Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Kære undersåtter, host host, Patrulje-medlemmer…

Det herrens år 2016 er året for flere store skelsættende begivenheder. Den
største er selvsagt Fyrstens 50års fødselsdag – men i næsten samme
festlige og storslåede kategori er Rock’n’roll-Patruljens Professor-konkurrence,
den 7. af slagsen.

Hermed – årsskiftet 2014-2015 – skal det være almengjort, at næstkommende
Professor-konkurrence – allerede fra dette årsskifte, hermed, skydes igang.

Alle tidligere år er Professoren kåret i løbet af én, om end én storslået,
weekend. Fokus har altovervejende været musiksmag, quiz og tekniske
discipliner, smukt godt og rock’n’roll’et.

Professor-Konkurrence # 7 vil dels føre patruljen ind i det 21århundredes teknologi, dels centrere på flere af de sande rock’n’roll-dyder… Dette ved at sætte fokus på live-musik og deltagelse samt afholdelse af Rock’n’roll-Patrulje-arrangementer. Således – afsættes der, hermed, på forhånd 25% af de samlede points af næstkommende Professor-konkurrence, som fra Nytår 2014/2015 kl. 00.00 kan optjenes. Der optjenes points ved:

—> Deltagelse i live-musik koncerter. 10% (af de 25%)
Krav:
1) Billetstump gemmes og kan fremvises i fbm. Professor-konkurrencen.
2) Der skrives en anmeldelse, som offentliggøres her på sitet af en vis længde og kvalitet.
3) Ovenstående godkendes af Professor Fyrsten, over-blogger m.s.t.d. m.m. (Jf. “Praksis” nedenfor.

—> Arrangør af et Officielt Patrulje-arrangement. (10% af de 25%)
Krav:
1) At Patruljens medlemmer har været hørt om deltagelse i arrangementet min. 30 dage før afholdelse.
2) At et flertal af Patruljens medlemmer deltager.
3 Ved flere arrangører på samme arrangement deles point for arrangementet.
4) Der opfordres til selvstændigt initiativ til arrangementer.

—> Rock-liv (5% af de 25%)
5% af den samlede pointsum afsættes til uddeling/fordeling til de af Patrulje-medlemmerne som gør sig fortjent til point fra puljen “Rock-liv”.
Krav:
1) At et andet medlem med skriftligt motivation nominerer et medlem til point.
2) At et flertal af Patruljen vedtager nomineringen (i tilfælde af stemmelighed er Professorens stemme afgørende).

—> PRAKSIS/ADMINISTRATION:
Professor Fyrsten fører et dertil indrettet Excel-ark med points for ovenstående.

Godt Rockår og Ære være Patruljen

kh.
Professor Fyrsten

Hermed skal det være sagt – Fyrsten var ikke begejstret for J. Mascis optræden i går, i Lille Vega, d. 16. december, det herrens år 2014. Undskyld hvis jeg lyder tem’lig bitter, Det skyldes at jeg elsker mr. Mascis (Frit efter Steppeulvene)

En ufed budda, med en mærkelig hat svævende over det sølvgrå hår, det var Fyrstens første indtryk…

Da musikken gik i gang, så var forventningen, afdæmpet, at J. ville bortvaske førstehåndsindtrykket. Skuffelsen skyldtes for en gang skyld ikke tårnhøje forventninger, som ellers er klassikeren når skuffelser opstår… Nej – det var desværre det værst tænkelige – og her i prioriteret rækkefølge:

1) Musikken
2) Udførelsen
3) Publikum

Ad 1) Musikken
– Mascis startede op med et enkelt nummer fra den nyeste soloskive, akustisk guitar som annonceret… Okay, det har jeg intet imod, hans hår det var uglet og hans tøj noget rod (Frit efter MC Ejnar). Men der gik desværre ikke længe før der skete mærkelige ting på scenen. J. Mascis drak af sit vandglas, men guitaren spillede lystig videre. … hvad han lavede med sin guitar var enten helt unormalt eller også var der virkelig et eller andet galt, hvad ved jeg… Sådan fortsatte koncerten. Nogle vil sikkert argumentere, at det er helt normalt, at musikere supplerer deres musik med playback, specielt når man er helt alene om showet. Men ærlig talt – her virkede det kikset og uforberedt. Oven i hatten, så brugte Mascis ikke kun underlægningsguitar.

Mascis udførte en række af de ellers normalt fantastiske gamle og nye numre, hvor den elektriske guitar var playback – suppleret på scenen med den akustiske. Det var selvfølgelig tydeligvis en del af konceptet, men i Fyrsten mening så virkede det ikke – og det lød generelt ikke kun lidt dårligt. Oven i hatten så var også Mascis stemme helt ved siden af…

Ad 2) Udførelsen
Simpelhen for rodet, dårligt arrangeret, skal du bruge playback etc. så sørg lige for at det virker – og helst virker checket…

Ad 3) Publikum
Her skal lige tages først det forbehold, at denne kritik ikke er rettet mod enkeltpersoner, hver i eller udenfor Patruljen – men mod et generelt problem, som ikke kun er relateret til livemusik. Dernæst at Fyrsten selv, om ikke i går så ved andre lejligheder, har bidraget til problemet. Det gør det dog ikke mindre alvorligt…

Stemningen som allerede var lav hos Fyrsten, blev hurtigt endnu lavere… Publikum fotograferede løs – uden hensyntagen til at deres blitz’er generer såvel kunstner som andre publikummer, simpelthen pisse irriterende….Desuden, så er det mindst lige så irriterende at folk stikker deres efterhåneden enorme skærme op over hovedet for at fotografere – der virker som TV-skærme vendt mod publikum, som hæves og sænkes, hæves og sænkes, rundt om i salen vilkårlig frekvens. Det stjæler opmærksomheden fra scenen. Men endnu endnu værre, så er der opstået den kultur, at folk sms’er løs under koncerter (og alle andre situationer) – det generer faktisk ret meget de omkringstående (i hvert fald Fyrsten). Igen – så kommer der faktisk ret meget lys fra folks latterlige mobiltelefoner også når man sms’er – fuck det – siger jeg bare… !!! Fyrsten foreslår totalt forbud mod mobiler til koncerter!!!

Well – der er brugt rigelig plads på denne ikke mindeværdige oplevelse. Opvarmning var hyggeligt, dejligt at have Jer i Fyrstens hule…

J. Mascis i Lille Vega får af 6 smileys – og det er i overkanten – det er meget sjældent set, at Fyrsten forlader en koncert før den slutter.

kh.
Professor Fyrsten

Ville lige dele denne, så jo må være inspireret af Rock’n’roll-Patruljen:

Gehennah – Rock -N- Roll Patrol

//www.youtube.com/embed/niCeZjB4nTE

kh. Professor Fyrsten

Efter års venten, fire fede albums, så kunne Professoren faktisk ikke have ønsket sig at noget andet band mere end She Keeps Bees. Den slags er selvfølgelig farligt, med store forventninger opstår ofte store skuffelser. Fyrstens indstilling var dog afklaret – forventningerne var så store, at han ikke kunne undgå skuffelse. Dejlig med den slags omvendt omvendt psykologi…

Fyrsten havde inden koncerten, som fandt sted i HUSET:KBH, Musikcaféen, inviteret Patruljen, m.fl. til opvarmning. Så Ace og Hangaround Jevver nød igen igen et par gode øller fra Amager Brughus, Fyrstens hofdrik Wookiee IPA og en enkelt Magma fra Troubardur bryggeriet. Således i tilpas opildnet form mødtes vi med Dr. Rock og Lick i Musikcaféen.

Billedet der mødte os, var en hulens masse, temmelig, unge mennesker som sad på gulvet foran scenen, enkelte sad såmænd også i møblementet… Sidstnævnte sluttede vi os til. Kort efter gik opvarmningbandet, unge danske The Swell. Og det var faktisk en ganske positiv oplevelse. Seks numre blev det til med masser og tråd og nerve. Enkelte numre direkte fede og de sad i skabet, mens resten viste stor potentiale, men ikke var helt skarpt indøvet og/eller udført. Men keep it up Swells… Har google bandet, men fandt ingen info overhovedet (på de 30 sekunder jeg ofrede på det). Glemte så helt pointen med de siddende unge mennesker – de forblev altovervejende siddende foran scenen, men enkelte slow-pogo dansende supporters og Aceman lænende sig nonchalant op ad en stolpe, som undtagelsen.

She Keeps Bees
Jessica Larabee gik lidt smånervøst omkring inden koncerten, og da da skulle til at gå igang virkede det som om bekymringen også gik på udstyret, som gav stød, og lyd som gav mere distortion end ønsket. Heldigvis for os og for She Keeps Bees, så kommunikerede hun med publikum, og vi kunne kommunikere tilbage at lyden i vores ende var helt fin. Det hjalp, og bandet lagde ud med et par rigtig fede numre fra Eight Houses, det nyeste album fra 2014, og det var en god blanding af de hurtigere guitarnumre og de mere afdæmpede – men meget udtryks-mæssigt/følelsesintense sange. Hvilken nerve siger jeg bare – og hvilken gnist og hvilken skøn, fantastik og emotionel oplevelse, at stå halvanden meter fra Jessica Larabee. Hendes musiske udtryk er simpelthen det stærkeste jeg husker at have mødt, måske, nogensinde…

Fyrsten var/er tæt på at abdicere – og søge stilling som roadie – selvom ryggen nok kun kan holde til at slæbe på tamborien, som var signeret af, var det, Chris Christopherson…(?). Hvilket ikke er sket siden Archie Bronson Outfit gæstede Loppen for snart en del år siden.

She Keeps Bees kom grundigt rundt i alle deres albums – og leverede, hvilket nok fremgår allerede, et brag af en rockkoncert. Men egentlig så synes jeg, at She Keeps Bees transcenderer begrebet rockkoncert. Vi bevæger os over i noget som er mere kunst end blot en musikkoncert; ekspressionistisk kunst a la Edward Munch, Litterær digtning a la, jeg ved snart ikke, og det kombineret med en ydmyg nærværhed som virkede meget uamerikansk… Hvilket minder mig om, at der i specielt starten af koncerten var dele, som tydeligt synes inspireret af de oprindelige amerikanere, altså indiansk inspireret – og måske var der i virkeligheden ceremonielle elementer bevidst eller ubevidst underliggende forestillingen. I don’t know – men fantastisk oplevelse – og her taler jeg så isoleret set om selve koncert-delen.

af 6 smileys (og skalen er brudt sammen, der kunne og burde gives mere)

Efter musikken var slut, så gik der ikke længe før bandet kom ud og begyndte at snakke med det tilbageværende publikum. Dr. Rock brød isen og snakkede længe med Jessica Larabee, men resten af os fik også chancen, og knus og det hele. Simpelthen en mageløs skøn ung kvinde, åben, direkte, men sgu også lyttende til os “halvgamle” nisser… Professor Fyrsten lovede at hjælpe med at sprede ordet, når/hvis She Keeps Bees kommer tilbage til foråret – og det står han ved.

Kh.
Professor Fyrsten

Det var tirsdag aften. Snake havde været oppe siden klokken
4.30 om morgenen, og til letbane-seminar i Smilets By, Aarhus, det meste af
dagen. Efter en solid aftensmad var energiniveauet i bund, og batterierne skreg
på at blive opladt. Som en åbenbaring hang der på køleskabsdøren en billet til
den oplagte redning, King Tuff på Loppen, med dertil hørende garanti for at
ramme Lene Bjerre hovedpuden på den forkerte side af midnat.

Renaultens 140 hestekræfter spandt som en lille mis under
motorhjelmen, mens Snake tordnede af sted mod Staden, hvor han blev budt
velkommen af Lick samt de faste husvenner, Jo og Klaus. Resten af patruljen
havde åbenbart valgt at blive hjemme, og se Landsbyhospitalet på TV2. Svært at
konkurrere med. Der blev uddelt krammer til Jo, og faste håndtryk til Lick og
Klaus.

Efter et par Røde Mor fra Refsvindinge gik opvarmningen på.
Eleventh Street Kids hed de, og forsangeren havde tydeligvis fået et flot
tolv-tal på sit AMU-kursus i basale Rock’n’Roll-poseringer. Der var udmærket
rev i guitarerne, men helhedsindtrykket blev forstyrret af forsangerens
syd-vestjyske dialekt mellem numrene, kombineret med de lidt overspillede
poseringer på scenekanten. Dertil kom hans kliche af en rock’n’roll uniform:
Kort læderjakke, stramme jeans, støvletter, tilbagestrøget hår og fuldskæg. Det
var sku for meget. Særligt når indholdet ikke står mål med indpakningen.

Efter en kort intermezzo kom King Tuff på scenen.
Forventningerne var i top, efter deres konge-optræden på Roskilde.

De tre gutter Kyle Thomas (sang/guitar), Magic Jake (bas) og
Garett Goddard (trommer) havde tydeligvis alt det som opvarmningen savnede. Det
var mænd i deres bedste alder med topmave og måne. Bassisten, Magic Jake, er et
kapitel for sig. Han lignede noget der var lånt ud fra Bamses Venner, som han
stod der og svingede bassen op og ned i duvende bevægelser. En ægte
hyggefætter.

Kort inde i sættet kom hittet, Wild Desire, og så var
vi i gang. Forsanger Kyle Thomas kommunikerede ivrigt med publikum, og fortalte
flere gange, hvor glad han var for at se så mange mennesker. Alt i alt var der
vel 100-200 publikummer. Langtfra stuvende fuldt, men nok til at skabe en fed
atmosfære.

Der var tale om gedigen rock’n’roll i krydsningsfeltet
mellem Sex Pistols og AC/DC. Super fedt.

Mærkeligt, at tænke på at de tre sympatiske gutter fra
Vermont, først pladedebuterede i 2012 på et lille pladeselskab. Nu har de
udgivet deres første plade på Sub Pop, og får stille og roligt en trofast
fanskare. Denne aften blev skaren udvidet med mindst tre danskere: Lick, Klaus
og Snake.

Bandet er da heller ikke helt uerfarne. Forsanger Kyle
Thomas har tidligere gjort sine hoser grønne i det navnkundige band: Alabama
Thunderpussy, der bl.a. er kendt for albummet,

Right In The Nuts: A Tribute to Aerosmith, som
endnu ikke har været spillet I RNRP. Endnu tidligere var Kyle Thomas med i
trash metal bandet, Exhorder, der pladedebuterede med albummet, Slaughter in
the Vatican. Så der er bestemt ikke tale om en nybegynder.

Jo gik i pausen. Måske var hun skuffet over bandets optræden,
herunder deres fysiologiske fremtræden. Jeg ved det ikke, men hun slipper ikke
helt for King Tuff. Klaus forlod Loppen med deres seneste vinyl under armen, og
den kommer nok i heavy-rotation i Husum. Lick og Snake støttede King Tuff med
lidt omsætning på deres T-shirt salg, og så var alle glade.

En rigtig dejlig aften med de musikalske venner.

Kram

Snake

Hvaaaa’

Hvordan var King Tuff?

Kh.
Professor F.

Aceman gik glip af Bombay Bicycle Club i februar i Vega, well Fyrsten syntes i virkeligheden ikke at han gik glip af særlig meget. Den koncert var ikke værd at skrive meget hjem om.

Så det var lidt af en mirakel, at Professor Fyrsten i går, med feber og børnefødselsdag i kroppen alligevel endte med at forbarme sig over Aceman og købte en billet, så Ace ikke skulle kede sig alene til BBC i Amager Bio. Det vil sige, at forventningerne ikke var særligt høje, for udover at koncerten i Vega var skuffende, så ligger BBCs bedste udgivelse altså tilbage i 2009:

I Had the Blues But I Shook Them Loose

Og de to seneste albums er efter Fyrstens mening, temmelig ringe. Det er ret modsat hvad et stort antal britter synes, da So Long, See You Tommorow udkom i februar, strøg pladen direkte ind på den engelske album hit-liste som nummero uno. http://www.officialcharts.com/chart-news/bombay-bicycle-club-score-first-ever-number-1-album-2283/

Koncerten i går gav mig en idé om hvorfor…

På trods af at rigtig mange numre er rigtig poppede, så er variationen så stor i BBCs repatoire, at de fanger alt fra 17årige dansemus over Mærsk Mc-kinney Møller typer til +60hippy-agtige typer. BBC er altså true rock’n’rollers – derhen – at de ikke lader sig sætte i bås – og når de ind i mellem spiller deres mere rockede numre, så synger guitar-englene i himmelen…

Alt i alt så var det en stor-hyggelig aften med Aceman, desværre kom feberen ikke just ud af kroppen af bajerne, men for faen hvor er det godt at komme ud og høre musica…

Sidste note: Amager Bio er faktisk et meget bedre koncertsted end Store Vega. I hvert fald hvad angår afstanden mellem publikum og band.

BBC får af 6 Smileys – og tak fra Professor Fyrsten

Fredag d. 7/11, knaldhård arbejdsdag, Halloweeen fællesfødselsdag for en ordentlig syg flok 10årige.

Det gav Professoren lejlighed til at benytte nok et alter ego, hvis nogle skulle være i tvivl “the ghosts of Jeffrey Lee Pierce reincarnated”. Hvem der efter fødselsdagen var mest traumatiseret (Jeffrey eller børnene) lader vi stå åbent.

Men frugterne af Alabama/D.S.F. s sejr i Professor-konkurrencen (altså præmien) – to stk. billetter til: Ty Segal & J.C. Satán i Pumpehuset skulle også høstes (indløses).

Rockens Johnny (nr. 7) havde meldt forfald, Steffy Jones (nr. 6) ligeldes, så Aceman fik fornøjelsen af at være anstandsdame i det københavnske natteliv på J-dag… Professorens, hvis rock’n’roll-embedsbolig som bekendt ligger lige i centrum af den vestlige verdens mest trendy område, havde således sat Aceman i stævne i Kødbyen, og hvis man var 15-20år yngre, så er det lige hvad det er – et kødmarked. Men overvældet af mængden af friskt og uhængt kød, så opgav vi første bar “No Ho”, som simpelthen var for trendy og for lidt rock’n’roll’et(og flød som med alt for pæne piger…) og gik i stedet ned på nærmeste Ølbar ‘ Fermentoren’. Her bestilte Aceman 2x Mikkeler julebryg, kun 10% vol., man skal jo starte lidt lavt…
Vi nåede lige forbi Professorens hybel og drak tre skønne bryg fra Amager Bryghus, Official Brewery of Professors Fyrstens 1st term in Office (c)., og kastede os så op til Pumpehuset.

Her var opvarmingsbandet, franske, mens engelsksprogede, J.C. Satán vist lige gået på – og faenme om ikke det var knaldfedt. Kvindelig forsanger, kvindelig bassist, mandlig guitarist, med mustage og Frankensteins monster på keyboard… og en trommeslager… Men guitaristen var dagens oplevelse. den ca. 150cm høje fyr, som havde et superlækkert overskæg.

Hvorfor jeg ligeså godt kan afsløre, at den der til næste Professor-konkurrence kan præsentere det flotteste, ægte mustage, på sig selv, får 50 bonuspoints. Men desuden var han altså en Gudbenådet guitarist…
Fyrsten gik hjem med én J.C. Satán LP og en håndtrykt plakat, og skal helt sikkert følge op på J.C.s øvrige udgivelser. Altså ikke John Christensen Satán, men Jesus Christ Satán…
Musikken er hård, upoleret alternativ/eksperimenterende rock, men masser af guitar og tunge trommer, nam nam.
J.C. Satán får ½ (næsten 5) smileys af seks mulige.

Ty Segal leverede en fest, Aceman og Fyrsten fik danset pogo, selvom det indimellem var lidt mærkeligt, for halvdelen af musikken er altså ikke pogo-egnet… Vi lavede den klassiske fejl, forlod den gamle rocker vi stod ved siden af (som var stort set den eneste på vores alder) og gik op til baren, men heldigvis indså vi hurtigt at det var en fejltagelse og fandt tilbage til scenekanten resten af koncerten, sammen med rockeren, som Aceman insisterede på, at Fyrsten ikke måtte spørge om “han var sådn’ en rigtig rocker”. I øvrigt havde Professoren Fyrsten den positive oplevelse, at det unge publikum var flinke og rare ved alderdommen og kom med opmuntrende bemærkninger og skulderklap – enten fordi de kender til Professorskabet, eller fordi de syntes at det var flot at så gammel en mandsling kunne klare 2 timer på benene… (seriøst…).

Ty Segal – er overdrevent fedt når det er bedst, nok en guitarhelt af de større, og Fyrsten købte to eksemplarer af “Twins” en til anstands-Ace og en til samlingen, her kan der også graves dybere… Men kære Ty, løb ikke efter populariteten og ungdommen, så ender du med at lyde lige så tamt og kønsløst som en vis hr. White (og det er ikke Barry)…

Ty Segal får fem af seks smileys.

kh.
Professor Fyrsten