Her kan du falde over guldkorn i form af nye bands, koncerter, anmeldelser. Guldkorn hvis du er til lidt alternativt, rockmusik, grunge-agtigt, sing-a-song-writer(selv om det snart er yt), ... Men også lidt intern snak om Patruljens aktiviteter, gøren og laden i det civile rocn'n'roller-liv.
Som et nyt initiativ kommer eders egen Sorte Fyrste nu med Ugens Anmeldelse. Fra og med i dag vil jeg ugentligt anmelde et nyt eller ældre album her på Patruljens hjemmeside.
Lidt senere i dag kommer her en sprit-ny anmeldelse, af Bombay Bicycle Clubs sprit-nye album – A Different Kind of Fix.
Vær hilset!
Den Sorte Fyrste
Richmond Fontaine
Postcard From Portland, Live at Dante’s,
El Cortez Records, Winner’s Casino Music, 8-3-2010.
CD, pre-release, S.kr. 150, bandsalg i fbm. koncert i KB-Malmö.
Rammerne I Kulturbolaget I Malmö betød, at Richmond Fontaine kun fik tre smileys med pil opad for koncerten d. 17. februar 2010. Alabama kom, som vanligt hjem med hul i lommen. Godt nok er den svenske krone lav og de svenske priser generelt yderst behagelige, men Brooklyn Lager på KB-Malmö står alligevel i s.kr. 54 – og de rammer altså smagsløgene lige akkurat der… Jeg kom dog også hjem med en ny koncert t-shirts og endnu bedre den nyeste RF udgivelse: Postcard From Portland med undertitlen Live at Dante’s, flere uger før den oficielle udgivelse. Og lad mig bare slå fast med det samme – det er en lille genialitet af en liveudgivelse!
Kernen i albummet er numre fra RFs seneste studiealbum We used to think the freeway sounded like a river (decor/El Cortez Rec. 2009), hvorfra 10 af de 14 skæringer er hentet. Det lyder måske umiddelbart som et selvmål, af Willy Vlautin og drengene fra Portland, at de udgiver en live-version af et album der er udgivet for knap seks måneder siden. Men det fungerer – Postcard’ er fint krydret med et lille udvalg af ældre numre og albummet starter ud med White line fever fra debutalbummet Safety fra 96/97. Safety og RFs debut har en noget hårdere lyd end bandets nyere materiale, men teksterne var den gang, som i dag, lige på og hård socialrealisme af den barskestes slags. White line fever får positioneret Postcard der hvor jeg helst ser RF’s musik, nemlig i den meget alternative ende af country musikken. Guitarintroen har en ildevarslende lyd, som langsomt bevæger sig over i retning af et smukt, måske naivt håbefuldt univers, baggrundens skærende guitar ligger en rå baggrund – og når Willy Vlautins ikke særlig polerede stemme påbegynder sangen om den misbrugende, horende langturschauffør og hans lige så misbrugende, suicide kone, så er man velplaceret i centrum af RFs univers. For mig er det en gåsehuds-givende musik hvor instrumenter, sang og tekst går op i en højere enhed som er hudløst ærligt, giver mening og bringer stærke følelser frem.
Essensen af hvorfor RF er så godt et band er deres uspolerede ærlige udtryk både musikalsk og personligt står også tydeligt når man lytter til resten af albummet. F.eks. i Maybe we were both born blue, som for undertegnede er noget af det smukkeste musik længe. I alt dets grimhed og lidt for country-musik-agtige lyd – ligner det gruppens medlemmer. De ser nærmest ud som om de lige er trådt ind ad døren fra arbejde, så sympatisk normale at de kunne være ens bedste ven fra folkeskolen som man ikke har set i lidt for lang tid, men alligevel formår at klikke med i samtalens første 30sekunder. Og det svarer vist også til virkeligheden. Da jeg første gang så dem på Loppen fik vi os en god snak med et par af bandets medlemmer, ligeledes anden gang på Loppen, hvor Willy Vlautin selv stod i merchandise boden efter koncerten og efter koncerten i Malmö var samtlige bandmedlemmer småsnakkende sammen med publikum – det er sgu’ da sådan det skal være!!!
Tilbage til albummet som dette mest drejer sig om, så er RF kompositioner med årene blevet lidt mere afdæmpede, avancerede og smukke. Men der er en klar linie i deres materiale som gør, at ældre sange som The Gits og Song for dead Moon, som begge handler om gruppens musikalske udspring, forstærker albummet og gruppens udtryk og deres hudløse ærlighed. Omvendt er RF med nummeret 43 fra 2009 albummet tilbage til lyden fra 97, hvilket hos de fleste bands kunne det opfattes som leflen for gamle fans eller en utidig søgen tilbage efter … noget … Ikke hos Richmond’! Og i hvert fald ikke på Postcard from Portland hvor det cementerer albummets helstøbthed og mere generelt sætter en fed streg under et unikt bands imponerede udvikling, holdbarhed og ærlighed (der var den igen… den der ærlighed).
Postcard From Portland får nemt fem velfortjente smileys med en pil opad.
Alabama aka Den sorte Fyrste
