Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Hvad så patruljemedlemmer? Er I spændte? Det er snart juleaften, og The Professor præsenterer opgaverne til RNRP Professor 2019.

Alabama: Vil du være så sød at oprette en ny kategori: Professor 2019.

Tak.

Cheers
Professor Snake

PS.: Jeg studerer pt. mulige løsninger på vores højtalerudfordring.

1. Courtney Barnett – Tell Me How You Really feel
– Årets klart mest spillede album på Hjertebjergvej 2. Godt hjulpet på vej af Asta der er stor fan af Courtney og som har albummet i knaldrød vinyl. Håber det giver lidt credit. Dejligt lige på og hård rock. Forrygende tekster, masser energi og en fed fed guitar sound. Shit – jeg nød den koncert i Vega. Dejligt at være til en larmende og svedig rockkoncert fremført af en 31-årige ung kvinde og ikke gamle rockswingere på +60 år!!!

2. Gorillaz – The Now Now –
Er Lyden af den brandvarme sommer 2018. Drinks og bølgeskvulp og sol sol og atter sol. Produceret og indspillet i LA. Det høres. Men stadig styres showet af vores londonven Deamon Albarn og hans fantastiske musikalitet, nysgerrighed og coolness. Elsker bare den gut og har inviteret ham til min 50 årsfest. Nogle patruljemedlemmer bliver sikkert skræmt fra vid og sans af Gorillaz elektroniske sound og beat. Men lyt godt efter. I de fleste af numrene lurer en frisk lille punk og eller indiemelodi. Og Albarn ER bare rock n roll. Det ved enhver. Vil aldrig glemme deres show på RF18 alle mand iført Three Lions jerseys og især den dramatiske afslutning med scenestyrt under glansnummeret Clint Eastwood. Wauw. Lick er fan!! Hvis I ikke orker hele det vidunderlige album så lyt til Tranz eller synk dybt i trance og melakoni til Magic City eller One Percent. Cheers!

3. Courtney Marie Andrews – May Your Kindness Remain
– Lick er en hund efter rå, melankolske og sexede country sangerinder. Og sådan en er CMA. På MYKR leveres smuk, velspillet og støvet alternativ country fra hjemmebanen i Phoenix, Arizona. Sange om folk på bunden af samfundet. Udskud og white trash serveret på smukkeste vis med dyb bass, accordion, pedal steel, piano og Courtneys smukke kraftfulde stemme. CMA leverede en meget stemningsfuldt

koncert lørdag på RF18 på Gloria. Lick var der og han var glad. PS. Tjek coveret. Det fortæller alt om stilen og sangene.

4. Car Seat Headrest– Twin Fantasy
– Nå – så blev Will Toledo endelig voksen og fik lavet det helstøbte og store album. Men han er ikke mere voksen end at der hele tiden lurer en legesyg og drillende drengerøv lige nedenunder den ny seriøsitet. Kender I det? Twin Fantasy er spækket med fede rocknumre. Det har CSH’s tidligere udgivelser også været. Men på Twin Fantasy er lyden og fremførelse bare federe og dybere og har mere tyngde. Ligesom Lick elsker det. ”I wish I had Frank Oceans voice and James Browns stage performance…. Then I would be your rock god” synger Will Toledo og sådan er albummet fyldt med skæve og humoristiske one-liners. Pis osse at Lick missede deres koncert i KBH i november!!

5. Soccer Mommy – Clean
– Hjemme hos er Kamilla vores Soccer Mommy. Elsker det bandnavn, der dækker over den Nashville indfødte 20-årige singer/songwriter Sophie Allison. Fed lille pop/folk skive, der er rar at høre og alligevel har lidt hylende el-guitarer og noget kant især når Sophie på nummeret ”Your Dog” vrænger: ”… I don’t wanna be your fucking dog” med stærk reference til både The Stooges og hvad jeg har lært hedder ”3. bølge feminisme”.

WASP’s Top 5 – 2018
(Kun udvalgt blandt de albums jeg har købt på vinyl)

5. Sudakistan, Swedish Cobra, 7/11/18. Swedish Cobra var nomineret til svenske gaffa-priser, men vandt mig bekendt ingen. Jeg synes klart det er en fed skive, tror den ryger ind på top 5…. Selvom jeg endnu ikke har spottet lige så mange hits som på debutalbummet Caballo Negro fra 2015, så er f.eks. Caminos, Swedish Cobra og Two Steps Back super numre som både har de ret unikke kombinationer af rytmer og det spanske som er med til at gøre Sudakistan til Sudakistan.

4. De Underjordiske, Flænger i luften, 18/04/18. Året burde have stået i De Underjordiske’s navn, ikke kun for nogle af os… men hele landet… Vi nåede 3-4 koncerter i år, og var nærmest groopie-agtige ved release koncerten hos Beat. Fyrstinden indikerer, at jeg er mentalt retarderet fordi de ikke får plads nr. 1. Ordinær vinyl og Ltd. Ed. guld vinyl.

3. Courtney Barnett, Tell Me How You Really Feel, 18/05/18. Puuhaa hvor er hun bare fed. Et sted i toppen af Top 5 uden tvivl.

2. Gøggs, Pre Strike Sweep, 28/11/18. Måske årets album, definitivt på top 5. “This is not a side-project, it is a necessity.”, skriver Chris Shaw, Ty Segall’s medstifter af Gøggs med Charles Moothart som tredjemand. Og Pre Strike Sweep stinker nærmest af ‘nødvendighed’, ligesom debuten fra 2016 et intenst, hårdt og smådystert album, men et af slagsen som giver en lyst til at slå igen, stå imod og blive ved. Dette uden at jeg faktisk ved hvad gutterne synger, så dybt er jeg ikke kommet. Ltd. Ed. transparent gold vinyl.

1. Viagra Boys, Street Worms, 28/09/18. Mine svenske darlings, blandt en del andre svenske darlings sparkede røven ud af Vega, og tak for føds-gaven Ace, og det samme gør Street Worms – klar top 5, og klart årets album. Ja, lyt dog selv!! (vandt svensk gaffa for årets rock-udgivelse). 180g hvid vinyl.

Runners up og andre 2018-udgivelser

Calexico, The Thread That Keeps Us, 26/01/18. Fint album, har ikke fået hørt det nok til, at det kan komme i betragtning.

Denim & Leather, Sacred Autism, 18/05/18. Har heller ikke ligger meget på afspilleren, da den skræmmer kat, kone, børn og naboer. Ellers en flot Ltd. Ed. i gul vinyl. Sacred Autism er (ekstrem) hardcore UK punk, med uhyggeligt meget knald på. Udgivet på Drunken Sailor Records, som sidste år bl.a. udgav Booji Boys fede debut og opfølgeren. Tror de er for kompromisløse for en halvgammel geezer som mig, til at de kommer på top 5. (selvom der faktisk er mindst et stille nummer).

The Dream Syndicate, How We Found Ourselves … Everywhere!, 21/04/18. RSD-udgivelse med genindspilninger af seks numre, som tidligere er udgivet på blandt andet 2017’s how We Found Ourselves Here. Fed skive, men uden for bedømmelse.

Goat Girl, Goat Girl, 6/04/18. De første par numre minder lidt om She Keeps Bees, både vokal og univers. Goat Girl er dog lidt hårdere, i hvert fald end de nyeste SKB’s. og måske alligevel ikke…. Jeg synes sgu’ det er fedt, dybtfølt musikalsk varieret og pirrer min nysgerrighed lige som deres genrebeskrivelse SciFi-fusion. Synes måske nok der mangler lidt tyngde musikalsk og indholdsmæssigt for at holde hele vejen hjem. Flot violet Ltd ed LP.

Drenge, Authonomy, 5/10/2018. (12″ derfor ikke medtaget).

Courtney Barnett, City Looks Pretty, 21/04/18. RSD-udgivelse (12″ derfor ikke medtaget).

Nick Cave & The Bad Seeds, Distant Sky (Live In Copenhagen), 28/09/18. Ltd. ed. (12″ derfor ikke medtaget).

Sista Bossen, Tio Låtar Om Privilegierat Lidande, 8/06/18, (7″ep. derfor ikke medtaget).

Idles, Joy as an act of ressistance, 31/08/18. Da jeg kun må vælge 5 til top 5… Så havner Idles desværre uden for…

Dream Wife, Dream Wife, 26/01/18. Åhh, missede Dream Wife til efterårets koncert her i byen. Må se om jeg kan fange de unge mennesker en anden gang. Der er god intensiv, fede rytmer, guitar og catchy ørehængere plus indhold og holdninger… Og alligevel er vi i den lettere, let poppede afdeling. Har vildt lyst til at tage tøserne med i top 5, men nej… Ltd. Ed. rød vinyl.

Godt nytår!!!
kh
WASP

Snakes Top 5 i 2018

2018 var overordnet set et OK år. Vi fik masser af gode hæderlige albums med fede levedygtige numre, men egentlige klassikere var der ikke rigtig nogle af. Ikke umiddelbart nogle store milepæle som Pixies: Doolittle, Radiohead: OK Computer el.a. Men tiden vil vise om der alligevel er enkelte albums, der står tilbage og bliver husket om 10-20 år.

Jeg tjekkede lige tidligere præsident Obamas årsliste for bedste musik i 2018. Obama har sku både Kurt Vile og Courtney Barnett på sin liste. De udsendte begge to super gode albums, men har ikke fundet plas på min liste. Sorry.

1. The Good, the Bad and The Queen: Merrie Land (udgivet 16. november 2018)

“Dette er ikke retorik, det kommer fra mit hjerte”, synger Damon Albarn på titelnummeret på dette seneste album fra Good, the Bad & the Queen. Næsten 12 år efter deres debut – en atmosfærisk ode til West London, der samlede Clash bassist Paul Simonon med den nigerianske trommeslager, Tony Allen (kendt bl.a. fra Fela Kuti)- og Verveguitarist Simon Tong.

Den nye plade er politisk. Den sværmer ivrigt om Brexit, og er på mange måder et tragisk breakup-album. Det er den voksne medspiller til Blur’s Modern Life med henvisninger til både Blackpool pubs, og Horned Ooser, en mystisk bøhmand fra Dorset. Den kan også minde lidt PJ Harveys: Let England Shake.

Selvom Merrie Land har sine fejl, så har Damon, denne søn af Colchester, godt greb om de vigtige ting: Tekst, melodi og overraskende indfald. På et af de sidste numre optræder et walisisk kor. “Dwi wrth dy gefn, dwi wth dy gefen di,” synger de, hvilket betyder: “Vi er sammen om dette”.

2. Rolling Blackouts Coastal Fever: Hope Downs (udgivet 15. juni 2018)

Rolling Blackouts Coastal Fever blev dannet i Melbourne i 2013 af sanger og guitarist Fran Keaney, guitarist Tom Russo, med Toms bror Joe på bas og til sidst Fran’s fætter Joe White på tredje guitar og vokal og trommeslager Marcel Tussie.

Dette er på mange måde en klassisk rockplade, der kunne være indspillet i 1982. Masser af rastløs energi pisker igennem fra nummer til nummer. På en eller en anden måde minder albummet mig om REMs debut, Murmur. De to plader deler den samme elektriske rastløshed, en strøm af ideer, gode melodier og lyse ringende guitarer kombineret med fede tekster. På Murmur hed favoritterne Radio Free Europe og Moral Kiosk.

På denne skive skal I nyde:”Talking Straight”, “Time in Common” og “Sister’s Jeans”, der pumper løs samtidig med, at musikken brænder så lystigt som en oliefeltbrand.

Rolling Blackouts Coastal Fever må meget gerne besøge Dyrskuepladsen til sommer.

3. Cat Power: Wanderer (udgivet 5. oktober 2018)

Smukt album, produceret af sangskriveren selv. ‘Wanderer’ er en ode til Americana’s støvede døde veje, dens rustede køretøjer og flimrende lys fra glemte barer. Pladen er et udstillingsvindue for Cat Power’s arv, og dens fortsatte vitalitet. ‘You Get’ er en ubesværet cool Stones rocker, mens ‘Robbin Hood’ er præget af den spøgende tomhed fra det tidlige album ‘Moon Pix’.

Hun har sagt, at pladen blev skrevet med ærbødighed til de generationer af folke- og bluesmusikere, der kom foran hende. Det kan høres hele vejen igennem.

På tidligere plader har Cat Power fået hjælp fra både Eddie Vedder og Iggy Pop, men denne gang klarer hun det hele selv. Dog medvirker Lana de Rey på den fabelagtige Woman.

Når I er færdige med Wanderer så tjek hendes tidligere skiver. Især Moon Pix og You are Free.

4. Marianne Faithfull: Negative Capability (udgivet 2. november 2018)

For 39 år siden i dag smadrede albummet, Broken English, grænserne for hvor kvinder stod i postpunk-æraen. Ikke piger, kvinder. Marianne Faithfull var 32 år gammel, da hun udgav Broken English, og havde allerede levet 10 liv. Heraf en del år som kæreste med Mick Jagger. Derefter hårde år hjemløs narkoman i Londons gader.

Faithfull har overlevet både heroin, anoreksi, brystcancer, hepatitis C og de fleste af sine jævnaldrende og lever nu alene i Paris med leddegigt og de brutale eftervirkninger af en smadret hofte.

Albummet er produceret af Rob Ellis, Head og Nick Caves violinist og residerende vildmand, Warren Ellis. Nick Cave selv har skrevet ’The Gypsy Faerie Queen’, spiller piano på nummeret, og selvfølgelig klæder de to mørkestemmer hinanden som hånd i sort handske.

Det er på mange måder en fantastisk plade. Relativt stille, hård og med lyden af levet liv.

»You might be the loneliest person in the world/ but you’ll never be as lonely as me«, synger hun på ’Loneliest Person’, mens Warren Ellis’ violin snor sig om hende som efeu om en gammel medtaget statue. Det kunne have lydt gevaldig selvmedlidende, men trodsig stolthed er følelsen, som slår igennem i stedet.

Hør hendes genindspilning “As tears go by” og det nye nummer”Loneliest Person” og græd.

5. Peter Sommer: Elskede at drømme, drømmer om at elske (udgivet 9. marts 2018)

Det er ikke tit, at vi har danske plader på årets top 5, men jeg må indrømme, at når det danske sprog behandles bedst så har teksterne en effekt på mig som engelsk aldrig kommer i nærheden af. Peter Sommer er bare pissedygtig til det med tekster. Han overrumpler dig, får dig til at tænke eller grine. Eller det hele på en gang.

”Jeg springer ud som optimist, og det føles som at desertere” (åbningsreplikken fra Skønne spildte kræfter)

Ja, Til rotterne, til kragerne, til hundene er stadig Peter Sommers bedste album. Så er det slået fast, og konkurrencen kan lægges på hylden for en stund, men hans nye skive kommer tæt på.

Første halvdel åbner med den fænomenale “Skønne, spildte kræfter”, der allerede udkom i starten af 2017. Den fungerer fremragende som åbningsnummer med den iscenesættende og næsten pompøse start kun akkompagneret af klaver.

»Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille langsomt. Kald tiggerorkestret ind. Og lad dem spille voldsomt«. Med denne formaning kommer bandet ind – og hvilket band.

Første halvdel er suverænt albummets stærkeste side, og det ene stærke nummer afløser det andet. Titelnummeret følger i hælene på åbningsnummeret og er en groovy, drømmende og – selvfølgelig – melankolsk sag.

Anden halvdel er musikalsk lidt mere tam, men holdes oppe af teksterne.

Boblere:

Jeff Rosenstock: POST (udkom såmænd d. 1. januar 2018)

Haley Heyndrixx: I need to start a garden

IDLES: Joy as an Act of Resistance

Spiritualized: And Nothing hurt

Minds of 99: Solkongen

Courtney Barnett: Tell me how you really feel

Parquet Courts: Wide Awake!

5. Sunflower Bean – Twentytwo In Blue

Nyt bekendskab i 2018. Sunflower Bean kommer fra New York og rummer alt fra alternative til Indie rock. Hør ’Human For’

4. Marianne Faithfull – Negative Capability

For helvede hvor er det et godt album. Jeg har ikke hørt meget til Marianne Faithfulls første 20 studiealbums, men jeg kommer til at høre Negative Capability. Marianne Faithfulls stemme lyder som hendes alder og erfaringer, og sangene handler om kærlighed, længsel, skuffelser, terrorisme og død. Med de temaer er valget af producere med Rob og Warren Ellis fra henholdsvis Pj Harvey og The Bad Seeds lejrene helt perfekt. Hør Loneliest Person

3. Ezra Furman – Transangelic Exodus

På Ezra Furmans 8 album er han umiddelbart mindre vred og desperat end på Perpetual Motion People, men har absolut fortsat meget på hjertet. Det er der kommet et virkelig smukt album ud af. Hør ’Driving down to L.A.

2. IDLES – Joy as an act of Resistance

Her er intet nyt. Idles lyder fuldstændig som de skal. Det er befriende at høre et band der står inde for deres holdninger, og dem har Idles mange af. Ved liveoptrædener har man oplevelsen af, at Joe Talbots indestængte vrede kan eksplodere hvert øjeblik, for så pludseligt at blive afblæst af hjertelig britisk humor. KEXP kårede ’Joy as an act of Resistance’ til årets album. Det er ikke uden grund. Hør deres liveoptræden på KEXP

Simon Heggum skrev I Gaffa efter koncerten på Loppen:
IDLES har muligvis det mindst punk publikum, jeg nogensinde har set til en sådan koncert. Dette skyldtes nok, at bandet på en eller anden facon har fået imaget af at være det nye band, som musiknørder anno 2018, elsker. Du ved – vi sære typer, der stadig går op i vinyler og genrekonventioner og streamer hele albums, selvom det er totalt passé i andres øjne. Et overvejende publikum af ældre mænd. Jeg stod således kort inden koncerten og røg en cigaret sammen med en flok af disse, der diskuterede deres sommerhuse i Nordsjælland. Ikke specielt punk! IDLES har leveret højdepunkter de sidste to år i form af debuten Brutalism og dette års Joy as an Act of Ressistance, som undertegnede tildelte 6 stjerner for et par måneder siden for nærværende magasin. Jeg var hurtig til at tildele pladen den vilde titel ”årets rockudgivelse”, og det står jeg stadig ved. IDLES blæser på tidens trend og leverer hård, punket rockmusik med mundrette, velskrevne tekster og tillader sig samtidigt at mene noget med dem.

1. Courtney Barnett – Tell Me How You Really Feel

Ubetinget det album jeg har hørt mest i 2018. Den støvede, skramlende lyd minder mig om Pavement, og numrene passer perfekt til en gråvejrs søndag, sørgmodige, opgivende og intense Hør hele albummet

De har også været I spil
a. A Place to Bury Strangers – Pinned
b. Rolling Blackouts Coastal Fever – Hope Downs
c. Parquet Courts – Wide Awake
d. Spiritualized – And Nothing Hurt

5. Idles – Brutalism
Listens engelske islæt, som ellers var markant fraværende i 2017. Brexit gælder åbenbart også den engelske musikscene. Åbnede Pavilion i år, med en af festivalens bedste og mest intense koncerter. Hør ’Mother’

4. Courtney Barnett & Kurt Vile – Lotta Sea Lice
Dette album gør ingen fortræd, men de gør det godt. Sæt det på og kør til sommerhuset eller ødegården. Hør ’Over Everything’ (Lyder godt i Mr. Snake’s gamle rock’n’roll mobile)

3. Brand New – Science Fiction
Fra Long Island New York. Spring de første numre over og hør “Waste”. Men Brand New har udgivet et helstøbt album som fortjener at blive hørt i sin helhed.

2. Kevin Morby – City Music
Koncerten på Roskilde Festivalen skilte sig lydmæssigt markant ud fra de øvrige koncerter og i Lille Vega viste Kevin Morby og de øvrige musikere, at det ikke var en tilfældighed, og at de kan deres håndværk. Hør ‘1234’

1. Thåström – Centralmassivet
Som Onkel Stewart ville have sagt ‘Sikken en overraskelse, den skal ned til de andre’. Thåström på Johnnys liste er ingen overraskelse. Onkel Thåström har igen produceret et solidt album, medbringende et band som med rette omtales som den skandinaviske udgave af ‘The Bad Seeds’. Det kan ikke gå galt. Hør ‘Körkarlen’