Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Joe Purdy på Loppen, søndag den 20. november

”Godt man er den indebrændte, insisterende stædige og
hårdtarbejdende rocknroll-type” – tænkte Lick, da han en sen søndag aften
trillede mod Fristaden og Loppens lavloftede fristed for byens rockelskere.
Lick forventede ikke at det ville give ekstra RNRP-procentpoint eller noget.
Men det var ingen hemmelighed at han langt om længe var sluppet gennem nåleøjet
og blevet cheftræner for Virum-Sorgenfri
Boldklubs U10 fodboldpiger. Og samme søndag fra tidlig morgen havde han pisket
pigerne frem til tre fornemme 1-0 sejre og et enkelt knebent 2-3 nederlag til
Farum i den lave efterårssol på klubbens kunstgræsbane.

Ingen tvivl om, at han var en succes for klubben og han sad
solidt i trænersædet i en benhård branche hvor det kun er resultaterne der tæller…
Licks velkendte ærgerrige og resultatorienterede attitude var indpodet og
smittet af på fodboldpigerne, hvilket straks gav pote.

Inden turen kunne gå til Loppen skulle vores (snart)
hærdebrede, urstærke og klippefaste rockven Lick, liiige gennemføre det sædvanlige
30 km’s søndagstræningspas på rulleski i Grib Skov i absolut lortevejr. Men
træning i lortevejr hærder!! Og under træningsmottoet ”Aldrig under 30 km!!”
var der kun en vej – fremad!

Således smadret i kroppen, men lettet i sjælen og
forventningsfuld ankom Lick til koncerten med amerikanske Joe Purdy. Iklædt den
gode gamle forede flannel shirt styrede den tidligere dobbelte RNRP-professor
direkte i baren, som en anden westernhelt og bestilte en flaske afkølet
pilsnerøl. Ahhh! For en stund var den sædvanlig søndagsdepression og den
kommende, faretruende hverdagsuge der stod lige for døren – glemt. Og helt blank
blev tavlen visket da store flotte Snake værdigt tjekkede ind på patruljejobbet
og indfandt sig i baren med sit faste håndtryk og solide sømandsfrakke.

Nå du gamle – “..det var noget med en amerikansk countrysanger
som på 13 år har udgivet 14 album. Ham der droppede jobbet som high school
lærer i Arkansas og flyttede til Californien for at prøve lykken og hittede så
pludselig med nummeret ”Wash Away” fordi det i 2004 blev valgt som
titelnummeret i den landsdækkende ABC tv-serie Lost(!?)”.

“Ja sgu…” “Det er ham Purdy, der med afsæt i traditionel amerikansk folk viderefører
arven fra både Woody Guthrie og en ung Bob Dylan og en Gram Parson og fortolker
genren på sin helt egen særegne facon”.

Godt nok betegner Purdy sig selv som en
”Hillbilly fra Arkansas” men ingen røvballe-country her. Purdy er en übercool,
moderne, humoristisk og værdig fanebærer for den stolte og evigt aktuelle
americana/folkemusiktradition.

Godt så – folk var ved at indfinde sig på Loppen,
stearinlysene blafrede hyggeligt ved de små borde og Snake og Lick søgte med hver sin flaske øl i hånden op mod
den ledige plads lige foran mixerpulten, da aftenens opvarmning listede på
scenen med sin guitar. ”My name is Amy – I’m from Brooklyn, NY…”. Amy var solo,
sød og pæn og havde en dejlig vokal og en håndfuld stille sange. Men
patruljevagterne blev sgu lidt i tvivl om Fyrsten overhoved ville godkende
koncerten som en RNR-koncert, da Amy fnisende forsøgte sig med fællessang og
broadwayklassikere. Samtidig benyttede Amy sig af det – ifølge Fyrsten diskvalificerende – men blandt unge musikere og J Mascis, populære trick med
loops, hvor man optager sin stemme og/eller en akkord lag på lag og lader den
køre i sløjfe som backing.

Amy så skide sød ud og gik med overalls, men hun var kedelig
fejlcastet og hun forhindrede med sine meget, meget lavmeldte sange Snake og
Lick i at småsludre og komme med ironiske kommentarer om alt og alle. Amy gav
ingen ekstranumre.

I pausen hentede Lick en ekstra omgang og vores
patruljemakkerpar rykkede en anelse nærmere scenen. . Faktisk helt op til den
træsøjle der står midt for scenen og helt op i nakken på (viste det sig…)
landets største og vildeste Joe Purdy-fan. Dvs. de sædvanlige 2-3 meter fra den
optrædende kunstner. Klokken var nu 22.50 (og husk lige på at det stadig var en
søndag aften i november) og Joe Purdy gik endelig på scenen. ”Hi Folks – I’m
from a place called America. Just
want to say that it is not all americans who wants to build walls and who use
self tan!”. En gammel slidt akustisk guitar blev slænget over nakken og Purdy
satte I med nummeret “New Years Eve”, der afsluttes med bemærkningen ”That was the
last song I wrote last year” og han forsætter med ”Kristine”, der introduceres
som ”the first song I wrote this year… about 40 minutes later….;-)”. Purdy har
humor og han er på det seneste begyndt at skrive protestsange, selvom han
tidligere mest har gjort det i ”Cowboy Songs” som han selv kalder sit tidlige
materiale.

Hele den første del af sættet var baseret på sange fra hans
seneste album ”Who Will Be Next?”. Albummet er en lang perlerække af moderne
protestsange, der kredser om et Amerika hvor noget er helt galt, men også om et
Amerika som Purdy uomtvisteligt holder meget af. Det meget smukke nummer ”My country”
er nærmest en ny udgave af Guthries klassiker ”This land Is Your Land”.

Purdy leverede en rigtig fin koncert og formåede i over 1½ time
helt at fænge den lille publikumsskare med sit intense nærvær, den kraftfulde vokal og sin rå og
upolerede folkrock. Purdy blev på flere numre akkompagneret af vennen Charlie (!?)
Jolly på pedal steel og mandolin. Jolly gjorde det virkelig godt og gav Purdys
repertoire en ekstra dybde og tyngde. ”I
fuckin’ love you – man!” udbrød Purdy, da Jolly på rekordtid skiftede en streng
på Purdys eneste guitar. En af de mange historier Purdy fortalte mellem numrene
var, at han kort før starten af sin europaturné havde haft indbrud i sit hus i
Arkansas og fået stjålet det meste af sit gear og instrumenter. Det eneste
tyvene havde ladet stå var hans gamle guitar, som nu var den eneste han havde
med på tour. Politiet mente det skyldtes at tyvene ikke havde haft plads i
bilen. Det gode menneske Purdy var dog af den overbevisning, at det måtte være
fordi tyvene havde bare en lille smule medfølelse med deres offer……

Da Purdy annoncerede sit sidste nummer var kl. tæt på halv
et og det var altså blevet meget tidlig mandag morgen. Snake og Lick nikkede
indforstået. Snake fik ”Who Will Be next?” på vinyl. Det på tide at komme hjem
i seng.

En flot aften i selskab med charmerende Joe Purdy og en smuk
visuel tur gennem den store amerikanske nat var slut. “See you Joe…!”

/Lick

Loppen 11/11/16

Pauseweekend I store-fødselsdagsmåned I den fyrstelige
familie, så Fyrsten satte næsen op efter lovede arkitekttegnede pøller hos Dr.
Rock (aka 2XP) med Smokey (aka Steffie Jones, aka Foxy), kære børn mange…
Deluxe-pølser blev det dog ikke til, Fyrsten fandt først sent energien… (de
sædvanlige dårlige undskyldninger…). Men aftalt blev det i alt fald at støde
til Rock og Smoke, som først ville varme op på et klassisk
christianshavnerværtshus, på Loppen.

Fyrsten ankom, alligevel ret tidligt viste det sig, på sin majestætiske,
trofaste sølvtonede tohjulede ganger, på Loppen. Der var meeeeget få og
meeeeget unge mennesker tilstede, og blandt dem ikke Foxy og 2XP. ”Never mind”
tænkte Fyrsten, hverken med reference til Nirvana eller ”…the bollocks”, Fyrsten
trængte alligevel til en bajer og til lidt ro ovenpå såvel det civile livs
sædvanlige arbejdshelvede og/eller fødselsdage… Så der blev tanket op og nøje/optimalt
udvalgt et bord med udsigt til scenen. Lige ved siden af sad en flok unge
mennesker iklædt overtøj, heraf en ungersvend i pels(simili jaguar-pels).
Fyrsten tænkte ved sig selv, at der var en flok fattige spanske
udvekslingsstuderende, som sikkert kun havde råd til en enkelt øl på Loppen, og
som ikke var tilpasset vores nordiske temperaturer… Der var for øvrigt temmelig
køligt, men fyrsten har som bekendt opbygget sit helt private varmeværk, og med
tanke på et utal koncerter på Loppen der har været som i en sauna, så var det alligevel
møj fint.

Der var ros fra The Rock og Steffie J. for valg af bord, da
de endelige ankom, sikkert efter at have konspireret omkring
Professor-konkurrencen (The Rock er selvindrømmet et ekstremt
konkurrence-menneske, og Steffie Jones er kendt for at benytte alle midler for
at blande sig i toppen) – og udover smiger fik Fyrsten søren’me også serveret
en øl (hvem sagde fedterøve?). Vel – spøg til side – så gik der ikke længe før
svenske Adama gik på scenen – som var et blankt blad i Fyrsten store sorte bog
over bands.

Adamas medlemmer var også møj møj unge, Fyrsten havde
bemærket dem gå frem og tilbage mod bandområdet på Loppen. Dertil var de
ekstrem korrekt klædt på i fht. en tidlig 70’er psykedelisk mode. Forsangernes
højtaljede hvide bukser manglede måske lidt trompet-vide, men
rullekrave-sweatre, halskæder og hårlængder – det var lige i øjet. De første
par numre – som var i overbevisende psykedelisk rockstil var ikke overbevisende
i kvalitet, men alligevel nok til at vores interesse forblev fanget – og ligeledes
publikum, som heldigvis var vokset til en rimelig mængde. Adama fortsatte og
spillede sig hen ad op, god lyd (som næste altid på Loppen), gode psyk vibes,
catchy kompositioner, fin instrumentering og en ganske overbevisende vokal… og masser og psykedelisk rock-guitar. Adama
var/er helt klart værd at lytte til og Fyrsten købte en vinyl til den rørende
pris af 120,- af bandet efter hovednavnets koncert – glimrende skive – som lever
op til koncerten. At Adama ikke får en top-top-anmeldelse(karakter), det
skyldes, at de ikke er sindssygt originale. De minder rigtig meget om Black Angels
og om tidligere tiders psykedeliske rock, ind i mellem tenderende til det
trivielle. Der gør til gengæld deres musik meget tilgængelig, så et vip med
kasketten og ½ (af seks) smileys fra Fyrsten til Adama.

Selvfølgelig viste det sig, at de meget unge frossenpinde,
naboerne til Fyrstens bord var Dead
Rabbits. Leopard-pelsen var formegentlig manager, og da bjørneskindshusen
kom af afsløredes røde lokker hos den kvindelige trommeslager, som ikke var
særlig spanske… mere Southampton-agtige

Grundelementerne i Dead Rabbits musik er psykedelisk rock og
støjrock – men der er meget stor variation i deres numre. Der er mest tryk/støj
på deres tidligere udgivelser (ja sorry! – de har udgivet tre albums hhv. i
2013 The Ticket That Exploded, 14’s TimeIsYourOnlyEnemy og 16’s Everything Is A
Lie). Og så vidt Fyrsten har kunnet vurdere ud fra smuglytning på nettet og
samtalen med roadie og rødhåret trommeslager og det ved sidstnævnte lejligheds indkøbte
debutalbum, så er der på det nyeste album, som har fået meget flotte
anmeldelser tendenser til at indarbejde elementer af britpop (selvsagt ikke
Fyrstens livret), men lyden er nu stadig rigtig rigtig fed – med mindelser om
The Jesus & Mary Chain, The Mission og lignede 80’er koryfæer, måske endog
Joy Division tendenser. Så ganske rigtigt – en mega fed koncert, som generelt var
meget mindre tilgængelig end Adamas, men meget mere avanceret i sit udtryk, i
kombinationen af stilarter som gør Dead Rabbits til meget mere end et
tilbagekuende kopiagtigt psykedelisk rockorkester…

Tilbage ved
anmeldelsen efter indtagelse af store mængder tacos… … det går lige lidt tungt…

Åhh vel, så runder vi af, Dead Rabbits får (af 6) store flotte
smileys – det trækker lidt ned, at koncerten var ret kort, på den anden side,
så skal vi ældre medborgere jo passe vores sengetid.

Fyrsten vender snarligt tilbage med en anmeldelse af Bob
Hund koncert, som er i morgen d. 23/11 på Professor Fyrstens yndlingsmusiksted
Loppen.

Kh. Professor, Den Sorte Fyrste

Dinosaur Jr.
9. November 2016
Amager Bio

Man siger, at der ikke gror mos på en rullesten. Hvis det er rigtigt, så var der ikke meget mos til stede i Amager Bio onsdag aften, hvor der var fornemt besøg fra Amherst, Massachusetts. Staten, hvor 61% af indbyggerne dagen inden havde peget på Clinton som ny præsident, og desuden stemt FOR at tillade marihuana.

Massachusets havde som sagt sendt deres fineste repræsentanter til Amager. Dinosaur Jr. var på besøg, og for mange af os var det juleaften.

Forinden skulle vi dog igennem et af de mest forfærdelige opvarmningsbands som Snake længe har oplevet. Navnet er glemt, men de to midaldrende tyskeres pinlige forsøg på at være friske og ungdommelige får stadig tæerne til at krølle sammen. Øv.

Der måtte et par gode julebryg til at rette tæerne ud igen. Aahh!

Udover Snake var Lick, DSF, DSFs dame, Mette, Kasper, Julie og endelig Snakes gamle kolleger Mads og Brian til stede. Man har det sku godt i venners lag.

Nu gik Dinosaur på scenen. Mascis har stadig det lange grå hår, og mindede på en sær made om Poul Kjøller. Lick bemærkede, at man spontant spejdede efter Kaj og Andrea dukker på højtalerne, som i øvrigt fuldstændigt omsluttede J Mascis. Cool.

Udover Mascis var der Murph på trommer og Lou Barlow på bas. Murph var kronraget og Lous ansigt så man stort set ikke på grund af et mega-garn der dækkede det meste af ansigtet.

Langsomt byggede bandet en imponerende støjmur op, og gamle klassikere vekslede med numre fra de seneste års plader. Vokalen gik på omgang mellem Mascis og Barlow, der supplerede hinanden fremragende. Blandingen af støjrock og catchy melodier en vinderkombi som stadig holder 100%, og på trods af alderen virkede alle tre bandmedlemmer bade tændte og til stede.

Publikum var en blanding af både unge og mere modne typer, som viser at der stadig er efterspørgsel efter den vare som Dinosuar leverer. Oppe foran kom der mere og mere gang i publikum, og langsomt blev der gang i en større og større mosh-pit foran scenen. Det rykkede i Fyrstens krop, men fornuftens stemme fortalte ham, at det var en skidt ide at gentage det legendariske stagedive fra koncerten i Vega, mange år tilbage.

Som sagt var det dagen efter præsidentvalget, og mange kunstnertyper havde sikkert benyttet lejligheden til at sige et par sandheder om Mr. Trump, men ikke Mascis. Der blev faktisk ikke mælet et eneste ord pånær et afsluttende “thanks”, da det hele var overstået.

Et af de sidste numre var Freakscene, hvor tankerne uvilkårligt gik til Ace-man, der havde meldt sig syg denne aften, hvor der selvfølgelig også var den store bagedyst i fjernsynet.

På vej hjem i Renaulten tordnede Dinosaur ud af de små bilhøjtalere mens Snake tordnede af sted på Holbækmotorvejen mod Roskilde. Dagen efter foregik altid med en svag hyletone i baggrunden som en constant påmindelse om et klassisk støjrockband, der stadig kan levere varen. Tak.

Dinosaur Jr. – Amager
Bio – onsdag den 9. november 2016

Støjhealing fra Amherst

Tredje koncert på en enkelt uge!! Det var november – og
koncertsæsonen var for alvor skudt i gang.

Professorkonkurrencen stod for døren, så for Lick var det
bare med at komme afsted, når gode gamle venner i form af Dinosaur Jr. gæstede
byen og Amager Bio.

Anderledes med Aceman. Han viste sig desværre ikke at være
det kvalitetsbevidste konkurrencemenneske han engang var. I sidste øjeblik
meldte det tidligere så afholdte patruljemedlem afbud til koncerten med sit
yndlingsband på grund af lidt snue og betændelse i pjæktarmen. Pudsigt nok
faldt afbuddet sammen med El Grande Finale i Den Store Kagedyst… Så der blev
hvisket i krogene blandt de tre seje fremmødte patruljemedlemmer – og bevares.
Det var da også sindtsygt spændende om drengeglade Sune skulle få styr på
kagecremen til hornet eller om friske Louise fra Herlev fik en dej i ovnen –
som man siger.

Men – kæreste Aceman! Det var en fæl brøler du gamle. Du
skulle have smidt divaneseren af ryggen og i stedet mødt op til patruljering i
den Amar’kanske biograf. Jeg garanterer at J. Mascis’ fræsende guitar, Lou
Barlows tordnende bas og Murphs dommedags trommespil ville have taget livet af
hver eneste nederdrægtige baktusse i din organisme. Du ville have vandret
renset, kureret og sprængfyldt med rocknroll energi ud i den våde og mørke
novembernat efter denne omgang kontante støjhealing.

Lick følte sig i hvert fald friskere og mere fit end
nogensinde da han forlod Amagers bedste rockhule efter et intenst sæt hvor
Dinosaur kom dejligt rundt i bagkataloget, leverede de forventede
publikumsfavoritter, hev et par gamle originale overraskelser ud af ærmet,
udfordrede med nye tonstunge heavyklodser fra deres seneste album og i det hele
taget virkede fokuserede og opsatte på at levere smæk for skillingen, som de vistnok
kalder det ude på Lorteøen!

Det var en onsdagsfornøjelse af de helt store at stå blandt
gode kammerater og ligesindede american underground feinschmeckere og nyde at
få blæst selv det korte hår helt tilbage. På et enkelt nummer endda akkompagneret
af noget så usædvanligt som et ekstra sæt trommer og et hyperelektrisk
mandolinlignende strengeinstrument. Begge instrumenter spillet af to
hårdtarbejdende roadies (den ene fyr i 100% reglementeret roadie-kluns i form
af en klassisk Saxon t-shirt!!)

Til venstre stod Snake det meste af koncerten med et lille
frækt og selvtilfreds smil på læben og drømte sig hjem til Ingerslevsgade 148.
Til højre var der smuk udsigt til selveste Fyrsten og Fyrstinden, der som et af
de eneste par i kongeriget formår at danse tæt og sensuelt til et
sønderlemmende drøn af et Dinosaur Jr. nummer. Fyrsten modstod fristelsen for
stage diving og dermed risiko for en ny helkropstackling af endnu et
koncertsalsgulv til en Dinosaur Jr. koncert. I stedet fik han på rekordtid trodset
alle fysiske love og blev sin grimme migræne kvit. Vupti! Hvem sagde
støjhealing?

Koncerten blev afholdt dagen efter Trumps valgsejr i De
Forende Stater. Men valget blev ikke nævnt med et ord fra scenen. Faktisk blev
der ikke udvekslet et eneste ord før J
Mascis afslutningsvis efter sidste ekstranummer sagde pænt ”Thanks” og forlod
scenen. Ikke så meget pis og lir. Bare ren og skær RNR.

Påfaldende var det også at der ingen – absolut ingen
kommunikation fandt sted mellem de tre bandmedlemmer. Ingen high fives, ingen
nik, ingen 1-2-3-4. Enten hader de hinanden (absolut en mulighed) eller også er
de bare så stenhamrende professionelle, erfarne og indøvede at det kun er med
deres instrumenter de ”taler” sammen?

Dinosaur Jr. mestrer den helt særlige og karakteristiske
blanding af syret støjrock og den underlæggende poetiske popmelodi. Egentlig et
paradoks at lytte til Mascis blide, let nasale vokal, mens han samtidig er i
stand til at flænse luften i rummet med sin forvrængede og dog knivskarpe
guitarlyd. Mascis – mere og mere forklædt som den onde troldmand Saruman fra
Ringenes Herre og totalt omringet af en mur af Marshall-forstærkere og en endda
en monitor i hovedhøjde mindre end en meter fra hans ansigt, så han er helt og
aldeles sikker på at kunne høre sig selv!! Barlow hamrede løs på basen, sprang
som loppe og legede gemmer bag sit store krøllede hår – dybt koncentreret om at
levere varen. Murph – åh pilskaldede Murph… han var der bare. Hver gang. På
hvert eneste god damn fuckin stenhårde og millimeterpræcise trommetæsk.

Ingen titler – ingen årstal? Nope. Fakta kan man læse i
Fyrstens anmeldelse J

Okay – min rocksjæl var renset og Lick var MEGET glad for
koncerten. Eneste bivirkning af støjhealingsbehandling fra dinosaur Jr. var den
hyldende tone i øregangen der fulgte med hjem på hovedpuden, men som langsomt
fortog sig i løbet af den kommende formiddag. Men gutter! Det må man tage
med, hvis man sammen med sine rockhelte vil drømme sig tilbage til en vild og
langhåret ungdom!

/Lick

Dead rabbits + Adama, Loppen d. 11. november 2016.

Det var en udsøgt fornøjelse at starte aftenen på Fingerbøllet sammen med 2XP. Et par IPA på fad gled ned mens snakken gik om løst og fast. Senere stødte vi til Den Sorte Fyrste på Loppen. Det var godt at se at DSF var sluppet af med hans hovedpine og at han stillede i topform.

Det Svenske psychrock-band Adama spillede sig efter en lidt svag start op i de højere syreluftlag. Trods alt på et niveau der ikke afskrækkede DSF og undertegnede fra at købe et par udgaver af bandets eneste vinylproduktion efter koncerten. Forsangeren vil blive husket for verdens korteste guitarbånd, hvormed guitaren befandt sig betænkeligt tæt på hagen. Koncerten vil primært blive husket for at præsentere et lidt langsomt syret støjrockbillede med fokus på guitarer. Dog på enkelte numre flankeret af et lidt for dominerende keybord.

Aftenens hovednavn Dead Rabbits spillede en ok intens men meget kort koncert. De 7-8 numre var fede og blev klart afgivet med en større rutine og intensitet end det var tilfældet for opvarmningsbandet. Koncerten var åbenbart tilstrækkeligt god til at 2XP og DSF erhvervede sig et par vinyler. For 2XPs vedkommende et signeret eksemplar.

Alt i alt en dejlig aften i gode venners selskab. Musikoplevelsen var godkendt, men lidt på det jævne.

kh

Smokey

”A Night for
Friendship” på første parket

Der var ikke så meget at betænke sig på da koncertkalenderen
for efterår/vinter 2016/17 skulle planlægges og et venue med amerikanske Steve
Gunn pludselig dukkede op på Husets hjemmeside.

Lick stod forrest i billetkøen, Onkel Snake og The Rock fik
en baglomme og fulgte straks trop. De to gutter har altid haft en udsøgt smag
når det gælder ny amerikansk rock spillet at cool brooklyntyper i stramme sorte
jeans og arbejdsstøvler.

Lick har længe lyttet til den produktive Steve Gunn, der på
rekordtid har udgivet 8 album.

Desværre missede Lick Steve Gunns gig på Roskilde 2015 på
Gloriascenen. Øv. Men det skulle der rådes bod på nu. Denne fredag i november.

Den genopstandne The Rock havde fået færden af en kommende
professortitel og inviteret til officielt RNRP-preparty med et friskt og super
aktuelt ”Tribute to Brooklyn” tema. Totalt i orden, pølserne var sprøde og
saftige – de nøje udvalgte numre med Brooklynkunsterne ligeså. Listen er lang
når man kigger på dygtige, banebrydende og anerkendte kunstnere med Brooklyn
baggrund.

Tjek selv her http://www.ranker.com/list/brooklyn-bands-and-musical-artists-from-here/reference

Lick fik The Rocks lækre hytte i Vanløse til at swinge med
She Keeps Bees og The Hold Steady. ”Fuck Radio Ethiopia man!.. I’m Radio
Brooklyn” hylede det seje patrulje-trekløver i vilden sky, mens Sara og Olivia
så måbende til 😉

Og så afsted til Huset. Fredag aften og byen er fuld af unge
folk på druk og ældre fyre på patrulje..!

Lick kan godt lide Huset. Stemningen er afslappet, scenen
intim og der var okay IPA på hanen i baren denne aften.

Stemningen holdt sig mere end afslappet mens de to canadiske
opvarmningssolister, hippie freaken Only Wolf og den instrumentale banjoekvilibrist
Nathan Bowles gjorde deres bedste for at udfordre det voksende, tålmodige og
høfligt applauderende publikum, der på ægte blomsterbarnsmanér sad i skrædderstilling
på gulvet. Ikke noget at sige til at vores Lick havde bange anelser for hvad
Steve Gunn så ville præstere. Gunns udgivelser svinger fra meget
eksperimenterende og direkte irriterende folk til rendyrket rocknroll. Hvad
havde vi i vente?

Det altid opportunistiske patruljetrekløver håbede på det
bedste, satsede hele butikken og satte sig drevent og erfarent på kanten af
scenens lille opkant og nød den sidste pint inden Steve gik på – og vupti var
vores helte på første parket med udsyn til ALT og jeg mener ALT!, da Gunn og
gutterne gik på scenen. Trommer (Nathan Bowles), bass, pedal steel/guitar og
Steve selv på lead guitar.

Alle Licks forventninger gik i opfyldelse. Kæft det var
godt. Et kort og tight sæt med hovedvægten på materialet fra Gunns seneste og
fremragende skæring (sikker plads på Lick top 5 for 2016) ”Eyes On The Lines”,
der er en lille koncentreret knaldperle af rockalbum med fængende optempo numre
og en isnende cool guitarlyd, der vækker minder om ikke kun Velvet og en ung
Lou på fx ”What Goes On” eller ”Pale Blue Eyes”, men også navnebroderen Steve
Wynn og The Dream Syndicate og sgu da også tidlig senhalvfjerser new wave a la
The Jam. Dog med enkelte referencer til lækker , dyb west coast lyd.

Steve er svær at sætte i bås og genre bestemme, men damn han
er dygtig – faktisk skidedygtig. Og er en af de få der med sit guitarspil og
vokal skiller sig ud fra mængden af amerikanske upcomin’ rock bands. Han har
formået at skabe sin helt egen (skal vi kalde det Brooklyn-) lyd. Samtidig
selvsikker og humoristisk på scenen, hvilket simpelthen fik publikum i
Musikcaféen og ikke mindst den forreste række (og især Onkel Snake) til at føle
sig rigtig, rigtig godt tilpas.

Perlerækken af fuldfede, tilbagelænede og groovy rocknumre
som ”Ancient Jules”, ”Full Moon Tide” og ”Nature Driver” er ganske enkelt
moderne rocknroll i meget høj kvalitet.

Bare ærgerligt at kun sølle 3/7 af patruljen dukkede op til
denne ”A Night for Friendship” på første parket.

Lick var der, Snake fik en signeret vinyl med hjem og The
Rock fik en sludder med den canadiske særling Only Wolf. En fed aften på
patrulje. Tak drenge!

Og lur mig om ikke Steve Gunn inden for det næste par år
fylder Store Vega eller lægger vejen forbi Roskilde en smuk sommernat. Jeg er
klar. Jeg er blevet fan. Og næste gang SKAL hele patruljen med.

/Lick

I øjenhøjde med Brooklyn

Steve Gunn,
Huset, d. 4. november 2016

Efter Wilco
opturen om onsdagen stod den igen på rocknroll.

Denne gang blev
der varmet op i 2XPs designer-palæ, hvor der blev serveret gourmet hotdogs med
karl johan remoulade! og Brooklyn Beer. Under middagen blev der hygget med et
minitema bestående af fede numre med bands fra Brooklyn.

Efter et stykke
tid trillede Lick, 2XP og Snake af sted i Licks Opel. Ind mod Huset, hvor Steve
Gunn ventede. Det var fedt at være tilbage i gode gamle Huset. Lick og 2XP underholdt
med gamle og udtrådte anekdoter om den helt fantastiske koncert med She Keeps
Bees. En koncert, der åbenbart bliver bedre og bedre som årene går.

Nå, ind i baren,
bestille et par fadbamser og lytte til opvarmningen. Første gæst var, Only
Wolf, en lidt spøjs hippietype i batiktrøje med kattekillinger og et par
vandrebukser. Han spillede lidt atmosfærisk guitar mens han mumlede/sang lidt
stille numre fra hjemlandet. Fint i starten, men man var glad da han stoppede.

Nu kom andet opvarmningssolist,
Nathan Bowles. En hyggefætter anno 1974 med skulderlangt hår og midterskilning
i klædt en vamset sweater – og så spillede han banjo. Ingen sang, kun banjo.
Igen var det hyggeligt et stykke tid, men det passede ikke rigtig med Brooklyn
temaet.

Nu var det tid
til Steve Gunn. Snake er blevet lidt pjattet med hans seneste skive, så forventningerne
var i top. Lick, 2XP og Snake placerede sig allerforrest og havde fin
øjenkontakt med Steve under hele koncerten. Det giver sku noget ekstra at stå
helt tæt. Steve Gunn er tidligere guitarist i Kurt Viles backingband, The
Violators, og de to fede fyre har dog også for ganske nylig udgivet en skive
sammen, som bestemt er lytteværdig.

Koncerten var ret
kort, men intens. Super fedt guitarspil, der mindede lidt om Television, mens
Steves stemme og attitude gav associationer til salige Mr. Reed – æret været
hans minde. Bandet er tæt sammenspillet og det hele er total no-nonsense. Ikke
noget med at lefle unødigt for publikum.

Alt i alt et
dejligt gensyn med Huset, som blev fejret med 150 kroner til en vinyl med
Steve, der selvfølgelig blev signeret (vinylen, ikke Steve).

Fyrsten havde faktisk fået forventningerne op at stå, efter
at Mr. Mascis så eftertrykkeligt havde fået lagt den/m ned ved sin solooptræden
i Vega for et par år siden (er der vel gået…). Den nye plade, som Fyrsten har
anskaffet i nydelig lilla vinyl, minder om gamle dage. Og vel i for sig ikke så
mærkeligt med den gamle besætning samlet.

Ace-mand havde så selvfølgelig lagt sig med pjæk-feber, og
Fyrsten var lige ved at joine, men besluttede at trodse migrænetendenserne og
fylde op med treo, ørepropper og dertil bedøve med moderate mængder alkohol.
Fyrstinden holdt på, at vi ikke behøvede at komme til opvarmningsbandet, så
Roskilde-Mette måtte pænt vente udenfor på Ass-mans billet. Heldigvis for både
Mette, Fyrstinde og Fyrsten – for opvarmningsbandet fik Fyrsten til at proppe
ørerne i en grad så øjnene var ved at poppe ud… Men i mellemtiden var selskabet
vokset med nok et par Patruljemedlemmer, Snake og Lick og lidt dertilhørende
diverse relationer. Hyggeligt – og man ved at man er blevet midaldrende, når samtalen
før koncerten handler om portvin – eller er det bare fordi man er hipster? Mens
man så i øvrigt står og filosoferer og venter på musikken – så dukker smilet op
på læben ved tanken om ’prank’en’ som vist Lick engang fandt på – og bildte
Fyrsten ind – , at J. var dukket op som gæstemusiker på Loppen (til et eller
andet obskurt band) og var endt med at spise morgenmad med Snake i Roskilde – Gud’fri’mig hvor det
var sjovt!!!

Dinosaurerne startede koncerten (har jeg smuglæst mig til)* også i den
gamle afdeling med The Lung, fra You’re Living All Over Me(1987). Personligt, så synes jeg at de første fire til
fem numre druknede lidt i ikke optimal lyd, … efterfulgt af Get Me fra Where You
been(1993). Her fik Fyrsten en stor tørst efter øl og gik ud for at checke om
der i gemmerne skulle være en enkelt – og det var der ikke, så den står nu i stedet
på billig Portugisisk Aguardente til Get Me, så hvis Fyrsten er blind næste
gang vi ses, så ved i hvorfor (og her taler vi altså om mens anmeldelsen skrives – tror ikke at Amager Bio er leveringsdygtige i billig portugisisk sprut…?!?).

Men da vi kom frem omkring The Wagon synes lyden at være
blevet rimelig god. Fyrsten nød det og stod og prøvede at komme i tanke om hvad
det nu var … om det var et Bowie cover … eller hvordan. Det er det så ikke, men
misseren kommer af, at maxisingle udgivelsen The Wagon indeholder Bowies ”Quicksand-,
fra Honky Dory(1971), med bi-titlen –(Wagon Reprise)” – mange mange ord fedt fedt nummer – eller fede fede numre vel
alt i alt… Fyrsten var ved at være varmet op, og aguardenten hjælper på sagen i
dag.

Vel – tilbage ved koncerten, så var The Wagon til
lejligheden instrumenteret (eller hva’ det nu hedder) med en ekstra
trommeslager samt en banjospiller – Deeet ser man ikke hver dag, hverken det
ene eller det andet. Førstnævnte var mest fascinerende. Den ekstra trommeslager
linet op bag ved Murph, som i hvert fald fra ut. position gav en perfekt
opvisning i synkronitet. Fedt fedt fedt!!!

Som man kan se af sætlisten nedenfor, så kom vi rigtig godt
omkring, mesterværker som Feel the pain, Little fury things, Start Choppin –
for ikke at nævne Freak Scene – det nærrmeste måske Dinosaur er kommet til et
hit(?!?) suppleret med et par numre fra de senere års albums, som ikke er
kommet helt oppe at ringe hos Fyrsten. Til gengæld, så er de tre-fire numre fra
2016s ’Give a Glimse of what yer not’, som J. Mascis. Lou Barlow og Murph bød
på faktisk ganske i ørefaldende, nærmest catchy (hvis man altså er til den
små-messende, halvhårde, proto-grunge-agtige metal-guitar tilsat lidt smerte
masser af hjerte i den bedst mulige expressionistiske bamse-cover-comix-stil.

Koncertens sidste ordinære nummer var fra debutalbummet ’Dinosaur’
(1985) (uden ”jr.” Hvis man har skaffet sig et eksemplar fra før Jazz-hovederne
Dinosaur forbød vores Dinosaur’s at bruge det navn). Forget the Swan – fantastisk
at et 31år gammel nummer, J. har være 19-20år da de indspillede det og Barlow
et år yngre, kan være så stærkt selvom det vist i virkeligheden er en ret banal
kærlighedssang. Kombinationen af Barlows vokal kombineret med Mascis vræsende
guitar er vel nok det som gjorde Dinosaur til Dinosaur. Fyrsten elsker Mascis
som ér essensen af Dinosaur – men Barlow bryder monotonien og bibringer en kontrastfuld
ro, som der delvist er på Forget the Swan. Mens ’Repulsion’, som også er fra
Dinosaur – i udpræget grad er et Mascis-agtigt nummer – som kompromisløst giver
os ’afskyen’ at føle – helt ind i rygraden – og tak for det, var det første ekstranummer. Koncerten sluttede
med det andet ekstranummer, – så var der ikke mere klap i det unge publikum, ”In
a Jar” – et ganske enkelt genialt nummer fra ”You’re living…” som er meget tæt på at være
Fyrsten yndlings Dinosaur-nummer, fuck hvor er det stærkt….

Professor Fyrsten takker og kvitterer med ½ af seks Smileys
– træerne voksede ikke ind i himmlen. Trods nostalgi og gamle hits, så var lyd,
intensitet og stemmer ikke helt oppe og ringe – men i fht. Mascis solo i Vega,
så er alt godt igen – og jeg nævner aldring mere den svævende Mascis Budda med
baseball kasket, Amager!!!

1. The Lung

2. Get Me

3. Goin Down

4. I Told Everyone

5. Love
Is…

6. The
Wagon

(with additional drums & electric sitar)

7. Watch
the Corners

8.Pieces

9. Tiny

10. Feel
the Pain

11. Little
Fury Things

12. Knocked
Around

13.Start
Choppin

14. I Walk
for Miles

15. Freak
Scene

16. Forget
the Swan

Ekstra
numre

17.
Repulsion

18. In a
Jar

* http://www.setlist.fm/setlist/dinosaur-jr/2016/amager-bio-copenhagen-denmark-1bfa3534.html

Billetpris: Pris ca. kr. 300,- inkl. gebyr.