gør ingen forskel på numrenes popularitet. De er simpelthen
svenskklassikere på linje med det bedste fra TV2, Gnags, CV Jørgensen og
Gasolin’.

Efter to gange encore slutter en perfekt aften med ”Beväpna dig
med vingar
” titelnummeret fra Thåstrøms seneste skiva navngivet
efter M. Strunges digt.

Tak min svenske ven. Vi ses igen på Roskilde 2015!



Steve – Min elektriske yndlingsonkel

Live anmeldelser Posted on 2015-03-18 17:05:57

Med 32,5 km vandring i kroppen og med Fru Lick under armen
ankom den forhenværende professor standmæssigt og i tide til hyggelige og
intime Ideal Bar.

Der var ellers trængsel på Enghavevej. For Store Vega lagde
hus til Jens Unmack og hans Love Shop og Lille Vega bød rødderne op til
gangsterrap.

Jyderne smuttede rundt om hjørnet til Love Shop,
kasketdrengene stillede sig kø foran døren til Lille Vega og fruen og jeg slog
følge med alle de buttede mænd med gråt eller manglende hår. Da jeg er to
måneder yngre end Fru Lick var jeg (bortset fra de sædvanlige hipster
bartendere) yngste og flotteste mand i lokalet. Hurtig fat i en Brooklyn Pale
Ale, finde et ledigt høj bord midt mellem bar og scene og med udsyn til døren –
altid med udsyn til døren – total i orden lørdagshygge.

Hov – hvem kommer så der? Netop fraskilte Hans Jørgen (en
keeeedelig far til Marie fra Klaras folkeskoleklasse). Lytter Hans Jørgen nu
til Steve Wynn? Svaret fik vi aldrig. Han strøg hurtigt forbi til faste
håndtryk og en omgang med kammersjukkerne. Sikkert musiklærerkollegaer fra
Brønshøj Skole.

Hov hov! Hvem kommer så der? Landskabsarkitekterne Anders
Dam og professor Thomas Randrup. Mine gode gamle rus-vejledere fra 1989. De
drenge har sgu god musiksmag og har altid haft det. Drengene (de er begge fyldt
50) sluttede sig til selskabet og anekdoter fløj over bordet. Ventetiden gik
storartet og i mellemtiden smuttede såmænd også KB-Martin (RUC-veteran) ind ad
døren. Sidst jeg så ham var til en koncert med, øh – guess who? Steve Wynn –
forstås.

Mens der ventes fylder Chuck Berry rummet med klassisk
baggrundsrock’n’roll. Helt fint, men endnu bedre da musikken fader og Steve går
på scenen, sætter strøm på den gamle, slidte og sorte Gibson og lader de første
knastørre akkorder af ”Tell me when its over” sprede sig i Ideal Bar.

Tre numre senere og med vanlig afslappet arrogance ankommer
Fyrsten og lillebror sammen med hang around Jesper. Både lillebror Ace og
Jesper skubber således undertegnede af pinden som lokalets yngste.

For pokker hvor har jeg savnet Steve! Missede jo Dream
Syndicate på Loppen sidste forår. Men hans gavmilde blanding af numre fra hans
soloprojekter, gamle DS-numre og suveræne covernumre (bla. Lou Reeds Coney
Island Baby) koncerten igennem, imponerer og giver følelsen af at få besøg af
en gammel ven, der som bonus deler ud af anekdoter og røverhistorier. Steve lader
kæften gå mellem numrene, er veloplagt og underholdende og man føler sig
nærmest lykkelig!

Men lykkefølelsen skyldes først og fremmest hans seje stemme
og den sprøde elektricitet fra guitaren. Enkelt, men overdådigt.

Aftenen sluttedes med manér med et par ekstra omgange med
brdr. Bæ og Jesper inden Lick må hen til Steve, der mingler blandt det trofaste
publikum, og trykke hånd og sige pænt tak for en fed koncert. Benytter også
lejligheden til at fortælle Steve at vi er en flok der har fulgt ham gennem
mange år, siden deres stand-in koncert på Orange i Roskilde i ’86. ”That
concert meant a lot to us – we had never tried anything like that before
– or since!”

See you soon Steve! – Jeg er klar næste gang min elektriske
yndlingsonkel er byen.

Lick



Top 5 – 2014 – Lick

Patrulje snak Posted on 2015-01-08 13:08:45

5. Cloud Nothing: Here And Nowhere Else

“Jeg har haft et godt øje til bandet i noget tid og de var også på Licks top 10 i 2012. Men her er et klokkeklart gennembrudsalbum fra et punkband der i den grad vil pynte på Roskildes 2015-program. Frække, støjende og tempofyldte numre, med lidt mere dybde og tyngde end i typer som Ty Seegall og Michael Cronin.”

4. Angel Olsen: Burn Your Fire For No Witness

”Åh ja – dejlige Angel… Endelig! Efter en række mere utilgængelige udgivelser får vi den enkle, rå og smukke singer-songwriter plade med masser af hæs kvinderøst og skramlende guitarer”

3. Sun Kil Moon: Benji

“Ensomme mænd i opløsning, melankoli og drømme om et bedre liv. Frontmanden Mark Kozelek’s 6. studiealbum vil helt sikkert ligge i top når 10’ernes bedste album skal kåres. Folk music når det er smukkest og mørkest. Sangtitler som ”I Cant Live Without My Mothers Love”, ”Truck Driver” og “I Love My Dad” siger alt om den stemningsmættede atmosfære. Og så trækker det ikke ned at Sonic Youth trommeslager Steve Shelley og at Bonnie ’Prince’ Billy alias Will Oldman bidrager med stensikker rytme og skønsang på kor.”

2. Damon Albarn: Everyday Robots

“Har ellers altid haft en sund skepsis overfor alt hvad den tidligere forsanger i Blur rodede med af obskure musikprojekter og performances. Men fredag nat på Roskilde 2014 blev jeg frelst, omvendt og så lyset. Damon Albarn er STOOOOR kunster og vil med tiden få legendestatus. Everyday Robots er et smuk, men samtidigt dystert tidsbillede af den vestlige og ikke mindst angelsaksiske kultur anno 2014. Lytter ALTID til albummet når jeg kører i S-tog og bliver både grebet af rørt… Lyt selv: ” We are everyday robots on our phones – In the process of getting home – Looking like standing stones- Out there on our own”… og når man er allermest ked og træt får man bare lyst til at danse til Mr. Tempo.”

1. The War on Drugs: Lost In The Dream

“Nemlig! Totalt tabt i en drøm og et drøn af et album. Sammen med Adam Granduciel og hans lag på lag kaskader af guitarer, hylende synth, harmonika og samples og den buldrende, dybe rytme fra hans trofaste bassist David Hartley (Begge bidrager i øvrigt til Sharon Van Ettens fremragende 2014 udgivelse ”Are We There”) er der dømt drømmerejse gennem fantasiens storladne og forrevne landskaber. Jeg elsker den plade og jeg glæder mig enormt til deres optræden på Roskilde. Er spændt på hvilket scene der puttes på?”

Koncerterkalender 2014:

Cody – Templet

The Men – Loppen

Asgeir Trausti – Vega

Roskilde Festival

Neil Young with Crazy Horse – Forum

Neutral Milk Hotel – Vega (Fuckin fed concert!!!)

Jonathan Wilson – Vega

Deadman – Loppen

King Tuff – Loppen

She Keeps Bees – Huset

J Masics – Vega

Udover vores storslåede professorweekend ved Vesterhavet var årets største musikalske oplevelse formentlig at sidde i min fars BMW og være gennembanket og træt som en junkie efter 90 km på langrend og suse hjemad gennem de store svenske skove mens jeg lyttede til Thåström!!! Kh Lick



Lick Update

Patrulje snak Posted on 2012-02-17 11:04:00

Det er fredag og tid til en update. I stedet for den sædvanlige fredagsmailstorm prøver jeg nu at blogge.

Startede dagen med en lille cykeltur fra Virum til Ørestad City, hvor vi er med til at opføre Ørestad City Skole med skolegård i 8. etager. Inkl. turen retur til Nørrebronx har jeg samlet siddet næsten 1½ time på jernhesten med Ipod’en i øret og i skønt selskab med de kvindelige artister fra EMA (US) og First Aid Kid (SWE). Der kommer ingen lang anmeledelse herfra, men jeg siger bare: Køb lortet!!! Det er fedt. Specielt de søde svenske søstre i hippiegevanter fra Firts Aid Kid er uimodståelige. Helt sikkert sommerens hit hjemme hos mig og helt sikkert at finde på Roskilde!

Apropos overmenneskerne fra broderlandet over sundet: Køb, køb og atter køb det nye album med Onkel Thåström: “Beväpna dig med vingar” – tjek:

http://www.youtube.com/watch?v=tuRN7e2_76s

…. en afskrift af M. Strunges gravskrift “Væbnet med Vinger” smiley

og så ses vi i vega den 8. marts til svenskerfest!? Snake og jeg og damerne kommer.

Glæder mig til weekend og til at få besøg den 3. marts.

PS. Et lille ekstratip: Tjek Cloud Nothings fra Cleveland US. Valgt til ugens kæledægger på emusic.com

Lick



« Previous