Her kan du falde over guldkorn i form af nye bands, koncerter, anmeldelser. Guldkorn hvis du er til lidt alternativt, rockmusik, grunge-agtigt, sing-a-song-writer(selv om det snart er yt), ... Men også lidt intern snak om Patruljens aktiviteter, gøren og laden i det civile rocn'n'roller-liv.
1. Aske Skat: Riding Silver Mind (Fed skive fra DK – kan anbefale et lyt)
2. Pearl Jam: Gigaton (Bedste skive fra dem længe, rigtig fed faktisk)
3. Kevin Morby: Sundowner (Han er jo bare go’)
4. Porridge Radio: Every Bad (Fed firserlyd, giv den en chance)
5. Joyce: Formskifter (Roskildeband, tak for tippet Snake, de bliver store)
Snakes Top 5 i 2019
Jeg er blevet mega glad for halvgamle sure mænd på elektrisk guitar. Det har jeg hørt en del af i 2019. Der er dog også blevet plads til mange andre ting. Prøv at læs.
1. Kevin Morby: Oh My God
Kevin tog stikket hjem igen i 2019 med en fantastisk plade og en super koncert. Han bliver stor. Jeg elsker hans tekstunivers, melodier, arrangementer og Dylan/Reed-agtige sangteknik.
På den nye skive er guitaren trukket lidt tilbage i lydbilledet. I stedet er der fokus på Kevins stemme og tekster.
I love it! Det er en klassiker.
Lyt til: No Halo
2. Fontaines DC: Dogrel
Når Snake er kørt sur hjem fra arbejde, eller har været alene hjemme, er det ofte denne skive der er røget på. Den er sur og bitter men har også den dosis humor, der gør at man kan holde ud at høre på det. Og så er der fuld knald på energien. Man føler sig som 17 år igen. Fanme fedt. De satte trumf på med en fed koncert på Roskilde.
Sangeren taler næsten sangene i stedet for at synge dem. Flere har sammenlignet dem med The Fall, og der er helt klart fællestræk. Tjek The Fall ud. F.eks. nummeret ”Totally Wired”. Man kan godt høre slægtsskabet.
Oprindeligt hed de blot ”Fontaines”, men da der i forvejen var et amerikansk band med samme navn måtte de hæfte DC på. DC står selvfølgelig for Dublin City.
Lyt til: Boys in the better land
3. Steve Gunn: The unseen in between
Coveret lyver ikke. What you see is what you get. Steve og hans guitar. Pladen kan umiddelbart lyde kedelig. Nummerene minder om hinanden og musik + sang er lidt tilbagelænet, men hvis man giver sig tid, og dyrker pladen, åbner der sig et fantastisk univers.
Det er tydeligt, at Steve kan sin Lou Reed. Både i måden at synge på og i guitarspillet. Samtidig er bandet super tight. Håndværket sidder i skabet.
Udover Lou kunne man også nævne gode gamle Dream Syndicate som en oplagt reference. Jeg gad godt at se Steve & Steve spille sammen.
Manden gav en svedig koncert på Loppen.
Lyt til: Vagabond
4. Thom Yorke: ANIMA
En plade som jeg fik i julegave. Den sagde mig først ikke alverden, MEN da jeg først fik lyttet til den med hovedtelefoner,i toget på vej til arbejde, faldt det hele på plads. Prøv det! I bliver suget ind i et univers af lag på lag effekter og alverdens detaljer. Dertil kommer de meget syrede, drømmende og dystopiske tekstbidder. Numeret ”Twist” slutter med billeder, der kunne stamme fra en gyserfilm:
”A boy on a bike who is running away/An empty car in the woods, the motor left running.”
ANIMA er sku ikke nogen nem plade. Det er ikke noget man går og nynner med på, mens man laver aftensmad. Den er krævende og trækker dig ned i et melankolsk og futuristisk hul. Prøv det. Måske kan du ikke lide hvad du hører, men det er en oplevelse.
Hvis I har Netflix kan I desuden se en kortfilm som Paul Thomas Anderson har lavet til pladen sammen med Thom Yorke.
Thom Yorke spiller på Roskilde i 2020, og jeg tror det bliver en total-oplevelse.
Lyt til: Twist
Purple Mountains: Purple Mountains
Jeg har tidligere lyttet til Silver Jews. Et fedt band fra Californien. Deres sidste plade er fra 2008. De følgende 10 år brugte hovedmanden, David Berman, på sin ynglingsbeskæftigelse, at læse bøger i sit hjem i Nashville. I 2019 kom så endelig en plade med hans nye projekt: Purple Mountains.
Pladen er melodisk, ovre i det country-rockede. Teksterne er først sjove og sarkastiske, men bliver hurtigt mørke og dystre når man finder ud af, at David begik selvmord en måned efter at pladen var færdig.
Det første vers på pladen lyder f.eks.:
”Well, I don’t like talkin’ to myself
But someone’s gotta say it, hell
I mean, things have not been going well
This time I think I finally fucked myself
You see, the life I live is sickening
I spent a decade playing chicken with oblivion
Day to day, I’m neck and neck with giving in
I’m the same old wreck I’ve always been”
Her kunne man måske næsten regne ud, hvor det bar henad, men teksten leveres med en uptempo happy-go-lucky melodi, der kaster et komisk skær over nummeret.
Det næste nummer hedder ”All my happiness is gone”, og sådan fortsætter det. Det lyder som om, at man kommer i mega-dårligt humør af at høre pladen, men det er ikke tilfældet. Musikken er simpelthen for god. Prøv selv, at lade være med at vippe med foden til de catchy melodier.
David Berman sluttede med sin bedste album nogensinde.
Lyt til: Shes making friends, Im turning stranger
….og når jeg ikke hører rocknroll, så lytter jeg til den nye Lana del Rey: Norman Fucking Rockwell. Hun deler vandene, men er en fantastisk sangskriver.
Alt nyt er svært, men gammelt nyt kan også være svært.
Således har W.A.S.P. nu officielt, også her på bloggen skiftet navn, så den unævnelige amerikanske stat er fuldt afskaffet, og nu blot et A i W.A.S.P.
Nyt Gammelt – for første gang i formegentlig mere end 35 år, så har jeg anskaffet et sprit nyt kassettebånd, indkøbt fra U.S.A. men til så lav en pris, at tolderene ikke har noget at komme efter. Og så købt direkte fra kunstneren. Check out Knife Wife.
Beklager meget mine kære og yderst ivrige blog-bidragsydere, men meget lidt teck-opdaterede med-patruljemedlemmer. Vi har fået nyt blog-system, som er WordPress-baseret (og dermed gammelt, men sikkert helt nyt for 85,7% af Patruljen). Og systemet er lidt mere komplekst end det gamle. Men kan til gengæld også noget mere. Ikke at vi fik et valg af web-udbyderen. W.A.S.P. udbyder gerne hele kursuspakken, med kun let forhøjende kursusgebyrer efter d. 6. sept d.å kl. 17.00.
Knife Wife er tre seje unge mennesker fra Washington D.C., som spiller minimalistisk, mest afdæmpet punk. En let klagene, selvsagt dyster lyd, solidt funderet i tung bas, med velafbalanceret punk-guitar, fungerer den talestemmeagtige sang faktisk helt godt. Punk som man får lyst til at lytte nærmere til, og måske læse teksterne, som dog er mikroskopiske på kassette-inlay’et.
Dammit – hvorfor har jeg ikke længere nogen båndoptager…
Kh. W.A.S.P.
P.S. Spændende om mailudsendingsfunktionen bare kører af sig selv (jeg aner ikke hvordan …)
