Rock'n'roll-Patrulje-Blog

The Twilight Sad,
Loppen 3. april 2015
Ace-Man stod for billetterne, som vistnok stod i 120,-

Scotch on the Lop’ – Twilight Sad – Rocker Loppen, eller Lopper Rocken?

Langfredagsrock – det er sgu et bedre koncept end tirsdagskoncert.
Nys hjemkommen efter seks dages opladning i Barcelona, så burde det ikke kunne
være meget bedre – og så med brormand Ace og Fyrstinden som
akkompagnatører. Så Twilights Sad havde
noget at leve op til. Forårsforkølelsen dæmpede dog Fyrstens enthusiasme. Stærkt
stækket blev der alligevel udbenet lammebov som optakt, og de spanske
mikro-håndbryg serveret med føl’se.

Det lykkedes os at ankomme til tiden. Loppen en fredag
starter ikke (for) tidligt, så vi var på plads, selv inden opvarmningen, unge
danske Harmonics, gik på kl. ca. 22. Opvarmning var i bedste fald en blandet
oplevelse, jeg vil ikke give dem mange ord med på vejen, for lyden var
simpelthen fór dårlig. De første numre havde ellers potentile til at være
interessante, men guitar og sang druknede totalt i meget tunge (malplacerede
heavy-agtige) trommer. Det var en skam for musikken lød ellers, så vidt det
ellers var muligt at tyde musikken, som guitar-orienteret rock a la Interpol,
Editors og Twilight Sad, hvor tør guitar, lyrik og sang er de absolutte
hovedelementer. Harmonics undskyldte på forhånd; ingen koncerter i år og ingen
tid til lydprøve, men what the fuck skal jeg bruge det til? Op på hesten igen –
for I kan vistnok godt, teknisk /instrument-mestrings-set lød det som i hvert
fald som om, i var OK.

Twilight Sad gik på – og det var godt. Fyrstinden og jeg
havde nået at lytte lidt til… ja vel egentlig ”for-kataloget”, for
bag-kataloget var det vi i forvejen kendte i kraft af 2009 udgivelsen: ”Forget
the Night Ahead”, som udkom i samme periode(kort efter) som Interpols bedste udgivelser (Our Love to
Admire, 2007) og Editors samme (The Back Room 2005, An end has a start 2007).
Og Twilight Sad udgav faktisk også i 2007 et anmelderrost album; Fourteen
Autumns and Fifteen Winters, som det dog ikke lykkedes mig at finde frem til. Men deres nyere albums ‘Nobody Wants
to Be Here and Nobody Wants to Leave’ (Sep. 2014) og ‘No One Can Ever Know’
(2012) er absolut også nogle gennemlytninger værd.

Twilight Sad er altså lidt (meget) af en skotsk pendent til
Editors og Interpol – og det klæder faktisk den underspillede, strømlinede shoegazer
-lyd at få lidt skotsk accent blandet i. Undertegnede nød i hvert fald alle
numre, både nye og gamle. Og TS’ var rigtig gode til at blande numrene, og dog,
for af de største hits i ut’s bog, som er de fire første numre på 2009 albummet,
kom de tre i træk, Hvilket fik Ace til at kommentere, at nå dem kendte i nok,
hvilket var jo var sandt og fik os til at hoppe lidt… Ellers brokkede Fyrstinde
sig over at et yngre par klemte sig ind foran os foran scenen, for derefter at
glemme musikken og stor-snave foran os resten af koncerten, Ace-Mand over at
jeg ikke købte øl nok (han var løbet fra både pung og billetter – den skal jeg
huske næste gang (;o).) Og jeg over, at jeg undlod at købe det nye album
direkte af musikerne på loppen.

Jeg ved sgu ikke lige hvad jeg mere kan sige om musikken –
det var 100% godkendt, helt i orden og en dejlig koncert. Fantastisk selskab –
jeg tror, at jeg skal opstøve 2007 udgivelsen og anskaffer sgu’ nok også 2014
udgivelsen.

Twilight Sad får af 6 smileys

Kh. Fyrsten

Oplevelsesbeskrivelse af The Twilight Sad fredag
den 3. marts 2015 på Loppen

Endnu en rockkoncert, endnu en tur til hovedstaden og denne gang på staden. Der var gevaldige opstartsvanskeligheder fordi en eller anden idiot glemte biletterne derhjemme til Alabama, professorfyrstinden og undertegnede, og først opdagede det i toget på vej mod Høje Taastrup og derfor måtte sende raketten retur i orbit om Roskilde igen inden de nævnte stader kunne indtages for alvor.

Først gourmet-mad og håndbryggede og håndimporterede spanske øl i professorresidensen, så cykeltyr til Loppen, hvor vi for en gang skyld kom både før opvarmningsbandet og selvsagt hovednavnet var gået på. En udmærket skik jeg vil prøve at genindføre. Det er trods alt sjovest at have hørt det hele – også selv om dette opvarmningsband ikke på nogen måde er værd at skrive om. Til deres forsvar skal siges, at de ikke havde nået lydprøver og det kunne man desværre godt høre. Stort set ingen hørbar vokal selvom det efter sigende skulle være lidt Kashmir/Beatles-agtigt. Trommerne til gengæld buldrede derudaf og de nåede aldrig at få styr på det. Så nok om dem.

Havde lige hørt et på småsnase på CD af The Twilight Sad og kunne hurtigt genkende det lidt mørke tunge univers de bevæger sig i. Forsangeren var energisk og han skotske klingede smukt i samspil med guitarer og trommer. Havde sgu også glemt dankortet, så brormand stod for alt ølkøb – også en tradition jeg tænker på at indføre 🙂 Loppen var ok fyldt. Jeg synes publikum var lidt for afdæmpede, men vi blev alle rocket godt igennem. Og vores lille selskab i særdeleshed under de 3 for fyrsten og fyrstinden kendte numre, der fik sveden til at springe frem på vores ansigter… Alt i alt en rigtig god koncert.

Jeg tror jeg elsker Loppen og fredagskoncerter i gode venners selskab.

Eneste minus var, at koncerten sluttede så der lige var 45 minutters ventetid på toget kl. 1.18 eller var det 2:18 – ”ka’ sgu’ ik’ hel’ husk’ de’” Lidt havde vi vist nået at få indenbords…

Ace

Torsdag aften i marts. Den dejligt brede og intime sal i
Amager Bio er fyldt til bristepunktet og lokalet emmer af forventning og en sær
eksotisk mumlen af ligedele (især) skånsk og københavnerdansk. Rockparnasset er
på plads. Og midt for – præcist midtfor – er 4/7 af patruljen inkl. damer
placeret, let trippende og med et par rare øl og en saftig burger i kroppen, 5
meter fra scenekanten. En perfekt aften kan begynde.

Bandet entrerer, sortklædte, cool og modne med Niklas
Hellberg på keyboard og piano og Pelle Ossler på sin karakteriske, smukke,
hylende guitar som orkesterledere og den seje, langsomme rytme til ”Långsamt genom (stan..)”
åbner showet. Herefter kan aftenens helt, frontmanden, ikonet Thåstrøm vakle på
scenen i sit ulastelige hvide jakkesæt og vest og hatten. Altid hatten…

Som en syg og abstinensramt junkie vibrerer hele kroppen
indtil de karakteristiske feberrystende hænder griber om mikrofonstativet og
Thåstrøm finder ro og fokuserer og leverer – varen. Første gang man oplever
ham, tror man manden er syg eller bare rallende nervøs. Men sådan er Thåstrøm.
En folkekær punk. Og indimellem slippes den indestængte punk ud af det noble
jakkesæt – og skriger og gisper og smider med stativet og kyler med ølflasken.

Setlisten varierer smukt mellem numrene fra den nyeste skiva
”Om Morronen” fra feb. 2015 og nyklassikere fra hans seneste udgivelser. Licks
yndlingsskiva ”Mannen som Blev En Gris” bliver desværre kun repræsenteret med
den smukke og accelererende ”Aldrig Nånsin Komma Ner” som tredje nummer.

I alt serverer
gavmilde Thåstrøm på to timer en setliste med 19 numre. Hele tiden står
man følelsen af at han godt må blive ved og ved. Især de nye numre overrasker
med deres brutale styrke og poetiske enkelhed. Koncert kulminerer dog i en
fantastisk og hudløs udgave af den storslåede, tordnende og retrospektive
Lick-favorit ”Kort biografi
(med litet testamente)”. Damn – hvor er han bare sej og nærværende.
Han rammer plet – lige i hjertet med sin kyniske melankoli.

Thåstrøm har i sit karriereforløb på forunderlig vis formået
at blive folkekær og folkeeje uden på nogen front at sælge ud af den grundlæggende
dystre, samfundskritiske, postpunkede attitude. Bedst illustreret da han
spiller de to Imperiet-numre ”Österns röda ros” og ”Kriget med mig själv”
og hele den svenske del af salen skråler med i vilden sky, selvom numrene for
flere af publikummernes vedkommende er skrevet og indspillet længe før de selv
så dagens lys. Det at begge numre stinker af naiv koldkrigs firserpoesi og at
de musikalsk er letbenede og uden den samme rå dybde og urkraft som hans nyere
materiale gør ingen forskel på numrenes popularitet. De er simpelthen
svenskklassikere på linje med det bedste fra TV2, Gnags, CV Jørgensen og
Gasolin’.

Efter to gange encore slutter en perfekt aften med ”Beväpna dig
med vingar” titelnummeret fra Thåstrøms seneste skiva navngivet
efter M. Strunges digt.

Tak min svenske ven. Vi ses igen på Roskilde 2015!

A brief History
of Thåström

Joachim Thåström
Amager Bio, Torsdag d. 19. marts 2015, Biletter kr. 330,-

Jeg vil gøre det kort – og lade andre patruljemedlemmer få
plads til deres substans.

Thåström – meget talte imod, at du kunne levere noget i
Amager Bio, som kunne dæmme op for hverdagens tungere trivialiteter; syge børn,
småskænderier, udbrændthed osv. Men jeg skal love for, at det kunne du!

Med din udstråling og personlighed så intenst tilstede var
musikken næsten ligegyldig. Da du tråde ind på scenen så jeg Breaking Bad/Mr.
White møder Jeffrey Lee Pierce møder Nick Cave (med et hjerte) – jeg fik så
meget gåsehud, som var det – vores fælles ven – Jeffrey Lee der var trådt ud af
permanent retirement og ind på scenen. Da du begyndte at synge, så var det så smukt,
så smertefuldt, så svensk – at det ikke var til andet end endnu mere gåsehud.

Thåström, du får kærlige smileys ud af seks af Fyrsten og tilsvarende hilsner fra Fyrstinden, som snarligt går i gang med bagkataloget.

P.S. Fyrstinde spørger om ’Ladys night’ bliver til noget?!?

kh.
Professor Fyrsten
P.P.S. flere tube-videoer fra Amager Bio her: https://www.youtube.com/results?search_query=th%C3%A5str%C3%B6m+amager

Med 32,5 km vandring i kroppen og med Fru Lick under armen
ankom den forhenværende professor standmæssigt og i tide til hyggelige og
intime Ideal Bar.

Der var ellers trængsel på Enghavevej. For Store Vega lagde
hus til Jens Unmack og hans Love Shop og Lille Vega bød rødderne op til
gangsterrap.

Jyderne smuttede rundt om hjørnet til Love Shop,
kasketdrengene stillede sig kø foran døren til Lille Vega og fruen og jeg slog
følge med alle de buttede mænd med gråt eller manglende hår. Da jeg er to
måneder yngre end Fru Lick var jeg (bortset fra de sædvanlige hipster
bartendere) yngste og flotteste mand i lokalet. Hurtig fat i en Brooklyn Pale
Ale, finde et ledigt høj bord midt mellem bar og scene og med udsyn til døren –
altid med udsyn til døren – total i orden lørdagshygge.

Hov – hvem kommer så der? Netop fraskilte Hans Jørgen (en
keeeedelig far til Marie fra Klaras folkeskoleklasse). Lytter Hans Jørgen nu
til Steve Wynn? Svaret fik vi aldrig. Han strøg hurtigt forbi til faste
håndtryk og en omgang med kammersjukkerne. Sikkert musiklærerkollegaer fra
Brønshøj Skole.

Hov hov! Hvem kommer så der? Landskabsarkitekterne Anders
Dam og professor Thomas Randrup. Mine gode gamle rus-vejledere fra 1989. De
drenge har sgu god musiksmag og har altid haft det. Drengene (de er begge fyldt
50) sluttede sig til selskabet og anekdoter fløj over bordet. Ventetiden gik
storartet og i mellemtiden smuttede såmænd også KB-Martin (RUC-veteran) ind ad
døren. Sidst jeg så ham var til en koncert med, øh – guess who? Steve Wynn –
forstås.

Mens der ventes fylder Chuck Berry rummet med klassisk
baggrundsrock’n’roll. Helt fint, men endnu bedre da musikken fader og Steve går
på scenen, sætter strøm på den gamle, slidte og sorte Gibson og lader de første
knastørre akkorder af ”Tell me when its over” sprede sig i Ideal Bar.

Tre numre senere og med vanlig afslappet arrogance ankommer
Fyrsten og lillebror sammen med hang around Jesper. Både lillebror Ace og
Jesper skubber således undertegnede af pinden som lokalets yngste.

For pokker hvor har jeg savnet Steve! Missede jo Dream
Syndicate på Loppen sidste forår. Men hans gavmilde blanding af numre fra hans
soloprojekter, gamle DS-numre og suveræne covernumre (bla. Lou Reeds Coney
Island Baby) koncerten igennem, imponerer og giver følelsen af at få besøg af
en gammel ven, der som bonus deler ud af anekdoter og røverhistorier. Steve lader
kæften gå mellem numrene, er veloplagt og underholdende og man føler sig
nærmest lykkelig!

Men lykkefølelsen skyldes først og fremmest hans seje stemme
og den sprøde elektricitet fra guitaren. Enkelt, men overdådigt.

Aftenen sluttedes med manér med et par ekstra omgange med
brdr. Bæ og Jesper inden Lick må hen til Steve, der mingler blandt det trofaste
publikum, og trykke hånd og sige pænt tak for en fed koncert. Benytter også
lejligheden til at fortælle Steve at vi er en flok der har fulgt ham gennem
mange år, siden deres stand-in koncert på Orange i Roskilde i ’86. ”That
concert meant a lot to us – we had never tried anything like that before
– or since!”

See you soon Steve! – Jeg er klar næste gang min elektriske
yndlingsonkel er byen.

Lick

Musik lørdag aften i Vega, så må de da starte sent… Så god
tid med at komme afsted fra Fyrstens hybel, selvom der – med Fyrstinden og
Fyrstindebørnene hjemme – ikke var planer om at komme alt for sent afsted.

Med Idealbar som mål kunne vi ligeså godt gå derned og få en øl en halv times
tid før. Jesper skulle lige smide cyklen, så Fyrsten og jeg gik ind. Til stor
overraskelse var Steve Wynn allerede gået i gang – godt nok kun lige i følge
billetmanden i døren – men alligevel. Klokken var ikke engang ni. Hvad sker der
for jer, tænkte jeg, så gamle er vi sgu’ heller ikke blevet selvom det er en
firser-guru vi skal høre. Men der tog jeg sgu fejl, for vi var nærmest de
yngste blandt publikum. Gråhårede mænd, tykke mænd, mænd der måtte sidde ned
under hele koncerten. Heldigvis var gode gamle Lick (som godt nok også lige er
blevet gammel) og Kamilla der også, så patrulje-selskabet med hangarounds var
helt i top. Steve var også kommet op i årene og han havde samtidig valgt at
klæde sig på i jakkesæt, der mest af alt lignede at fyr på anklagebænken til
sin egen retsag med mulighed for at ende på deathrow. Alt for pæn og
urock’n’roll’et i min bog, men pyt for han havde taget sin elektriske guitar
med.

Han var snaksagelig fra start og ping-pong-sludrede med publikum og fortalte
små historier om fallaffel-street (Istedgade) og Momos (eller hvad
sharwarmabaren hed), hvor han havde fået gratis mad. Meget hyggelig stemning!

Guitartonerne swingede og med hans Lou Reed tørre snakkende sangstemme satte
han et fint niveau – også selvom han var helt alene på scenen. Jeg tror han nød
det og det gjorde publikum også. Selv syntes jeg dog til tider der blev lidt
for meget rundgang og røvballe over han guitarspil, men heldigvis brød han
dette mønster af og til med Dream Syndicate-numre. Jeg kunne vel synge med på
2-3 numre, og jeg var generelt mægtig godt underholdt hele vejen igennem.

Øllerne fløj som sædvanligt ned i løgnhalsen og pludselig sagde Steve, at han
ikke ville spille mere. Det blev det dog ikke til, for han var i godt humør og
jeg tror han følte sig i god kontakt med publikum – også selvom en fyr bad ham
spillet et ekstra nummer som han allerede havde spillet. Så et par ekstranumre
blev det også til.

Efter koncerten stod Mr. Wynn klar til håndtryk (ikke kram som Jessica) og en
lille sludder med publikum. Lick fik sagt pænt tak for alt og rullede afsted
med damen, mens vi andre drak af (Fyrsten først) og Jesper og Ace efter en lang
snak som var det i gamle dage. Nu var vi pludselig de ældste på Idealbar og
pigerne unge, smukke og
villige………………………………………….. In my
Dreams(yndicate).

Ærgerligt for Snake, der ikke dukkede op selvom han havde billet, men familien
skal også passes. Respekt for det! Jeg ved du tager revanche en anden dag 🙂
Men godt, at vi andre passede Rock’n’roll’en. Respekt for det! Tak for en
dejlig lørdag aften – også til Steve Wynn. Glæder mig til næste gang…

P.S. I kan se dokumentationen i form af stemplet på min hånd fra
koncerten herunder.

Steve Wynn,

Ideal Bar lørdag d. 7. marts 2015,

Billetpris 150,-

Steve Wynn – Solo Electric – og hvem har min ”Ghost Stories” LP?

Så var det tid til en gammel kending; Steve Wynn som mange af os har set og hørt siden startfirserne både i navnkundige Dream Syndicate og i adskillige soloprojekter. Gårsdagens koncert i Ideal Bar var adviseret som ’solo electric’ og som Steve sagde ”ikke folk-musik”. Det holdt hele vejen hjem, masser af elektricitet, på scenen og blandt det overvejende grånende publikum.

Fyrsten havde i øvrigt, i det almindelige civile arbejdsstres og familieræs glemt alt om koncerten, på forhånd. Så heldigt var det at Hangaround Jesper mindede om den og, som han understregede, at det ville involvere masser af en kornbaseret drik tilsat humle. Glemsomheden, ihukommende, at koncerten med Lower d. 23. februar allerede var blevet bortglemt at såvel Ace som Professoren – det er en nem og hurtig måde at bruge 160kroner på. Professor Fyrsten var altså på forhånd godt gammeldags brugt; fredagens arbejdsdag sluttede ved 23-tiden og at nattesøvnen sluttede ved firetiden, afbrud af dagsrester fra en generalforsamling og slige lækre sager, men Fyrsten klarede alligevel at mande sig op: indbagt oksemørbrad i suffléfars med ovnbagte kartofler, friske grønne asparges, lækker lækker salat(a la Fyrstinden); så Ace blev vel aftrakteret inden hovedbegivenheden. Hangaround J. kom til og vi fik da trods alt taget lidt for os af korndrikken. Vi syntes selv, at vi gik i god tid, smidt på porten da vi overdøvede børnenes Mary Poppins-film – og begav os på vej mod vores egen musical … Stor var vores forundring, da vi opdagede, at Steve Wynn allerede var gået i gang da vi ankom… Ligeså var Mr. og Mrs. Lick, dejligt at se dem begge og dele gode oplevelser, korndrik etc.

De første numres manglede tilstrækkelig i fht. opnåelse af den eftertragtede musikalske vækkelse, som er essensen af enhver koncert(?), blev tre-fire numre inde, godt hjulpet af korndrik med guldhåndtag, afhjulpet; Fysten var ved at tø op. Steve tilsyneladende det samme. Der blev opbygget en monologisk dialog med publikum med fantasiopfriskede anekdoter, analogier, skæve betragtninger og retoriske spørgsmål; indimellem besvaret med tilråb fra publikum, latterbrød og benægtelser.

Man skulle selvfølgelig have været der, men det var faktisk ret sjovt da Steve begyndte at gøre sig betragtninger om hans to mikrofoner, og at det betød, at han var sit eget backingkor. Endnu sjovere var analogien om den glemte mundharmonika, som ledte til beretningen fra Madrid, hvor Steve fik tid til en Arthur Brown koncert. Arthur havde glemt sin ild-hat:

Oprindelig:

Fornyelig:

Well – tilbage til Madrid, så havde Arthur glemt sin ild-hat på hotellet, hvilket betød, at backstage crew’et interimistisk måtte improvisere en ildhat, med lightergas… og andre ubehageligheder. Steve fortsatte om danskerne som verdens lykkeligste folk, og at han ikke håbede, at fraværet at den korrekte mundharmonika ville medføre et fald i graden af lykkelighed i blandt publikum/danskerne… – Ja, man skulle have været der – det var jeg heldigvis.

Jeg fandt den ski’ – mundharmonikaen (Burn fra Medicin Show, 1984):

Nå ja – der var faktisk også musik til koncerten, så selv om jeg er tro mod stilen i mine vanlige anmeldelser og at ’omstændighederne’ derfor fylder en del, så skal den(musikken) da også tages i betragtning.

Wynn kom godt omkring i repertoiret, fra Dream Syndicate, The Miracle 3, Solo-ting og covernumre. Og God Dammit’ jeg må jo indrømme, at jeg simpelthen ikke kan huske titlerne på de numre som jeg genkendte – og har opgivet efter gennemlysning af Days and Wine & Roses, blot konstatere, at jeg ikke umiddelbart mener at Steve spillede numre derfra… (efter opdagelsen af video på tube fra Ideal Bar – I stand Corrected).

Covernumrene husker jeg til gengæld – de var stjernefede begge to – og gav begge ikke alene udslag på Professorens gåsehuds-/ståpels-indikator – de holdt pelsen oppe hele vejen igennem og holdt til at Fyrsten tabte sin guldbajer ud over det hele. Lou Reeds Coney Island Baby i en smuk og følsom udgave. Og så er det sgu’ ikke engang løvn’, nogen har snydt lidt og lagt den på tube allerede:

Det andet covernummer indspillede Dream Syndicate på Ghost Stories. Jeg vidst ikke, indtil Steve delte det med os i lørdags, at det er et cover: Blind Lemon Jefferson – See That My Grave Is Kept Clean. Genialt nummer, herunder i album version, live version og Blind Lemmon Jeffersons 1928 version:

http://youtu.be/WlOpHcm_9p0
https://youtube.com/watch?v=WlOpHcm_9p0

Epic live ersion:

http://youtu.be/R9pcsiDBHqw

Blind Lemmon Jefferson

http://youtu.be/pX3mxjtpyBc
https://youtube.com/watch?v=pX3mxjtpyBc

Nå – til alle Jer sløve hoveder, så kan der findes flere videoer fra Ideal Bar her:

https://www.youtube.com/results?search_query=Steve+wynn+Live+in+Copenhagen%2C+March+7th%2C+2015

Fyrsten var glad

Steve Wynn får ½ af seks smileys

P.S. Fyrsten er mindre glad nu, da alt Dream Syndicate og noget andet Steve Wynn synes fordampet fra samlingen, så hvis nogen ligger inde med Goast Stories (LP), Northern Aggression, Miracle 3 (CD)… og muligvis Days of Wine & Roses og andet, som jeg blot ikke er sikker på om jeg kun selv har haft lånt… – ja så sig til!

The Vibrators, Huset:Kbh, lørdag d. 31.01.15, kr. 100,-
Punks
Undead vol. 50: The Vibrators + Dead Actions + Shock Tilstand

”The Vibrators”, tænkte Fyrsten, ”der ringer en klokke,
eller der vibrerer en plastik dims”. Ikke sikker på hvilken af delene der var
tilfældet, adspurgte Professor Fyrsten såvel Ace som Fyrstinden om det var noget
de kunne forholde sig til. Det var det heldigvis, så Fyrsten fandt frem til
både Vibrators første og andet album fra hhv. 1977 ”Pure Mania” og 1978 ”V2” og
fik også fingrene i det nyeste ”Punk Mania”, 2014. Indimellem er der også sket
en masse, men de to første albums var vistnok det der altovervejende skabte The
Vibrators som en lille beskeden stjerne på den engelske punk-himmel. Wiki
benævnte bandet ’one-hit-wonder’, hvilket jeg synes er lidt strengt. For der er
faktisk ret mange gode punk-numre på de to første plader. Og i løbet af den
lille uges tid der gik fra jeg faldt over Vibrators-koncerten i Huset til den
fandt sted i lørdags, d. 31. januar 2015, så kom jeg også til at holde af det
nye album, eller i hvert fald enkelte af numrene, specielt ”Retard”, med det
fængende omkvæd ’I’m a retard’, hvilket får den nostalgiske Fyrste til at tænke
på, og savne kollegerne fra Rock’n’roll-Patruljen. Her er lidt af det gamle:
Men tilbage ved lørdagens koncert, så startede ballet før vi
ankom med danske Shock Tilstand (inkl medlemmer fra Gorilla Angreb), som ifølge
programmet spillede afskedskoncert. Opvarmningen var eller som sædvanlig
grundig, faktisk i en sådan grad, at en lur før Ace’s ankomst hos Professoren
ikke helt synes at være nok til at mønstre energi til en punk-koncert.
Mexikanske-madrester suppleret med et antal kolde bryg og nok en gennemlytning
af Pure Mania, V2 og Punk Mania, afrundet med Fucked Up, Rollins Band, samt en
opsamlings-cd 101 Punk & New Wave Anthems, gav dog masser af energi. Så vi
fortsatte med Guld-bajere i Huset:Kbh, som efterhånden er et af Fyrstens favorit
koncert steder.

Dead Actions (DK) gik på scenen og det med en hyggelig
dialog med publikum, dog tydeligvis en hyggelig punk-dialog. Jeg vil ikke dvæle
ved autensitet og udseende, blot henvise til de klips og links som findes her
nedenfor, og konstatere, at det var punk på alle de bedste måder jeg kan komme
på.

Dead Actions spillede røven ud af bukserne og alle fem bandmedlemmer holdt
100% hjem. Voksne mennesker, enkelte direkte modne, dvs. på Fyrstens alder.

En
hurtig sludder i baren med basisten efter koncerten afslørede, at Dead Actions
spiller på Stengade 30, sammen med Subhumans (UK) d. 12/2. Hvis fysikken holder
ender det nok med at jeg også checker Subhumans ud, og Dead Actions vil jeg
klart gerne lære bedre at kende. Så få nu bare det album ud som i lover!!

Dead Actions får af 6 Smileys.

I øvrigt udspandt der sig en lille episode omkring
merchandise-boden lige efter vores ankomst, kort sagt, så syntes Ace vist at
det var megasejt med de band-trusser som The Vibrators solgte (de var også
små), samt det tilsvarende penis-futeral(?) samtalen kørte helt af sporet, vil
ikke prøve at redegøre yderligere for den her…

The Vibrators gik på, forsangeren i klæd en vaskeægte
rocker-læder-vest, med ”The Vibratos” skrevet på ryggen i bøjet skrift.
Professor Fyrsten blev faktisk næsten direkte misundelig, specielt ved tanken
om den størrelse medium t-shirt han fik som præmie efter sejren i
Professor-konkurrencen. Og drømte om en Rock’n’Roll-Patrulje-læder-vest
”Professor”, savle savle… Det samme gjorde Ace ved synet af de smækre
punk-chicks, specielt hende, som holdt ud til pogo længere end nogen andre,
også selv om hun var oppe mod overvægten (ja ikke overmagten).

The Vibrators
spillede op til dans. Bandets trommeslager, John ‘Eddie’ Edwards, som er eneste tilbageværende
medlem fra den originale besætning, må være tæt på de 70år – men han styrede
for vildt, så tight, så hårdt, så ååååhh – og så sang han desuden en stor del
af numrene. Havde jeg været kvinde fra 50år og opefter, så havde jeg været
solgt. Også selvom Fyrstinden mente han lignede en købmand og syntes at hans
t-shirt fra CBGB, lignede en føtex-medarbejders. Hvis jeg kunne ytre et
utilfredst teenage-pige grynt, så var det her… over førnævnte, men jeg elsker
hende trods den lille fejl…

Fyrsten har i dag bestilt den originale førsteudgave af
”Pure Mania” på vinyl for £6 fra UK.

Vi gik til den med pogo sammen med 20-30 andre punkrockers
under stort set hele koncerten (vil skyde på omkring 150-200 tilhørere i alt). Fyrstinden fik en fan – det sødeste lille
charmerende punker, som med et dejligt smil hele tiden fik pogoet sig ind i
nærheden. Jeg/vi ville nok have adopteret ham (hvis man kan adoptere en punker
på ca. 36år), hvis ikke det var, at han i sin ivrighed fik nikket Fyrstinden en
pæn skalle. Ingen varige nævneværdige mén. Pogoen fortsatte – og den
moderigtigt-klædte Fyrstinde formåede at springe lynlåsen på bæltetasken, som
udover at rumme nøglen til garderoben var spræng fyldt med alskens
kvinde-produkter fra makeup, ørepropper over bind og tampax, som altså lå
løseligt spredt over hele dansegulvet … Tampax – Ace modsatte sig i øvrigt at
låne sådanne som ørepropper, da han mente det ville være farligt for
omgivelserne. Fyrsten afleverede høfligt et bind ved nærmeste bord, i troen at
det var en dame-pung…

Musikken holdt hjem, jeg er stadig øm i ben og akillessener,
træt i krop og sjæl – men glad ad helvede til. Mere punk er vejen frem!!!
Skulle der lige ankes, så er det at The Vibrators sjæler-numre, hvoraf der både
er enkelte gamle og nye, ikke holder en meter, altså overhovedet ikke. Men så
får benene en tiltrængt pause når de spiller dem.

The Vibrators får ½ smiley, med pil opad af 6 mulige.

Fyrstinden, den lille punker, snevejret og sharwamaen får

Kh.
Professor Fyrsten