Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Dinosaur Jr. – Amager
Bio – onsdag den 9. november 2016

Støjhealing fra Amherst

Tredje koncert på en enkelt uge!! Det var november – og
koncertsæsonen var for alvor skudt i gang.

Professorkonkurrencen stod for døren, så for Lick var det
bare med at komme afsted, når gode gamle venner i form af Dinosaur Jr. gæstede
byen og Amager Bio.

Anderledes med Aceman. Han viste sig desværre ikke at være
det kvalitetsbevidste konkurrencemenneske han engang var. I sidste øjeblik
meldte det tidligere så afholdte patruljemedlem afbud til koncerten med sit
yndlingsband på grund af lidt snue og betændelse i pjæktarmen. Pudsigt nok
faldt afbuddet sammen med El Grande Finale i Den Store Kagedyst… Så der blev
hvisket i krogene blandt de tre seje fremmødte patruljemedlemmer – og bevares.
Det var da også sindtsygt spændende om drengeglade Sune skulle få styr på
kagecremen til hornet eller om friske Louise fra Herlev fik en dej i ovnen –
som man siger.

Men – kæreste Aceman! Det var en fæl brøler du gamle. Du
skulle have smidt divaneseren af ryggen og i stedet mødt op til patruljering i
den Amar’kanske biograf. Jeg garanterer at J. Mascis’ fræsende guitar, Lou
Barlows tordnende bas og Murphs dommedags trommespil ville have taget livet af
hver eneste nederdrægtige baktusse i din organisme. Du ville have vandret
renset, kureret og sprængfyldt med rocknroll energi ud i den våde og mørke
novembernat efter denne omgang kontante støjhealing.

Lick følte sig i hvert fald friskere og mere fit end
nogensinde da han forlod Amagers bedste rockhule efter et intenst sæt hvor
Dinosaur kom dejligt rundt i bagkataloget, leverede de forventede
publikumsfavoritter, hev et par gamle originale overraskelser ud af ærmet,
udfordrede med nye tonstunge heavyklodser fra deres seneste album og i det hele
taget virkede fokuserede og opsatte på at levere smæk for skillingen, som de vistnok
kalder det ude på Lorteøen!

Det var en onsdagsfornøjelse af de helt store at stå blandt
gode kammerater og ligesindede american underground feinschmeckere og nyde at
få blæst selv det korte hår helt tilbage. På et enkelt nummer endda akkompagneret
af noget så usædvanligt som et ekstra sæt trommer og et hyperelektrisk
mandolinlignende strengeinstrument. Begge instrumenter spillet af to
hårdtarbejdende roadies (den ene fyr i 100% reglementeret roadie-kluns i form
af en klassisk Saxon t-shirt!!)

Til venstre stod Snake det meste af koncerten med et lille
frækt og selvtilfreds smil på læben og drømte sig hjem til Ingerslevsgade 148.
Til højre var der smuk udsigt til selveste Fyrsten og Fyrstinden, der som et af
de eneste par i kongeriget formår at danse tæt og sensuelt til et
sønderlemmende drøn af et Dinosaur Jr. nummer. Fyrsten modstod fristelsen for
stage diving og dermed risiko for en ny helkropstackling af endnu et
koncertsalsgulv til en Dinosaur Jr. koncert. I stedet fik han på rekordtid trodset
alle fysiske love og blev sin grimme migræne kvit. Vupti! Hvem sagde
støjhealing?

Koncerten blev afholdt dagen efter Trumps valgsejr i De
Forende Stater. Men valget blev ikke nævnt med et ord fra scenen. Faktisk blev
der ikke udvekslet et eneste ord før J
Mascis afslutningsvis efter sidste ekstranummer sagde pænt ”Thanks” og forlod
scenen. Ikke så meget pis og lir. Bare ren og skær RNR.

Påfaldende var det også at der ingen – absolut ingen
kommunikation fandt sted mellem de tre bandmedlemmer. Ingen high fives, ingen
nik, ingen 1-2-3-4. Enten hader de hinanden (absolut en mulighed) eller også er
de bare så stenhamrende professionelle, erfarne og indøvede at det kun er med
deres instrumenter de ”taler” sammen?

Dinosaur Jr. mestrer den helt særlige og karakteristiske
blanding af syret støjrock og den underlæggende poetiske popmelodi. Egentlig et
paradoks at lytte til Mascis blide, let nasale vokal, mens han samtidig er i
stand til at flænse luften i rummet med sin forvrængede og dog knivskarpe
guitarlyd. Mascis – mere og mere forklædt som den onde troldmand Saruman fra
Ringenes Herre og totalt omringet af en mur af Marshall-forstærkere og en endda
en monitor i hovedhøjde mindre end en meter fra hans ansigt, så han er helt og
aldeles sikker på at kunne høre sig selv!! Barlow hamrede løs på basen, sprang
som loppe og legede gemmer bag sit store krøllede hår – dybt koncentreret om at
levere varen. Murph – åh pilskaldede Murph… han var der bare. Hver gang. På
hvert eneste god damn fuckin stenhårde og millimeterpræcise trommetæsk.

Ingen titler – ingen årstal? Nope. Fakta kan man læse i
Fyrstens anmeldelse J

Okay – min rocksjæl var renset og Lick var MEGET glad for
koncerten. Eneste bivirkning af støjhealingsbehandling fra dinosaur Jr. var den
hyldende tone i øregangen der fulgte med hjem på hovedpuden, men som langsomt
fortog sig i løbet af den kommende formiddag. Men gutter! Det må man tage
med, hvis man sammen med sine rockhelte vil drømme sig tilbage til en vild og
langhåret ungdom!

/Lick

Dead rabbits + Adama, Loppen d. 11. november 2016.

Det var en udsøgt fornøjelse at starte aftenen på Fingerbøllet sammen med 2XP. Et par IPA på fad gled ned mens snakken gik om løst og fast. Senere stødte vi til Den Sorte Fyrste på Loppen. Det var godt at se at DSF var sluppet af med hans hovedpine og at han stillede i topform.

Det Svenske psychrock-band Adama spillede sig efter en lidt svag start op i de højere syreluftlag. Trods alt på et niveau der ikke afskrækkede DSF og undertegnede fra at købe et par udgaver af bandets eneste vinylproduktion efter koncerten. Forsangeren vil blive husket for verdens korteste guitarbånd, hvormed guitaren befandt sig betænkeligt tæt på hagen. Koncerten vil primært blive husket for at præsentere et lidt langsomt syret støjrockbillede med fokus på guitarer. Dog på enkelte numre flankeret af et lidt for dominerende keybord.

Aftenens hovednavn Dead Rabbits spillede en ok intens men meget kort koncert. De 7-8 numre var fede og blev klart afgivet med en større rutine og intensitet end det var tilfældet for opvarmningsbandet. Koncerten var åbenbart tilstrækkeligt god til at 2XP og DSF erhvervede sig et par vinyler. For 2XPs vedkommende et signeret eksemplar.

Alt i alt en dejlig aften i gode venners selskab. Musikoplevelsen var godkendt, men lidt på det jævne.

kh

Smokey

”A Night for
Friendship” på første parket

Der var ikke så meget at betænke sig på da koncertkalenderen
for efterår/vinter 2016/17 skulle planlægges og et venue med amerikanske Steve
Gunn pludselig dukkede op på Husets hjemmeside.

Lick stod forrest i billetkøen, Onkel Snake og The Rock fik
en baglomme og fulgte straks trop. De to gutter har altid haft en udsøgt smag
når det gælder ny amerikansk rock spillet at cool brooklyntyper i stramme sorte
jeans og arbejdsstøvler.

Lick har længe lyttet til den produktive Steve Gunn, der på
rekordtid har udgivet 8 album.

Desværre missede Lick Steve Gunns gig på Roskilde 2015 på
Gloriascenen. Øv. Men det skulle der rådes bod på nu. Denne fredag i november.

Den genopstandne The Rock havde fået færden af en kommende
professortitel og inviteret til officielt RNRP-preparty med et friskt og super
aktuelt ”Tribute to Brooklyn” tema. Totalt i orden, pølserne var sprøde og
saftige – de nøje udvalgte numre med Brooklynkunsterne ligeså. Listen er lang
når man kigger på dygtige, banebrydende og anerkendte kunstnere med Brooklyn
baggrund.

Tjek selv her http://www.ranker.com/list/brooklyn-bands-and-musical-artists-from-here/reference

Lick fik The Rocks lækre hytte i Vanløse til at swinge med
She Keeps Bees og The Hold Steady. ”Fuck Radio Ethiopia man!.. I’m Radio
Brooklyn” hylede det seje patrulje-trekløver i vilden sky, mens Sara og Olivia
så måbende til 😉

Og så afsted til Huset. Fredag aften og byen er fuld af unge
folk på druk og ældre fyre på patrulje..!

Lick kan godt lide Huset. Stemningen er afslappet, scenen
intim og der var okay IPA på hanen i baren denne aften.

Stemningen holdt sig mere end afslappet mens de to canadiske
opvarmningssolister, hippie freaken Only Wolf og den instrumentale banjoekvilibrist
Nathan Bowles gjorde deres bedste for at udfordre det voksende, tålmodige og
høfligt applauderende publikum, der på ægte blomsterbarnsmanér sad i skrædderstilling
på gulvet. Ikke noget at sige til at vores Lick havde bange anelser for hvad
Steve Gunn så ville præstere. Gunns udgivelser svinger fra meget
eksperimenterende og direkte irriterende folk til rendyrket rocknroll. Hvad
havde vi i vente?

Det altid opportunistiske patruljetrekløver håbede på det
bedste, satsede hele butikken og satte sig drevent og erfarent på kanten af
scenens lille opkant og nød den sidste pint inden Steve gik på – og vupti var
vores helte på første parket med udsyn til ALT og jeg mener ALT!, da Gunn og
gutterne gik på scenen. Trommer (Nathan Bowles), bass, pedal steel/guitar og
Steve selv på lead guitar.

Alle Licks forventninger gik i opfyldelse. Kæft det var
godt. Et kort og tight sæt med hovedvægten på materialet fra Gunns seneste og
fremragende skæring (sikker plads på Lick top 5 for 2016) ”Eyes On The Lines”,
der er en lille koncentreret knaldperle af rockalbum med fængende optempo numre
og en isnende cool guitarlyd, der vækker minder om ikke kun Velvet og en ung
Lou på fx ”What Goes On” eller ”Pale Blue Eyes”, men også navnebroderen Steve
Wynn og The Dream Syndicate og sgu da også tidlig senhalvfjerser new wave a la
The Jam. Dog med enkelte referencer til lækker , dyb west coast lyd.

Steve er svær at sætte i bås og genre bestemme, men damn han
er dygtig – faktisk skidedygtig. Og er en af de få der med sit guitarspil og
vokal skiller sig ud fra mængden af amerikanske upcomin’ rock bands. Han har
formået at skabe sin helt egen (skal vi kalde det Brooklyn-) lyd. Samtidig
selvsikker og humoristisk på scenen, hvilket simpelthen fik publikum i
Musikcaféen og ikke mindst den forreste række (og især Onkel Snake) til at føle
sig rigtig, rigtig godt tilpas.

Perlerækken af fuldfede, tilbagelænede og groovy rocknumre
som ”Ancient Jules”, ”Full Moon Tide” og ”Nature Driver” er ganske enkelt
moderne rocknroll i meget høj kvalitet.

Bare ærgerligt at kun sølle 3/7 af patruljen dukkede op til
denne ”A Night for Friendship” på første parket.

Lick var der, Snake fik en signeret vinyl med hjem og The
Rock fik en sludder med den canadiske særling Only Wolf. En fed aften på
patrulje. Tak drenge!

Og lur mig om ikke Steve Gunn inden for det næste par år
fylder Store Vega eller lægger vejen forbi Roskilde en smuk sommernat. Jeg er
klar. Jeg er blevet fan. Og næste gang SKAL hele patruljen med.

/Lick

I øjenhøjde med Brooklyn

Steve Gunn,
Huset, d. 4. november 2016

Efter Wilco
opturen om onsdagen stod den igen på rocknroll.

Denne gang blev
der varmet op i 2XPs designer-palæ, hvor der blev serveret gourmet hotdogs med
karl johan remoulade! og Brooklyn Beer. Under middagen blev der hygget med et
minitema bestående af fede numre med bands fra Brooklyn.

Efter et stykke
tid trillede Lick, 2XP og Snake af sted i Licks Opel. Ind mod Huset, hvor Steve
Gunn ventede. Det var fedt at være tilbage i gode gamle Huset. Lick og 2XP underholdt
med gamle og udtrådte anekdoter om den helt fantastiske koncert med She Keeps
Bees. En koncert, der åbenbart bliver bedre og bedre som årene går.

Nå, ind i baren,
bestille et par fadbamser og lytte til opvarmningen. Første gæst var, Only
Wolf, en lidt spøjs hippietype i batiktrøje med kattekillinger og et par
vandrebukser. Han spillede lidt atmosfærisk guitar mens han mumlede/sang lidt
stille numre fra hjemlandet. Fint i starten, men man var glad da han stoppede.

Nu kom andet opvarmningssolist,
Nathan Bowles. En hyggefætter anno 1974 med skulderlangt hår og midterskilning
i klædt en vamset sweater – og så spillede han banjo. Ingen sang, kun banjo.
Igen var det hyggeligt et stykke tid, men det passede ikke rigtig med Brooklyn
temaet.

Nu var det tid
til Steve Gunn. Snake er blevet lidt pjattet med hans seneste skive, så forventningerne
var i top. Lick, 2XP og Snake placerede sig allerforrest og havde fin
øjenkontakt med Steve under hele koncerten. Det giver sku noget ekstra at stå
helt tæt. Steve Gunn er tidligere guitarist i Kurt Viles backingband, The
Violators, og de to fede fyre har dog også for ganske nylig udgivet en skive
sammen, som bestemt er lytteværdig.

Koncerten var ret
kort, men intens. Super fedt guitarspil, der mindede lidt om Television, mens
Steves stemme og attitude gav associationer til salige Mr. Reed – æret været
hans minde. Bandet er tæt sammenspillet og det hele er total no-nonsense. Ikke
noget med at lefle unødigt for publikum.

Alt i alt et
dejligt gensyn med Huset, som blev fejret med 150 kroner til en vinyl med
Steve, der selvfølgelig blev signeret (vinylen, ikke Steve).

Fyrsten havde faktisk fået forventningerne op at stå, efter
at Mr. Mascis så eftertrykkeligt havde fået lagt den/m ned ved sin solooptræden
i Vega for et par år siden (er der vel gået…). Den nye plade, som Fyrsten har
anskaffet i nydelig lilla vinyl, minder om gamle dage. Og vel i for sig ikke så
mærkeligt med den gamle besætning samlet.

Ace-mand havde så selvfølgelig lagt sig med pjæk-feber, og
Fyrsten var lige ved at joine, men besluttede at trodse migrænetendenserne og
fylde op med treo, ørepropper og dertil bedøve med moderate mængder alkohol.
Fyrstinden holdt på, at vi ikke behøvede at komme til opvarmningsbandet, så
Roskilde-Mette måtte pænt vente udenfor på Ass-mans billet. Heldigvis for både
Mette, Fyrstinde og Fyrsten – for opvarmningsbandet fik Fyrsten til at proppe
ørerne i en grad så øjnene var ved at poppe ud… Men i mellemtiden var selskabet
vokset med nok et par Patruljemedlemmer, Snake og Lick og lidt dertilhørende
diverse relationer. Hyggeligt – og man ved at man er blevet midaldrende, når samtalen
før koncerten handler om portvin – eller er det bare fordi man er hipster? Mens
man så i øvrigt står og filosoferer og venter på musikken – så dukker smilet op
på læben ved tanken om ’prank’en’ som vist Lick engang fandt på – og bildte
Fyrsten ind – , at J. var dukket op som gæstemusiker på Loppen (til et eller
andet obskurt band) og var endt med at spise morgenmad med Snake i Roskilde – Gud’fri’mig hvor det
var sjovt!!!

Dinosaurerne startede koncerten (har jeg smuglæst mig til)* også i den
gamle afdeling med The Lung, fra You’re Living All Over Me(1987). Personligt, så synes jeg at de første fire til
fem numre druknede lidt i ikke optimal lyd, … efterfulgt af Get Me fra Where You
been(1993). Her fik Fyrsten en stor tørst efter øl og gik ud for at checke om
der i gemmerne skulle være en enkelt – og det var der ikke, så den står nu i stedet
på billig Portugisisk Aguardente til Get Me, så hvis Fyrsten er blind næste
gang vi ses, så ved i hvorfor (og her taler vi altså om mens anmeldelsen skrives – tror ikke at Amager Bio er leveringsdygtige i billig portugisisk sprut…?!?).

Men da vi kom frem omkring The Wagon synes lyden at være
blevet rimelig god. Fyrsten nød det og stod og prøvede at komme i tanke om hvad
det nu var … om det var et Bowie cover … eller hvordan. Det er det så ikke, men
misseren kommer af, at maxisingle udgivelsen The Wagon indeholder Bowies ”Quicksand-,
fra Honky Dory(1971), med bi-titlen –(Wagon Reprise)” – mange mange ord fedt fedt nummer – eller fede fede numre vel
alt i alt… Fyrsten var ved at være varmet op, og aguardenten hjælper på sagen i
dag.

Vel – tilbage ved koncerten, så var The Wagon til
lejligheden instrumenteret (eller hva’ det nu hedder) med en ekstra
trommeslager samt en banjospiller – Deeet ser man ikke hver dag, hverken det
ene eller det andet. Førstnævnte var mest fascinerende. Den ekstra trommeslager
linet op bag ved Murph, som i hvert fald fra ut. position gav en perfekt
opvisning i synkronitet. Fedt fedt fedt!!!

Som man kan se af sætlisten nedenfor, så kom vi rigtig godt
omkring, mesterværker som Feel the pain, Little fury things, Start Choppin –
for ikke at nævne Freak Scene – det nærrmeste måske Dinosaur er kommet til et
hit(?!?) suppleret med et par numre fra de senere års albums, som ikke er
kommet helt oppe at ringe hos Fyrsten. Til gengæld, så er de tre-fire numre fra
2016s ’Give a Glimse of what yer not’, som J. Mascis. Lou Barlow og Murph bød
på faktisk ganske i ørefaldende, nærmest catchy (hvis man altså er til den
små-messende, halvhårde, proto-grunge-agtige metal-guitar tilsat lidt smerte
masser af hjerte i den bedst mulige expressionistiske bamse-cover-comix-stil.

Koncertens sidste ordinære nummer var fra debutalbummet ’Dinosaur’
(1985) (uden ”jr.” Hvis man har skaffet sig et eksemplar fra før Jazz-hovederne
Dinosaur forbød vores Dinosaur’s at bruge det navn). Forget the Swan – fantastisk
at et 31år gammel nummer, J. har være 19-20år da de indspillede det og Barlow
et år yngre, kan være så stærkt selvom det vist i virkeligheden er en ret banal
kærlighedssang. Kombinationen af Barlows vokal kombineret med Mascis vræsende
guitar er vel nok det som gjorde Dinosaur til Dinosaur. Fyrsten elsker Mascis
som ér essensen af Dinosaur – men Barlow bryder monotonien og bibringer en kontrastfuld
ro, som der delvist er på Forget the Swan. Mens ’Repulsion’, som også er fra
Dinosaur – i udpræget grad er et Mascis-agtigt nummer – som kompromisløst giver
os ’afskyen’ at føle – helt ind i rygraden – og tak for det, var det første ekstranummer. Koncerten sluttede
med det andet ekstranummer, – så var der ikke mere klap i det unge publikum, ”In
a Jar” – et ganske enkelt genialt nummer fra ”You’re living…” som er meget tæt på at være
Fyrsten yndlings Dinosaur-nummer, fuck hvor er det stærkt….

Professor Fyrsten takker og kvitterer med ½ af seks Smileys
– træerne voksede ikke ind i himmlen. Trods nostalgi og gamle hits, så var lyd,
intensitet og stemmer ikke helt oppe og ringe – men i fht. Mascis solo i Vega,
så er alt godt igen – og jeg nævner aldring mere den svævende Mascis Budda med
baseball kasket, Amager!!!

1. The Lung

2. Get Me

3. Goin Down

4. I Told Everyone

5. Love
Is…

6. The
Wagon

(with additional drums & electric sitar)

7. Watch
the Corners

8.Pieces

9. Tiny

10. Feel
the Pain

11. Little
Fury Things

12. Knocked
Around

13.Start
Choppin

14. I Walk
for Miles

15. Freak
Scene

16. Forget
the Swan

Ekstra
numre

17.
Repulsion

18. In a
Jar

* http://www.setlist.fm/setlist/dinosaur-jr/2016/amager-bio-copenhagen-denmark-1bfa3534.html

Billetpris: Pris ca. kr. 300,- inkl. gebyr.

Et bad i vellyd

Wilco,
DR Koncertsal, 2. november 2016

DRs koncertsal har nok danmarks bedste akustik
som, når den kombineres med et ekstremt velspillende band som Wilco, giver
garanti for en fed oplevelse.

Lick, Snake og deres damer havde næsten et år i
forvejen købt billet til seancen. Inden koncerten blev der selvfølgelig
afleveret overtøj i garderoben og nydt kvalitetsøl i baren. Der blev vinket til
venner (Jo og Klaus) og familie (Kasper og Julie), mens opvarmningen, William
Tyler, traskede gennem det ene instrumental-nummer efter det andet. Guitaren
lød godt, men det blev sku lidt kedeligt og ensformigt i længden.

Snake var godt tilfreds da Mr. Tyler efter en halv
times tid holdt fyraften. Nu var det tid til Mr. Tweedy og band.

Der blev lagt ud med et par numre fra den nye
skive, Schmilco, som Snake har investeret i og er meget glad for. Numrene er
meget americana agtige. Spillet i low key og med nærmest halvnaive tekster om
opvækst og barndom. Bandet var veloplagt, og der blev fortalt historier om deres
første koncert udenfor USA, der foregik for præcis tyve år siden på Loppen,
hvor ca. 20 mennesker var mødt frem. Denne aften var rammerne noget anderledes.

Kort inde i koncerten kom det første højdepunkt i
form af nummeret “Im trying to break your heart”, hvor bandet foldede sig helt
ud. Super fedt. List senere var vi oppe at svæve igen til “misunderstod” fra
bandets andet album. Et super fedt nummer, der da også optræder på Snakes top
100 liste, der kan høres på Spotify.

I alt var vi gennem 26 numre, og to gange blev
bandet hevet ind til ekstranumre. Publikum fik efter lidt opfordringer fra
bandet lettet røven fra det bløde plyssæde, hvilket gav lidt mere liv i
kludene.

Samlet set var det en super aften i selskab med en
flok gamle venner, der var igennem stort set alle deres plader (inklusiv en af
dem de indspilede med Billy Bragg).

Eneste minus var, at koncerten sluttede ret sent
for de mange midaldrende funktionærer, der var mødt frem, så Snake var ret træt
og busted da han næste dag mødte op på Vestamager.

Men det var mere end det hele værd.

Tak til Jeff og Co.

Scenen var sat. DR’s koncertsal – Jean Nouvels fine store cigaræske – en mørk og pivkold onsdag aften i november.

De ubestridte konger af amerikansk alternativ roots rock Wilco stod på billetten og var således steget noget i graderne siden deres danske debutkoncert på Loppen for mellem 20-25 publikummer for præcis 20 år siden.

Med Licks spindoktor Kasper og damen v. ringside, altid kvalitetsbevidste Jo og hendes mand Honduras-Klaus på balkon B og Schlauch, Lick og deres to skønne damer på balkon D kunne festen begynde.

Troede vi. Men det var svært at starte en fest med den akustiske og instrumentale guitarekvilibrist William Tyler. Bevares. Den sympatiske amerikaner er skidehamrende dygtig til sit strengeinstrument, men det stank af kammerkoncert og Kåre Norge og Schlauch mistede straks koncentrationen, legede med sin smartphone og begyndte i stedet at vinke til de to blinde høns Jo og Honduras-Klaus.

Her havde det nok været passende hvis Lick havde taget den laaaaange vandring ned i forhallen og købt et solidt depot af american pale ale til overpris. Men det polstrede sæde overmandet vores helt – og han blev siddende og lod sig døse hen i det smukke koncertrum og de sprøde akustiske toner fra Tyler.

En kort pause og endelig kommer Jeff Tweedy (bandleder, forsanger og guitarist) og resten af de fem særdeles kompetente musikere fra Wilco, hvoraf bassisten John Stirratt er eneste bandmedlem der har været med hele vejen, slentrende på scenen.

Scenen er dækket af et gigantisk ægte tæppe og spækket med instrumenter.

Et kort ”Hello” og Wilco sætter i gang med ”Normal American Kids” fra deres seneste album Schmilco fra sep. 2016.

Der er rigtig god stemning i koncertsalen og lyden er fantastisk fra første nummer. Akustikken er sprød, man nyder virkelig vellyden og det at alle instrumenter og vokalen kan adskilles og fletter sig smukt ud og ind mellem hinanden.

En imponerende sætliste på 26 numre og en koncertlængde på ca. 2½ time gør at Wilco kommer rundt i stort set hele bagkataloget og alle de undergenre de gennem årerne har dyrket eller blot strejfet.

13 album er det blevet til siden Tweedy opløste Uncle Tupelo i midten af 90’erne og i stedet dannede Wilco.

Sætlisten og koncerten tager publikum på rejse gennem klassisk country, folk, pure rock and roll, punk rock og støj rock med masser af distortion og sindssyg trommetorden fra fænomenet Glenn Kotche. Dette bedst udtrykt i Licks favoritnummer ”Misunderstood” (der også åbnede koncerten på Loppen for 20 år siden – credit: Schlauch) fra albummet Being There fra ’96. En smuk og hjerteskærende fortælling om at komme tilbage til sit gamle neighborhood, hvor man har følt sig misforstået (deraf titlen), men at man ”Still loves rock and roll”, hvilket fik koncertsalens vilde rockulve (her iblandt Lick) til at hyle mod himlen af fryd!

Wilco er sgu et sejt orkester. Selvom de flere gange har gæstet Danmark og også Roskilde Festivalen (senest 2007) har Lick aldrig oplevet dem live. Men for fanden mand! Det swinger, de er cool og de hviler med stor selvtillid i deres professionalisme uden at tendere det arrogante. En flok flinke fyre som man godt gad dele en øl med, mens man vendte skiver og delte røverhistorier.

Koncerten ender med to encore og hele den pæne sal står op (eller har rejsning om man vil…) til den sidste 1/3 del af koncerten.

Desværre sad Lick og Damen så bandet vendte ryggen til vores balkon. I koncertsalen er publikum placeres hele vejen rundt om scenen. Lick lod sig ikke genere, men Damen synes ikke det var i orden. Til gengæld havde vi sjældent godt udsyn til trommeslagerens mere og mere svedige ryg. Sååå deeet.

En smuk aften sluttede med den stemningsfulde ”Spiders (Kidsmoke)” fra 2004 albummet A Ghost is Born og de mange halv- eller helskaldede gymnasielærer og projektchefer og deres kammersjukker og damer dryssede tilfredse hjem og ud i den frostklare november nat.

/Lick

Concert Review & Pre-party

Steve Gunn & Friends

Huset. November 4th, 2016

As promised the evening started with gourmet hot dogs from Løgimose, including
homemade ketchup, mustard, soft onoins, Meyer´s buns and remoulade with Karl
Johan mushrooms. Snake lived up to his
reputation as the hot-dog-eating champion of Roskilde – putting away a
suprising number of hot dogs….Respect!

Snake, Lick and Dr. Rock played a variety of tracks from Brooklyn as the
the tasty hot dogs were washed down with ice-cold Brooklyn ale. Once our appetite
for gourmet junk-food and beer were satisfied we hopped in Lick´s family wagon
and shortly after arrived in the smoky atmosphere of Huset, accompanied by a
variety of Hipsters and people like usJ

The evening started with a one-man-band ”Only Wolf” – a self-proclaimed
hippy sporting a colorful psychedlic cat t-shirt accompanied by green nylon
hiking pants…he´s from CanadaJ This character plays
alone, with self-produced background tracks
embodying a soft yet strong base line instumental. Only Wolf plays live electric
guitar riffs over the tracks while singing a trance-like vocal tying the the
music together into a modern psychedelic melodies. Only Wolf probably will
never make it to the top of the charts or make a solid living off his music as
he offered me after the concert that I could download all of his music for free
– a true HippyJ

After a short break Nathan Bowles took the stage sitting on a stool with
his banjo positioned in a ”Deliverance ” like posture. This sympathetic artist,
resembling a bit Meatloaf, played a handful of acoutical banjo numbers…I
wouldnt say it was the highlight of the evening but it is always enjoyable to
hear the clear and twangy clang of a well-played banjo…Well done Nathan!

Shortly after a break and Nathan removed his thick, wool sweater, reappearing
as Steve Gunn´s drummer. Steve Gunn is cool! Period. and plays a very unique blend of modern rock.
His latest album ”Eyes On The Lines” is harmonic rock with references to
Television (Credit: Snake Comment) and with traces of Jonathan Wilson though
without the overly strong 70´s reference. In other words an alternative
Americana with a spice of Brooklyn.

Steve has produced over 10 albums but his latest work has attracted more
attention and praise than his earlier work. So Steve is a seasoned, dedicated
musician who´s masterful guitar abilities become very evident when standing a
single meter from him as he plays the shifting chords of ”Ancient Jules” and ”Night
Wander”. Steve Gunn´s voice has a subdued, soft, yet characteric vocal which is
spread over the instumental music like a thick layer of frosting on birthday
cake.

Personally there was not a clear favorite for me, but it was actually the
entire show which melted together as a whole as one satisfying musical
experience.

The concert as a whole was atmospheric, cool, with a feel-good vibe
accompanied by a good beer buzz and good company. Steve Gunns music is the type
that is best understood and appreciated live where one experiences his abilites
and feel the energy of the tasty tracks strenghtened by his masterful guitar
abilities.

Dr. Rock.

14/11/2016