Jeg kom ellers i gang d. 5. juli 2011 med et indlæg om Roskilde 2011. Det blev til en indledning og en enkelt koncertanmeldelse. Dernæst gik i stå d. 6. juli og kom ej videre… øv. Her får i resterne fra sommeren 2011 – om jeg følger op… uvist.

Roskilde Fesival 2011

Det ville være alt for nemt at slutte sig til koret af negative kritikkere, at fortsætte stilen, som undertegnede også var inde på forud for årets festival og bruge ord som profilløs, ligegyldigt, mainstream osv. osv. Så det vil jeg gemme og glemme indtil videre … og finde et andet sted at slå ned. Og lad os da starte med praktikken… Jeg vil virkelig gerne klage over, at Roskilde ikke tager hensyn til os gamle, som stadig først påbegynder festivallen om torsdagen. Vi er jo ligesom vandt til, at hverdagens stres og jag skal rystes af os inden vi finder roen og stemningen til rigtigt at nyde det hele. Muligheden for dette spolerede Roskilde allerede om torsdagen, hvor fraværet af billet- og armbåndskø, gjorde, at man knap kunne nå at drikke en øl endsige opnå den mindste smule akklimatisering før man var blevet lukket ind. Man kunne argumentere for, at dette er direkte uansvarligt af arrangørerne – hvem ved hvilken sindsstemninger man dermed tillader at få ind på pladsen. Jeg foreslår, at Roskilde tager denne problematik alvorligt og opretter en karantænezone, hvor arbejdsramte og andre medborgere tilsvarende berørt af virkeligheden lukkes ind i tilpas langsomt tempo til et par timers kø, småsnak og et par enkelte genstande – for dermed at opnå det højere, eller måske snarere lavere?, bevidsthedsniveau som er passende for Roskilde Festival. Tilsvarende kunne Roskilde overveje, nu da man faktisk har afskaffet køer ved toiletter, mad- og ølboder, om man skulle oprette et kø-område, hvor mulighed for fysisk nærkontakt med enormt berusede og lugtende tyskere eller svenskere i læderbukser og cowboyveste (alt efter smag) igen er til stede?! Og dog, de pågældende tyskere og svenskere hører også fortiden til. Så nærkontakt nu om stunder ville betyde, at man gnubbede sig (helt og aldeles ufrivilligt) op ad tjekkede, moderigtigt klædt og tatoverede smækre unge mennesker… [Hvilket jeg faktisk oplevede et par gange – og her i den grå og kolde februar 2012 kan varme mig ved tanken om, læs resten på de gå sider… red. 19/2/2012].

Torsdag

Ankom, fik armbånd på, det smådryppede og vi vente snuden hjem til basecamp-ledagervej, testede et par øl – og pludselig var klokken mange, så det første band vi så var Tame Impala. Som nævnt ovenfor var i hvert fald undertegnede ikke akklimatiseret endnu torsdag, så mine anmeldelser må tages med en gran salt.

Tame Impala

Havde anskaffet Tame Impalas seneste album Innerspeaker, efter Lick havde afprøvet den på resten af os på ”An evening with the Professor”-arrangement. Det nummer Lars spillede lød da vist meget godt. Men albummet skuffede mig: lidt for meget groove og lidt for lidt indhold. Så måske var det derfor at jeg valgte at starte og blive udenfor Odeon teltet og derfor at jeg aldrig blev fanget ind af musikken – eller også var det bare almindelig manglende akklimatisering?!? Sidste mulighed er selvfølgelig, at akklimatiseringen – i form af Rockens Johnnys veltilberedte mojitos som kunne vælte selv den mest hærdede cubaner på røven – var blevet lige voldsom nok, hvilket resten af aftenen kunne tyde på. … Men konkluderende så var den tamme impala simpelthen lidt for tam.

[Love & Desparation

Alabama / Den Sorte Fyrste feb. 2012,

Og hvem står i øvrigt bag nummret Love & Desperation? Nok en bajser på højkant, svar her på bloggin’]