Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Dear friends

Håber I alle er kommet godt igennem julen.I 2001 udgav Tom Waits albummet “Used songs”, og trods et år med tid til at høre nye udgivelser, så beskriver titlen meget godt den musik jeg har hørt i år. Et år med tid til fordybelse af tidlige udgivelser med The Smiths og The Cure fra begyndelsen af 80’erne, Rolling Stones fra 60’erne og Bruce Springsteen fra 70’erne. Alligevel er det lykkes at finde en Top 5 af årets udgivelser, hvor der både indgår et dansk album og live album. Ser frem til at høre jeres Top 5, og til at stå med en fadøl i hånden til koncerter sammen med jer.

Siden Baby in Vain I 2013 udgav Corny #1 The Thrill, som også var mandelgave I en signeret udgave til Rock’n’roll patruljens julefrokost, har de fundet deres helt egen lyd. See Through er et imponerende album, både lyrisk og lydmæssigt.

4. Idles: Ultra Mono

Debutalbummet Brutalism og efterfølgeren Joy As an Act of Resistance, var helt fantastiske album og jeg var derfor spændt på om Ultra Mono kunne leve op til de to foregående udgivelser. Det kan det ikke, men er stadig godt nok til at komme i top 5. Som Rasmus Steffensen skrev i Information: Bristol-bandet Idles, der netop har udsendt deres tredje album, har skærende guitarer, den rastløse rytmesektion og den snotnæsede vokal, og så er de endda punk nok til at udbasunere, at de da overhovedet ikke er punk. I stedet taler de om, at det nye album Ultra Mono er inspireret af hiphop. Fred være med det, de lyder stadig umiskendeligt som et guitarband med punk i blodet.

3. Nick Cave: Idiot Prayer

Selv om de oprindelige udgaver nok er bedst, er den enkle form god, og så er det befriende at høre numre hvor Mick Harvey og Blixa Bargeld var med og modspil til Nick Cave. Måske er denne udgivelse første skridt videre fra samarbejdet med Warren Ellis, man har lov at håbe.

2. Thåström: Kl. 2 På Natten, Öppet Fönster…

Kl. 2 på natten er et live album der er optaget over tre aftener på Centralmassivet touren. 2020 var et år stort set uden koncerter, så tag en øl, luk øjnene og nyd albummet.

1. Kevin Morby: Sundowner

Kevin Morby har omgivet sig med super dygtige musikere, og med fødderne placeret dybt i den amerikanske musiktradition, har Kevin Morby udgivet årets bedste album.

Alt godt

Johnny

Top 5 – 2017

(1) The Dream Syndicate, How did i find myself here?

Tilbageskuende ville nogen måske sige, men det føles ikke sådan. Der er noget uomtvisteligt besnærende ved de skæve, snurrerende guitar-riffs. Støj er Gud, i hvert fald når Steve Wynn får sammensat det rigtigt, og det gør han i den grad på dette retro paisley undergrund vidunder.

(2) The Underground Youth, What Kind of Dystopian Hellhole is this?

Fra støjguitar a la Sonic Y. til mindelser om The Smiths og 80’ernes sorte goth, Jesus & Mary Chain, m.v. Medi nøgne guitar-klang og smukke sørgmodige tekster. Har stort set gemt sig i bunkerne siden februar hvor den udkom på Fuzz Club Records.

(3) Uffe Lorentzen, Galemandsværk

Meget værdig “opfølger” til Spids Nøgenhat, Kommer Med Fred fra 2013. Dybsindige, underfundige og dejligt underlødige sange der på bedste vis revser os alle sammen.

(4) Idles, Brutalism

Hvorfor faen’ er der så meget støj og knas på min LP allerede…. Øv…

Der lægges ikke fingre i mellem… fed fed skive…

(5) Booji Boys, Booji Boys

Mage til vel-U-produceret punk-lyd skal man lede længe efter. Minder ind i mellem en smule om Dinosaur’ grimmeste, men også melodiske numre… Ellers er Booji Boys et fantastisk up-tempo canadisk (Halifax, Nova Scotia), og undertegnede har lige bestilt opfølgeren som vist stadig kan fås i Ltd. Ed. På Drunken Sailor Records.

(6) Black Angels, Death Song

Selvom BA sket ikke kom nok ud over scenen i koncerten i Pumpehuset, så er Death Song er fremragende skive. Albummet er et overbevisende psykedelisk firesidersværk, eller et dobbelt-album, som det vel hedder, men der er altså kun 11 numre på albummet.

Side A består af tre “hits”: Currency, I’d Kill For Her og Hald Believing – og side B starter stærkt med Commanche Moon, men sidens øvrige to numre er mindre gode. Side C har endnu to virkelig gode numre, nr. 2 og 3; I Dreamt og Medicine. På side D finder vi Death March og Life Song, som lukker pladen pænt af, men uden at man ønsker sig mere, desværre lidt samme fornemmelse som ved koncerten.BA havner lige uden for top 5.

Herfra uprioriteret

King Gizzard and The Lizard Wizard, Flying Microtonal Banana

Temmelig langhåret, det er King Gizards’ psykedeliske univers, med østlige undertoner, samba- og/eller afrikanske rytmer og eksotiske instrumenter i læssevis. Men det gør kun godt, dette psykedelisk rockalbum stråler af autencitet, hvilket ikke er så nemt i 2017.

Shit Kid, Modern Music

Det er en mærkelig, nogengange ikke særlig udholdelig plade, men også meget fed… Irriterende teenage-agtig, men med en god guitar-rundgang og virke ægtefølt….

The National, Sleep Well Beast

The Duke Spirit, Sky Is Mine

Meget smukt er det… men sgu ærlig talt lidt kedeligt…

Las Cobras, Temporal

Kæreste-venligt spansksproget dansabelt neo-psykedelisk rock fra Uruguay!!! Men det bliver sgu’ lidt langhåret, småelektronisk og sydamerikansk i længden, med lidt for eksperimenterende, uden at være særligt spændende, guitarrundgange osv.

Frank Carter and The Rattlesnakes, Modern Ruin

Thåström, Centralmassivet

Onkel Thåström, kære onkel Thåström…Dystrere end nogensiden og ligeså tungsindig som altid. Albummet starter stærkt ud med Bluesen i Malmö, som nok skal blive en af de mange af hans sing-a-long’s. Men ellers er albummets største styrke vores Thåströms lyriske univers, stærkt eksemplificeret ved titelnummeret Centralmassivet, som på indadvendt vis er stor ekspressionisme – man føler mere med ham end man forstår ham. Faktisk er resten af pladens tekster noget mere enkle, men f.eks. Låt Det Goda, fungerer rigtig godt alligevel da musikken også holder – musikken virker følt og ikke tænkt og heller ikke overproduceret.

Mark Lanegan Band, Gargoyle

Julegave fra ACE, tak! Starter godt med Lanegans dystopiske vokal og et messende/klagende guitar-kor på Wild Thing. I øvrigt fedtfedt fedt med tekster på indersiden af gatefold-cover! Om end måske ikke super dybde i teksterne, så er de lyriske nok til at være interessante… Men vokal er altså ikke nok for Fyrsten (WASF)… der mangler nerve, eller dybere substans, eller tråd… Selvkritik er nødvendigt her, igen gør en hurtig, skippende gennemlytning ikke albummet retfærdighed, s2 byder på højdepunkt i Drunk on destruction, smukt og smerteffuldt. At holde ud hele vejen, kræver at man skal have mod på at gå på kontinuerlig opdagelse i Mark Lanegans personlige univers

Foo Fighters, Concrete and Gold

Blev gennemlyttet lige efter Queens of the Stone Age for at have et nogenlunde sammenligningsgrundlag. Og Foo Figters starter stærkt ud med råbe-rock-nummeret/sjæler “Run”, som simpelthen er superfedt stadionrocknummer, som vor far hadede det… Jeg elsker kontrasten mellem det rå skrigeri og den syre-metalagtige rundgangsguitar og sjæler-syngeriet. Og så går vi direkte videre med metal/blues/soul-nummeret Make It Right – nice!, bare styr den der soul!! På s2 bliver det lidt mindre interessant…, så selvom Dave Grohl og Co. På side 1 nærmer sig top 5, så tvivler jeg på, at de ender der… S.3 bliver afgørende… den er såmænd ok, sådan lidt rock-Beatles, er det McCartney der synger? Nej, det var en Taylor Hawkins… Det hele ender for pænt og uoriginalt og vist endda dårligere end Queens of the Stone age…

Queens of The Stone Age, Villains

Mit favorit album er debutten fra 1998 af samme navn(selftitled) og der er et stykke i mellem den og Villains. De fleste af os får slebet nogle kanter af med tiden. I tilfældet musik, så er det bare sådan, at jeg kan li’ kanterne, men det er der heldigvis stadig lidt af hos Queens…. Selvom de næsten er for dygtige musikere.. vi nærmer os på s1 noget opera- eller klassisk-agtigt, eller ‘progressive på s2, hvilket jeg lige er 5-15 år for ung til sådan rigtig at værdsætte. Det hjælper at skrue op for bassen… Det ender sgu nok med at blive en ny-klassiker… “Parents advisoral”: Bør ikke gennemlyttes hurtigt, det gør ikke noget godt for kvaliteten.

Baby in vain, More Nothing

Baby In Vagn har tydeligvis gjort en ære i ikke længere at lyde som semi-kopier af Led Zeppelin, Nirvana osv. Det er modigt og selvfølgelig også lidt farligt, sådan at skulle finde sin egen lyd. More Nothing mindede mig i udgangspunktet om The Breeders og andre gode ting, men i stoner-tempo. Det er ganske udmærket, men tempoet afslører samtidig, at kompositionerne er meget enkle… Og jeg savner nerve – den får man først på b-siden nr. 4 med Thank You, som til gengæld også er et mega-fedt nummer. Keep it up Baby!! Men i kommer ikke på top 5.

Chastity Belt, I used to spend so much to time alone.

Tredje album fra Seattle-baserede dystre unge kvinde kvartet der spiller slog-mo guitar som The Cure og med en følsomhed som Jessica Larrabee. Lyt dog først til deres debutalbum fra 2014 “No regrets”

Courtney Barnet And Kurt Vile, Lotte Sea Lice

Albummet starters med et fedt nummer “Over everything”, hvor der er lidt tempo, men det er vist egentlig det eneste Kurt Vile-agtige nummer der fungerer sådan helt (hvis man ser bort fra det gamle Peepin’ Tom a la Barnet). Men ellers klæder de to musikere hinanden godt. Absolut bedst når Vile holder sig langt i baggrunden… og Courtney kører med klatten… Alt i alt en halvgod skive…

She Keeps Bees; Single: Our bodies

velgørenheds-singlen Our Bodies – klart mere end en lytter værd, She Keeps Bees i vanlig topform er bedre end det meste, øv at det ikke er bare en mini-LP, så var det en klar nr 1.

King Gizzard and The Lizard Wizard, Murder of the Universe

Fire albums har australierne begået i 2017, junI-udgivelsen, Murder of The Universe er et tre kapitlers konceptalbum… Selvom der indimellem er fede rifs og masser af psycedelica, så bliver det liddttt kedeligt. Men årets første KGLW er mere spændende, se andetsteds her…

Slimy Member, Ugly Songs for Ugly People

Beskidt hardcore punk som vor mor spillede det… fra Dallas, Texas. Det er seriøs fed punk, men der mangler et eller andet før jeg kan sætte albummet på top 5…

Dan Auerbach, Waiting on a song

Skodplade… øv!

Fribytterdrømme, Superego

Ikke fået hørt det meget, men lyden er lidt støvet, trommerne for langt fremme og den ellers interessante guitar for langt tilbage. Sangen er jeg ikke så vild med, der mangler karakter og det bliver som en dårlig c.v. Jørgensen der råber i vinden (alt dette ud fra første nummer på Superego). Gode melodier, men for pænt og for lige ud ad landevejen efter min umiddelbare smag.

Top 3 – singels 2017

Viagra Boys, Call of the Wild

Maxi-single, superfed

She Keeps Bees; Single: Our bodies

velgørenheds-singlen Our Bodies – klart mere end en lytter værd, She Keeps Bees i vanlig topform er bedre end det meste, øv at det ikke er bare en mini-LP, så var det en klar nr 1.

Pale Kids, Holy Mess

Lidt lyd a la Ramones, men lidt mere over i pop-punk. Ganske udmærket unge mænd, vistnok med en køns/seksualpolitisk kamp at kæmpe.

2016 var et år fyldt med dumhed, had, intolerance, krige og terror. Det var også året hvor vi sagde farvel til en række personligheder inden for musikken, David Bowie, Leonard Cohen, Glenn Frey, George Martin, Prince og George Michael. De to sidst nævnte har jeg ikke lyttet meget til, men opfatter dem begge som toneangivende inden for deres musikgenrer. Men 2016 var også året hvor der udkom mange gode albums. Jeg har valgt de albums som jeg har hørt mest samt et par stykker jeg burde have lyttet mere til.

1. PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project
Vel det album jeg har lyttet mest til i 2016 og oplevede to fantastiske koncerter i Roskilde og København. Jeg havde høje forventninger til The Hope Six Demolition Project som alle blev opfyldt.

2. Iggy Pop – Post Pop Depression
Efter en årrække med mere eller mindre uheldige udgivelser har Iggy Pop produceret et helstøbt album.

3. Andrea Schroeder – Void
For mig årets nyhed. Andrea Schroeders stemme og musik minder mig om en blanding af tysk decadence fra 1930’erne og stemningen på punkspillestedet Crash i Freiburg Im Breisgau.

4. Case/Lang/Veirs – Case/Lang/Veirs
De synger sku godt og musikken er solidt forankret I den amerikanske muld.

5. Nick Cave & The Bad Seeds – Skeleton Tree
Et mørkt, tragisk og smukt album der passer godt til vintersæsonens mørke aftener.

Der var også mange andre gode albums fra bl.a. David Bowie, The Kills, Savages og The Cult.

Licks Top 5 Album 2015

Blur – The Magic Whip

Suverænt
comeback indspillet I Hong Kong– classic Blur!! Coxon og Albarn er i storform og legesyge. Smuk vekslen
mellem dybde og tempo. Fine tekster om livet i midt 40’erne. Langtidsholdbart
album, der bare bliver bedre og bedre for gennemlytning.

Thåström
– Den morronen

Flere smukke breve fra min ven ”Pimme”. Enkle, isnende og stenhårde, men
poetiske melodier, der langsomt men sikkert bygger op til klimaks! Som altid:
Maskinstøj, lyden af ståldele og fræsende guitarer. Albummets numre fungerede
overraskende godt til begge af årets Thåström koncerter.

Jason
Isbell – Something More Than Free

Den tørlagte Jason Isbell leverer en hudløs og hjerteskærende omgang
countryrock på sit 5. soloalbum. Det tidligere medlem af Drive By Truckers har
fundet en selvsikker styrke i sit deprimerede sangunivers om død, ulykke,
misbrug og tab. Jason har selv været nede i lortet og kender en masse andre der
også har. Han vil gerne fortælle os andre om det! Det er svedigt, smukt og
sejt. Mega fed koncert i Store Vega sidste lørdag.

Waxahatchee – Ivy Tripp

Frontkvinde Katie Crutchfield er en dejlig lille singer/songwriter
skovtrold fra Birmingham, Alabama. Smuk og stemningsfuld plade, hvor der ind i
mellem sættes fuld gas på guitaren. Et oplagt Roskildeemne. Ellers ser vi hende
nok snart på Loppen en tirsdag aften….

Courtney
Barnett – Sometimes I sit and Think, and Sometimes I don’t

En lille knaldperle af et debut rockalbum fra den australske guitarist og
sangerinde. Vækker minder om 90’ertøser som pigerne i Veruca Salt, Juliana
Hatfield og Victoria Williams. Et must see for alle patruljedrenge på RF16.

Hermed kommer Professor Den Sorte Fyrste / Alabamas TOP 5 for 2015.
Kun medtaget albums/udgivelser fra samlingen.

– Top 5 2015.
– Runners-up og andre udgivelser fra 2015 (ikke alle lige gode og ikke prioriteret).
– Reissues.
– Opsamlinger.

Top 5 2015:

1. 1. Courtney Barnett, Sometimes I sit
and think, and sometimes I just sit, 2LP, 2015.

2.
2, Dilly Dally, Sore, 2015 (Lyder som Pixies I
ganle dage og andet godt).

3.
3. Thåström, Den Morronen, 2015, Ét af to albums,
som jeg har købt på cd, skammer mig.

4. 4. Black Buttercups, You’re so bony
2015, (Lyder som Hanni El Khatib, psyco-billy, andet godt).

5. 5. Joanna Gruesome, Peanut Butter,
2015, Vinyl, 12″, 45
RPM, Album, Limited Edition, Pink. (på trods af den ringe ringe Roskilde Festival indsats, af lydmanden).

Runners-up og andre udgivelser
fra 2015 (ikke alle lige gode og ikke prioriteret)

·
Drenge,
Undertow, 2015. (cd).

·
Molly
McGuire, Molly McGuire III, 2 × Vinyl, 12″, 45 RPM, Numbered, White
Vinyl.

·
Birds
in a Row, Personal War, 2015 (Årets flotteste album, fransk, hardcore growl –what
do I know. De erg ode til det de gør. Sær høretelefoner på derhjemme,
hvis der er kvinder og børn tilstede), og så hjælper det at spille pladen på 45
omdrejninger (hørte 2 numre før jeg opdagede e fejlen).

·
Wavves, V, 2015 (god omend meget poppet for Den
Sorte Fyrste).

·
Clutch, Psychic Warfare (Ja, det er en god
Clutch plade)

·
Giant Sand, Heartbreak Pass (… det er Giant
Sand, men ikke den bedste….)

·
Nots,
We are nots (2014/2015), (Hardcore pigepunk med mega attitude, ikke for sarte
sjæle).

·
Faith
No More, Sol Invictus, 2015 (Fed plade, men relativt tilbageskuende..)

·
Hard Left, We are hard left, 2015 (Ganske enkelt
ikke nogen særlig god plade..)

·
Hinds, Leave me alone, 2015, (ungdommeligt, UK højskoleband…
lyder det som, meget hypet).

Reissues:

1.
Eric’s Trip, Love Tara, (1993/2015), Limited Edition, Reissue, White.

2. Mad Season, Live at the
Moore, (1995/2015)

3. David Bowie, 1966, (1966/2015)

4. Sex Pistols, Spunk, (1977/2015)

5. Kurt Cobain, Montage of Heck – the home
recordings, 2LP

Opsamlinger:

1. 1966, The Year the decade exploded,
John Savage, 2CD

2. Rough Trade, Counter Culture 15, 2CD

Kh. Professor DSF.

She Keeps Bees kommer til København d. 2. december, Gud Fyrste Mig hvor jeg glæder mig. Men her drejer det sig om vinyl, cd, eller i værste fald mp3…

Den 16. september 2014 har Brooklyn makkerparret udgivet deres seneste album; Eight Houses.

Albummet er bandets fjerde, og at dømme fra preview (hedder det det når det er lyd) fra http://shekeepsbees.com/ – så fortsætter den musikalske og lyriske små-genialitet, som hidtil er blevet præsteret. Dette først på Minsiki Hotel, så på ‘Nest’ og senest på ‘Dig on’, sidstnævnte anmeldt af d.s.f. her: http://bloggin.rocknroll-patruljen.dk/#post19.

Eight Houses – preview’en – de tre numre, er dog temmelig afdæmpede og uden den guitar (og nerve, omend følsomme nerve) som ellers var med til at gøre de tre tidligere albums til noget unikt. Lad os håbe, at begge dele gemmer sig på det øvrige af albummet – og kommer til udtryk d. 2. december i Huset i Magstræde (Huset KBH, som det trist hedder i dag…):
http://www.huset-kbh.dk/?find=she+keeps+bees#event-6997

Well – Fyrsten har bestil Eight Houses i tre eksemplarer: 2 stk vinyl, ltd. ed.; 500, hvid vinyl og på cd… Og jeg skal så meget have Jessica Larrabee and Andy LaPlant’s autografer i HUSET, hvortil der nu ér købt billet, til ut. til Jesper og til Ace-man.

Vær Hilset!
Professor – Fyrsten
D.S.F.