Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Hermed skal det være sagt – Fyrsten var ikke begejstret for J. Mascis optræden i går, i Lille Vega, d. 16. december, det herrens år 2014. Undskyld hvis jeg lyder tem’lig bitter, Det skyldes at jeg elsker mr. Mascis (Frit efter Steppeulvene)

En ufed budda, med en mærkelig hat svævende over det sølvgrå hår, det var Fyrstens første indtryk…

Da musikken gik i gang, så var forventningen, afdæmpet, at J. ville bortvaske førstehåndsindtrykket. Skuffelsen skyldtes for en gang skyld ikke tårnhøje forventninger, som ellers er klassikeren når skuffelser opstår… Nej – det var desværre det værst tænkelige – og her i prioriteret rækkefølge:

1) Musikken
2) Udførelsen
3) Publikum

Ad 1) Musikken
– Mascis startede op med et enkelt nummer fra den nyeste soloskive, akustisk guitar som annonceret… Okay, det har jeg intet imod, hans hår det var uglet og hans tøj noget rod (Frit efter MC Ejnar). Men der gik desværre ikke længe før der skete mærkelige ting på scenen. J. Mascis drak af sit vandglas, men guitaren spillede lystig videre. … hvad han lavede med sin guitar var enten helt unormalt eller også var der virkelig et eller andet galt, hvad ved jeg… Sådan fortsatte koncerten. Nogle vil sikkert argumentere, at det er helt normalt, at musikere supplerer deres musik med playback, specielt når man er helt alene om showet. Men ærlig talt – her virkede det kikset og uforberedt. Oven i hatten, så brugte Mascis ikke kun underlægningsguitar.

Mascis udførte en række af de ellers normalt fantastiske gamle og nye numre, hvor den elektriske guitar var playback – suppleret på scenen med den akustiske. Det var selvfølgelig tydeligvis en del af konceptet, men i Fyrsten mening så virkede det ikke – og det lød generelt ikke kun lidt dårligt. Oven i hatten så var også Mascis stemme helt ved siden af…

Ad 2) Udførelsen
Simpelhen for rodet, dårligt arrangeret, skal du bruge playback etc. så sørg lige for at det virker – og helst virker checket…

Ad 3) Publikum
Her skal lige tages først det forbehold, at denne kritik ikke er rettet mod enkeltpersoner, hver i eller udenfor Patruljen – men mod et generelt problem, som ikke kun er relateret til livemusik. Dernæst at Fyrsten selv, om ikke i går så ved andre lejligheder, har bidraget til problemet. Det gør det dog ikke mindre alvorligt…

Stemningen som allerede var lav hos Fyrsten, blev hurtigt endnu lavere… Publikum fotograferede løs – uden hensyntagen til at deres blitz’er generer såvel kunstner som andre publikummer, simpelthen pisse irriterende….Desuden, så er det mindst lige så irriterende at folk stikker deres efterhåneden enorme skærme op over hovedet for at fotografere – der virker som TV-skærme vendt mod publikum, som hæves og sænkes, hæves og sænkes, rundt om i salen vilkårlig frekvens. Det stjæler opmærksomheden fra scenen. Men endnu endnu værre, så er der opstået den kultur, at folk sms’er løs under koncerter (og alle andre situationer) – det generer faktisk ret meget de omkringstående (i hvert fald Fyrsten). Igen – så kommer der faktisk ret meget lys fra folks latterlige mobiltelefoner også når man sms’er – fuck det – siger jeg bare… !!! Fyrsten foreslår totalt forbud mod mobiler til koncerter!!!

Well – der er brugt rigelig plads på denne ikke mindeværdige oplevelse. Opvarmning var hyggeligt, dejligt at have Jer i Fyrstens hule…

J. Mascis i Lille Vega får af 6 smileys – og det er i overkanten – det er meget sjældent set, at Fyrsten forlader en koncert før den slutter.

kh.
Professor Fyrsten

Ville lige dele denne, så jo må være inspireret af Rock’n’roll-Patruljen:

Gehennah – Rock -N- Roll Patrol

//www.youtube.com/embed/niCeZjB4nTE

kh. Professor Fyrsten

Efter års venten, fire fede albums, så kunne Professoren faktisk ikke have ønsket sig at noget andet band mere end She Keeps Bees. Den slags er selvfølgelig farligt, med store forventninger opstår ofte store skuffelser. Fyrstens indstilling var dog afklaret – forventningerne var så store, at han ikke kunne undgå skuffelse. Dejlig med den slags omvendt omvendt psykologi…

Fyrsten havde inden koncerten, som fandt sted i HUSET:KBH, Musikcaféen, inviteret Patruljen, m.fl. til opvarmning. Så Ace og Hangaround Jevver nød igen igen et par gode øller fra Amager Brughus, Fyrstens hofdrik Wookiee IPA og en enkelt Magma fra Troubardur bryggeriet. Således i tilpas opildnet form mødtes vi med Dr. Rock og Lick i Musikcaféen.

Billedet der mødte os, var en hulens masse, temmelig, unge mennesker som sad på gulvet foran scenen, enkelte sad såmænd også i møblementet… Sidstnævnte sluttede vi os til. Kort efter gik opvarmningbandet, unge danske The Swell. Og det var faktisk en ganske positiv oplevelse. Seks numre blev det til med masser og tråd og nerve. Enkelte numre direkte fede og de sad i skabet, mens resten viste stor potentiale, men ikke var helt skarpt indøvet og/eller udført. Men keep it up Swells… Har google bandet, men fandt ingen info overhovedet (på de 30 sekunder jeg ofrede på det). Glemte så helt pointen med de siddende unge mennesker – de forblev altovervejende siddende foran scenen, men enkelte slow-pogo dansende supporters og Aceman lænende sig nonchalant op ad en stolpe, som undtagelsen.

She Keeps Bees
Jessica Larabee gik lidt smånervøst omkring inden koncerten, og da da skulle til at gå igang virkede det som om bekymringen også gik på udstyret, som gav stød, og lyd som gav mere distortion end ønsket. Heldigvis for os og for She Keeps Bees, så kommunikerede hun med publikum, og vi kunne kommunikere tilbage at lyden i vores ende var helt fin. Det hjalp, og bandet lagde ud med et par rigtig fede numre fra Eight Houses, det nyeste album fra 2014, og det var en god blanding af de hurtigere guitarnumre og de mere afdæmpede – men meget udtryks-mæssigt/følelsesintense sange. Hvilken nerve siger jeg bare – og hvilken gnist og hvilken skøn, fantastik og emotionel oplevelse, at stå halvanden meter fra Jessica Larabee. Hendes musiske udtryk er simpelthen det stærkeste jeg husker at have mødt, måske, nogensinde…

Fyrsten var/er tæt på at abdicere – og søge stilling som roadie – selvom ryggen nok kun kan holde til at slæbe på tamborien, som var signeret af, var det, Chris Christopherson…(?). Hvilket ikke er sket siden Archie Bronson Outfit gæstede Loppen for snart en del år siden.

She Keeps Bees kom grundigt rundt i alle deres albums – og leverede, hvilket nok fremgår allerede, et brag af en rockkoncert. Men egentlig så synes jeg, at She Keeps Bees transcenderer begrebet rockkoncert. Vi bevæger os over i noget som er mere kunst end blot en musikkoncert; ekspressionistisk kunst a la Edward Munch, Litterær digtning a la, jeg ved snart ikke, og det kombineret med en ydmyg nærværhed som virkede meget uamerikansk… Hvilket minder mig om, at der i specielt starten af koncerten var dele, som tydeligt synes inspireret af de oprindelige amerikanere, altså indiansk inspireret – og måske var der i virkeligheden ceremonielle elementer bevidst eller ubevidst underliggende forestillingen. I don’t know – men fantastisk oplevelse – og her taler jeg så isoleret set om selve koncert-delen.

af 6 smileys (og skalen er brudt sammen, der kunne og burde gives mere)

Efter musikken var slut, så gik der ikke længe før bandet kom ud og begyndte at snakke med det tilbageværende publikum. Dr. Rock brød isen og snakkede længe med Jessica Larabee, men resten af os fik også chancen, og knus og det hele. Simpelthen en mageløs skøn ung kvinde, åben, direkte, men sgu også lyttende til os “halvgamle” nisser… Professor Fyrsten lovede at hjælpe med at sprede ordet, når/hvis She Keeps Bees kommer tilbage til foråret – og det står han ved.

Kh.
Professor Fyrsten

Hvaaaa’

Hvordan var King Tuff?

Kh.
Professor F.

Aceman gik glip af Bombay Bicycle Club i februar i Vega, well Fyrsten syntes i virkeligheden ikke at han gik glip af særlig meget. Den koncert var ikke værd at skrive meget hjem om.

Så det var lidt af en mirakel, at Professor Fyrsten i går, med feber og børnefødselsdag i kroppen alligevel endte med at forbarme sig over Aceman og købte en billet, så Ace ikke skulle kede sig alene til BBC i Amager Bio. Det vil sige, at forventningerne ikke var særligt høje, for udover at koncerten i Vega var skuffende, så ligger BBCs bedste udgivelse altså tilbage i 2009:

I Had the Blues But I Shook Them Loose

Og de to seneste albums er efter Fyrstens mening, temmelig ringe. Det er ret modsat hvad et stort antal britter synes, da So Long, See You Tommorow udkom i februar, strøg pladen direkte ind på den engelske album hit-liste som nummero uno. http://www.officialcharts.com/chart-news/bombay-bicycle-club-score-first-ever-number-1-album-2283/

Koncerten i går gav mig en idé om hvorfor…

På trods af at rigtig mange numre er rigtig poppede, så er variationen så stor i BBCs repatoire, at de fanger alt fra 17årige dansemus over Mærsk Mc-kinney Møller typer til +60hippy-agtige typer. BBC er altså true rock’n’rollers – derhen – at de ikke lader sig sætte i bås – og når de ind i mellem spiller deres mere rockede numre, så synger guitar-englene i himmelen…

Alt i alt så var det en stor-hyggelig aften med Aceman, desværre kom feberen ikke just ud af kroppen af bajerne, men for faen hvor er det godt at komme ud og høre musica…

Sidste note: Amager Bio er faktisk et meget bedre koncertsted end Store Vega. I hvert fald hvad angår afstanden mellem publikum og band.

BBC får af 6 Smileys – og tak fra Professor Fyrsten

Fredag d. 7/11, knaldhård arbejdsdag, Halloweeen fællesfødselsdag for en ordentlig syg flok 10årige.

Det gav Professoren lejlighed til at benytte nok et alter ego, hvis nogle skulle være i tvivl “the ghosts of Jeffrey Lee Pierce reincarnated”. Hvem der efter fødselsdagen var mest traumatiseret (Jeffrey eller børnene) lader vi stå åbent.

Men frugterne af Alabama/D.S.F. s sejr i Professor-konkurrencen (altså præmien) – to stk. billetter til: Ty Segal & J.C. Satán i Pumpehuset skulle også høstes (indløses).

Rockens Johnny (nr. 7) havde meldt forfald, Steffy Jones (nr. 6) ligeldes, så Aceman fik fornøjelsen af at være anstandsdame i det københavnske natteliv på J-dag… Professorens, hvis rock’n’roll-embedsbolig som bekendt ligger lige i centrum af den vestlige verdens mest trendy område, havde således sat Aceman i stævne i Kødbyen, og hvis man var 15-20år yngre, så er det lige hvad det er – et kødmarked. Men overvældet af mængden af friskt og uhængt kød, så opgav vi første bar “No Ho”, som simpelthen var for trendy og for lidt rock’n’roll’et(og flød som med alt for pæne piger…) og gik i stedet ned på nærmeste Ølbar ‘ Fermentoren’. Her bestilte Aceman 2x Mikkeler julebryg, kun 10% vol., man skal jo starte lidt lavt…
Vi nåede lige forbi Professorens hybel og drak tre skønne bryg fra Amager Bryghus, Official Brewery of Professors Fyrstens 1st term in Office (c)., og kastede os så op til Pumpehuset.

Her var opvarmingsbandet, franske, mens engelsksprogede, J.C. Satán vist lige gået på – og faenme om ikke det var knaldfedt. Kvindelig forsanger, kvindelig bassist, mandlig guitarist, med mustage og Frankensteins monster på keyboard… og en trommeslager… Men guitaristen var dagens oplevelse. den ca. 150cm høje fyr, som havde et superlækkert overskæg.

Hvorfor jeg ligeså godt kan afsløre, at den der til næste Professor-konkurrence kan præsentere det flotteste, ægte mustage, på sig selv, får 50 bonuspoints. Men desuden var han altså en Gudbenådet guitarist…
Fyrsten gik hjem med én J.C. Satán LP og en håndtrykt plakat, og skal helt sikkert følge op på J.C.s øvrige udgivelser. Altså ikke John Christensen Satán, men Jesus Christ Satán…
Musikken er hård, upoleret alternativ/eksperimenterende rock, men masser af guitar og tunge trommer, nam nam.
J.C. Satán får ½ (næsten 5) smileys af seks mulige.

Ty Segal leverede en fest, Aceman og Fyrsten fik danset pogo, selvom det indimellem var lidt mærkeligt, for halvdelen af musikken er altså ikke pogo-egnet… Vi lavede den klassiske fejl, forlod den gamle rocker vi stod ved siden af (som var stort set den eneste på vores alder) og gik op til baren, men heldigvis indså vi hurtigt at det var en fejltagelse og fandt tilbage til scenekanten resten af koncerten, sammen med rockeren, som Aceman insisterede på, at Fyrsten ikke måtte spørge om “han var sådn’ en rigtig rocker”. I øvrigt havde Professoren Fyrsten den positive oplevelse, at det unge publikum var flinke og rare ved alderdommen og kom med opmuntrende bemærkninger og skulderklap – enten fordi de kender til Professorskabet, eller fordi de syntes at det var flot at så gammel en mandsling kunne klare 2 timer på benene… (seriøst…).

Ty Segal – er overdrevent fedt når det er bedst, nok en guitarhelt af de større, og Fyrsten købte to eksemplarer af “Twins” en til anstands-Ace og en til samlingen, her kan der også graves dybere… Men kære Ty, løb ikke efter populariteten og ungdommen, så ender du med at lyde lige så tamt og kønsløst som en vis hr. White (og det er ikke Barry)…

Ty Segal får fem af seks smileys.

kh.
Professor Fyrsten

Hej boyz

Så er det snart ved at være tid til at tænke på Roskilde Festival – ja altså 2015 versionen…

Den fattige Professor Fyrsten har nemlig lige købt flexpay billetter til ut. og fr. Professor Fyrsten. Det er sgu’ da lidt smart at kunne betale i (max. 10) afdrag.

Det gøres her: http://www.roskilde-festival.dk/tickets

kh.
Pr. Fyrsten

Faktisk kom de før receptionen “Professor Fyrstens Sofa”, men har ikke lige haft tid… og den slags.

d. 30. september udgav Bad Channels, fra Toronto Canada, deres debutalbum Bad Channels. De kalder det selv alternative punk, garage-pop, pop-punk m.v.

Det er sgu’ egentlig meget OK, sådan lidt retro 50/60-agtig lyd. Lidt for lidt punk måske – mere over i retning af Ramones tidlige lyd, meeen det er jo heller ikke nødvendigvis så skidt…
Lyt her: https://kingfisherbluez.bandcamp.com/album/bad-channels

Dead Soft, Dead Soft, 30. august 2014 – absolut en lytter værd!!
Her er vi over i noget post-grunge-agtigt. Bandet og/eller pladeselskab tagger Dead Soft: alternative diy dream pop heavy indie rock punk Vancouver.

Lyt lidt her: https://kingfisherbluez.band
camp.com/album/dead-soft

Begge albums er udgivet på Vancouver pladeselskabet Kingfisher Bluez, Vancouver, British Columbia, Canada. Et spændende lille selskab som det åbenbart er værd at følge: https://kingfisherbluez.bandcamp.com/music

Der sker et eller andet i Vancouver… Og en mere filosofisk betragtning – musikscene er muligvis ved at decentralisere sig. Små pladeselskaber laver fede små og større udgivelser. Herimellem fede special editions, farvet vinyl etc. Det gør det ikke nemmere at følge med i ny musik…

“But i’m trying, I’m trying, i’m trying…..”

<!–
WriteFlash('’);
//–>

kh.
Professor Fyrsten