Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Dum dum girls – Only in dreams

Udgivet Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.
Alabama anmelder – uge 44 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Visse fordele ved butiker I fht. online-køb

Eller – bliver man klog af sine fejl

Senere i dag står den på livemusik i Kødbyen med Richmond Fontaine og i morgen er det Loppen og Fucked Up, slet ikke så dårligt et perspektiv, så lad det være årsag og motivation til at få overstået anmeldelsen af Dum dum girls album ”Only in dreams”.

Et lydklip på nettet fik mig til at klikke køb og Dum Dum Girls dumpe ind ad døren nogle dage senere. Det er så nemt at selv en idiot kan finde ud af det… men chocket kom allerede da jeg åbnede pakken. Ud kom et lækkert pusse-nusse-agtigt lille lyserødt cd-cover med en dejlig stor mindst lige så pusse-nusse-agtig lækker lyserød plakat…. Hva’ skal jeg sige…. musikken er ikke helt så slem – så læs bare videre. Jeg lover at der er en kort anmeldelse.

Hvis Dum dum girls – bare holdt distancen fra de første ca. fem sekunder af deres album – så var det faktisk ikke så skidt. Der er nemlig en udemærker lyd i stratocaster guitaren og Always looking kunne være et fedt rocknummer og bandet kunne være et fedt rockband og Alabama kunne være blevet Rock’n’roll-Professor, hvis…. Hvis min bare røv… Bandet lyder desværre bare uhyggeligt meget som vores allesammens kære Miss B. Haven. Og ikke et ondt ord om dem, de havde sin tid og sin lyd (fra 86-97), som efter min mening ikke nødvendigvis skal genopfindes i en USA version.

Checker man bagrundsinfo siger Wikipedia at The Dum dum Girls er: indie, pop og støjrock. Kan det kombineres? Muligvis, men der er ikke meget støj over de dumme dumme piger (undskyld). Tilgengæld er der udover Miss B. Haven et eller andet 50eragtigt drømmende over musikken, men det hjælper ikke. Only in dreams er bandets andet album, men det har ikke just givet mig lyst til at undersøge sidste års debutalbum nærmere.

Det mest positive jeg kan sige er mere end tusind ord:

½

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 45: Lad os se – det bliver nok to koncertanmeldelser.

Nu har jeg så lyttet til flere af Rock’n’roll-Patruljens prominente medlemmer og anskaffet mig en bunke A.A. Bondy musik…

Lad dette officielt være en udfording og provokation – HVAD HELVEDE er det fede ved ham og hans musik?

Knuz

Den Sort Fyrste

Ikke flere langskæggede Hippier

Lloyd Cole and The Commotions – Rattlesnakes

Udgivet 1984 Polydor LC0309/823 683-1.
Alabama anmelder – uge 42+1 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Rattlesnakes vs. Money and Celebrity

Eller – er ungdommen nu til dags er nogle pop-hoveder …?!?

Det var lidt af en udfordring jeg i forrige uge kom til at give mig selv. Afsættet var følgende passage som var afledt af Subways seneste album samt en tredobbelt armagnac:

”Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller?) Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattlesnakes udg. 1984.”

Sammenhængen mellem Rattlesnakes og Money and Celebrity, skal det fortsat indledende slås fast, findes kun i undertegnedes hoved, eller, er i hvert fald spundet ud af dette. Musikstil, lyd – ja hvad jeg end lige kan tænke mig at sammenligne har ikke nogen sammenhæng, Subways er ærkeengelske og Lloyd skotsk. Så undtagen altså lige det faktum, at jeg var omtrent tyve år gammel da jeg stiftede bekendtskab med Lloyd & Co – og at jeg i dag finder at The Subways målgruppe nok snarere er denne aldersgruppe end min, så er der ikke umiddelbart mange fællestræk. Men i fht. målgruppen, så er det ikke helt forkert i alt fald hvis ikke hvis man skal dømme ud fra publikum til koncerten i Vega d. 19/10-11 (anmeldt andetsteds her), som jeg vil skyde til at være midt i tyverne i snit.

Rattlesnakes var Lloyd Cole & The Commotions debut og – efter min og vist også de fleste andres mening – deres absolut bedste album. Det blev udgivet i 1984, men fandt altså først vej til min pladespiller to år senere, da jeg i roulettespillet kaldet koordineret tilmelding mellem kinesisk, lægestudie og andre mærkelige ting endte på samfundsfag (hed det dengang og lå i Rosenborggade i nogle år indtil Bertel Haarder nedlagde studieretningen). Tiden var anderledes, mere sort/hvid eller måske snarere sort/lyserød. Jeg var mest sort, udover The Gun Club og The Smiths, som nævnt ovenfor, så var blandt favoritterne dengang The Cure, The Mission, Blue in Heaven, Talking Heads, The Doors. Desuden dukkede nye favoritter frem Kliche, Sonic Youth, Giant Sand, Dinosaur Jr. og Velvet Underground og Rolling Stones genopfundet og støvet af. Andre mennesker gik i lyserøde pastelfarver og lyttede til George Michal, Sanne Salomonsen, Al Jarreau, Wham og Gud ved hvad… og dem om det! Lloyd Cole & The Commotions kan vel placeres et eller andet sted midt i mellem yderpunkterne af 80’er musikken.

Rattlesnakes har altså siden 1986 regelmæssigt befundet sig på min grammofon, men da jeg slyngede løftet ud om at anmelde den, var det godt nok længe siden sidst. Så da jeg støvede albummet af igen for et par uger siden fik jeg lidt af et ”kulturchock”. Rejsen tilbage til firserne føltes næsten uendelig lang og jeg var ikke helt sikker på, at jeg kunne overkomme den og gennemføre min mission(anmeldelsen). Heldigvis arbejder jeg trods alt med fleksible deadlines og efter overførslen til computeren og et antal bagrundslytninger til hverdagssysler begyndte jeg at genfinde forbindelsen til Lloyd og Co. Som en indskudt bemærkning er det vel her relevant at bemærke, at jeg faktisk engang har været til koncert med Lloyd Cole (i Vega?), vi var allerede i halvfemserne og The Commotions var vist nok historie allerede i 89. Men Lloyd og jeg havde en fælles veninde, så ikke alene var jeg til koncert, jeg var også backstage med en lille håndfuld større og mindre fans og selvom jeg knap husker det, så var vi vistnok også på værtshus, altså også med Lloyd. Ingen af delene var specielt gloværdige, mindeværdige eller sexede… udover veninden. Så meget for det interessant liv som rockstjerne, fan og groupie…

Jeg glemmer snart helt musikken og Rattlesnakes, selvom det kører på fuldt knald her bagved tekstbehandlingen – og det siger måske lidt om hvordan jeg har det med pladen her ca. 27år efter dens udgivelse. Det der engang var mine favoritter med storladne intense følelser rammet ind af Lloyds markante talende-sangstemme og guitar med stål-stenge-agtig-lyd, synes nu temmelig monotomt og jeg husker sgu’ ikke engang længere præcis hvad det var for følelser han dengang kunne frembringe – det kan man dog næppe bebrejde Lloyd: – jeg lyttede til Gun Clubs ”The Las Vegas Story…” tidligere i dag, sjovt nok også fra 1984, og den er meget sort, tung og ildevarslende, hvilket jeg i udpræget grad nemmere kan forholde mig til, hvis jeg nu skal positionere mig lidt… inden jeg bliver nødt til at kaste mig over albummets numre:

Perfect Skin, er et af de store numre på pladen, men udover at sproget er mere elegant end Subways, så er her faktisk et eksempel på en relativt ligegyldig kærlighedssang. Guitaren er dog ret fed – det fremgår ikke præcis af albummet om det er Lloyd selv eller albummets andet guitarist Neil Clark der er årsag til den temmelig unikke lyd, som svagt kan minde en om Johnny Marr’s. I dag finder jeg nummeret lidt trivielt.

Speedboat, faktisk et glimrende nummer, …. nå så knapper jeg sgu’ lige en af de Jakobsen op som jeg har købt til receptionen af Rockland Alabama i næste uge, her en søvnig onsdag aften…, bvaddrr, skod øl – køb ikke Jacobsens Velvet Ale…, men lidt for stille i det… Hvilket minder mig om, at jeg forleden blev enig med mig selv om, at mit grundlæggende problem med Rattlesnakes er at det er tøsemusik, men Speedboats omkvæd er catchit, ikke cat-shit, men catchy(?) fangende og teksten besnærende, en god lille historie. Sand in my eye-y-y-y, hm, hm, nynne, nynne, Rattlesnakes, titelnummeret lyder næsten identisk med Speedboat, jeg missede overgangen. Men det er igen et godt nummer (men et pop-nummer, med strygere og det hele).

Down on mission Street, vi skifter til en mere dyster stemning, men det varer ikke længe nok. Teksten handler om at jagte piger (hej igen Subways) om end mere subtilt og flere følelsesmæssige aspekter involveret, sårede følelser, ondskabsfuldhed. Men rykker gør det sgu’ ikke og fuck de der strygere!

Forest Fire, vi springer den over, Charlotte Street, en af mine favoritter, kærlighedssang, men udover lidt nostalgi rører den ikke meget i mig. 2cv, her viser Lloyd sine sproglige, måske nærmest lyriske evner og fanger måske netop her tidsånden, overfladiskheden i tomheden ”we were simply wasting precious time” – om parret som kun deler ”We were never close – all we ever shared was a taste taste in clothes”, Four Flights Up, up tempo, jeg fløjter da det mindste med ”Go back to your mothers house and cry your little heart out”, Patience, tabt kærlighed, dobbeltbetydning et godt popnummer med korpiger… ”I get depressions of life/love thru lack of Patience”, måske min nye favorit… Are you ready to be Heartbroken?, Jeg holder snart ikke til det mere, men vi er nået til pladens sidste nummer

”Det lyder godt nok firseragtigt” Lisbeth

Alt i alt er Rattlesnakes umulig at sammenholde med Money & Celebrity, som selvstændigt album – er det alt for firseragtigt, nostalgikeren Alabama kan stadig nynne med og synge med på meget af teksten, men i 2011 kan jeg ikke give Lloyd mere end tre smileys. Det er til gengæld en halv stjerne mere end Subways fik og vi taler altså om en temmelig poppet firserudgivelse…

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 44: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.

Anmeldelse uge 45: Lad os se

Iceage – New Brigade

Udgivet januar 2011, Escho/ Axlcd555.
Alabama anmelder – uge 41 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Iceage er punk ano 2011 … hvad skal det nu til for?!?

Missede dem på Roskilde, det var for sent for de gamle ben og sådn’, men faldt igen over dem hos en af mine sædvanlige pladepushere. Det kom der følgende ud af:

Om ikke andet så har Iceage fået mig til at støve nye og ældre punkudgivelser af, så udgangspunktet for denne anmeldelse er meget positivt, dette på trods af at jeg indimellem har behov for at give øre, hjerne og krop en pause fra Iceage’s yderst intense og voldsomme album.

Med albummet New Brigade kaster man sig hovedkulds ud i noget af et stormvejr. Pladens intro indrammer præcis det dystre og hårde univers som vi er på vej ind i (hvis nogen har besøgt forsiden af Patruljens hjemmeside kan man p.t. opleve dommedagsfornemmelsen der). Første nummer White Rune – wov – det er intenst, det er hårdt og råt – det er fed musik som varieret lyder som noget der vel bedst kan beskrives som Sods-agtigt eller UK-punk, vel og mærket ikke den nyere post-punk (poppet ligegyldigt), nej som i 70’erne eller det bedste fra de sorteste 80’ere. Remember, ja det lyder temmelig meget som Joy Division både stemme og rytmer, en anelse mere upoleret, lidt Cure kan man også genfinde, ikke tosset!

Titelnummeret New Brigade, føj for en beskidt guitar rammet ind af en monoton punket skæv forsanger med et tons trommer som må være skiftet ud efter indspilningen – kør på! Remember – lyder også bekendt, er det igen Joy Division-agtigt, ja, men uden disses utrolige timing. Teeth Crush udmærket, Total Drench derudad… ovre i hardcore-genren, Broken Bone så skifter vi en smule stil, vi skifter meget stil, men det er velkomment da de sidste par numre er blevet lidt for monotome. Broken Bone har et næsten poppet udtryk, eller i hvert fald omkvæd, sagde nogen Gangway? og så alligevel slet ikke. Men jeg synes sgu’ det er for fedt!! Collapse – så lyder det lidt som canadierne… hva’ hedder de nu Tokyo Police Club, ok, Eyes jeg er solgt, godt humør vippemanden, Loppen igen guitarrif som lyder meget som Tokyo P.C., Count me in- så er der dømt hardcorepunk uden fine fornemmelser – lad os danse pogo eller smadre nogen vinduer – eller brænde en bondegård af!!, Never Returned så kom vi ned i gear og puls, vi slutter med You’re Blesses fed guitar, omkvæd har vi hørt nummeret før lyder som titelnummeret, men det er godt!

Iceage kan også beskrives som autentiske, som andre anmeldere ynder at fremhæve, men er det vigtigt?, er det rigtigt?, og kan man i 2011 være et autentisk punkband? Jeg er ligeglad, fucking ligeglad – jeg kan godt li’ Iceage.

½

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.

Anmeldelse uge 43: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.

The Subways – Money and Celebrity

Udgivet 19. september 2011, Cooking Vinyl, Cookcd549 x.
Alabama anmelder – uge 40 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Et overflødighedshorn af ungdommelige ligegyldigheder…

The Subways er åbenbart slået igennem på den engelske festivalscene i år – Jeg har hold pause i bekendtskabet siden debutalbummet i 2005 – er gennembruddet og seneste album en god ting?

I 2005 havde Alabama i et par år brugt en masse tid i Oxfords pladebutikker ca. hver tredje uge og havde et pænt greb om pulsen på den engelske rockscene. Et af bekendtskaberne var The Subways som udgav deres debutalbum Young for eternity, 4. juli 2005. Det var/er et dejlig lille uprætentiøs, ukompromisløst men ret tilgængeligt rockalbum nærmest i sing along stil. I 2005 var det dog alternativ rock som forud for Artic Monkeys og samtidig med The Others og nok inspireret af The Strokes(US) gjorde op med britpop og spillede guitarrock med et tydeligt engelsk twist. Det var sgu’ helt okay!

Albummet, Money and Celebrity, som i øvrigt er et dobbeltalbum, starter med nummeret It’s a party – og det passer fint for det er Alabamas fødselsdag i dag, men så er det også slut med fest, flag og farver… for man skal lede længe for at finde et mere overfladisk og ligegyldigt rockalbum, i hvert fald i min pladesamling, selv blandt de værste fejlkøb… Vi er i en slags rocket britpop univers, som jeg mistænker, er produceret til det amerikanske collage-musik-marked. Jeg forholder mig her kun til CD1, da CD2 er noget nær identisk med Billy Lunn’s demoversioner.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige… albummet er måske blot et forsøget på at underholde nutidens unge og det gøres i tidens ånd ved næsten udelukkende at forholde sig penge og berømtheder. Jeg får dog samtidig det indtryk at The Subways forsøger at tage afstand til disse samfundsmæssige tendenser, men det flygtige indtryk fordufter hurtigt. Dels da albummets lyd mildest talt læner sig alt for meget op af nogle af de bands som faktisk har slået igennem,,, først og fremmest Arctic Monkeys, og dels fordi den mulige kritik, hvis den altså er der, drukner i manglede alternativer og svælger i danserock, singalong og almindelig kommerciel pop.

Påtvinger jeg mig selv en anden vinkel, så har Subways trods alt stadig en grundklang af rock, så hvis jeg en stund forsøger at se bort fra den kvalmende fornemmelse musikken bibringer mig i dag og tænker mig en ca. femogtyve år yngre og samtidig forsøder oplevelsen med en tredobbelt Armagnac…. Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller? Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattelsnakes udg. 1984).

Well albummet nummer for nummer ultrakort:

1. It’s a party: ***
Fangende tempo og guitar, måske lidt lyd a la B-52’s.

2. We don’t need money to have a good time: ***
Godt tempo og god start, men fiser hurtigt ud… alligevel rocker jeg med med foden… Artic Monkeys clon-nummer.

3. Celebrity: **
Blur… eller noget lignende …

4. I wanna dance with you: *
Øhhh – melodigradprix – megakvalme

5. Popdeath: **
Desværre alt for lidt popdød…

6. Like I love you **
Partyrock a la carte… men fuck jeg kan ikke lade være med at fløjte med

7. Money ***
En anelse bedre, Billy Lunn lyder som om han mener et eller andet her.

8. Kiss kiss Bang Bang **
Fuck – baggrundmusik til Amerikansk ungdomsserie.

9. Down our street **
Puuhaa, nu kan jeg snart ikke klare mere, engelsk college rock …

10. Rumour ***
Nummeret kommer momentvis ud af pop-college rocken, men scorer højere på kvalme- end på rockskalaen.

11. Friday **
Nok et Arctic Monkeys klon-nummer

12. Leave my side **
Så kan vi forlade hinanden, og som en tyveårig vil jeg gøre det uden at kigge mig tilbage.

Cd2 har to bonus track som ikke klarede cuttet og kom blandt ovenstående:

10. Heartbreaker… *
11. Massive adventures **

Når jeg/vi d. 19. oktober skal i Vega, vil jeg gøre hvad jeg kan for at være en drengerøv på tyve – nyde kærligheden og feste uden tanke for i morgen eller verdens genvordigheder… så slemt er det vel i virkeligheden ikke?!?

Samlet set får The Subways for Money and Celebrity to smileys hvilet er 0,25 smileys mindre end gennemsnittet af CD1 numres smileys.

Cheers
Alabama

Live: The Subways spiller koncert 19. oktober i Vega, Ace og Alabama, er eders udsendte og koncerten anmeldes naturligvis her på Patruljens egen nyhedsservice…

Anmeldelse uge 41: Iceage, New Brigade, udg. Jan. 2011

Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.

She Keeps Bees – Dig on – album anmeldelse

Udgivet 18. juli 2011, Names, names46cd.

Alabama anmelder – uge 39 – sidst i anmeldelsen er der stjerner!

Sprød lyd som fra farmands garage… (;o) And I like it!!!

Egentlig er der vel overhoved ikke tale om garagerock når She Keeps Bees folder sig ud, men der er alligevel noget ved deres lyd som rammer den rå og uforfalskede lyd som, efter undertegnedes mening, er grundessensen i ægte og god rockmusik.

Hvem er She Keeps Bees? Svaret er mig p.t. ubekendt men i Patruljens og rockens tjeneste vil jeg her søge at afklare spørgsmålet. Jeg faldt over udgivelsen gennem en vanlig kilde til musikalsk inspiration, nemlig Rough Trade Records nyhedsbrev, hvor Dig on var ugens album den 16. juli 2011. Jeg lyttede hurtigt til de korte mp3-bidder og bestilte derefter uden tøven albummet, samt naturlig vis et par andre… Hos Rough Trade finder man også lidt faktuelle oplysninger om bandet, nemlig at det er en duo fra Brooklyn bestående af Jess Larrabee – ahh – det der der bierne kommer fra – og Andy Laplant. Ydermere opklares den rå og dejlige lyd, albummet er nemlig selv-indspillet af duoen i november 2010 i en bjælkehytte i New Yorks Catskill bjerge. Rough Trades beskrivelse pointerer litterært: ”omgivet af træer, stjerner og stilhed indfangede Jessica og Andy lyden af et helt bands trommer, guitar, synths, shakers og venner, uden samtidig at skulle kæmpe for opmærksomhed ovenover sirenernes hyl og radiatorenes væsen i en New Yorker lejlighed…” læs mere her. Men tilbage til min anmeldelse:

Pladen, ja det må man godt stadig sige når ens grammofon stadig er aktiv, selvom den er lånt af Rockens Johnny og skulle have været afleveret for længst, ligeså forstærkeren, men pladen kom vi fra… er af den slags hvor første gang man hører starten på første nummer, så ved man at dét er noget man kan li’. Bandet må have hørt en hel del PJ Harvey, altså at det tidlige upolerede, men minder også om… The Kills og måske også en smule om The Duke Spirit, men vil jeg understrege, ikke på nogen uoriginal måde.

Albummet starter med at grave videre, godt nok hedder nummeret Saturn Return, men dig on er en del af teksten, så på sæt og vis er der tale om en form for titelnummer. Vi befinder os i øvrigt i et univers, med en tung guitar hvor der bliver slået kraftigt i strengene (er det semi-akustisk?) sammen med en high hat eller et bækken som ligger bund til Jess’ markante stemme. Tempoet er afdæmpet med en bevidst underspillet besnærende intensitet som varer i et minut og tredive sekunder… Måske graver vi videre fra She Keeps Bees første album, jeg ved det ikke, men de første 1,30 gør, at jeg gerne griber en skovl, eller graver med, med fingrene. Saturn Return lukkes, efter der er skruet en tak eller to op for guitaren på en skæv lidt blues’y måde, ahh,,, og Jess gir’ den også en tand mere, ahh… Ja det er sgu’ sådan et rock album skal starte!

Found You Out – samme tunge, rå og upolerede guitar, samme rå og upolerede stemme og lige en tand mere intenst end første nummer, med en rockrytme, som går lige i bollerne. Hvor er whiskyen, bajeren i hånden med gutterne på Loppen??? Desperationen spreder sig – og jeg nøjes med en sjat rødvin (tak Mette! det var flasken du havde med til middag før Kurt Vile). Man Kan så tydeligt mærke at Jess og Andy har noget på hjertet og rent faktisk mener det: De har gennemskuet os, og selvom de ikke er ude efter vores boller… så pas på!

Vi springer let hen over tredje nummer – men kun fordi jeg ellers misbruger læserens tålmodighed – og jeg vil så gerne i gang med Sister Beware – et nummer som (næsten) gir’ mig lyst til at prøve at være en kvinde… Sister beware er albummets højdepunkt hvad angår musikalsk intensitet. FUCK jeg har lovet aftensmaden klar til kl. seks og jeg har som vanligt kastet mig ud i lidt ambitiøse projekter med hjemmelavet hønsefond til den økologiske thai-inspirerede kyllingegryde – I’ll be back…
Ja, her et døgns tid senere, er jeg så tilbage, men da Rock’n’roll-Patruljen lønner for dårligt vil jeg runde lidt unuanceret af. She Keeps Bees har ikke hørt det sidste til mig, eller er det omvendt?!? I hvert fald har Dig on gjort et rimeligt stort indtryk på mig: Så meget at jeg i går bestilte deres debutalbum fra 2008/2009 Nest – og som vanligt faldt der nok et par godter ned i posen fra Rough Trades hjemmeside. Apropos Rough Trade – så er det et fornuftigt udflugtsmål for Rock’n’roll-Patruljen, altså butikkerne beliggende hhv. i East og West London, hvor en formiddag før eftermiddagens pubber og aftenens gigs nemt slås ihjel simultant med ens kreditværdighed…

Resten af Dig on’s otte af i alt tolv numre er helstøbt rock, om end jeg savner lidt mere knald på, hvis antallet af smileys skulle kunne komme højere end de fire og en halv af seks mulige som jeg ender med at tildele She Keeps Bees Dig on. Lur mig dog, om ikke albummet ved yderligere grundig gennemlytning bliver bedre og bedre…

½ – Well done!

Vær hilset

Den Sorte Fyrste

Links:

http://shekeepsbees.com

http://www.myspace.com/shekeepsbees

Køb: http://www.roughtrade.com

Anmeldelse uge 40: The Subways, Money and Celebrity udgivet 19. September 2011

Anmeldelse uge 41: Iceage, New Brigade, udg. Jan. 2011

Richmond Fontaine – The High Country – album/bog anmeldelse

Decor/El Cortez, September 2011.

Alabama anmelder – uge 38 – sidst i anmeldelsen er der stjerner!

“I’m just fucked Arlene” starter Richmond Fontaine The high Country som de selv kalder deres mest ambitiøse album hidtil –

The High Country er et forsøg på at lave et musikalbum som roman. Så vi har altså her at gøre med såvel en bog- som albumanmeldelse. Det viste sig at være lidt af en udfordring for undertegnede da jeg valgte at gribe albummet an både som historie og som musik sideløbende, hvilket kræver nærlytning på en måde som samfunds- og familiemæssige strukturer knap tillader i dagens samfund… … … Men efter adskillige forsøg på at lytte med under tilberedning af aftensmad, eller på computeren mens der blev mailet eller skrevet ansøgninger etc. fik jeg hul på albummet. Det kom der de følgende linjer ud af, hvor jeg selvfølgelig ikke løfter sløret for hele historien eller de involverede personer, kun kradser lidt i overfladen.

Jeg anbefaler at man griber The High Country an med en dyb lænestol, høretelefoner, fjernkontrol og en tredobbelt whisky, helst mens kone, børn og husdyr en sendt på internat. Dette hvis man ikke er så privilegeret som undertegnede at man kan skippe jobansøgningerne for en dag og skænke sig en dobbelt 12årig Laphroaig Quater Cask maltwhisky torsdag kl. 11.30, skål!

Rammen for historien sættes i første nummer, hvor den unge kvinde som bor i et trailerhome, datter af en tømmerarbejder og en fraværende og uvenlig mor, bliver gravid og gift med en knægt hun ikke elsker. Hun aborterer og snart forsvinder hun uden et spor. Knægten mistænkes for mordet, men der er ingen beviser. Rammen er sat for en krimi eller socialrealisme som i vanlig Richmond Fontaine stil?!? Nummeret er stille og stemningsfyldt og introducerer hovedrolleindehaveren/vokalisten Deborah Kelly, hvilket mig bekendt er første gang Richmond Fontaine har en gæstesangerinde.

Historien fortsætter, efter en instrumental pause The Girl on the logging road, med The Chainsaw Sea hvor Willy Vlautin ligger stemme til sangen om baren The Chainsaw Sea hvor den mildest talt ubehagelige Claude Murray, næsten en karakter fra Nick Cave’s universer, bor i barens baglokale under hvis cement adskillige lig er begravet. Baren ejes af Angus King x-army speedwrag, som ikke har forladt sit hus siden 2003. Historien har den fedeste guitar i bedste RF stil og det gør intet at man er tvunget til at høre nummeret igen og igen for at opfatte nuancerne selvom man følger med i teksten i booklet’en. Som selvstændigt rocknummer er vi her i klar Richmond Fontaine topklasse.

Sammenhængen med fjerde nummer er lidt uklar, men Let me dream of the high country foregår altså der hvor det sker, så ved første nærlytning formoder jeg, at rammen for romanen stadig er ved at blive sat og karaktererne introduceret. Men nummeret i sig selv er, om end smukt og stemningsfuldt sunget, igen af Deborah Kelly, ikke såååå spændende. Efterfulgt af det korte femte nummer The Mechanic falls in love with the girl, hvad er det for en pige mekanikeren forelsker sig i? Sangen er vist en overgangspassage i historien, som introducerer mekanikeren. The mechanis’s life (it ain’t always wrong to give up and run) , minder meget om de normale socialrealistiske småhistorier I Richmond Fontaines sange på alle de 10-12 tidligere albumudgivelser: det er skæbnefortællinger med følelse og indsigt – om det bringer historien videre er lidt uvist, men det bringer lytteren videre til Angus King tries to leave the house – og så er der skruet op for trommer og guitar; og den enkelte sætning som teksten består af, giver i samspil med musikken spænding til historien igen og samtidig pirres nysgerrigheden efter karakterenes placering i historien – er speedvraget Angus en morder eller en helt???

Halvvejs i albummet og historien, efter Claude Murray’s breakdown, hvor fortællingen skifter perspektiv til direkte form med en konfrontation mellem Claude og Angus, vil jeg forlade historien og overlade det til lytteren selv at få udløst spændingen.

The High Country er … wov … på den ene side et vildt eksperiment som forsøger at kombinere et country/rockalbum med romangenren og på den anden side ligger det egentlig i meget naturlig forlængelse af Richmond Fontaines tidligere måde at arbejde på med historier i en voldsom realistisk beskrivelse af trailertrash/blue collar/misbrugsmiljøer. For Willy Vlautin desuden en åbenlys måde at kombinere hans forfatterskab med musikken på. Vlautin har vist p.t. udgivet tre prisbelønnede romaner, hvoraf jeg har haft lejlighed til at læse de to første… disse er også eminente dystre billeder fra underklasse USA.

The High Country har direkte smågeniale indfald f.eks. i Drivning back to the Chainsaw Sea / Lost in the Trees hvor der radiospilsagtigt skiftes rundt på kanalerne på bilradioen, væk fra et ældre Richmond Fontaine nummer; Moving back home #2, fra albummet Thirteen Cities, 2007 til skod-country og mere country. Radioen ender på et nyt RF nummer som går fra radio- til albumlyd. … hvilket fedt nummer! Og lige en top up Laphroaig, mmm…

Albummet er grundet sin sammensatte beskaffenhed en smule uangribeligt, i hvert fald hvis man normalt ikke sætter sig dybt tilbage og nærlytter, men når man kommer i gang fastholder og pirrer det ens nysgerrighed efter personer og udvikling i historien. Musikken har glimt af storhed med vrede udtryk, fræsende guitar og tunge trommer, men som helhed er albummet afdæmpet, hvilket måske er lidt af en nødvendighed for at fastholde lytter i historien. Dog virkede det omvendt på undertegnede som fattede fornyet interesse for historien når de mere intense numre rystede op i én.

The High Country er et ambitiøst eksperiment med en spændende historie og interessante karakterer samt god musik med blændende elementer, dog lidt for stille og fortænkt i detaljerne – alt i alt skal belønnes med fire og en halv stjerne med pil opad.

½

Cheers
Alabama

P.S. Bonus CD Clearcuts: Jeg vil nødig vil forlade The Subways som har akkompagneret min korrekturlæsning og som jeg glæder mig meget til at se i Vega d. 19. oktober. Deres nye dobbeltalbum Money and Celebrity, er udgivet denne uge anmeldes i uge 40, og selvfølgelig anmeldes koncerten efterfølgende… Men tilbage til Richmond Fontaine, så er Cleaucuts en bonus cd, udgivet af Decor, som jeg umiddelbart mener kun tror fås ved køb af The High Countruy hos Rough Trade Records. Da jeg første gang lyttede til cd’en var jeg ved at skide i bukserne af grin… hold da kæft en gang røvballe, hvem var det der sang med hos Richmond Fontaine på Timber Tom og hvorfor så country, skål igen – dejligt med en lille eftermiddags-skid-på – det er længe siden… Men cd’en viser sig dels at indeholde instrumentalnumrene fra The High Country og dels et par af de numre som spiller på radioen i albummets geniale Driving back to the Chainsaw Sea samt et enkelt akustisk demo-nummer. OK det er godt nok røvballe ind i mellem, men i sammenhæng med The High Country og tre store whisky så giver selv Cleaucuts pludselig mening…

Købt: Rough Trade Records, inkl. bonus CD’en Cleaucuts som kun fås ved køb hos førnævnte, tror jeg…

Live: OBS!!! Richmond Fontaine spiller live i København d. 1. november: Kødboderne 18 , 1714 , København. Ses vi?

Anmeldelse uge 39: She Keeps Bees, Dig on, udgivet 19. juli 2011.

Anmeldelse uge 40: The Subways, Money and Celebrity udgivet 19. September 2011.

Bombay Bicycle Club – A different kind of Fix
Den Sorte Fyrste anmelder – uge 37 – sidst i anmeldelsen er der stjerner!
Udg. Universal Island Records, September 2011

A different Kind of Fix starter lovende, How Can you Swallow so much Sleep, Bad Timing og Your Eyes er tre glimrende, ja endog brillante numre, lige, som vi der har fulgt BBC siden debuten i 2009, kan li’ det! Albummet vækker lytteren blidt men godt med milde rock-toner i det første nummers drømmende How Can you Swallow so much Sleep. På det følgende nummer skruer BBC op for rocken; Bad Timing – et totalt rockhit, med udslag på gåsehudsskalaen som fik undertegnede til at lede efter volumen-knappen for at få højere, stærkere, mere!!! I Your Eyes fastholder én i forsøget på at fange detaljerne i Jack Steadmans lyriske tekster alt imens man ikke kan lade være at vippe med i rytmerne i den messende let syrede tilbedelse af hendes øjne, teksten coming back, synger man automatisk med på. Det er en rigtig ørehænger af en kærlighedssang, som momentvis svinger sig op i det rockede, så lang så godt…

Men så går det pludselig helt galt, efter undertegnedes ydmyg mening, øv, øv og tre gange øv… Lights Out, Words Gone, gør netop det – slukker lyset for mig – med et popnummer med musak-agtig brug af strengeinstrumenter og ubehagelige firser disko-associationer. Helt galt går det på Shuffle – hvad fanden er det for noget skræld! Albummet rejser sig efter min mening ikke efter lysene er gået ud. Nok er musikken fangende, besnærende og sikkert for mange direkte fortryllende, men jeg står af, ikke fordi BBC er klar til P3 eller det der er værre, for det kan jo ske for selv de bedste… Nej – jeg synes at dybden, følelsen og substansen i såvel musik som tekst, som ellers kendetegnede de to første albums fordufter. Og så kigger jeg dybere i teksten, som pludselig også virker indholdstom og patetisk – næsten ligesom dansk politik præsenteret af vores public service kanaler…

Lights Out, Words Gone – resten af – A Different Kind of Fix giver ikke mig grund til at ofre mange flere ord. Vi taler måske ikke om et direkte dårligt fix, men heller ikke om any kind of high…

A different Kind of Fix –

Får tre nådige smileys for de i alt tre gode numre på skiven.

Vær Hilset!

Den Sorte Fyrste