Rock'n'roll-Patrulje-Blog

d. 11. maj 2015 skrev Professor Fyrsten:

En Wookiee i vinden på Bryggen, det er bare lykken.

God lang weekend

Vh. Digter & Professor

Fyrsten

Har indstiftet en fredagstradition,
kun betinget af Toft vins lager. En Wookiee fredag på bryggen og et digt
til Patruljen:

“Wookiee-den på bryggen – du følger dig som sytten”.

Variant:

“En Wookiee på Bryggen, pigerne var sytten, og fik den lige i dytten”.

Sidstnævnte er noget beskidt, pæderast snavs, som Fyrsten intet
kender til.

God weekend.

kh.
Professor Fyrsten
P.S. Leder efter det første Wookiee-digt, ved ikke om det røg ud på mail ellers sms…

Spids Nøgenhat i Tivoli 1. maj 2015
Entre = et årskort

– Spids Nøgenhat spillede en af sidste års Roskilde festival’s bedste koncerter – dette trods den umulige nye Avalon scene, som tiltrak alt alt for mange mennesker mere end den kan bære.

– Spids Nøgenhat er kåret som det bedste danske liveband.

– Spids Nøgenhat udgav 2013, nok bedste album (ikke kun danske) i Fyrstens ydmyg mening.

– Spids Nøgenhat er et totalt holdbart dansk psykedelisk rockband, som genopstartede genren i Danmark, før den for et par år siden så småt igen begyndte at få fodfæste rund om i verden, men superfede bands som f.eks. The Black Angels i spidsen.

Tivoli var kold og regnfuld, men selskabet godt, opvarmningen hos Fyrsten helt i orden. Og Bagkataloget sikret og grundigt gennemlyttet, som tidligere bemærket i “I postkassen” – så forudsætningerne var ret gode for en god koncert. Der var sgu ikke engang nogen syge børn!?!?!?!?

Spids Nøgenhat kørte vel stort set hele repertoiret igennem, fra 2001 debutten “en mærkelig kop te” ‘s et ‘Giv Slip’ intense dystre stemning, ‘Hobittens Flyvetur’ SN’s inciterende punk-agtige syre-signatur-nummer, med snerrende og roterende guitarrifts, holdt sammen af megafonagtig messende sang, ‘Hvad har du taget?’ mere traditionel syre a la Jefferson Airplane, dejligt,

Det Psykedeliske Tapet som lyder næsten identisk med 2013’s vistnok ‘Spids Nøgenhat i Græsset’ (?). Jeg synes bedst om den nye hvor teksten rammer dybere, men begge numre har (musikalske)mindelser om mere samfundsrealistisk dansk 70’er musik.

2012 liveudgivelse kom SN også forbi – heldigvis. Albummet rummer et par seriøst fede cover-numre. Dels Røde Mor’s ‘Lille Johnny’s mund’, som dog ikke blev spillet i Tivoli(?), men ethvert Patruljemedlem bliver jo alligevel lidt øm ved tanken om titlen. “…Johnny er Gud…” m.m. Men Langebro coveret er det stærkeste, og det blev givet i en bravour-version i Tivoli – totalt ståpels, tak!!!

Men toppen af Spids Nøgenhat er heldigvis 2013’s “Kommer med fred”. Hit på hit på hit. Koncerten startede som albummet med ‘Mere lys’ – et smådesperat råb på mere lys og kærlighed, afdæmpet musikalsk, ikke engang særligt syreagtigt.
‘Lolland Falster’ blev der heldigvis også plads til. Den psykedeliske guitarlyd indrammer noget der minder om gravskriftet for udkantsdanmark – dog kærligt, følt og eftertænksomt. ‘Den gennemsigtige mand’ blev også leveret i flot stil – og er den bedste kunstneriske samfundskritik jeg har hørt i mange mange år, så god, at den er til at blive (endnu mere) depressiv af.

Skal man klandre Spids Nøgenhat noget, selvom man nødig vil det, så er det at rockelementet er skruet lidt ned, og vel også syren siden debutten. Til gengæld er der så gevaldigt skruet op for den tekstsmæssige substans. Jeg sluger gerne det bytte – til enhvertid.

Skal man klandre Tivoli noget, så er det øludvalget og prisen (vi nåede ikke happy-hour) – men værre er det at lyd-niveauet er meget meget lavt. Så lavt at Woodrose kommenterede det indledende. Fyrsten måtte undervejs i koncerten gå i dialog med to ungersvende og tysse på dem. Det duer ikke at rockkoncerter forsøges afviklet med en lyd der kan generes af relativt almindeligt samtale-lyd-niveau.

Spids Nøgenhat får ½ af seks smileys.

kh.
Professor Fyrsten

En arbejdstur til Næstved gav mulighed for at checke det lokale antikvariat, hvis hjemmeside lovede godt for vinyludbud. “Ressourcen” var ved første øjekast skuffende, men efter få minutter da øjet havde vænnet sig til kælderlyset – i virkeligheden var der lyst og luftigt – så det var snarere da jeg havde opgivet 10kronerskasserne og gik længere ind i butikken, at de mange hyldemeter med kvalivare-vinyler dominerede og hensatte Fyrsten i nær ekstase. Glemt var næsten arbejdsmødets udsatte unge, hjemløse og misbrugere. Eneste misbrug var nu behovet for at holde den lige tilpas tunge, lige tilpas rigtige, lige tilpas lækre, lige mmmmm, aaaahh.

Jeg kan lige så godt springe ud i det. Turen til Næstved kom til at stå mig i en stiv tudse – for fire albums. Og jeg gik glad og noget nær lykkelig ud af butikken, for to af de plader jeg længe har ønsket mig mest kom med hjem.

Lidt for sjov købte jeg MC Ejnar’s “Den nye stil”, debutalbumet fra 1988 er tilbage i min samling. Mit oprindelige kassettebånd blev tyv-stjålet i starten af 90erne.

Ressourcen havde en klar overvægt af tungere rock, af den mere metalliske og hårdtslående slags, samt en helt del dansk syrerock samt en pæn bunke af sjældenheder, dasnk syre-, hippie- og … andet. Der var også en lille bitte bunke punk, men Dead Kennedy-pladerne var en anelse for dyre til min smag. Til gengæld så fald jeg over Jello Biafra with D.O.A. “Last Scream of the Missing Neighbors”, 1989 1. udgave i smuksmuk stand M+, M+. Kan ikke næste ikke vente med at høre den – men mine mine to nedenstående fund er før i rækken.

i den lille punkbunke stod der to eksemplarer af Sods “Minutes to go”, 1979, den ene som var godt slidt stod til kr. 300,- og den anden som var møj-pæn til 500,- Alligevel tog jeg den ud af bunken, bare sådan for at holde den lidt. Det var Medley-udgaven MdLP 6011.

Fuck hvor er den bare smuk – fuck hvor er der bare knald på. Det må vel uden tvivl være det bedste danske punk-album nogensinde, måske overgået, kun, af nedenstående.

Before, Fritz Fatal, aka Fritz Bonfils “A wish of life” – er nok det mest følelsesmæssigt udtryksfulde punk-album udgivet i Danmark(?!) Så stærke musikalske og personlige følelsesmæssige kræfter, at det er svært at forstå – også svært at forstå at Fritz ikke er brændt ud, død og brændt af. Godt gået Fritz. Nu vil jeg bare glæde mig over at høre dig og Before igen og igen.

A wish of life, stod til kr 600,-

Lidt handlen – og de to dyre som tilsammen stod til 1100,- kom ned på 800,- og så fik jeg de to andre til udbuds/kostprisen 150,- Vi rundede op til 1000,-, sjældent for mig med en knitrende tudse hævet over i det nærliggende supermarked.

Professor Fyrsten er glad – specielt fordi jeg i dag har været på Loppemarked på Sønder Boulevard og er kommet hjem med seks stærke vinyler under armen. Den historie følger.

Kh.

Professor Fyrsten

Så nærmer sig hastigt Arbejdernes Internationale Kampdag, og hvilken bedre måde at holde denne i hævd på end at høre Spids Nøgenhat i Tivoli?!?

Spids Nøgenhat, Tivoli 1. maj 2015

Fyrsten har forud for dette erhvervet sig to tidligere udgivelser på vinyl:
– En mærkelig kop te, 2001
– De sidste dage her på jorden, live Roskilde 2011.
Som supplement til “Kommer med fred”, et af 2013 absolut bedste albums.

Professor Den Sorte Fyrste – er på plads i Tivoli på fredag.
kh.
Fyrsten

The Twilight Sad,
Loppen 3. april 2015
Ace-Man stod for billetterne, som vistnok stod i 120,-

Scotch on the Lop’ – Twilight Sad – Rocker Loppen, eller Lopper Rocken?

Langfredagsrock – det er sgu et bedre koncept end tirsdagskoncert.
Nys hjemkommen efter seks dages opladning i Barcelona, så burde det ikke kunne
være meget bedre – og så med brormand Ace og Fyrstinden som
akkompagnatører. Så Twilights Sad havde
noget at leve op til. Forårsforkølelsen dæmpede dog Fyrstens enthusiasme. Stærkt
stækket blev der alligevel udbenet lammebov som optakt, og de spanske
mikro-håndbryg serveret med føl’se.

Det lykkedes os at ankomme til tiden. Loppen en fredag
starter ikke (for) tidligt, så vi var på plads, selv inden opvarmningen, unge
danske Harmonics, gik på kl. ca. 22. Opvarmning var i bedste fald en blandet
oplevelse, jeg vil ikke give dem mange ord med på vejen, for lyden var
simpelthen fór dårlig. De første numre havde ellers potentile til at være
interessante, men guitar og sang druknede totalt i meget tunge (malplacerede
heavy-agtige) trommer. Det var en skam for musikken lød ellers, så vidt det
ellers var muligt at tyde musikken, som guitar-orienteret rock a la Interpol,
Editors og Twilight Sad, hvor tør guitar, lyrik og sang er de absolutte
hovedelementer. Harmonics undskyldte på forhånd; ingen koncerter i år og ingen
tid til lydprøve, men what the fuck skal jeg bruge det til? Op på hesten igen –
for I kan vistnok godt, teknisk /instrument-mestrings-set lød det som i hvert
fald som om, i var OK.

Twilight Sad gik på – og det var godt. Fyrstinden og jeg
havde nået at lytte lidt til… ja vel egentlig ”for-kataloget”, for
bag-kataloget var det vi i forvejen kendte i kraft af 2009 udgivelsen: ”Forget
the Night Ahead”, som udkom i samme periode(kort efter) som Interpols bedste udgivelser (Our Love to
Admire, 2007) og Editors samme (The Back Room 2005, An end has a start 2007).
Og Twilight Sad udgav faktisk også i 2007 et anmelderrost album; Fourteen
Autumns and Fifteen Winters, som det dog ikke lykkedes mig at finde frem til. Men deres nyere albums ‘Nobody Wants
to Be Here and Nobody Wants to Leave’ (Sep. 2014) og ‘No One Can Ever Know’
(2012) er absolut også nogle gennemlytninger værd.

Twilight Sad er altså lidt (meget) af en skotsk pendent til
Editors og Interpol – og det klæder faktisk den underspillede, strømlinede shoegazer
-lyd at få lidt skotsk accent blandet i. Undertegnede nød i hvert fald alle
numre, både nye og gamle. Og TS’ var rigtig gode til at blande numrene, og dog,
for af de største hits i ut’s bog, som er de fire første numre på 2009 albummet,
kom de tre i træk, Hvilket fik Ace til at kommentere, at nå dem kendte i nok,
hvilket var jo var sandt og fik os til at hoppe lidt… Ellers brokkede Fyrstinde
sig over at et yngre par klemte sig ind foran os foran scenen, for derefter at
glemme musikken og stor-snave foran os resten af koncerten, Ace-Mand over at
jeg ikke købte øl nok (han var løbet fra både pung og billetter – den skal jeg
huske næste gang (;o).) Og jeg over, at jeg undlod at købe det nye album
direkte af musikerne på loppen.

Jeg ved sgu ikke lige hvad jeg mere kan sige om musikken –
det var 100% godkendt, helt i orden og en dejlig koncert. Fantastisk selskab –
jeg tror, at jeg skal opstøve 2007 udgivelsen og anskaffer sgu’ nok også 2014
udgivelsen.

Twilight Sad får af 6 smileys

Kh. Fyrsten

A brief History
of Thåström

Joachim Thåström
Amager Bio, Torsdag d. 19. marts 2015, Biletter kr. 330,-

Jeg vil gøre det kort – og lade andre patruljemedlemmer få
plads til deres substans.

Thåström – meget talte imod, at du kunne levere noget i
Amager Bio, som kunne dæmme op for hverdagens tungere trivialiteter; syge børn,
småskænderier, udbrændthed osv. Men jeg skal love for, at det kunne du!

Med din udstråling og personlighed så intenst tilstede var
musikken næsten ligegyldig. Da du tråde ind på scenen så jeg Breaking Bad/Mr.
White møder Jeffrey Lee Pierce møder Nick Cave (med et hjerte) – jeg fik så
meget gåsehud, som var det – vores fælles ven – Jeffrey Lee der var trådt ud af
permanent retirement og ind på scenen. Da du begyndte at synge, så var det så smukt,
så smertefuldt, så svensk – at det ikke var til andet end endnu mere gåsehud.

Thåström, du får kærlige smileys ud af seks af Fyrsten og tilsvarende hilsner fra Fyrstinden, som snarligt går i gang med bagkataloget.

P.S. Fyrstinde spørger om ’Ladys night’ bliver til noget?!?

kh.
Professor Fyrsten
P.P.S. flere tube-videoer fra Amager Bio her: https://www.youtube.com/results?search_query=th%C3%A5str%C3%B6m+amager

Steve Wynn,

Ideal Bar lørdag d. 7. marts 2015,

Billetpris 150,-

Steve Wynn – Solo Electric – og hvem har min ”Ghost Stories” LP?

Så var det tid til en gammel kending; Steve Wynn som mange af os har set og hørt siden startfirserne både i navnkundige Dream Syndicate og i adskillige soloprojekter. Gårsdagens koncert i Ideal Bar var adviseret som ’solo electric’ og som Steve sagde ”ikke folk-musik”. Det holdt hele vejen hjem, masser af elektricitet, på scenen og blandt det overvejende grånende publikum.

Fyrsten havde i øvrigt, i det almindelige civile arbejdsstres og familieræs glemt alt om koncerten, på forhånd. Så heldigt var det at Hangaround Jesper mindede om den og, som han understregede, at det ville involvere masser af en kornbaseret drik tilsat humle. Glemsomheden, ihukommende, at koncerten med Lower d. 23. februar allerede var blevet bortglemt at såvel Ace som Professoren – det er en nem og hurtig måde at bruge 160kroner på. Professor Fyrsten var altså på forhånd godt gammeldags brugt; fredagens arbejdsdag sluttede ved 23-tiden og at nattesøvnen sluttede ved firetiden, afbrud af dagsrester fra en generalforsamling og slige lækre sager, men Fyrsten klarede alligevel at mande sig op: indbagt oksemørbrad i suffléfars med ovnbagte kartofler, friske grønne asparges, lækker lækker salat(a la Fyrstinden); så Ace blev vel aftrakteret inden hovedbegivenheden. Hangaround J. kom til og vi fik da trods alt taget lidt for os af korndrikken. Vi syntes selv, at vi gik i god tid, smidt på porten da vi overdøvede børnenes Mary Poppins-film – og begav os på vej mod vores egen musical … Stor var vores forundring, da vi opdagede, at Steve Wynn allerede var gået i gang da vi ankom… Ligeså var Mr. og Mrs. Lick, dejligt at se dem begge og dele gode oplevelser, korndrik etc.

De første numres manglede tilstrækkelig i fht. opnåelse af den eftertragtede musikalske vækkelse, som er essensen af enhver koncert(?), blev tre-fire numre inde, godt hjulpet af korndrik med guldhåndtag, afhjulpet; Fysten var ved at tø op. Steve tilsyneladende det samme. Der blev opbygget en monologisk dialog med publikum med fantasiopfriskede anekdoter, analogier, skæve betragtninger og retoriske spørgsmål; indimellem besvaret med tilråb fra publikum, latterbrød og benægtelser.

Man skulle selvfølgelig have været der, men det var faktisk ret sjovt da Steve begyndte at gøre sig betragtninger om hans to mikrofoner, og at det betød, at han var sit eget backingkor. Endnu sjovere var analogien om den glemte mundharmonika, som ledte til beretningen fra Madrid, hvor Steve fik tid til en Arthur Brown koncert. Arthur havde glemt sin ild-hat:

Oprindelig:

Fornyelig:

Well – tilbage til Madrid, så havde Arthur glemt sin ild-hat på hotellet, hvilket betød, at backstage crew’et interimistisk måtte improvisere en ildhat, med lightergas… og andre ubehageligheder. Steve fortsatte om danskerne som verdens lykkeligste folk, og at han ikke håbede, at fraværet at den korrekte mundharmonika ville medføre et fald i graden af lykkelighed i blandt publikum/danskerne… – Ja, man skulle have været der – det var jeg heldigvis.

Jeg fandt den ski’ – mundharmonikaen (Burn fra Medicin Show, 1984):

Nå ja – der var faktisk også musik til koncerten, så selv om jeg er tro mod stilen i mine vanlige anmeldelser og at ’omstændighederne’ derfor fylder en del, så skal den(musikken) da også tages i betragtning.

Wynn kom godt omkring i repertoiret, fra Dream Syndicate, The Miracle 3, Solo-ting og covernumre. Og God Dammit’ jeg må jo indrømme, at jeg simpelthen ikke kan huske titlerne på de numre som jeg genkendte – og har opgivet efter gennemlysning af Days and Wine & Roses, blot konstatere, at jeg ikke umiddelbart mener at Steve spillede numre derfra… (efter opdagelsen af video på tube fra Ideal Bar – I stand Corrected).

Covernumrene husker jeg til gengæld – de var stjernefede begge to – og gav begge ikke alene udslag på Professorens gåsehuds-/ståpels-indikator – de holdt pelsen oppe hele vejen igennem og holdt til at Fyrsten tabte sin guldbajer ud over det hele. Lou Reeds Coney Island Baby i en smuk og følsom udgave. Og så er det sgu’ ikke engang løvn’, nogen har snydt lidt og lagt den på tube allerede:

Det andet covernummer indspillede Dream Syndicate på Ghost Stories. Jeg vidst ikke, indtil Steve delte det med os i lørdags, at det er et cover: Blind Lemon Jefferson – See That My Grave Is Kept Clean. Genialt nummer, herunder i album version, live version og Blind Lemmon Jeffersons 1928 version:

http://youtu.be/WlOpHcm_9p0
https://youtube.com/watch?v=WlOpHcm_9p0

Epic live ersion:

http://youtu.be/R9pcsiDBHqw

Blind Lemmon Jefferson

http://youtu.be/pX3mxjtpyBc
https://youtube.com/watch?v=pX3mxjtpyBc

Nå – til alle Jer sløve hoveder, så kan der findes flere videoer fra Ideal Bar her:

https://www.youtube.com/results?search_query=Steve+wynn+Live+in+Copenhagen%2C+March+7th%2C+2015

Fyrsten var glad

Steve Wynn får ½ af seks smileys

P.S. Fyrsten er mindre glad nu, da alt Dream Syndicate og noget andet Steve Wynn synes fordampet fra samlingen, så hvis nogen ligger inde med Goast Stories (LP), Northern Aggression, Miracle 3 (CD)… og muligvis Days of Wine & Roses og andet, som jeg blot ikke er sikker på om jeg kun selv har haft lånt… – ja så sig til!