Rock'n'roll-Patrulje-Blog

PRESSEMEDDELELSE

Vester Bronx 29. august 2011

Den Sorte Fyrste – aka Alabama – igangsætter Professor 2012 med en valg-bombe

Under sloganet “ikke flere langskæggede hippier” har de senere års mest markante Professor-kandidat, Den Sorte Fyrste, i dag skudt sin kampagne til Professor-2012-valget i gang.

Den Sorte Fyrste udtaler: “Vi kan ikke længere stiltiende afvente det etablerede professorskabs passivitet”. Han tilføjer, at det aristokrati-lignende bureaukrati som den nuværende professor på værste despotiske vis har opbygget omkring ”visse nicheagtige, langskæggede afarter af musikalske genrer” helst skal glemmes hurtigst muligt sammen med de såkaldte musikere der gemmer sig bag usoigneret kropsbehåring og mumlende folkemusik.

Den Sorte Fyrste vil endnu ikke løfte sløret for de ændringer han implicit udtrykker som nødvendige for fællesskabet, dog siger han, med slet skjult henvisning til andre kulturrevolutioner,: ”Bureaukratier må dø og bureaukrater må genopdrages før fællesskabet og rockmusikken revitaliseres i sin pureste ægte undergrundsform”. Kritisk adspurgt lover Den Sorte Fyrste et sammenhængende valgprogram, som han p.t. kun vil afsløre har essensen forandring ”change”. Han tilføjer:
”Vi er selv i disse dage, endnu, tilhængere af den demokratiske proces, så vi afventer professorens valgudskrivning og de præmisser han søger genvalg på – men, vi føler os tvungne af omstændighederne til, at minde 2XP om de begivenheder, som Rockers i mange lande i Mellemøsten har måttet gennemtvinge overfor deres røvballe-rock elskende ledere.”

People for Change / Rockers for Change

No regrets…

Tak for denne gang drenge – håber at i kommer over det uden varige mén.

Bama

P.S. Flere mobilfotos senere i fotoalbummet

Så er det sgu’ endelig tid til et rigtig gammeldavs Patrulje-arrangement…

Ja ikke for at klage – eller måske jo – det er jo også en del af den søde juletid. Vi har hermed officielt årstid-alibi til at klage over, at alt ikke er lige så godt som i gamle dage, hverken vejret, musikken eller gaverne. Det er normalt for varmt, i år altså for koldt og for meget sne for tidligt, og musikken nu om stunder – det er jo ikke andet end larm, eller også er det noget sølle søvndyssende folkemusik uden nerve…. og gaverne – sikker dog et materialistisk mareridt, ikke noget at sige til at miljøet går amok, og så bliver man alligevel skuffet over moster Oda’s hjemmehæklede sokker, den der nye blueray cd-afspiller med indbygget sub-sub-vuffer var egentligt det man havde håbet på ……………………

Og hvad er det så jeg prøver at sige?! Julen er også hjerternes fest og børnenes og en masse andet bavl. Lysenes og madens fest… Og i ældre tider tegn på lysets genkomst. JEG VIL IKKE HA’ ALT DET LORT… JEG VIL HA’ ROCK’N’ROLL JUL –NEJ JEG VIL HA’ ROCK’N’ROLL-PATRULJE JUL.

Så skide-være med at det er et lidt fimset tema, og at den gamle krop snart ikke kan stå distancen, hverken ryg, lever, ører eller øjne. Jeg savner jer og uanset om folk med den slags fordomme tror skidt om os fordi vi vil flytte i mande-kollektiv, så er det det jeg vil. Opgive unger, kvinder og julegaver – og holde Jul med Rock’nroll-patruljen HVER ENESTE DAG!

Kh.

Jule-Bama

Richmond Fontaine
Postcard From Portland, Live at Dante’s,
El Cortez Records, Winner’s Casino Music, 8-3-2010.
CD, pre-release, S.kr. 150, bandsalg i fbm. koncert i KB-Malmö.

Rammerne I Kulturbolaget I Malmö betød, at Richmond Fontaine kun fik tre smileys med pil opad for koncerten d. 17. februar 2010. Alabama kom, som vanligt hjem med hul i lommen. Godt nok er den svenske krone lav og de svenske priser generelt yderst behagelige, men Brooklyn Lager på KB-Malmö står alligevel i s.kr. 54 – og de rammer altså smagsløgene lige akkurat der… Jeg kom dog også hjem med en ny koncert t-shirts og endnu bedre den nyeste RF udgivelse: Postcard From Portland med undertitlen Live at Dante’s, flere uger før den oficielle udgivelse. Og lad mig bare slå fast med det samme – det er en lille genialitet af en liveudgivelse!

Kernen i albummet er numre fra RFs seneste studiealbum We used to think the freeway sounded like a river (decor/El Cortez Rec. 2009), hvorfra 10 af de 14 skæringer er hentet. Det lyder måske umiddelbart som et selvmål, af Willy Vlautin og drengene fra Portland, at de udgiver en live-version af et album der er udgivet for knap seks måneder siden. Men det fungerer – Postcard’ er fint krydret med et lille udvalg af ældre numre og albummet starter ud med White line fever fra debutalbummet Safety fra 96/97. Safety og RFs debut har en noget hårdere lyd end bandets nyere materiale, men teksterne var den gang, som i dag, lige på og hård socialrealisme af den barskestes slags. White line fever får positioneret Postcard der hvor jeg helst ser RF’s musik, nemlig i den meget alternative ende af country musikken. Guitarintroen har en ildevarslende lyd, som langsomt bevæger sig over i retning af et smukt, måske naivt håbefuldt univers, baggrundens skærende guitar ligger en rå baggrund – og når Willy Vlautins ikke særlig polerede stemme påbegynder sangen om den misbrugende, horende langturschauffør og hans lige så misbrugende, suicide kone, så er man velplaceret i centrum af RFs univers. For mig er det en gåsehuds-givende musik hvor instrumenter, sang og tekst går op i en højere enhed som er hudløst ærligt, giver mening og bringer stærke følelser frem.

Essensen af hvorfor RF er så godt et band er deres uspolerede ærlige udtryk både musikalsk og personligt står også tydeligt når man lytter til resten af albummet. F.eks. i Maybe we were both born blue, som for undertegnede er noget af det smukkeste musik længe. I alt dets grimhed og lidt for country-musik-agtige lyd – ligner det gruppens medlemmer. De ser nærmest ud som om de lige er trådt ind ad døren fra arbejde, så sympatisk normale at de kunne være ens bedste ven fra folkeskolen som man ikke har set i lidt for lang tid, men alligevel formår at klikke med i samtalens første 30sekunder. Og det svarer vist også til virkeligheden. Da jeg første gang så dem på Loppen fik vi os en god snak med et par af bandets medlemmer, ligeledes anden gang på Loppen, hvor Willy Vlautin selv stod i merchandise boden efter koncerten og efter koncerten i Malmö var samtlige bandmedlemmer småsnakkende sammen med publikum – det er sgu’ da sådan det skal være!!!

Tilbage til albummet som dette mest drejer sig om, så er RF kompositioner med årene blevet lidt mere afdæmpede, avancerede og smukke. Men der er en klar linie i deres materiale som gør, at ældre sange som The Gits og Song for dead Moon, som begge handler om gruppens musikalske udspring, forstærker albummet og gruppens udtryk og deres hudløse ærlighed. Omvendt er RF med nummeret 43 fra 2009 albummet tilbage til lyden fra 97, hvilket hos de fleste bands kunne det opfattes som leflen for gamle fans eller en utidig søgen tilbage efter … noget … Ikke hos Richmond’! Og i hvert fald ikke på Postcard from Portland hvor det cementerer albummets helstøbthed og mere generelt sætter en fed streg under et unikt bands imponerede udvikling, holdbarhed og ærlighed (der var den igen… den der ærlighed).

Postcard From Portland får nemt fem velfortjente smileys med en pil opad.

Alabama aka Den sorte Fyrste

Richmond Fontaine (US)
Kulturbolaget Malmö:
17. februar 2010 kl. 21.00
Warm up: Rag-and-bone (S)
Pris s.kr. 60,-

Undertegnede tog i går min gamle veninde et smut med ‘hinsidans’. KB-Malmö havde mine kæledækker fra Portland Oregon på besøg. Min veninde og jeg har et ‘country-fællesskab’ og trods min tilbøjelighed til den meget alternative country og hendes til den mere moderne og populære var hun frisk.

Vi delte et par Urquell i toget, byttede mp3-afspillere. Miss M. blev opdateret på Richmond Fontaine’s seneste mesterværk “We used to think the freeway sounded like a river…” og jeg fik lov at bytte min Samsung med en Ipod… og blev opdateret på det seneste Sydafrikanske bud på Madonna (dog noget bedre end sidstnævnte), på Mark Knoflers album med Emmylou Harris – slet ikke helt skidt,,,, men for mig milevidt fra at nå i nærheden af RF’s dystre, desperate, smukke, smertefulde, socialrealistiske north west alt.country univers…

Velankommen i Malmø ville vi have tygget os en burger fra Skånes bedste burger-sted, Vinylbaren som er en del af Kulturbolaget… Skuffede måtte vi konstatere at der ikke var åbent. Men Bergsgatan, hvor KB ligger, er fyldt med restauranter. Vi besluttede os i kulde for at spise thai, men var gået ind ad den forkerte dør, så der var japansk på menuen… Nu skal jeg snart komme tilbage til Richmond F., men vi fik et godt og billigt måltid japansk, fik bagefter en kaffe og en chai – og konstaterede, at området omkring KB er fyld med butikker og facader som fik os begge til at føle at vi var havnet i 50’erne… spøjst…

KB havde dækket op til country-fest – og det bogstavelig talt. Af uransagelige årsager var der opstillet caféborde på størstedelen af gulvet foran scenen. Der var en “grøft” på 4-5 meter mellem bordene og scenen. Bagved bordene var der tilsvarende nogle meter til stående publikummer. Gæt hvor folk stod?! De høflige svenskere, der ikke havde indtaget cafébordene, placerede sig bagerst i salen… den grøft der var mellem publikum og musikerne blev aldrig rigtig overskredet – hverken fysisk eller musikalsk… Sur røv! Vi placerede os stående på et plateau ved baren tæt på og med optimal udsigt til scenen.

Richmond Fontaine. Siden jeg først hørte RF i 2003 eller 2004 har jeg set dem 2-3 gange og anskaffet alle deres albums, undtagen ‘Whiskey, painkillers and Speed”, som ikke kan skaffes. Jeg synes bedst om deres tidlige albums på grund af deres nærmest punk-agtige elementer. Men deres seneste album “We used to think the freeway sounded like a river” er altså et noget af det fedeste… et af 2009s absolut bedste albums uagtet musik-kategori. Så mine forventninger var altså ikke beskedne…

Vel – RF-drengene gjorde det godt, under omstændighederne. De kom pænt omkring i deres albums med vægten på det nyeste. Spillede glimrende versioner af White Line Fever, Lonnie, 43 og mangel flere. Men der var en distance og selvom Willy Vlautin som vanligt lagde op til dialog med publikum, så blev distancen aldrig minimeret og dialogen blev ensidig: fra Richmond Fontaine til os… Ikke at jeg betvivler at publikum nød koncerten – det tror jeg rent faktisk at de gjorde… Men man sidder altså ikke ned til Richmond Fontaine – det er dødfødt!

Rag-And-Bone – tjae – en velpoleret forsanger som mindede mig om svigermors drøm, men vest og slips og et udseende som Jack White kombineret med Austin Powers. Stemmen var ligeledes poleret og countryen … alt for pæn… alt for påtaget … olt for ligegyldig. Enkelte musikalske opture når violinisten som også spillede banjo kom i forgrunden.

Sjovt publikum i øvrigt, måske var det opvarmningsbandets familie, eller måske er der ældrerabat – eller også har svenske pensionister en avanceret musiksmag. I alt fald var en stor del af de måske 150 publikummer der havde nået pensionsalderen…

Kulturbolaget får af seks smileys for arrangementet.
At de kommer så højt skyldes en velassorteret bar med bl.a. Brooklyn Lager, mmmm. Men for helvede – aldrig mere caféborde!!!

Richmond Fontaine får af seks smileys.
Musikalsk set ikke dårligt – not bad at all! Men selvom det var op ad bakke så synes jeg godt at I kunne have givet den en tand mere – hvem ved, måske havde i fået et par af de gumpetunge op ad stå.

Rag-And-Bone får af seks mulige smileys – og det skal de være glade for!

Roskilde Festival (torsdag 02.07.09, fredag 03.07.09, søndag 05.07.09)
Festivalen blev økonomisk reddet af godt vejr og ved at gå på kompromis ved at sælge en dags billetter, som en hver anden havefest i Danmark. Jo krisen ramte også festivalen og specielt de svenske gæster udeblev. Alligevel havde Festivalen i sin visdom besluttet at den svenske rapper Petter skulle åbne Orange Scene, scenen der på en gang er festivalens varemærke og problembarn. Når man nu var indstillet på at satse, hvorfor så ikke give Peter Sommer chancen, der med sit seneste album har potentiale til at levere en god koncert på Orange. Nå men Roskilde er jo ikke kun musik, i år indeholdt den også en 90 års fødselsdag om lørdagen, men det blev til 3 fantastiske dage med rocksvinene og deres livsledsagerske og børn. Tak til camping Ledagervej for teltplads, mad, bad og drikke. Glæder mig til næste år hvor porten skal crashes endnu tidligere.

Baddies (fredag 03.07.09 – 17:00 – Pavilion)
Af en eller anden grund havde Festivalen valgt at placere Faith No More, Glasvegas og Baddies samtidig. Tre bands jeg alle gerne ville se men valget faldt på Baddies som kommer fra Southend Essex. Inden koncerten sad jeg og talte med Jakob, som fortalte at nye unge bands, der endnu ikke har udgivet deres første album, som er glade for at spille for 1000 mennesker og nu har fået chancen for at spille på festivalen, ofte leverer en fantastisk god koncert. Tak Jakob det var den præcise beskrivelse af koncerten med Baddies. De greb chancen og leverede en energisk koncert hvor numrene maximalt var adskilt af et ”skål”. Deres debut album Do the job udkommer i september, den skal helt sikkert stå i min CD-samling.

Nick Cave and the Bad Seeds (fredag 03.07.09 – 19.30 – Orange)
Endnu en fejlplacering, ikke scene men tidspunkt, han burde først gå på når det er mørkt! Det var mange år siden jeg havde set Nick Cave med The Bad Seeds, et glædeligt gensyn som at mødes med gamle venner, hvor et par af dem er skiftet ud. Bargeld og Harvey har forladt The Bad Seeds og den stringente, skarpe, rå lyd er nu erstattet med en mere rocket lyd som er kendetegnet fra det seneste album Dig Lazarus Dig. Med åbningsnummeret Tupelo var koncerten sparket i gang og med klassikere som Deanna, Red Right Hand, The Mercy Seat, Papa Won’t Leave You Henry, The Weeping Song og Stagger Lee hvor der i live versionen tilføjes et ekstra vers hvor djævelen kommer for at hente Stagger Lee men ender med 4 huller i hovedet, tja så havde jeg ikke flere numre på listen jeg absolut ville høre. Kun en enkelt skønhedsplet sneg sig ind i koncerten, da Nick Cave sagde Thank you Copenhagen, men så kan jeg byde Asser, Stefan og Jakob velkommen tilbage til København.

Yeah, Yeah, Yeahs (søndag 05.07.09 – 20:45 – Arena)
I forhold til mange andre var jeg tilfreds med årets program, jeg kunne naturligvis godt have tænkt mig at Festivalen havde præsenteret The Dead Weather, men den fornøjelse havde Glastonbury. Det jeg ikke var tilfreds med var placeringerne og Yeah Yeah Yeahs er ingen undtagelse, med det program skulle de have spillet på Orange. Men jeg valgte at komme tidligt og fik en plads inde foran hvilket altid gør koncertoplevelsen ekstra intens. Jeg kender ikke numrene godt nok til at skelne mellem de enkelte album, men numrene fra den seneste album var blevet tunet til en mere rocket udgave der passede til Arena. Yeah Yeah Yeahs leverede en stilsikker og energisk koncert og sluttede efter en lille times tid, selv søndag aften var den mindst en time for tidligt.

Hej der – kan man gøre andet end at forsøge en hurtig rekonstruktion!? Jeg har seriøst siddet og skrevet i mindst 4 timer – og så crashede Explorer… Nå men her lidt om min oplevelse af årets Roskilde Festival

Generelt om årets Roskilde Festival max = 6*
For meget mainstream og for meget pop – alt for lidt experimenterende og fremadskuende musik. Min oplevelse var desuden at kunst og performance også var dårligere/fraværende i fht. tidligere år…

Men alligevel glæder jeg mig til næste år – vores samvær – som vi skal have endnu mere af næste år – over endnu en øl og mohito, med eller uden kondivand – gjorde at Roskilde 09 sniger sig op på

Det bedste fra Roskilde 2009

Fucked Up (torsdag 02.07.09 – 20:30 – Pavilion)
Fucked Up mere end levede op til mine meget store forventninger. De var faktisk så store, at jeg regnede emd at FU ville floppe. Det gjorde de altså ikke – tværtimod var de grænseoverskridende gode. De leverde hård punk rock, af en kaliber, som er lige det der tidligere gjorde Roskidle Festival til en unik oplevelse: nyskabende, upoleret, kontrastfuld, kompromisløs rock med indhold, nerve og selvironi.

Mew (torsdag 02.07.09 – 23:00 – Arena)
Ikke lige min kop the…

Faith No More (fredag 03.07.09 – 17:00 – Orange)
Gjorde det godt i betragning af at de toppede for mindst 10 år siden – og er nyeligt gendannede. Er der plads til bands som Faith No More på Roskilde – ja – hvis de formå at byde på noget interessant. Det synes jeg at Faith No More gjorde – endog med en pæn portion selvironi, som var klædelig for et gammel grunge-agtigt band.

Nick Cave & The Bad Seeds (fredag 03.07.09 – 19:30 – Orange) ½
Var først faldet uden for mine udvalgte anmeldelser – men specielt gensynet med The Bad Seeds var kærkomment. Når man ser dem tænker man – gad vide om de rent faktisk lever i Nick Caves tekstunivers… Guitaristen havde den mest imponerende solo længe set på Roskilde spillet med foden – desuden det mest imponerede skæg siden… profeten Habakuk…

Skambankt (fredag 03.07.09 – 22:00 – Odeon)
Norsk politisk hardcore med attitude og humor. Overbevisende da de netop er så kompromisløse som man skal være, hvis man med glat ansigt skal turede/kunne spille politisk rock i 2009. Jeg ankom lidt efter koncertens start – og trods grundigt kendskab til Skambankts første album – (gen)kendte jeg ikke et af numrene. Jeg længtedes lidt efter hits fra det første album – men har total respekt for, at Skambank ikke lader sig knægte, og leger bufest mued greatest hits af Shubidua!

Oasis (fredag 03.07.09 – 22:30 – Orange) ½
Oasis er/har været et hadeobjekt for mig – eller i hvertfald noget som jeg aldrig har synes om, undtaget et nummer, som jeg efterfølgende fandt ud af var det eneste nummer med Blur, som jeg kan li’. Men – Gud døde mig, om ikke Oasis fangede min opmærksomhed – måske var det forsangerens lurende sindsyge (psykopati), måske var det bare festen… Men jeg må give mig og give Oasis en plads blandt årets bedste musikoplevelser.

… And you will know us by the trail of dead
(lørdag 04.07.09 – 14:30 – Odeon) ½
Lidt for meget college-rock efter min smag, men de kan nu alligevel noget, som jeg godt kan l’. Skal klart lytte mere til de skiver jeg købte for et par måneder siden. Både debutpladen og den nyeste – begge har stærke mindelser om Sonic Yout og Smashing Pumpkins – men også noget nyt. Men et ønske til ‘… trail of dead’ om noget mere ‘spor af død’ – det ville klæde dem!

Gogol Bordello (lørdag 04.07.09 – 18:30 – Orange) ½
Taget i betragning at Gogol kom med på et afbud, synes jeg de spillede op til folkefest – det er jeg overbevist om at Li’ll Wayne ikke havde magtet. At Gogol Bordello endog fik de bagerste kartoffelrække til at danse stammedans, folkedans og nærmest pogo – havde jeg ikke troet muligt, hvis adspurgt før festivallen. Et flot spring fra de små til den store scene!

Tony Allen (lørdag 04.07.09 – 22:00 – Cosmopol)
Tony-boy – jeg har ikke hørt det sidste til dig, that’s for sure! Nyskabende, grænseoverskridende, fedt fedt fedt – og ikke til at … musisk og visionært en bombe – som sætter streg under, at nyskebende ikke er det samme som nyt, Afro-beat fra 1960’erne.

Ida Maria (søndag 05.07.09 – 15:00 – Odeon) ½
Ida Maria jeg kan egentlig godt li’ dig, men mest når din guitar fyger, så håret det ryger… ikke når du skønsang synger a la små-melankolske-pige ynder. And what is it with that dress?

Coldplay (søndag 05.07.09 – 22:00 – Orange)
Tre små smileys – Coldplay fredag, lørdag eller søndag, men gerne tidlig formiddag. Mine fødder blev i hvertfald ikke fristet til at flytte sig tre tommer under koncerten – og det er der brug for søndag aften kl. 22.00, medmindre man har siddet med fødderne oppe i mediebyen og været nedladende de foregående tre dage…

Det kunne jeg godt have undværet:
Fleet Foxes, ædr…

Grace Jones, Fantastisk show – men skulle det ikke have været i Bellacentret eller Falconer?

Pet Shop Boys, øv øv øv – hvad er meningen – et afdanket pop-band, som aldrig har haft noget at byde på – 0 – smileys

Madness, undskyld mig – hvad fanden gik galt, hvor var ska’-musiken – og hvad var det for en gang flommefed pub-musik?!? (to smileys er i overkanten)…

Det er jeg ked af at jeg missede:

Labrassabanda

Nine Inch Nails

Cola Freaks, men jeg må ikke være så sent oppe..

Cancer Bats

Slipknot

Peter Sommer, det er altså for tidligt… (for jeg er alligevel sent oppe)

Yeah yeah yeahs, trods seneste albums vej mod normalitet… ville jeg godt have haft lidt mere overskud…

Varme festivalhilsner

Bama

Åh nej

Har siddet halvdelen af dagen og skrevet om årets festival – og så gik lortet ned uden jeg havde gemt…

fuck fuck fuck fuck…

Bama