Stimen af halvtresårsfødselsdage og gaver er startet, en gammel Roskilde-dreng fyldte i december, og gaven blev to billetter til Die Nerven med opvarmning LeVent. Dobbelt held var det at koncerten var i aftes d. 23/2 hvor det danske melodigrandprix blokerede TV’et.
Die Nerven og LeVent, loppen 23/2/2019
Eders udsendte reporter nåede at få opdateret bagkataloget og genhørt Die Nervens to første skiver, og fik mønstret en vis begejstring og forhåndsspænding. Både Fun (2014) og Fluidum (2012) er fede fede albums som jeg hørte ret meget omkring Roskilde Festival 2014, hvor Nerverne optrådte på Pavilion. De har dog ikke ligget i fast rotation, og det er der jo mange grunde til, men helt familievenlige er Die Nervens musik ikke… (hårdtslående tysk hardcore/punk, med mindelser om Joy Division’s skarphed og … f.eks. METZ’s hårdhed).
Jeg nåede såmænd også lige at høre 4-5 numre af LeVent på Spotten’ og omend det lød fint nok, så besluttede jeg, at pladepenge skulle bruges på Die Nerven, hvis der var udgivet nyt og ikke LeVent. Jeg nåede også at tænke, at det halvsene aftalte mødetidspunkt, kl. 21 var fint, det gik nok an at misse lidt LeVent…
(Fluidum 2012)
Selvfølgelig gik ingen bands på kl. 21… hvor gammel er man lige når man tror det, og hvormange koncerter har man så set på Loppen?!? Men om ikke det viste sig at være et stort held. Der blev både tid til at snakke med fødselaren, tanke lidt op på Thy-øl og undren/glæde over at Loppen ikke var over-proppet med mennesker. Jeg tror at Loppen har ændret på antal tilskuere de lukker ind og der er flere borde længst inde, god ting!!!
LeVent er en (tysk) trio, som ut. ej før havde hørt om, men mens jeg skriver dette og små-researcher samtidig, så får jeg svar på et spørgsmål jeg stillede mig selv i aftes; hvordan og hvorfor jeg ikke før havde hørt, hørt om, eller set forsangeren/guitaristen (og bassist?), Heike Rädeker?!?! Min undren kom af, at hun var virkelig, virkelig god og ikke helt ung, og musikken bare lige den slags man kan li’. Men realiteten er at jeg godt kender hende, bare ikke hendes navn. Rädeker var en del af det fede dansk/tyske støjrock band 18th Dye, som albumdebuterede i 1992, og som senest i 2008 lavede det lille mesterværk Amorine Queen. Og sammen år spillede de en glimrende, af publikum overset, koncert på Roskilde.
Meget hurtigt forlod vi stolene ved det ellers velplacerede bord, Levents musik trak bare helt af sig selv én op til alteret, og så blev der ellers hugget løs – der var bare helt vildt fedt. Stereolab møder She Keeps Bees, møder Breeders, møder 18th Dye. Hyponotiserende, snerrerende, smukt, hårdt, følsomt… Ja, det skal høres og også gerne ses.
Vi fik lov at nyde det i ca. 45 min og min beslutning om brug af plade-penge var omgjort. Det resulterede i LeVents 2017 debut, som jeg strategisk smuttede hen og købte af den anden bassist, Maryna Roussa, mens Die Nerven stadig spillede. Efter én gennemlytning er min dom, at havde jeg kendt den i 2017, så kunne den nok være havnet i årets top 5.
Smuk plade, smuk koncert.
WASP giver 5 af 6 smileys 
Die Nerven gik på – og fy-da-føj hvor kan de knægte spille punk. Som tidligere nævnt er det på den knivskarpe måde hvor selv den mest hvinende guitarlyd er bevidst og kontrolleret, eller sådan virker det i hvert fald på undertegnede. Og førnævnte kunne udgøre en kritik, er det så (god) punk? Ja, det er det über-drevet fed hardcore punk, hvor de ofte velkomponerede nuancerede numre på den ene side er hits i min bog, og på den anden side de mere enkle numre, skrigehals og hårdtslående… tilsammen giver et ærligt, ægte punkudtryk, som jeg virkelig synes er fedt. De tyske tekster afskrækker sikkert mange, øv for dem – få Jeres skole- og kulturopdragelsespenge tilbage. Jeg synes det er et stærkt, smukt men selvfølgelig også misbrugt sprog…
Skår i glæden, er for stærkt et udtryk, … men de unge herrer er selvfølgelig ved at få slebet kanterne lidt af. Og det manifesterede sig dels i deres sceneoptræden og interaktion med publikum. Meget af koncerten var der sket ikke plads til applaus mellem numrene – og det passer egentlig fint til det dystre, smertefulde, indimellem næsten dystopiske lyd- og tekstbillede som Die Nerven maler. Det smerter mig at sige det, men undervejs i koncerten synes jeg, at der gik lidt for meget showmanship og småkomik i den. Og det ærgrer mig, for selv punkere og wannebees som mig har brugfor sjov og glæde… Men det blev trukket for langt ud, grænsende til det pinlige og resulterede ikke i de ønskede publikumsreaktioner, men istedet i småirriterende og malplacerede samme. Well, lad os kalde dét for en skønhedsplet på en ellers rigtig fed koncert. En koncert, hvor der blev gået til stålet, danset pogo og hvor både publikum og band hvor fuldt ud tilstede – en absolut god oplevelse.
Die Nerven får 4 og en halv smiley af de seks mulige
1/2.
Og P.S. Jeg skal uagtet kanter eller ej have checket Die Nervens nye 2018 skive “Fake” ud også, og Die Nerven har fået lov at præge bloggen her som nyt top-banner.
kh
WASP
Wookiee Alabama Sort Phyrste.
Sammen med Pure Hell kom en anden perle, hvis man smugkigger på fotoet ovenfor, så er maleriet teksten fra a-siden af singlen, med min afdøde yndlings syre og blues musiker Jeffrey Lee Pierce… Udgivet posthumt i 2004.
Kh
kh.
Til gengæld har PostNord mistet mit Sharon Van Ettan bundle… Det efter jeg havde betalt straf-told. Fuck dem… Jeg har meldt dem til politiet, Amager-Halshug!!! 
Kh
