Torsdag aften i marts. Den dejligt brede og intime sal i
Amager Bio er fyldt til bristepunktet og lokalet emmer af forventning og en sær
eksotisk mumlen af ligedele (især) skånsk og københavnerdansk. Rockparnasset er
på plads. Og midt for – præcist midtfor – er 4/7 af patruljen inkl. damer
placeret, let trippende og med et par rare øl og en saftig burger i kroppen, 5
meter fra scenekanten. En perfekt aften kan begynde.

Bandet entrerer, sortklædte, cool og modne med Niklas
Hellberg på keyboard og piano og Pelle Ossler på sin karakteriske, smukke,
hylende guitar som orkesterledere og den seje, langsomme rytme til ”Långsamt genom (stan..)”
åbner showet. Herefter kan aftenens helt, frontmanden, ikonet Thåstrøm vakle på
scenen i sit ulastelige hvide jakkesæt og vest og hatten. Altid hatten…

Som en syg og abstinensramt junkie vibrerer hele kroppen
indtil de karakteristiske feberrystende hænder griber om mikrofonstativet og
Thåstrøm finder ro og fokuserer og leverer – varen. Første gang man oplever
ham, tror man manden er syg eller bare rallende nervøs. Men sådan er Thåstrøm.
En folkekær punk. Og indimellem slippes den indestængte punk ud af det noble
jakkesæt – og skriger og gisper og smider med stativet og kyler med ølflasken.

Setlisten varierer smukt mellem numrene fra den nyeste skiva
”Om Morronen” fra feb. 2015 og nyklassikere fra hans seneste udgivelser. Licks
yndlingsskiva ”Mannen som Blev En Gris” bliver desværre kun repræsenteret med
den smukke og accelererende ”Aldrig Nånsin Komma Ner” som tredje nummer.

I alt serverer
gavmilde Thåstrøm på to timer en setliste med 19 numre. Hele tiden står
man følelsen af at han godt må blive ved og ved. Især de nye numre overrasker
med deres brutale styrke og poetiske enkelhed. Koncert kulminerer dog i en
fantastisk og hudløs udgave af den storslåede, tordnende og retrospektive
Lick-favorit ”Kort biografi
(med litet testamente)”. Damn – hvor er han bare sej og nærværende.
Han rammer plet – lige i hjertet med sin kyniske melankoli.

Thåstrøm har i sit karriereforløb på forunderlig vis formået
at blive folkekær og folkeeje uden på nogen front at sælge ud af den grundlæggende
dystre, samfundskritiske, postpunkede attitude. Bedst illustreret da han
spiller de to Imperiet-numre ”Österns röda ros” og ”Kriget med mig själv”
og hele den svenske del af salen skråler med i vilden sky, selvom numrene for
flere af publikummernes vedkommende er skrevet og indspillet længe før de selv
så dagens lys. Det at begge numre stinker af naiv koldkrigs firserpoesi og at
de musikalsk er letbenede og uden den samme rå dybde og urkraft som hans nyere
materiale gør ingen forskel på numrenes popularitet. De er simpelthen
svenskklassikere på linje med det bedste fra TV2, Gnags, CV Jørgensen og
Gasolin’.

Efter to gange encore slutter en perfekt aften med ”Beväpna dig
med vingar” titelnummeret fra Thåstrøms seneste skiva navngivet
efter M. Strunges digt.

Tak min svenske ven. Vi ses igen på Roskilde 2015!