Hanni El Khatib – Will the Guns Come Out, Udgivet: 26/09/2011
Fuck it, you win
– er ikke en talemåde som jeg har tænkt mig at bruge i 2012s
Rocknroll-Professorkonkurence – Danmarks, om ikke verdens, mest præstigefulde
titel indenfor god smag -, viden om- og -rock’n’roll holdning, – derimod er det
det tredje og geniale nummer på Hanni El Khatibs album: Will The Guns Come Out.
Egentlig havde jeg da albummet udkom i efteråret lyst til at
skrige det ud til alle der har lyst til at lytte og læse på bloggen,,,, men med
den forestående Professor-konkurrence in mente, tænke jeg at man måtte holde
lidt på nogle af sine trumfer. Men, men, men sådan gik det ikke, dels fordi jeg
ikke kan holde på en hemmelighed, ikke engang mine egne, dels fordi Hanni El
Khatib kommer forbi Loppen tirsdag d. 28. februar. Og så kom jeg vist også til
at lufte musikken både i fbm. Patruljens Sweden Rocks tur og muligvis til
julefrokosten ’in the mountains’. Efter en lang dag ved PC’en med en
stillingsansøgning, som jeg tror på mindst bringer mig til en samtale, er jeg
klar på at bruge lidt krudt på Hanni’s kanoner!
Albummet ligger hårdt ud med titelnummeret, som indikerer
retningen – straight on Rock’n’roll, Will the Guns Come Out lyder som en
rocksang fra 50’erne trukket frem i 2011 i det brylcreme fedtede men stilige
hår. Håret trukket af f.eks. The Black Keys, The Black Angels eller… andre
moderne rockerswingere. Samtidig er man helt klar over, at man ikke er i The
Blacks universer, men i et helt særligt, unikt Hanni el Khatib univers.
Build, Destroy, Rebuild:
igen helt klar 50’er-lyd, men mere beskidt, støjende såvel hvad angår guitar,
tommer og Hanni’s let fordrejede sangstemme. Det ene øjeblik er man i 50’erne
med lyserøde kjoler, boppede pigefrisurer, rigtige mænd (i læderjakker) og
korsang, det næste i Build, Destroy, Rebuild postmoderne modus.
Fuck it, you win,
fed fed titel, fedt groovy The Kills-agtig guitar, fræk pågående tekst,
monotomt men uhyre iørefaldende nummer, som jeg elsker; fordi det er så meget
mere end kun Kills agtigt, endnu mere provokerende, endnu federe guitar, totalt
upoleret, men også totalt gennemført stilrent.
Dead Wrong: Meget
50’er, elsker omkvædet næsten over i noget blues, igen med et klassisk(rock)
kor i baggrunden, det er simpelthen bare rigtig godt. Gulvbas og det hele…
Come Alive: Vi er
i gen et sted mellem det tidlige White Stripes og The Kills, uden det dårlige
fra Jack White (som visse læsere ved, har jeg udviklet et gennemgribende ubehag
ved Jack White)
Loved One: Stålguitar
der veksler mellem rumklang og en beskidt garage lyd. Helt godkendt!!
Heartbreak Hotel:
Et lille Covernummer, som vinder hver gang jeg hører det. I udgangspunktet er
det svært at vænne sig til nummeret, Elvis’ version er simpelthen for
dominerende (selvom jeg ikke på nogen måde er vild med Elvis). Efter en del
gennemlytninger nyder jeg faktisk denne skæve melodi, som Hanni el Khatib får
til at lyde som et godt Tom Waits nummer. (Presley, Axton, Durden).
Wait wait wait: Et
af mine yndlingsnumre, stille akustisk guitar som akkompagnerer Hannis smådesperate,
klagende kærlighedssang.
Garbage city:
Kunne måske minde lidt om Talkin Heads i rytme.
Det meste af nummeret er lidt kedeligt, men efter tre minutters tid sker
der virkelig noget – der er dømt riv i strengene og støj så det vil noget.
You Raskal you:
Fed tråd i klassisk rock-indpakning, igen Kills-agtig guitar, og lyd a la De
Stiljls (White Stribes). I like!
I Got a Thing:
Lukker festen, med et gå hjem-nummer, som efter min mening er albummets
dårligste. Her ryger Hanni over i en små-hysteriske overgearede stil, som jeg
synes han skulle overlade til Jack W.
Will The Guns Come Out får 
½ – 4½ af 6 mulige smileys, trods at
dette klar er et af 2011s bedste albums. Det ryger ikke højere op, fordi der er
for meget der lyder som noget andet (så at sige).
Se i øvrigt Hannis egen beskrivelse af sine numre, som jeg
har undladt at læse selv indtil videre:
http://www.thisisfakediy.co.uk/articles/trackbytrack/hanni-el-khatib-will-the-guns-come-out
