Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Et bad i vellyd

Wilco,
DR Koncertsal, 2. november 2016

DRs koncertsal har nok danmarks bedste akustik
som, når den kombineres med et ekstremt velspillende band som Wilco, giver
garanti for en fed oplevelse.

Lick, Snake og deres damer havde næsten et år i
forvejen købt billet til seancen. Inden koncerten blev der selvfølgelig
afleveret overtøj i garderoben og nydt kvalitetsøl i baren. Der blev vinket til
venner (Jo og Klaus) og familie (Kasper og Julie), mens opvarmningen, William
Tyler, traskede gennem det ene instrumental-nummer efter det andet. Guitaren
lød godt, men det blev sku lidt kedeligt og ensformigt i længden.

Snake var godt tilfreds da Mr. Tyler efter en halv
times tid holdt fyraften. Nu var det tid til Mr. Tweedy og band.

Der blev lagt ud med et par numre fra den nye
skive, Schmilco, som Snake har investeret i og er meget glad for. Numrene er
meget americana agtige. Spillet i low key og med nærmest halvnaive tekster om
opvækst og barndom. Bandet var veloplagt, og der blev fortalt historier om deres
første koncert udenfor USA, der foregik for præcis tyve år siden på Loppen,
hvor ca. 20 mennesker var mødt frem. Denne aften var rammerne noget anderledes.

Kort inde i koncerten kom det første højdepunkt i
form af nummeret “Im trying to break your heart”, hvor bandet foldede sig helt
ud. Super fedt. List senere var vi oppe at svæve igen til “misunderstod” fra
bandets andet album. Et super fedt nummer, der da også optræder på Snakes top
100 liste, der kan høres på Spotify.

I alt var vi gennem 26 numre, og to gange blev
bandet hevet ind til ekstranumre. Publikum fik efter lidt opfordringer fra
bandet lettet røven fra det bløde plyssæde, hvilket gav lidt mere liv i
kludene.

Samlet set var det en super aften i selskab med en
flok gamle venner, der var igennem stort set alle deres plader (inklusiv en af
dem de indspilede med Billy Bragg).

Eneste minus var, at koncerten sluttede ret sent
for de mange midaldrende funktionærer, der var mødt frem, så Snake var ret træt
og busted da han næste dag mødte op på Vestamager.

Men det var mere end det hele værd.

Tak til Jeff og Co.

Scenen var sat. DR’s koncertsal – Jean Nouvels fine store cigaræske – en mørk og pivkold onsdag aften i november.

De ubestridte konger af amerikansk alternativ roots rock Wilco stod på billetten og var således steget noget i graderne siden deres danske debutkoncert på Loppen for mellem 20-25 publikummer for præcis 20 år siden.

Med Licks spindoktor Kasper og damen v. ringside, altid kvalitetsbevidste Jo og hendes mand Honduras-Klaus på balkon B og Schlauch, Lick og deres to skønne damer på balkon D kunne festen begynde.

Troede vi. Men det var svært at starte en fest med den akustiske og instrumentale guitarekvilibrist William Tyler. Bevares. Den sympatiske amerikaner er skidehamrende dygtig til sit strengeinstrument, men det stank af kammerkoncert og Kåre Norge og Schlauch mistede straks koncentrationen, legede med sin smartphone og begyndte i stedet at vinke til de to blinde høns Jo og Honduras-Klaus.

Her havde det nok været passende hvis Lick havde taget den laaaaange vandring ned i forhallen og købt et solidt depot af american pale ale til overpris. Men det polstrede sæde overmandet vores helt – og han blev siddende og lod sig døse hen i det smukke koncertrum og de sprøde akustiske toner fra Tyler.

En kort pause og endelig kommer Jeff Tweedy (bandleder, forsanger og guitarist) og resten af de fem særdeles kompetente musikere fra Wilco, hvoraf bassisten John Stirratt er eneste bandmedlem der har været med hele vejen, slentrende på scenen.

Scenen er dækket af et gigantisk ægte tæppe og spækket med instrumenter.

Et kort ”Hello” og Wilco sætter i gang med ”Normal American Kids” fra deres seneste album Schmilco fra sep. 2016.

Der er rigtig god stemning i koncertsalen og lyden er fantastisk fra første nummer. Akustikken er sprød, man nyder virkelig vellyden og det at alle instrumenter og vokalen kan adskilles og fletter sig smukt ud og ind mellem hinanden.

En imponerende sætliste på 26 numre og en koncertlængde på ca. 2½ time gør at Wilco kommer rundt i stort set hele bagkataloget og alle de undergenre de gennem årerne har dyrket eller blot strejfet.

13 album er det blevet til siden Tweedy opløste Uncle Tupelo i midten af 90’erne og i stedet dannede Wilco.

Sætlisten og koncerten tager publikum på rejse gennem klassisk country, folk, pure rock and roll, punk rock og støj rock med masser af distortion og sindssyg trommetorden fra fænomenet Glenn Kotche. Dette bedst udtrykt i Licks favoritnummer ”Misunderstood” (der også åbnede koncerten på Loppen for 20 år siden – credit: Schlauch) fra albummet Being There fra ’96. En smuk og hjerteskærende fortælling om at komme tilbage til sit gamle neighborhood, hvor man har følt sig misforstået (deraf titlen), men at man ”Still loves rock and roll”, hvilket fik koncertsalens vilde rockulve (her iblandt Lick) til at hyle mod himlen af fryd!

Wilco er sgu et sejt orkester. Selvom de flere gange har gæstet Danmark og også Roskilde Festivalen (senest 2007) har Lick aldrig oplevet dem live. Men for fanden mand! Det swinger, de er cool og de hviler med stor selvtillid i deres professionalisme uden at tendere det arrogante. En flok flinke fyre som man godt gad dele en øl med, mens man vendte skiver og delte røverhistorier.

Koncerten ender med to encore og hele den pæne sal står op (eller har rejsning om man vil…) til den sidste 1/3 del af koncerten.

Desværre sad Lick og Damen så bandet vendte ryggen til vores balkon. I koncertsalen er publikum placeres hele vejen rundt om scenen. Lick lod sig ikke genere, men Damen synes ikke det var i orden. Til gengæld havde vi sjældent godt udsyn til trommeslagerens mere og mere svedige ryg. Sååå deeet.

En smuk aften sluttede med den stemningsfulde ”Spiders (Kidsmoke)” fra 2004 albummet A Ghost is Born og de mange halv- eller helskaldede gymnasielærer og projektchefer og deres kammersjukker og damer dryssede tilfredse hjem og ud i den frostklare november nat.

/Lick

Concert Review & Pre-party

Steve Gunn & Friends

Huset. November 4th, 2016

As promised the evening started with gourmet hot dogs from Løgimose, including
homemade ketchup, mustard, soft onoins, Meyer´s buns and remoulade with Karl
Johan mushrooms. Snake lived up to his
reputation as the hot-dog-eating champion of Roskilde – putting away a
suprising number of hot dogs….Respect!

Snake, Lick and Dr. Rock played a variety of tracks from Brooklyn as the
the tasty hot dogs were washed down with ice-cold Brooklyn ale. Once our appetite
for gourmet junk-food and beer were satisfied we hopped in Lick´s family wagon
and shortly after arrived in the smoky atmosphere of Huset, accompanied by a
variety of Hipsters and people like usJ

The evening started with a one-man-band ”Only Wolf” – a self-proclaimed
hippy sporting a colorful psychedlic cat t-shirt accompanied by green nylon
hiking pants…he´s from CanadaJ This character plays
alone, with self-produced background tracks
embodying a soft yet strong base line instumental. Only Wolf plays live electric
guitar riffs over the tracks while singing a trance-like vocal tying the the
music together into a modern psychedelic melodies. Only Wolf probably will
never make it to the top of the charts or make a solid living off his music as
he offered me after the concert that I could download all of his music for free
– a true HippyJ

After a short break Nathan Bowles took the stage sitting on a stool with
his banjo positioned in a ”Deliverance ” like posture. This sympathetic artist,
resembling a bit Meatloaf, played a handful of acoutical banjo numbers…I
wouldnt say it was the highlight of the evening but it is always enjoyable to
hear the clear and twangy clang of a well-played banjo…Well done Nathan!

Shortly after a break and Nathan removed his thick, wool sweater, reappearing
as Steve Gunn´s drummer. Steve Gunn is cool! Period. and plays a very unique blend of modern rock.
His latest album ”Eyes On The Lines” is harmonic rock with references to
Television (Credit: Snake Comment) and with traces of Jonathan Wilson though
without the overly strong 70´s reference. In other words an alternative
Americana with a spice of Brooklyn.

Steve has produced over 10 albums but his latest work has attracted more
attention and praise than his earlier work. So Steve is a seasoned, dedicated
musician who´s masterful guitar abilities become very evident when standing a
single meter from him as he plays the shifting chords of ”Ancient Jules” and ”Night
Wander”. Steve Gunn´s voice has a subdued, soft, yet characteric vocal which is
spread over the instumental music like a thick layer of frosting on birthday
cake.

Personally there was not a clear favorite for me, but it was actually the
entire show which melted together as a whole as one satisfying musical
experience.

The concert as a whole was atmospheric, cool, with a feel-good vibe
accompanied by a good beer buzz and good company. Steve Gunns music is the type
that is best understood and appreciated live where one experiences his abilites
and feel the energy of the tasty tracks strenghtened by his masterful guitar
abilities.

Dr. Rock.

14/11/2016

Klubb Död –
Hemgraven, The Mannequins of Death, Commando M Pigg og masser af vinyl
·

Intro:
Klubb Död
:
Hvilket smukt og passende titel for en
punkoncert. Nå ja postpunk, hvis ret skal være ret. På det gamle
spillested Nalen, som vist må sammenlignes med Københavns Montmartre, også
gammelt jazzsted, med egen rimelig fancy restaurant, klub, bar og koncertsal.
Mark Lanagan skal spille der midt i maj. Klubb Död – Fyrsten
var i Stockholm for at deltage i civile aktiviteter af arbejdsmæssig karakter,
men benyttede lejligheden til at scoute for Patruljen.

Onsdag:
Fyrsten ankom til Stockholm, ikke for at
medvirke til fejring af Gustav Adolfs 70årsdag, invitationen må være røget
forkert?! En eller anden Magrethe havde fået pladsen ved siden af Carl…
(Fyrsten ved godt at fjolset hedder Carl Gustav). Nå skidt hvem har alligevel
hørt om en 70års rock’n’roll-fest? And who cares at han får en 21-foldig
kanonade?!

Fredag:
Filosofisk tanke: Hvorfor er punk chicks mega coole,
mens drengene mest ligner de tyske “nihilister” fra The Dude
filmen?!?

Onsdag:
Det er første gang Fyrsten er i Stockholm. Har
hjemmefra checket adresser på et par vinyl-forretninger og koncerter. Ville
gerne have været på Debaser, men de havde hippi-ti-hop på programmet. Efter
flyvetur og en meget dyr togtur fra lufthavnen blev det taxa det sidste stykke.
Tunnelbane virkede det uoverskueligt, at skulle sætte sig ind i. Hotellet Anno
1647 i Södermalm var fint nok, kun let skodagtigt, men opturen blev tilsvarende
stor da Fyrsten efter 5minuttes opdagelse i kvarteret fandt den første
vinyl-pusher. GO TO HELL Stone (Hellstone Music) – handler primært med
musikinstrumenter, men også merchandise, memorabilia og så vel 2-3.000
antikvariske plader. Så det var ren terapi, Fyrsten tog sig god tid og
gennemgik alle pladekasserne og der var lidt guf, men ikke noget der rigtig
fristede, for guffet var for dyrt.

Problem: Folk og pladebutikker ved desværre generelt alt for
godt hvad de skal tage for guf…

Men som nævnt udviste Fyrsten terapeutiske
mængder tålmodighed ->

Citat:
“…and thereeeee, thereeeee on the
other side of the piece of paper, underlined, in capital letters read the
following words – ‘kid have you rehabilitated
yourself?’”

Arlo Guthrie, Alice’s Restaurant 1967.

<- der, midt i mellem det dyre guf, fandt
Fyrsten en noget slidt, bashed up, udgave af Arthur Lee’s band Love’s Four
Call, som Fyrsten hurtigt identificerede som 1. udgaven fra Electra, 1969. Den
stod til 60,- s.kr. så på trods af, at bagsiden af coveret ikke var der, så var
det et scoop. Fyrsten fandt ikke yderligere som det var værd at investere i
(pengepungen var endnu ikke tøet så meget op, men det var også mindre end en
time siden ankomsten i Stockholm). Arthur Lee (født Taylor) og Love er bedst
kendt for 1967 albumment Forever Changes’, som er et fedt fedt
hippie/psykedelisk mesterværk. Dertil er Arthur Lee, som bekendt kendt for den
12års straf han fik i 1996 for ”uansvarlig affyring af skydevåben” (og ikke for
mord, som rygtet ind i mellem siger), et par domme i firserne for stoffer og
”assult”, betød, med Californiens ”three strickes and you out-lovgivning”, en
lang tur i skyggen for afro-amerikanske Arthur Lee… Efter 5½år løslades Lee ved
en føderal appel ret, som bl.a. fandt, at anklageren i den oprindelig retssag
var skyldig i ”misconduct”.
Lee får gendannet en version af Love, dog uden et par af de oprindelige
medlemmer, som er døde mens Lee sad i fængsel. I 2006 dør Arthur Lee af
leukemi.

Citat:
”Jeg vil inte bli levande begravd”,

Cortex / Mannequins of
Death. Liveoptræden Nalen, Klubb Död, 29/4/2016.

Fredag:
Fyrsten er såååå klar på punkkoncert, sms’er småkåd både hjemmefronten og
Patruljen, stor i slaget, arbejdsmøder vel overstået, og i det mindste har
hotellets senge ikke forhindret Fyrstens skønhedssøvn, så beslutningen bliver
at aftensmaden skal indtages på Nalens fancy restaurant, sæson-menuen lyder for
lækker, og selvom menuer er lidt dyr, så synes man, at man har fortjent det
->

Citat: Everybody’s gotta’ live,
everybody’s gotta’ have a good time, everybody’s gonna die…

Everybody’s gotta live, Love, Found, The lost 71’ sessions.

<- friske grillede asparges, gås(gös) og mandelpandekager har
fyrsten på forhånd læst sig frem til, tænker ikke nærmere over hvorfor gås er en
del af sæsonens menu, måske trækker gåsen tilbage til Sverige om foråret?!?

Torsdag:
Afgang til Uppsala formiddag, lige i god tid nok til at checke, de ligeledes
hjemmefra spottede vinylbutikker i Uppsala. Det var også spottet, at butikkerne
først skulle åbne kl. 12.00 (det er åbenbart ret normalt, de fleste af de
vinylbutikker der besøgtes også i Stockholm, havde tilsvarende åbningstid). Vel
– Open Minds Records var lukket – og da arbejdsmødet startede kl. 12.00 i
Fredens Hus på Uppsala Slott, så nåede man ikke indenfor… da arbejdsmødet
fortsatte ud over lukketiden kl. 18.30… så øv. … Open Mind så ellers lovende ud
udefra.

Fredag:
At ’gös’ ikke er ’gås’ er nu en del af Fyrstens viden, og at unge svenske
tjenere ikke forstår særlig meget dansk/svensk ligeledes, men fisken smagte
såmænd meget godt, men når man har sat næsen op efter gås og får gös, såååå…
føler man sig næsten lidt punkagtig, livet er hårdt, brutalt og uretfærdigt. Nå
– faktisk var følelsen lidt omvendt, at varme op til punkkoncert på fancy
restaurant, med aldrende engelske ægtepar ved bordet ved siden af, unge
østrigske turister med alt for pænt hår, og lidt for smarte unge svenske
tjenere som tiltalte alle gæsterne med ”you
guys”, er ikke Fyrstens kop the. Så har man indset det…

To be continued…

Tirsdag d. 30/6/2015, Yung, Roskilde Festival, Rising kl. 23.00

Fyrsten fik lukket arbejdslivet, flasket årets hyldeblomstchampagne, pakket og klemt sig i toget sammen med Fyrstinden. Ankomst 20.00 Camp Ledagervej. En hurtig Wookiiee, og så afsted mod indgang øst, armbånd på gik smertefrit og uden kø.

Efter en lille rundtur på pladsen og et par dåseøl, var vi næsten klar til Yung. Vi nåede lige at få udskiftet Fyrstinden med Hangaround Mette og så gik Yung på.

Yung, fra Aarhus, har et par 7″ og et par 12″ EP’er på samvittigheden. Professor Fyrsten har EPen Alter, så er et thight lille album, med mindelser om Passion Orange, Pixies+punk og andre gode ting. Et ret kvalificeret på på dansk punkrock anno 2015.

Yung’s to første numre var en smule skuffende. De var ligesom for pæne og polerede. Bandmedlemmerne ligeså, skjorter passer ikke til punk… Var Fyrstens tanke…

Men ligesom tungsind var ved at melde sig, så fik Yung skruet på pedalerne og trykket noget i bund, eller derudad. I alt fald så mere end holdt Yung hele vejen hjem. Fyrsten vejrer morgengryg giver Yung:

4 af 6

Fyrsten, Ace og Mette holdt også hele vejen og slukkede Camp Ledagervejs mammut-anlæg ved to-tiden. Faenme en god opvarmningsdag. Ser MEGET frem til de næste fire Festivaldage.

kh. Pr. Fyrsten

Kære søde rare Rock’n’roll-patrulje – it’s
Festivaltime… og jeg tog første vagt!

Tidspunktet var søndag den 28. juni 2015 kl. 21.30 og stedet var Dyrskuepladsen
i Roskilde. I ensom majestæt smuttede jeg lige ud på Festivalpladsen for at
høre Black Book Lodge kl. 23. Massere af tid til at møde gamle bekendte for en
hyggelig lang sludder, nyde en iskold Urquell og slendre rund blandt de mange
glade unge mennesker. Hold da kæft hvor er det fedt… Festivalen er skudt i
gang 🙂

Gik først rundt på campingpladsen, hvor de bare gav den fuld gas med
kæmpemæssige anlæg, massedans, kæmpekram – også til mig – og druk i stor stil.
Der var lutter store smil og glæde – fantastisk! Smuttede på skatescenen for
jeg havde hørt at der skulle være gang i den. Og det tør siges. Musikken var
ikke lige mig, men der var virkelig gang i publikum, endda i en sådan grad, at
HipHopperne på scenen ikke ville stoppe – de havde det også for fedt. Det er
umuligt ikke at blive revet med af den gode stemning. Festivalen er sgu for
alle og dem som ikke tager derud mister virkelig en kæmpe oplevelse af god
musik, god venlig stemning og et livgivende frirum.

Smuttede over mod Rising, købte en halv fad, satte mig på øverste trin af en række kasse i nærheden af
scenen og fald i snak med nogle unge der selv spiller i band og som var vildt
spændte på BBL.
Nåede lige at købe en bajer med inden koncerten begyndte.

KøbenhavnerDrengene fra Black Book Lodge, der netop har udgivet deres 2. album
for 14 dage siden, er mægtig seje. De spillede dejlig hård rock’n’-roll med metalsnit
– og det var fedt. Som sprechtallmaistroen sagde, så er de “The low
hanging balls of the Copenhagen Rock scene”. Kendte et par af numrene fra deres
første album Tundra, et godt sammenskruet album for folk med hang til at
svinge hovedet godt og grundigt frem og tilbage, mens de hamrer på lufttrommerne
eller filer på luftguitaren, bl.a. til nummeret Thalassa. Musikken har generelt mange gode rifs
og er samtidig fyldt med gode pauser som efterfølges af tung guitar, trommedrøn
eller forsanger Ronny Jønsson fede rå stemme.

Lidt malurt skal der i bægeret for de spillede kun i 42 minutter og gav ingen
ekstranumre. Tror de var sure over for sløvt publikum. Ærgerligt at de blev
tøsefornærmede for de er supergode. Sanger som Cris Cornell fra Soundgarden og
guitar som Duffy fra Cult. Det bliver ikke en meget bedre start… manglede kun et par patruljekolleger at dele oplevelsen med – it’s a tuff job, but someone gotta do it.

Festival I love you, Ace

Festival

Black Book Lodge (og ikke flere, men kun fordi de blev tøsefornærmede – musikken var til 4 og 5 hvis de havde spillet en time)

Spids Nøgenhat i Tivoli 1. maj 2015
Entre = et årskort

– Spids Nøgenhat spillede en af sidste års Roskilde festival’s bedste koncerter – dette trods den umulige nye Avalon scene, som tiltrak alt alt for mange mennesker mere end den kan bære.

– Spids Nøgenhat er kåret som det bedste danske liveband.

– Spids Nøgenhat udgav 2013, nok bedste album (ikke kun danske) i Fyrstens ydmyg mening.

– Spids Nøgenhat er et totalt holdbart dansk psykedelisk rockband, som genopstartede genren i Danmark, før den for et par år siden så småt igen begyndte at få fodfæste rund om i verden, men superfede bands som f.eks. The Black Angels i spidsen.

Tivoli var kold og regnfuld, men selskabet godt, opvarmningen hos Fyrsten helt i orden. Og Bagkataloget sikret og grundigt gennemlyttet, som tidligere bemærket i “I postkassen” – så forudsætningerne var ret gode for en god koncert. Der var sgu ikke engang nogen syge børn!?!?!?!?

Spids Nøgenhat kørte vel stort set hele repertoiret igennem, fra 2001 debutten “en mærkelig kop te” ‘s et ‘Giv Slip’ intense dystre stemning, ‘Hobittens Flyvetur’ SN’s inciterende punk-agtige syre-signatur-nummer, med snerrende og roterende guitarrifts, holdt sammen af megafonagtig messende sang, ‘Hvad har du taget?’ mere traditionel syre a la Jefferson Airplane, dejligt,

Det Psykedeliske Tapet som lyder næsten identisk med 2013’s vistnok ‘Spids Nøgenhat i Græsset’ (?). Jeg synes bedst om den nye hvor teksten rammer dybere, men begge numre har (musikalske)mindelser om mere samfundsrealistisk dansk 70’er musik.

2012 liveudgivelse kom SN også forbi – heldigvis. Albummet rummer et par seriøst fede cover-numre. Dels Røde Mor’s ‘Lille Johnny’s mund’, som dog ikke blev spillet i Tivoli(?), men ethvert Patruljemedlem bliver jo alligevel lidt øm ved tanken om titlen. “…Johnny er Gud…” m.m. Men Langebro coveret er det stærkeste, og det blev givet i en bravour-version i Tivoli – totalt ståpels, tak!!!

Men toppen af Spids Nøgenhat er heldigvis 2013’s “Kommer med fred”. Hit på hit på hit. Koncerten startede som albummet med ‘Mere lys’ – et smådesperat råb på mere lys og kærlighed, afdæmpet musikalsk, ikke engang særligt syreagtigt.
‘Lolland Falster’ blev der heldigvis også plads til. Den psykedeliske guitarlyd indrammer noget der minder om gravskriftet for udkantsdanmark – dog kærligt, følt og eftertænksomt. ‘Den gennemsigtige mand’ blev også leveret i flot stil – og er den bedste kunstneriske samfundskritik jeg har hørt i mange mange år, så god, at den er til at blive (endnu mere) depressiv af.

Skal man klandre Spids Nøgenhat noget, selvom man nødig vil det, så er det at rockelementet er skruet lidt ned, og vel også syren siden debutten. Til gengæld er der så gevaldigt skruet op for den tekstsmæssige substans. Jeg sluger gerne det bytte – til enhvertid.

Skal man klandre Tivoli noget, så er det øludvalget og prisen (vi nåede ikke happy-hour) – men værre er det at lyd-niveauet er meget meget lavt. Så lavt at Woodrose kommenterede det indledende. Fyrsten måtte undervejs i koncerten gå i dialog med to ungersvende og tysse på dem. Det duer ikke at rockkoncerter forsøges afviklet med en lyd der kan generes af relativt almindeligt samtale-lyd-niveau.

Spids Nøgenhat får ½ af seks smileys.

kh.
Professor Fyrsten

Evan Dando på Loppen – torsdag den 26. marts 2015

Efter en hård arbejdsdag, et par timers brændehugning i
skoven og flæskesteg med sovs og kartofler i Svogerstrup stemplede Lick ind på
torsdagspatruljevagt på Loppen kl. 22.15. Snake ankom lidt forsinket, da han
havde problemer med at komme op at den lune sofa og af med slumretæppet og
fordi han som sædvane havde problemer med at finde en parkeringsplads til den
sølvgrå franske laguna. Damn you! Københavns Kommune!

Et par ”Røde Mor” blev knappet op og opvarmningen, den canadiske
singer/songwriter Sara Johnston, var så småt gået i gang med sin smukke røst, sit
sprøde guitarspil og sine melankolske sange om tabt kærlighed i den canadiske
ødemark og Montreals slidte forstæder. Sara J blev akkompagneret af en
langhåret, usoigneret lallebanan på en grim, skinger og overstyret el-guitar,
der faktisk mere generede end løftede de spinkle og lavmælte numre. Her til
skal lægges at det forventningsfulde publikum snik-snakkede i et leje,
der tæt på overdøvede stakkels, smukke Sara fra Canada.

Lallebananen viste sig naturligvis at være selveste Evan
Dando. Ham den ellers så pæne – nærmest lækre – forsanger fra hedengangne The Lemonheads, der
storsolgte og toppede i starten og midten af 90’erne med hits som ”It’s a shame
about Ray” og coverversionerne af hhv. Smugde’s ”Not The Outdoor Type” og Paul Simons ”Mrs. Robinson”. Murph
fra Dinosaur Jr. og Juliana Hatfield var i en periode bandmedlemmer. The Lemonheads
var store. Rigtig Store. Og nåede fra 1987 – 2009 at udgive 9 fuldblodsalbum.
Albummet fra ’88 er endda opkaldt efter undertegnede. Tjek dem ud en dag I
lider af 90’er melankoli!!

Nå men, Loppen up-front var efterhånden fyldt rigtig godt
op. Overraskende velbesøgt. Snake og Lick snuppede en frisk pilsner i baren,
smed lidt tips og sneg sig rutineret op tæt på scenekanten til venstre, lige
under bjælken ved den store monitor. Perfekt. Klokken var 23 og kun en time
tilbage af lillefredag. Evan gik på solo med sin halvakustiske guitar. Folk var
glade og Evan Dando var bankehamrende skæv, malet med sort tusch i hele hovedet
og med et smørret smil i fjæset. Koncerten gik i gang.

Med en totalt tilbagelænet, lidt syret, men alligevel tight
performance og overlegent guitarspil gik det over stok og sten. Et enkelt kig
på en krøllet, tæt- og håndskrevet seddel og Dando vidste i hvilken retning vi
skulle. Fuld skrue derudad. Ingen pauser og ingen numre der varede mere en 2
min. Det var fedt, Snakes store fødder slog takten, folk sang med, det var
groovy og selvom man på intet tidspunkt så mandens øjne (der var fuldstændigt
stenet til af en fed fed tjald – eller det der er værre – fra en af stadens
boder) fornemmede man at Dando selv også var ret godt tilfreds med showet, timingen
og hans fantastiske sangkatalog. Han blev bare ved og ved. 20 numre, 25 numre,
30 numre… og så. Så brød guitaren simpelthen sammen. Vistnok noget med et
batteri, der gjorde at strømmen til guitaren røg. Nevermind – vi fortsætter
bare akustisk og uden mikrofon.

Klokken var nu 0.30. Det var blevet rigtig fredag og
madpakkerne var stadig ikke smurt. Sang nummer ca. 40 gik i gang. Halvdelen af
publikummerne var smuttet hjem i seng eller ud at ryge på trappen. Dando
fortsatte. Det blev mere og mere ufokusseret. Var han nu bagskæv? Hvordan
fanden kunne han bare blive ved med at ryste numre ud af guitaren? Den overstyrede
røde djævel af en grim elektrisk guitar fra opvarmningssættet blev fundet frem.
Det nærmede sig en jam-session og en træt, træt Snake kiggede bedende på sin
patruljemakker og mimede ”må vi ikke godt gå hjem i seng nu?”. ”OK Snake”.

En ellers forrygende torsdag aften med en af 90’ernes helt
tunge drenge løb mildt sagt ud i sandet. Ærgerligt og lidt uværdigt. Men vi tog
første halvdel af sættet med hjem og hovedet fuldt at alle de gode melodier Dando
og Lemonheads har lagt navn til og som stadig holder tæt på 100%.

Vi skred før tid. Sorry. Sjældent set. Dando fortsatte sin
maratonkoncert, mens patruljevagterne trillede hjem gennem byen og den mørke og
kolde forårsnat.

Skulle måske have røget lidt at det supertjald en eller
anden havde proppet i Evan Dando….

PS.

Bevisførelse: Video bliver lagt op senere. Snake bekræfter. Billetten er vist væk

Lick