Blog Image

Rock'n'roll-Patrulje-Blog

We're bloggin' (jammin', jammin', jammin'), We're bloggin' right straight from Yah.

Her kan du falde over guldkorn i form af nye bands, koncerter, anmeldelser. Guldkorn hvis du er til lidt alternativt, rockmusik, grunge-agtigt, sing-a-song-writer(selv om det snart er yt), ... Men også lidt intern snak om Patruljens aktiviteter, gøren og laden i det civile rocn'n'roller-liv.

Julefrokost tema 2016

Patrulje snak Posted on 2016-11-26 21:42:15

JULEFROKOST 2016

17.-18. DECEMBER

TEMA: NYTÅRSAFTEN

Det er den sidste weekend inden juleaften, og det meste af patruljen er formentlig ved at få massiv overdosis af kvalmende julemusik. Derfor holder vi julefrokost uden julemusik. Ingen jingle bells, white christmas eller det jul det er cool. Basta bom.

I stedet leger vi nytårsaften og skal se lidt tilbage og lidt frem. I slipper for at beskæftige Jer med Prince, Rick James, Jefferson Airplane, Earth, Wind and Fire, Beastie Boys og Freddy Fræk, der alle enten er døde eller mistede kendte bandmedlemmer i 2016. Lemmy døde desværre lige på den forkerte side af nytårsaften 2015/2016.

Til gengæld skal vi dyrke dem her lidt som vi mistede i 2016:


1. Leonard Cohen (21. september 1934 – 7. november 2016)

Han forsvandt pludselig uden at vi rigtig har fået dyrket ham i patruljen. Måske syntes vi han er for stille eller for kunstneragtig? Jeg ved det ikke. Men Leonard var sku en stor kunstner, og mange af vores helte som Nick Cave og Pixies har hyldet ham, så det kan vi vel også. Derfor: Spil et fedt Leonard Cohen nummer. Du styrer selv om det er mesteren selv eller et cover, men nummeret skal være skrevet af Leonard, og du må gerne researche lidt, så du kan knytte en god historie til nummeret.

2. David Bowie (8. Januar 1947 – 10. Januar 2016)

Bowie var, og er, jo kæmpe kæmpe stor. Lad os hylde ham med et fedt nummer, og prøv nu at find et nummer, der ikke allerede er blevet gennemtærsket. Lad os dykke lidt ned i de mere ukendte hjørner af Bowies fantastisk sangkatalog.

3. Beatles/George Martin (3. januar 1926 – 8. marts 2016)

Det femte medlem af The Beatles, der producerede samtlige Beatles plader. Igen et mega band som vi aldrig har fået dyrket. De har lavet meget andet end She loves you og Yellow Submarine. Kom med et fedt nummer, og knyt gerne en lille historie til. Beatles passer godt til lun flæskesteg. Det må også gerne være cover numre.

…. og så må vi gerne vende tilbage til nutiden. To vigtige rock-lande har gjort i nælderne i år. Jeg taler selvfølgelig om UK/Brexit og Trump Land. Lad os dyrke dem lidt.

4. Brexit

Lad os høre et fedt nummer fra 2016 med et ungt britisk band eller solist. Der er bonus, hvis det er et nummer der på en eller anden måde relaterer sig til Brexit, men det er på ingen måde et krav. Er der håb for briterne? Go ahead!

5. Trump Stomp

Den 20. januar får amerikanerne ny præsident. Han hedder Donald, og er pjattet med Neil Young!! Til gengæld er Neils ynglingspolitiker ikke Trump.

Hvad sker der i USA? Lad os høre nogle unge fremadstormende amerikanere som vi helt sikkert kommer til at høre mere til i fremtiden. Eneste krav er, at de kun må have udgivet et enkelt album. Der er bonus, hvis ordet “Trump” indgår i bandnavn eller sangtekst.



”Det er vi som bestämmer” – Bob Hund – en stærk skånsk demokratisk rockmusik-oplevelse

Live anmeldelser Posted on 2016-11-26 20:06:48

Loppen 23/11/16

Havde misset release-party på Bob Hunds nyeste album
”Dödliga klassiker” på Warpigs i Kødbyen i september (her gik man og troede, at
man følger med i hvad der kommer af musik, og så misser man en af sine største
favoritter… Værre, at man så heller ikke når at opdage, at der så er koncert
med samme på favoritmusikstedet, Loppen… Reddet af klokken af den lige så
hurtigt udsolgte ekstrakoncert d. 23. november, som man lige akkurat har held
til at sikre sig to billetter til (;o).
Heldigt var det også, at forkølelsen som havde lagt stort set hele
familien ned, undtaget Fyrstinden, lige nåede at lette, så koncertdagen blev en
arbejdsdag og koncertaften */ **

Har egentlig lyst til at skrive en lidt om ”Dödliga
klassiker”, som Fyrsten i øvrigt havde ønsket sig og fik af Fyrstinde i 50års
fødselsdagsgave, men tænker at jeg prøver at skrive lidt ind undervejs. Man har
jo ofte oplevet, at koncerter som altovervejende er en præsentation af nye
albums ikke bliver de bedste. Sådan en koncert var det for det første ikke, for
det andet, så er albummet et glimrende et af slagsen, selv i sammenligning med
Bob Hunds tidlige ”klassiske” albums. Koncerten bestod af en rigtig god
blanding af nye og gamle numre kombineret med et veloplagt band med en meget
veloplagt forsanger (Thomas Öberg), som syntes i storform.

Vi havde besluttet, at vi ikke behøvede at høre opvarmningsband
(solist), og at vi trængte til at tage den med ro. Dørene åbnede kl. 20.30, så
efter lidt snak frem og tilbage aftale enedes fyrsteparret om at ankomst kl.
21.30 var sikkert nok. Så vi nåede favoritindiskrestaurent og ankom lige da
bandet gik på (men det var altså opvarmings-elektronisk der gik på ca. 21.30),
så vi fik en time til at gå med at kigge på den medbragte live-tatoo-artist,
som fik lavet rigtig rigtig mange: – og Fyrsten drak én enkelt øl.

Vi placeredes os i tilpas god tid til venstre for scenen, længest
væk fra indgangen. Loppen er træng når der er udsolgt, men det virkede som om
mange havde tænkt sammen placerings-tanker som os, men det gik – vi havde begge
fin udsigt til scenen. I hvert fald indtil meget høje, meget unge mennesker
synes de skulle klemme sig lige en meter længere frem, lige ind foran os… hvad
gør man… ikke noget selvfølgelig, sådan er det jo bare, i hvert fald indtil
koncerten er i gang, men skide-irriterende alligevel.

Bob Hund startede med ’Underklassens clown’ fra det nye
album. Thomas Öberg var iklædt den sædvanlige maske – og der var fuld fart på
fra starten og publikum var fuldkommen på. Men ikke mærkeligt for Thomas Öberg
stod jo, som det er på Loppen, helt oppe i ansigtet på publikum og med hans
intensitet og konstante samspil med publikum, så skulle man være en död
stockholmere, eller värre, for ikke at leve sig fuldkommen ind i Bob Hunds
univers – lige fra første strofe. Ungersvenden som ikke havde lært at tage
hensyn… som klemte sig ind efterfølgende og nær havde giver Fyrstinde en albue
i ansigtet… han røg heldigvis helt ind foran scenen (Gud fri mig at tænke på
hvordan man selv har opført sig i årenes løb til koncerter, håber det har været
lidt mere hensynsfuldt…)

Jeg kan ikke huske sætliste (ikke rækkefølgen), men kan
huske mange af numrene, og setlist.fm *** har listen fra Studenterhuset i
Aalborg fra to dage efter Loppen – og den ligner meget godt hvad jeg husker så
næste nummer var ’Ska du hänge med’ fra 2001’s ’Stenålderen kan Börja’ –
uptempo, positivt rocknummer, Fyrsten tolker at det handler om samvær og lad os
gå ud og ha’ det sjovt sammen. Nummeret blev vistnok efterfulgt af den nye
plades ’Hollywood’ som er en kærlighedssang – man skal meget svært igennem – og
i Hollywood ender det hele så godt. Så langt lyder
det måske lidt banalt, men som kendere af Bob Hund vil vide – så er det alt
andet end banalt når B.H. tager emner under behandling. Der er seriøs dybde og
overvejelser bag – om end nok pakket ind i masser af humor, humør og intens
musikalitet af meget varieret type (og ja type bestemme Bob Hund det vil jeg
undlade at forsøge – tror måske nok det er et af bandets største særkender – de
vil ikke (og kan dårligt) sættes i bås. Professoren, som jo elsker at
analysere, havde tænkt på om labelen ekspressionisme (ekspressionistisk rock)
kunne bruges, men det synes jeg faktisk er en halvskidt betegnelse (onde tunger
ville nok synes, at Fyrsten leg med brug af billedkunst-kategorier er en
halvskidt idé generelt). Der er alt for mange lag i Bob Hund til ekspressionisme,
så måske er vi ovre i noget i retning af ’mixed arts’… hvor der tapetseres,
males, klattes med ler, bruges udklip osv. osv. – og det billede der kommer ud
af det emmer af:

Skævhed, demokrati, nærvær, relevans, deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen

Vi fik også spillet ’Revolution’, som er mere direkte
politisk end andre sange (om ikke en opfordring til revolution, så en undren
over hvorfor den deterministisk forventede revolution lader vente på sig…). Fantastisk
personlige ’Tralala lilla molntuss, kom hit ska du få en puss’, hvor forholdet
til omverden (fra et barns synspunkt) er at alle andre ved at tingene vil ske ”alle utan jeg vet hur det skal gå”… …

Loppen sydede og der blev danset og hoppet igennem (pogo a la
carte). Öberg inddragede publikum både på traditionel vis som kor, men også som
mikrofonholdere og som medhjælp til afklædning og … hvad ved jeg. Fyrstens bentøj var udfordret trods de gode
bjergløbesko osv. Men for faen’ hvor var det fedt. Öberg var ’in our faces’ i
bogstavelig forstand på en forstærker, frem og tilbage på den lille scene,
allestedsnærværende med øjenkontakt til mig, dig og hin.

Bob Hund var gået på 22.30 – og allerede efter 3-5 numre begyndte
Öberg at tale om at koncerten var slut. Men der var gået en time og ti minutter
før bandet gik backstage, efter at have nået rigtig flot rundt i (noget nær) alle
albums. Men det kunne publikum ovehovedet ikke acceptere, så der blev klappet,
hujet og stampet igennem, så bandet snart igen stod på scenen. Thomas Öberg gik
straks igen i kødet på publikum – og satte skarpt på plads at ”det er vi(os/dem/bandet,
red.) som bestämmer”, velvidende, at Bob Hund da var/er fuldstændig demokratisk
solgt til publikums stanglakrids (et fuldstændig uforståeligt billede) – altså at
nok bestemmer Bob Hund hvornår der skal stoppes, men det gør publikum også både
i positiv og negativ forstand. Öberg brugte det til at minde os om, og opfordre
os til deltagelse i samfundsanliggender. Og det er specielt stærkt når det
kommer fra – og til – de mere skæve eksistenser som Bob Hund og deres fans som
jeg stadig mener, står for Skævhed, demokrati, nærvær, relevans,
deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen
– elementer som i alt for lille udstrækning er
tilstede i vores samfunds besluttede fora…

Da Bob Hund havde spillet tre skønne ekstranumre, som alle
fortjener hver deres anmeldelse, ’Jeg er
inte arg’, Din Piñata og ’Ett fall och en lösning’. Sidstnævnte – drømmer jeg
om – både er en kommentar til Rolling Stones ’Satisfaction’ (uttlösning) – og bandets
måde at lege med ord og billeder på i en samfundskommentar med opfordring til
at finde nogle løsninger (men det kan sagtens bare være, at det er i mit lille kønne
fyrstehoved).

https://youtube.com/watch?v=PDRYBlKm-BA%3Ffeature%3Dplayer_embedded

Fyrsten var rimelig træt i benene og Fyrstinde ligeledes –
og vi troede faktisk det var slut med de tre ekstranumre, så vi gik i tøj-kø,
men nej. Publikum fik fremkaldt Bob Hund igen og det blev i hvert fald til tre
numre yderligere: Brooklyn salsa (fra den nye), ’Tinnitus i hjärtat’ (2001) og ’Jeg
rear ut min själ’ fra 1998 mesterværket af et album af samme navn, sidstnævnte
hørte vi mens vi satte os op på jernhestene kl. 00.10 – det er sgu da OK for en onsdag aften smiley

Bob Hund får smileysmileysmileysmileysmiley af seks mulige smileys. For at komme op på
den sjette, så skulle musikken have været leveret med lidt mere skarphed.

Kærlig hilsen

Rock’n’roll Professor Den Sorte Fyrste

Nu med 10 pointgivende anmeldelser i Professor 2016(17). smileysmileysmiley

* Fuck de hverdagskoncerter, på trods af at Fyrsten kun drak
én øl under koncerten (amager/sværger), så er man sgu træt dagen efter…

** Og Fyrsten klarede lige en arbejdsdag torsdag og måtte så
overgive sig til forkølelsen og ondt i halsen (og kan, endnu, glæde sig over,
at opkastningsdelen af ungernes sygdom, som ligeledes er genopstået, ikke har
ramt Fyrsten)…

*** http://www.setlist.fm/setlist/bob-hund/2016/studenterhuset-aalborg-denmark-23fba807.html



Forår i november

Live anmeldelser Posted on 2016-11-26 17:50:16

Joe Purdy

Loppen den 20. november 2016

Det var en kold, mørk og blæsende novemberaften. Forude ventede endnu en uge med 37 timers kontorarbejde, 49 timers søvn, 7 timers aftensmad og 3 timers Champions League. Om bare fem måneder ville det blide forår banke på døren med lyse nætter, sol og opvarmning til festivalen. Men lige nu var det som sagt mørkt og koldt, og festivalen havde lige lanceret Fucking Foo Fighters som hovednavn (sic!).

Snake havde umiddelbart mest lyst til at kravle under dynen og vente på foråret, men på natbordet lå en billet og kaldte. Den var købt for længe siden, og gav adgang til en koncert på Loppen med amerikaneren, Joe Purdy. Måske kom foråret tidligt i år.

Med et brøl fra den voldsomme 1,8 liters benzinmotor forsvandt den 12 år gamle Renault ind i natten. Kurs mod Loppen, hvor rockfætter Lick ventede. En sms røg af sted: “Forventet ankomst 21.15”. Svaret kom prompte: “Me tambien”. Pulsen steg. All fired up, and ready to go!

Præcis klokken 21.12 gled Renaulten på plads i parkeringsbåsen på Bådsmandsstræde, hvor Snakes morfar mange mange år tidligere havde gjort tjeneste i hæren, som chauffør for en oberst, hvis navn ingen husker længere. Tre minutter senere skridtede Snake selvsikkert gennem døren til Loppen, afleverede billetten, fik stemplet armen og trykket hånd med Lick, der ventede i baren. Det skulle nok blive en god aften.

Mens Snake gik i garderoben købte Lick en omgang iskolde Økologisk Thy Classic, og da den første slurk kølig øl løb gennem svælget faldt skuldrene ned og mundvigene røg op. For f…. det smagte godt.

Nu var vi klar til Joe Purdy, men først var der selvfølgelig opvarmning. Det var en lille dame i smækbukser. Amy Vachal var navnet, og hendes optræden kom desværre til at hænge lidt vel meget på hendes kønne udseende, og knap så meget på de musikalske gaver. Uden tvivl meget charmerende, men måske også lidt for sød og lillepigeagtig. Særligt da hun forsøgte at arrangere fællessang blandt de knap 50 fremmødte publikummer, mens hun kvalmende sødt kvidrede evergreenen “Dream a little dream of me”. Amy er 27 år gammel, og hendes største bedrift består i en semifinale i det amerikanske talentprogram “The Voice”, hvor hun havde Pharrell Williams som coach. Så meget for talentprogrammer.

Det skulle dog ikke være sidste gang, der blev arrangeret fællessang den aften. Mens Amy listede af, og Lick gik toilettet, smuttede Snake i baren efter endnu en gang Øko pilsner.

Nu var det blevet tid til Joe Purdy. Singer songwriteren fra Arkansas, der er mest kendt som leverandør af sange til flere mindre TV-serier og en enkelt reklame for Kia. Når sandheden skal frem er det dog nok de færreste, der kender den sympatiske amerikaner.

Han kom på scenen iført fuldskæg og en mørkeblå arbejderkasket som den Bob Dylan bærer på coveret af sin debutplade. Kasketten er ikke det eneste som Joe Purdy har tilfælles med den nyligt kåret nobelprismodtager. Begge kunstnere er formidlere af en gammel musikalsk arv, der har tråde tilbage til både Woody Guthries protestsange, men også den gamle cowboytradition, hvor guitar og mundharmonika bruges til at udtrykke sorg over tabet af en kvinde eller længslen efter the good old days. Joe nævnte da også flere gang, at han skrev cowboysongs, og en enkelt sang hedder kort og godt “cowboysong”.

Som person og kunstner er han lidt i familie med engelske Billy Bragg som han da også har optrådt sammen med på The White Water Tavern i Little Rock, Arkansas.

Det nyligt overstået præsidentvalg gik ikke ubemærket forbi. Der blev fyret flere bredsider af mod Trump, og flere af Joes numre adresserer direkte splittelsen i det amerikanske samfund. Lyt f.eks. til nummeret “Maybe we all get along someday” med de indledende linjer:

“There’s a man who wants the White House

for his personal TV show

wants his face on all the money

wants his name on all the roads

Says he can make us great again

Says that he knows how

He’s gonna build a wall big and tall

and kick everybody out”

Joe Purdy er ikke en deprimeret hængemule, selvom flere af hans sange med hans egne ord er “real downers”. Han er en vittig fyr og jokede flere gange med hans sidekick, “Jolly” Chris John Hillman, som Joe mødte da han turnerede med Billy Bragg. Jolly spillede bl.a. en fed pedalsteel på flere numre i løbet af aftenen. Som Purdy sagde: “Im a Arkansas hillbilly through and through”.

I løbet af aftenen kom vi igennem flere super fede numre. Her skal bl.a. nævnes New Years Eve, Kristine, War Dogs og Canyon Joe. Det var et intenst sæt. Lick og Snake stod en meter fra scenen og sugede hver en akkord og hvert ord til sig. Helt foran scenen havde Nordeuropas største Joe Purdy fan en fest uden grænser. Han sang højlydt med på hver en strofe og benene eksede under ham, hver gang Joe Purdy bemærkede hans flotte engagement.

Joe fortalte om sin seneste plade, “Who will be next”, som han først havde skrevet med, hvad han kaldte “a sharp tongue”. Inden han indspillede pladen holdt han nytårsaften hjemme i Arkansas, og sad oppe til klokken fire om morgenen, mens han talte med sin mor om verdens tilstand. Hun gav ham det råd at behandle folk pænt. Hvis man gerne vil have en bedre verden må man starte med sig selv. Moderen er skolelærer, og det var tydeligt at Joe har stor respekt for sin gamle mor.

Efter snakken med moderen tog Joe tilbage til Californien, og skrev hele pladen om igen. Denne gang fik den en mere forsonende tone, og hele pladen er dedikeret til Joe Purdys mor.

Som nævnt fik vi endnu engang fællessang udover den som opvarmningen, Amy, præsterede. Denne gang var det Purdy, der førte an. Han bad os synge med på et alenlangt omkvæd som ingen var i stand til at huske, men Purdy tog os i hånden og, med tungen i kinden, trak han os gennem en smuk fællessang. Smukt.

Efter koncerten kastede Snake 140 kroner efter vinyludgaven af den nye plade, der er lavet som gatefold.

Ganske vist var klokken 00.30 da Joe Purdy takkede af til massive klapsalver, og Snake gik bevidstløs rundt det meste af mandagen, men skide vær med det. Foråret var kommet.




“Just saying” – Virtuel stilling

Professor 2016 Posted on 2016-11-26 16:39:41

Afstedkommet af, at 6 af 7 patruljemedlemmer nu har meldt sig ind i kampen om Professor-titlen 2016(17) med minimun en koncertanmeldelse,… men ikke Rockens Johnny, som i tide og utide hellere vil klatre rundt i Himmalya… Så gøres hermed status:

Deltagelse i live-musik koncerter. 10% (af de 25%)
Fyrsten 9 – pointgivende anmeldelser.
Lick 7 –
Ace 4 –
Snake 3 –
Dr. Rock 2 –
Smokey 1 –
Rockens Johnny 0 –

Arrangør af Patrulje-arrangement
Fyrsten skal først lige regne efter (manipulere) tallene…

Rock-liv

Rockens Johnny
1
Fyrsten 0
Lick0
Ace 0
Snake 0
Dr. Rock 0
Smokey 0

kh. Professor Fyrsten