Scenen var sat. DR’s koncertsal – Jean Nouvels fine store cigaræske – en mørk og pivkold onsdag aften i november.

De ubestridte konger af amerikansk alternativ roots rock Wilco stod på billetten og var således steget noget i graderne siden deres danske debutkoncert på Loppen for mellem 20-25 publikummer for præcis 20 år siden.

Med Licks spindoktor Kasper og damen v. ringside, altid kvalitetsbevidste Jo og hendes mand Honduras-Klaus på balkon B og Schlauch, Lick og deres to skønne damer på balkon D kunne festen begynde.

Troede vi. Men det var svært at starte en fest med den akustiske og instrumentale guitarekvilibrist William Tyler. Bevares. Den sympatiske amerikaner er skidehamrende dygtig til sit strengeinstrument, men det stank af kammerkoncert og Kåre Norge og Schlauch mistede straks koncentrationen, legede med sin smartphone og begyndte i stedet at vinke til de to blinde høns Jo og Honduras-Klaus.

Her havde det nok været passende hvis Lick havde taget den laaaaange vandring ned i forhallen og købt et solidt depot af american pale ale til overpris. Men det polstrede sæde overmandet vores helt – og han blev siddende og lod sig døse hen i det smukke koncertrum og de sprøde akustiske toner fra Tyler.

En kort pause og endelig kommer Jeff Tweedy (bandleder, forsanger og guitarist) og resten af de fem særdeles kompetente musikere fra Wilco, hvoraf bassisten John Stirratt er eneste bandmedlem der har været med hele vejen, slentrende på scenen.

Scenen er dækket af et gigantisk ægte tæppe og spækket med instrumenter.

Et kort ”Hello” og Wilco sætter i gang med ”Normal American Kids” fra deres seneste album Schmilco fra sep. 2016.

Der er rigtig god stemning i koncertsalen og lyden er fantastisk fra første nummer. Akustikken er sprød, man nyder virkelig vellyden og det at alle instrumenter og vokalen kan adskilles og fletter sig smukt ud og ind mellem hinanden.

En imponerende sætliste på 26 numre og en koncertlængde på ca. 2½ time gør at Wilco kommer rundt i stort set hele bagkataloget og alle de undergenre de gennem årerne har dyrket eller blot strejfet.

13 album er det blevet til siden Tweedy opløste Uncle Tupelo i midten af 90’erne og i stedet dannede Wilco.

Sætlisten og koncerten tager publikum på rejse gennem klassisk country, folk, pure rock and roll, punk rock og støj rock med masser af distortion og sindssyg trommetorden fra fænomenet Glenn Kotche. Dette bedst udtrykt i Licks favoritnummer ”Misunderstood” (der også åbnede koncerten på Loppen for 20 år siden – credit: Schlauch) fra albummet Being There fra ’96. En smuk og hjerteskærende fortælling om at komme tilbage til sit gamle neighborhood, hvor man har følt sig misforstået (deraf titlen), men at man ”Still loves rock and roll”, hvilket fik koncertsalens vilde rockulve (her iblandt Lick) til at hyle mod himlen af fryd!

Wilco er sgu et sejt orkester. Selvom de flere gange har gæstet Danmark og også Roskilde Festivalen (senest 2007) har Lick aldrig oplevet dem live. Men for fanden mand! Det swinger, de er cool og de hviler med stor selvtillid i deres professionalisme uden at tendere det arrogante. En flok flinke fyre som man godt gad dele en øl med, mens man vendte skiver og delte røverhistorier.

Koncerten ender med to encore og hele den pæne sal står op (eller har rejsning om man vil…) til den sidste 1/3 del af koncerten.

Desværre sad Lick og Damen så bandet vendte ryggen til vores balkon. I koncertsalen er publikum placeres hele vejen rundt om scenen. Lick lod sig ikke genere, men Damen synes ikke det var i orden. Til gengæld havde vi sjældent godt udsyn til trommeslagerens mere og mere svedige ryg. Sååå deeet.

En smuk aften sluttede med den stemningsfulde ”Spiders (Kidsmoke)” fra 2004 albummet A Ghost is Born og de mange halv- eller helskaldede gymnasielærer og projektchefer og deres kammersjukker og damer dryssede tilfredse hjem og ud i den frostklare november nat.

/Lick