Snakes Top 5 i 2018
2018 var overordnet set et OK år. Vi fik masser af gode hæderlige albums med fede levedygtige numre, men egentlige klassikere var der ikke rigtig nogle af. Ikke umiddelbart nogle store milepæle som Pixies: Doolittle, Radiohead: OK Computer el.a. Men tiden vil vise om der alligevel er enkelte albums, der står tilbage og bliver husket om 10-20 år.
Jeg tjekkede lige tidligere præsident Obamas årsliste for bedste musik i 2018. Obama har sku både Kurt Vile og Courtney Barnett på sin liste. De udsendte begge to super gode albums, men har ikke fundet plas på min liste. Sorry.
 |
 |
 |
 |
 |
1. The Good, the Bad and The Queen: Merrie Land (udgivet 16. november 2018)
“Dette er ikke retorik, det kommer fra mit hjerte”, synger Damon Albarn på titelnummeret på dette seneste album fra Good, the Bad & the Queen. Næsten 12 år efter deres debut – en atmosfærisk ode til West London, der samlede Clash bassist Paul Simonon med den nigerianske trommeslager, Tony Allen (kendt bl.a. fra Fela Kuti)- og Verveguitarist Simon Tong.
Den nye plade er politisk. Den sværmer ivrigt om Brexit, og er på mange måder et tragisk breakup-album. Det er den voksne medspiller til Blur’s Modern Life med henvisninger til både Blackpool pubs, og Horned Ooser, en mystisk bøhmand fra Dorset. Den kan også minde lidt PJ Harveys: Let England Shake.
Selvom Merrie Land har sine fejl, så har Damon, denne søn af Colchester, godt greb om de vigtige ting: Tekst, melodi og overraskende indfald. På et af de sidste numre optræder et walisisk kor. “Dwi wrth dy gefn, dwi wth dy gefen di,” synger de, hvilket betyder: “Vi er sammen om dette”.
2. Rolling Blackouts Coastal Fever: Hope Downs (udgivet 15. juni 2018)
Rolling Blackouts Coastal Fever blev dannet i Melbourne i 2013 af sanger og guitarist Fran Keaney, guitarist Tom Russo, med Toms bror Joe på bas og til sidst Fran’s fætter Joe White på tredje guitar og vokal og trommeslager Marcel Tussie.
Dette er på mange måde en klassisk rockplade, der kunne være indspillet i 1982. Masser af rastløs energi pisker igennem fra nummer til nummer. På en eller en anden måde minder albummet mig om REMs debut, Murmur. De to plader deler den samme elektriske rastløshed, en strøm af ideer, gode melodier og lyse ringende guitarer kombineret med fede tekster. På Murmur hed favoritterne Radio Free Europe og Moral Kiosk.
På denne skive skal I nyde:”Talking Straight”, “Time in Common” og “Sister’s Jeans”, der pumper løs samtidig med, at musikken brænder så lystigt som en oliefeltbrand.
Rolling Blackouts Coastal Fever må meget gerne besøge Dyrskuepladsen til sommer.
3. Cat Power: Wanderer (udgivet 5. oktober 2018)
Smukt album, produceret af sangskriveren selv. ‘Wanderer’ er en ode til Americana’s støvede døde veje, dens rustede køretøjer og flimrende lys fra glemte barer. Pladen er et udstillingsvindue for Cat Power’s arv, og dens fortsatte vitalitet. ‘You Get’ er en ubesværet cool Stones rocker, mens ‘Robbin Hood’ er præget af den spøgende tomhed fra det tidlige album ‘Moon Pix’.
Hun har sagt, at pladen blev skrevet med ærbødighed til de generationer af folke- og bluesmusikere, der kom foran hende. Det kan høres hele vejen igennem.
På tidligere plader har Cat Power fået hjælp fra både Eddie Vedder og Iggy Pop, men denne gang klarer hun det hele selv. Dog medvirker Lana de Rey på den fabelagtige Woman.
Når I er færdige med Wanderer så tjek hendes tidligere skiver. Især Moon Pix og You are Free.
4. Marianne Faithfull: Negative Capability (udgivet 2. november 2018)
For 39 år siden i dag smadrede albummet, Broken English, grænserne for hvor kvinder stod i postpunk-æraen. Ikke piger, kvinder. Marianne Faithfull var 32 år gammel, da hun udgav Broken English, og havde allerede levet 10 liv. Heraf en del år som kæreste med Mick Jagger. Derefter hårde år hjemløs narkoman i Londons gader.
Faithfull har overlevet både heroin, anoreksi, brystcancer, hepatitis C og de fleste af sine jævnaldrende og lever nu alene i Paris med leddegigt og de brutale eftervirkninger af en smadret hofte.
Albummet er produceret af Rob Ellis, Head og Nick Caves violinist og residerende vildmand, Warren Ellis. Nick Cave selv har skrevet ’The Gypsy Faerie Queen’, spiller piano på nummeret, og selvfølgelig klæder de to mørkestemmer hinanden som hånd i sort handske.
Det er på mange måder en fantastisk plade. Relativt stille, hård og med lyden af levet liv.
»You might be the loneliest person in the world/ but you’ll never be as lonely as me«, synger hun på ’Loneliest Person’, mens Warren Ellis’ violin snor sig om hende som efeu om en gammel medtaget statue. Det kunne have lydt gevaldig selvmedlidende, men trodsig stolthed er følelsen, som slår igennem i stedet.
Hør hendes genindspilning “As tears go by” og det nye nummer”Loneliest Person” og græd.
5. Peter Sommer: Elskede at drømme, drømmer om at elske (udgivet 9. marts 2018)
Det er ikke tit, at vi har danske plader på årets top 5, men jeg må indrømme, at når det danske sprog behandles bedst så har teksterne en effekt på mig som engelsk aldrig kommer i nærheden af. Peter Sommer er bare pissedygtig til det med tekster. Han overrumpler dig, får dig til at tænke eller grine. Eller det hele på en gang.
”Jeg springer ud som optimist, og det føles som at desertere” (åbningsreplikken fra Skønne spildte kræfter)
Ja, Til rotterne, til kragerne, til hundene er stadig Peter Sommers bedste album. Så er det slået fast, og konkurrencen kan lægges på hylden for en stund, men hans nye skive kommer tæt på.
Første halvdel åbner med den fænomenale “Skønne, spildte kræfter”, der allerede udkom i starten af 2017. Den fungerer fremragende som åbningsnummer med den iscenesættende og næsten pompøse start kun akkompagneret af klaver.
»Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille langsomt. Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille voldsomt«. Med denne formaning kommer bandet ind – og hvilket band.
Første halvdel er suverænt albummets stærkeste side, og det ene stærke nummer afløser det andet. Titelnummeret følger i hælene på åbningsnummeret og er en groovy, drømmende og – selvfølgelig – melankolsk sag.
Anden halvdel er musikalsk lidt mere tam, men holdes oppe af teksterne.
Boblere:
Jeff Rosenstock: POST (udkom såmænd d. 1. januar 2018)
Haley Heyndrixx: I need to start a garden
IDLES: Joy as an Act of Resistance
Spiritualized: And Nothing hurt
Minds of 99: Solkongen
Courtney Barnett: Tell me how you really feel
Parquet Courts: Wide Awake!
