Efter års venten, fire fede albums, så kunne Professoren faktisk ikke have ønsket sig at noget andet band mere end She Keeps Bees. Den slags er selvfølgelig farligt, med store forventninger opstår ofte store skuffelser. Fyrstens indstilling var dog afklaret – forventningerne var så store, at han ikke kunne undgå skuffelse. Dejlig med den slags omvendt omvendt psykologi…
Fyrsten havde inden koncerten, som fandt sted i HUSET:KBH, Musikcaféen, inviteret Patruljen, m.fl. til opvarmning. Så Ace og Hangaround Jevver nød igen igen et par gode øller fra Amager Brughus, Fyrstens hofdrik Wookiee IPA og en enkelt Magma fra Troubardur bryggeriet. Således i tilpas opildnet form mødtes vi med Dr. Rock og Lick i Musikcaféen.
Billedet der mødte os, var en hulens masse, temmelig, unge mennesker som sad på gulvet foran scenen, enkelte sad såmænd også i møblementet… Sidstnævnte sluttede vi os til. Kort efter gik opvarmningbandet, unge danske The Swell. Og det var faktisk en ganske positiv oplevelse. Seks numre blev det til med masser og tråd og nerve. Enkelte numre direkte fede og de sad i skabet, mens resten viste stor potentiale, men ikke var helt skarpt indøvet og/eller udført. Men keep it up Swells… Har google bandet, men fandt ingen info overhovedet (på de 30 sekunder jeg ofrede på det). Glemte så helt pointen med de siddende unge mennesker – de forblev altovervejende siddende foran scenen, men enkelte slow-pogo dansende supporters og Aceman lænende sig nonchalant op ad en stolpe, som undtagelsen.
She Keeps Bees
Jessica Larabee gik lidt smånervøst omkring inden koncerten, og da da skulle til at gå igang virkede det som om bekymringen også gik på udstyret, som gav stød, og lyd som gav mere distortion end ønsket. Heldigvis for os og for She Keeps Bees, så kommunikerede hun med publikum, og vi kunne kommunikere tilbage at lyden i vores ende var helt fin. Det hjalp, og bandet lagde ud med et par rigtig fede numre fra Eight Houses, det nyeste album fra 2014, og det var en god blanding af de hurtigere guitarnumre og de mere afdæmpede – men meget udtryks-mæssigt/følelsesintense sange. Hvilken nerve siger jeg bare – og hvilken gnist og hvilken skøn, fantastik og emotionel oplevelse, at stå halvanden meter fra Jessica Larabee. Hendes musiske udtryk er simpelthen det stærkeste jeg husker at have mødt, måske, nogensinde…
Fyrsten var/er tæt på at abdicere – og søge stilling som roadie – selvom ryggen nok kun kan holde til at slæbe på tamborien, som var signeret af, var det, Chris Christopherson…(?). Hvilket ikke er sket siden Archie Bronson Outfit gæstede Loppen for snart en del år siden.
She Keeps Bees kom grundigt rundt i alle deres albums – og leverede, hvilket nok fremgår allerede, et brag af en rockkoncert. Men egentlig så synes jeg, at She Keeps Bees transcenderer begrebet rockkoncert. Vi bevæger os over i noget som er mere kunst end blot en musikkoncert; ekspressionistisk kunst a la Edward Munch, Litterær digtning a la, jeg ved snart ikke, og det kombineret med en ydmyg nærværhed som virkede meget uamerikansk… Hvilket minder mig om, at der i specielt starten af koncerten var dele, som tydeligt synes inspireret af de oprindelige amerikanere, altså indiansk inspireret – og måske var der i virkeligheden ceremonielle elementer bevidst eller ubevidst underliggende forestillingen. I don’t know – men fantastisk oplevelse – og her taler jeg så isoleret set om selve koncert-delen.
af 6 smileys (og skalen er brudt sammen, der kunne og burde gives mere)
Efter musikken var slut, så gik der ikke længe før bandet kom ud og begyndte at snakke med det tilbageværende publikum. Dr. Rock brød isen og snakkede længe med Jessica Larabee, men resten af os fik også chancen, og knus og det hele. Simpelthen en mageløs skøn ung kvinde, åben, direkte, men sgu også lyttende til os “halvgamle” nisser… Professor Fyrsten lovede at hjælpe med at sprede ordet, når/hvis She Keeps Bees kommer tilbage til foråret – og det står han ved.
Kh.
Professor Fyrsten
