Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Fyrsten har (måske) slået personlig rekord med 11 LP’er og 2 (bonus)cd’er i postkassen i dag.

Så konen, børnene, familie og venner kan allerede nu belaves sig på, hvad de får i julegave.

F.eks. er jeg næsten helt sikker på at Andrea (12år) vil blive heeeelllt viiiilllddddt glad for det nyeste udspil fra Ty Segall, som er punk/hardcore bandet Gøggs – fed skive, som i Fyrstens meneing er det bedste der endnu er kommet fra Mr. Ty.
Læs og lyt mere f.eks. her: http://www.spin.com/2016/06/goggs-debut-lp-premiere-stream/

“Jo skat – det ér din julegave – og det er viilldt godt, du skal bare vænne dig til det”.

Om min kære 95årige mormor vil sætte ligeså meget pris på genudgivelsen – og de finere nuancer af re-mastering af Fyrstens (måske) yndlingsplade Queens of The Stone Age – og værdsætte den er i en dobbelt LP-udgave i hvid heavy weight vinyl, med tre ekstra numre på?!?

“Jamen mormor, du har da stadig en pladespiller, og jo det er vistnok en tissemand bag de gennemsigtige dametrusser på coveret”…

Helt sikkert er det, at min mor vil blive helt tosset med Pavement genudgivelsen/compliation “The Secret History – Volumen Eins” – specielt når jeg fortæller hende at Pitchfork skrev, at det er en udgivelse for (vinyl) “purists” hvor 25 af de 30 numre ikke før er udkommet på vinyl. men at der ellers ikke er meget at komme efter siden deluxe CD-udgaven af “Slanted & Enchanted..” http://pitchfork.com/reviews/albums/20747-the-secret-history-vol-1/

“Nå har du ikke længere pladespiller mor, så tager jeg den med hjem
“

Eller slutteligt, så håber jeg, at min kæreste Fyrstinde vil værdsætte at Kurt Cobain engang var roadie for Melvins… selvom albummet Basses Loaded ikke er blevet særlig godt anmeldt…

“Jamen skat jeg troede godt du ku’ li’ Kurt Cobain, du ved ham fra Nirvana der begik selvmord, han var engang roadie for Melvins”…
Glædelig Jul

Professor Den Sorte Fyrste
P.S. De øvrige 7+ indkøb holdes hemmelige frem til Jul og/eller Professor-konkurrencen

Loppen 23/11/16

Havde misset release-party på Bob Hunds nyeste album
”Dödliga klassiker” på Warpigs i Kødbyen i september (her gik man og troede, at
man følger med i hvad der kommer af musik, og så misser man en af sine største
favoritter… Værre, at man så heller ikke når at opdage, at der så er koncert
med samme på favoritmusikstedet, Loppen… Reddet af klokken af den lige så
hurtigt udsolgte ekstrakoncert d. 23. november, som man lige akkurat har held
til at sikre sig to billetter til (;o).
Heldigt var det også, at forkølelsen som havde lagt stort set hele
familien ned, undtaget Fyrstinden, lige nåede at lette, så koncertdagen blev en
arbejdsdag og koncertaften */ **

Har egentlig lyst til at skrive en lidt om ”Dödliga
klassiker”, som Fyrsten i øvrigt havde ønsket sig og fik af Fyrstinde i 50års
fødselsdagsgave, men tænker at jeg prøver at skrive lidt ind undervejs. Man har
jo ofte oplevet, at koncerter som altovervejende er en præsentation af nye
albums ikke bliver de bedste. Sådan en koncert var det for det første ikke, for
det andet, så er albummet et glimrende et af slagsen, selv i sammenligning med
Bob Hunds tidlige ”klassiske” albums. Koncerten bestod af en rigtig god
blanding af nye og gamle numre kombineret med et veloplagt band med en meget
veloplagt forsanger (Thomas Öberg), som syntes i storform.

Vi havde besluttet, at vi ikke behøvede at høre opvarmningsband
(solist), og at vi trængte til at tage den med ro. Dørene åbnede kl. 20.30, så
efter lidt snak frem og tilbage aftale enedes fyrsteparret om at ankomst kl.
21.30 var sikkert nok. Så vi nåede favoritindiskrestaurent og ankom lige da
bandet gik på (men det var altså opvarmings-elektronisk der gik på ca. 21.30),
så vi fik en time til at gå med at kigge på den medbragte live-tatoo-artist,
som fik lavet rigtig rigtig mange: – og Fyrsten drak én enkelt øl.

Vi placeredes os i tilpas god tid til venstre for scenen, længest
væk fra indgangen. Loppen er træng når der er udsolgt, men det virkede som om
mange havde tænkt sammen placerings-tanker som os, men det gik – vi havde begge
fin udsigt til scenen. I hvert fald indtil meget høje, meget unge mennesker
synes de skulle klemme sig lige en meter længere frem, lige ind foran os… hvad
gør man… ikke noget selvfølgelig, sådan er det jo bare, i hvert fald indtil
koncerten er i gang, men skide-irriterende alligevel.

Bob Hund startede med ’Underklassens clown’ fra det nye
album. Thomas Öberg var iklædt den sædvanlige maske – og der var fuld fart på
fra starten og publikum var fuldkommen på. Men ikke mærkeligt for Thomas Öberg
stod jo, som det er på Loppen, helt oppe i ansigtet på publikum og med hans
intensitet og konstante samspil med publikum, så skulle man være en död
stockholmere, eller värre, for ikke at leve sig fuldkommen ind i Bob Hunds
univers – lige fra første strofe. Ungersvenden som ikke havde lært at tage
hensyn… som klemte sig ind efterfølgende og nær havde giver Fyrstinde en albue
i ansigtet… han røg heldigvis helt ind foran scenen (Gud fri mig at tænke på
hvordan man selv har opført sig i årenes løb til koncerter, håber det har været
lidt mere hensynsfuldt…)

Jeg kan ikke huske sætliste (ikke rækkefølgen), men kan
huske mange af numrene, og setlist.fm *** har listen fra Studenterhuset i
Aalborg fra to dage efter Loppen – og den ligner meget godt hvad jeg husker så
næste nummer var ’Ska du hänge med’ fra 2001’s ’Stenålderen kan Börja’ –
uptempo, positivt rocknummer, Fyrsten tolker at det handler om samvær og lad os
gå ud og ha’ det sjovt sammen. Nummeret blev vistnok efterfulgt af den nye
plades ’Hollywood’ som er en kærlighedssang – man skal meget svært igennem – og
i Hollywood ender det hele så godt. Så langt lyder
det måske lidt banalt, men som kendere af Bob Hund vil vide – så er det alt
andet end banalt når B.H. tager emner under behandling. Der er seriøs dybde og
overvejelser bag – om end nok pakket ind i masser af humor, humør og intens
musikalitet af meget varieret type (og ja type bestemme Bob Hund det vil jeg
undlade at forsøge – tror måske nok det er et af bandets største særkender – de
vil ikke (og kan dårligt) sættes i bås. Professoren, som jo elsker at
analysere, havde tænkt på om labelen ekspressionisme (ekspressionistisk rock)
kunne bruges, men det synes jeg faktisk er en halvskidt betegnelse (onde tunger
ville nok synes, at Fyrsten leg med brug af billedkunst-kategorier er en
halvskidt idé generelt). Der er alt for mange lag i Bob Hund til ekspressionisme,
så måske er vi ovre i noget i retning af ’mixed arts’… hvor der tapetseres,
males, klattes med ler, bruges udklip osv. osv. – og det billede der kommer ud
af det emmer af:

Skævhed, demokrati, nærvær, relevans, deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen

Vi fik også spillet ’Revolution’, som er mere direkte
politisk end andre sange (om ikke en opfordring til revolution, så en undren
over hvorfor den deterministisk forventede revolution lader vente på sig…). Fantastisk
personlige ’Tralala lilla molntuss, kom hit ska du få en puss’, hvor forholdet
til omverden (fra et barns synspunkt) er at alle andre ved at tingene vil ske ”alle utan jeg vet hur det skal gå”… …
…

Loppen sydede og der blev danset og hoppet igennem (pogo a la
carte). Öberg inddragede publikum både på traditionel vis som kor, men også som
mikrofonholdere og som medhjælp til afklædning og … hvad ved jeg. Fyrstens bentøj var udfordret trods de gode
bjergløbesko osv. Men for faen’ hvor var det fedt. Öberg var ’in our faces’ i
bogstavelig forstand på en forstærker, frem og tilbage på den lille scene,
allestedsnærværende med øjenkontakt til mig, dig og hin.

Bob Hund var gået på 22.30 – og allerede efter 3-5 numre begyndte
Öberg at tale om at koncerten var slut. Men der var gået en time og ti minutter
før bandet gik backstage, efter at have nået rigtig flot rundt i (noget nær) alle
albums. Men det kunne publikum ovehovedet ikke acceptere, så der blev klappet,
hujet og stampet igennem, så bandet snart igen stod på scenen. Thomas Öberg gik
straks igen i kødet på publikum – og satte skarpt på plads at ”det er vi(os/dem/bandet,
red.) som bestämmer”, velvidende, at Bob Hund da var/er fuldstændig demokratisk
solgt til publikums stanglakrids (et fuldstændig uforståeligt billede) – altså at
nok bestemmer Bob Hund hvornår der skal stoppes, men det gør publikum også både
i positiv og negativ forstand. Öberg brugte det til at minde os om, og opfordre
os til deltagelse i samfundsanliggender. Og det er specielt stærkt når det
kommer fra – og til – de mere skæve eksistenser som Bob Hund og deres fans som
jeg stadig mener, står for Skævhed, demokrati, nærvær, relevans,
deltagelse, inklusion, medlevelse, gensidighed, aktivitet, liv, (med)menneskelighed,
tolerance, stillingtagen – elementer som i alt for lille udstrækning er
tilstede i vores samfunds besluttede fora…

Da Bob Hund havde spillet tre skønne ekstranumre, som alle
fortjener hver deres anmeldelse, ’Jeg er
inte arg’, Din Piñata og ’Ett fall och en lösning’. Sidstnævnte – drømmer jeg
om – både er en kommentar til Rolling Stones ’Satisfaction’ (uttlösning) – og bandets
måde at lege med ord og billeder på i en samfundskommentar med opfordring til
at finde nogle løsninger (men det kan sagtens bare være, at det er i mit lille kønne
fyrstehoved).

https://youtube.com/watch?v=PDRYBlKm-BA%3Ffeature%3Dplayer_embedded

Fyrsten var rimelig træt i benene og Fyrstinde ligeledes –
og vi troede faktisk det var slut med de tre ekstranumre, så vi gik i tøj-kø,
men nej. Publikum fik fremkaldt Bob Hund igen og det blev i hvert fald til tre
numre yderligere: Brooklyn salsa (fra den nye), ’Tinnitus i hjärtat’ (2001) og ’Jeg
rear ut min själ’ fra 1998 mesterværket af et album af samme navn, sidstnævnte
hørte vi mens vi satte os op på jernhestene kl. 00.10 – det er sgu da OK for en onsdag aften

Bob Hund får af seks mulige smileys. For at komme op på
den sjette, så skulle musikken have været leveret med lidt mere skarphed.

Kærlig hilsen

Rock’n’roll Professor Den Sorte Fyrste

Nu med 10 pointgivende anmeldelser i Professor 2016(17).

* Fuck de hverdagskoncerter, på trods af at Fyrsten kun drak
én øl under koncerten (amager/sværger), så er man sgu træt dagen efter…

** Og Fyrsten klarede lige en arbejdsdag torsdag og måtte så
overgive sig til forkølelsen og ondt i halsen (og kan, endnu, glæde sig over,
at opkastningsdelen af ungernes sygdom, som ligeledes er genopstået, ikke har
ramt Fyrsten)…

*** http://www.setlist.fm/setlist/bob-hund/2016/studenterhuset-aalborg-denmark-23fba807.html

Afstedkommet af, at 6 af 7 patruljemedlemmer nu har meldt sig ind i kampen om Professor-titlen 2016(17) med minimun en koncertanmeldelse,… men ikke Rockens Johnny, som i tide og utide hellere vil klatre rundt i Himmalya… Så gøres hermed status:

Deltagelse i live-musik koncerter. 10% (af de 25%)
Fyrsten 9 – pointgivende anmeldelser.
Lick 7 –
Ace 4 –
Snake 3 –
Dr. Rock 2 –
Smokey 1 –
Rockens Johnny 0 –

Arrangør af Patrulje-arrangement
Fyrsten skal først lige regne efter (manipulere) tallene…

Rockens Johnny
1
Fyrsten 0
Lick0
Ace 0
Snake 0
Dr. Rock 0
Smokey 0

kh. Professor Fyrsten

Loppen 11/11/16

Pauseweekend I store-fødselsdagsmåned I den fyrstelige
familie, så Fyrsten satte næsen op efter lovede arkitekttegnede pøller hos Dr.
Rock (aka 2XP) med Smokey (aka Steffie Jones, aka Foxy), kære børn mange…
Deluxe-pølser blev det dog ikke til, Fyrsten fandt først sent energien… (de
sædvanlige dårlige undskyldninger…). Men aftalt blev det i alt fald at støde
til Rock og Smoke, som først ville varme op på et klassisk
christianshavnerværtshus, på Loppen.

Fyrsten ankom, alligevel ret tidligt viste det sig, på sin majestætiske,
trofaste sølvtonede tohjulede ganger, på Loppen. Der var meeeeget få og
meeeeget unge mennesker tilstede, og blandt dem ikke Foxy og 2XP. ”Never mind”
tænkte Fyrsten, hverken med reference til Nirvana eller ”…the bollocks”, Fyrsten
trængte alligevel til en bajer og til lidt ro ovenpå såvel det civile livs
sædvanlige arbejdshelvede og/eller fødselsdage… Så der blev tanket op og nøje/optimalt
udvalgt et bord med udsigt til scenen. Lige ved siden af sad en flok unge
mennesker iklædt overtøj, heraf en ungersvend i pels(simili jaguar-pels).
Fyrsten tænkte ved sig selv, at der var en flok fattige spanske
udvekslingsstuderende, som sikkert kun havde råd til en enkelt øl på Loppen, og
som ikke var tilpasset vores nordiske temperaturer… Der var for øvrigt temmelig
køligt, men fyrsten har som bekendt opbygget sit helt private varmeværk, og med
tanke på et utal koncerter på Loppen der har været som i en sauna, så var det alligevel
møj fint.

Der var ros fra The Rock og Steffie J. for valg af bord, da
de endelige ankom, sikkert efter at have konspireret omkring
Professor-konkurrencen (The Rock er selvindrømmet et ekstremt
konkurrence-menneske, og Steffie Jones er kendt for at benytte alle midler for
at blande sig i toppen) – og udover smiger fik Fyrsten søren’me også serveret
en øl (hvem sagde fedterøve?). Vel – spøg til side – så gik der ikke længe før
svenske Adama gik på scenen – som var et blankt blad i Fyrsten store sorte bog
over bands.

Adamas medlemmer var også møj møj unge, Fyrsten havde
bemærket dem gå frem og tilbage mod bandområdet på Loppen. Dertil var de
ekstrem korrekt klædt på i fht. en tidlig 70’er psykedelisk mode. Forsangernes
højtaljede hvide bukser manglede måske lidt trompet-vide, men
rullekrave-sweatre, halskæder og hårlængder – det var lige i øjet. De første
par numre – som var i overbevisende psykedelisk rockstil var ikke overbevisende
i kvalitet, men alligevel nok til at vores interesse forblev fanget – og ligeledes
publikum, som heldigvis var vokset til en rimelig mængde. Adama fortsatte og
spillede sig hen ad op, god lyd (som næste altid på Loppen), gode psyk vibes,
catchy kompositioner, fin instrumentering og en ganske overbevisende vokal… og masser og psykedelisk rock-guitar. Adama
var/er helt klart værd at lytte til og Fyrsten købte en vinyl til den rørende
pris af 120,- af bandet efter hovednavnets koncert – glimrende skive – som lever
op til koncerten. At Adama ikke får en top-top-anmeldelse(karakter), det
skyldes, at de ikke er sindssygt originale. De minder rigtig meget om Black Angels
og om tidligere tiders psykedeliske rock, ind i mellem tenderende til det
trivielle. Der gør til gengæld deres musik meget tilgængelig, så et vip med
kasketten og ½ (af seks) smileys fra Fyrsten til Adama.

Selvfølgelig viste det sig, at de meget unge frossenpinde,
naboerne til Fyrstens bord var Dead
Rabbits. Leopard-pelsen var formegentlig manager, og da bjørneskindshusen
kom af afsløredes røde lokker hos den kvindelige trommeslager, som ikke var
særlig spanske… mere Southampton-agtige

Grundelementerne i Dead Rabbits musik er psykedelisk rock og
støjrock – men der er meget stor variation i deres numre. Der er mest tryk/støj
på deres tidligere udgivelser (ja sorry! – de har udgivet tre albums hhv. i
2013 The Ticket That Exploded, 14’s TimeIsYourOnlyEnemy og 16’s Everything Is A
Lie). Og så vidt Fyrsten har kunnet vurdere ud fra smuglytning på nettet og
samtalen med roadie og rødhåret trommeslager og det ved sidstnævnte lejligheds indkøbte
debutalbum, så er der på det nyeste album, som har fået meget flotte
anmeldelser tendenser til at indarbejde elementer af britpop (selvsagt ikke
Fyrstens livret), men lyden er nu stadig rigtig rigtig fed – med mindelser om
The Jesus & Mary Chain, The Mission og lignede 80’er koryfæer, måske endog
Joy Division tendenser. Så ganske rigtigt – en mega fed koncert, som generelt var
meget mindre tilgængelig end Adamas, men meget mere avanceret i sit udtryk, i
kombinationen af stilarter som gør Dead Rabbits til meget mere end et
tilbagekuende kopiagtigt psykedelisk rockorkester…

Tilbage ved
anmeldelsen efter indtagelse af store mængder tacos… … det går lige lidt tungt…

Åhh vel, så runder vi af, Dead Rabbits får (af 6) store flotte
smileys – det trækker lidt ned, at koncerten var ret kort, på den anden side,
så skal vi ældre medborgere jo passe vores sengetid.

Fyrsten vender snarligt tilbage med en anmeldelse af Bob
Hund koncert, som er i morgen d. 23/11 på Professor Fyrstens yndlingsmusiksted
Loppen.

Kh. Professor, Den Sorte Fyrste

Fyrsten havde faktisk fået forventningerne op at stå, efter
at Mr. Mascis så eftertrykkeligt havde fået lagt den/m ned ved sin solooptræden
i Vega for et par år siden (er der vel gået…). Den nye plade, som Fyrsten har
anskaffet i nydelig lilla vinyl, minder om gamle dage. Og vel i for sig ikke så
mærkeligt med den gamle besætning samlet.

Ace-mand havde så selvfølgelig lagt sig med pjæk-feber, og
Fyrsten var lige ved at joine, men besluttede at trodse migrænetendenserne og
fylde op med treo, ørepropper og dertil bedøve med moderate mængder alkohol.
Fyrstinden holdt på, at vi ikke behøvede at komme til opvarmningsbandet, så
Roskilde-Mette måtte pænt vente udenfor på Ass-mans billet. Heldigvis for både
Mette, Fyrstinde og Fyrsten – for opvarmningsbandet fik Fyrsten til at proppe
ørerne i en grad så øjnene var ved at poppe ud… Men i mellemtiden var selskabet
vokset med nok et par Patruljemedlemmer, Snake og Lick og lidt dertilhørende
diverse relationer. Hyggeligt – og man ved at man er blevet midaldrende, når samtalen
før koncerten handler om portvin – eller er det bare fordi man er hipster? Mens
man så i øvrigt står og filosoferer og venter på musikken – så dukker smilet op
på læben ved tanken om ’prank’en’ som vist Lick engang fandt på – og bildte
Fyrsten ind – , at J. var dukket op som gæstemusiker på Loppen (til et eller
andet obskurt band) og var endt med at spise morgenmad med Snake i Roskilde – Gud’fri’mig hvor det
var sjovt!!!

Dinosaurerne startede koncerten (har jeg smuglæst mig til)* også i den
gamle afdeling med The Lung, fra You’re Living All Over Me(1987). Personligt, så synes jeg at de første fire til
fem numre druknede lidt i ikke optimal lyd, … efterfulgt af Get Me fra Where You
been(1993). Her fik Fyrsten en stor tørst efter øl og gik ud for at checke om
der i gemmerne skulle være en enkelt – og det var der ikke, så den står nu i stedet
på billig Portugisisk Aguardente til Get Me, så hvis Fyrsten er blind næste
gang vi ses, så ved i hvorfor (og her taler vi altså om mens anmeldelsen skrives – tror ikke at Amager Bio er leveringsdygtige i billig portugisisk sprut…?!?).

Men da vi kom frem omkring The Wagon synes lyden at være
blevet rimelig god. Fyrsten nød det og stod og prøvede at komme i tanke om hvad
det nu var … om det var et Bowie cover … eller hvordan. Det er det så ikke, men
misseren kommer af, at maxisingle udgivelsen The Wagon indeholder Bowies ”Quicksand-,
fra Honky Dory(1971), med bi-titlen –(Wagon Reprise)” – mange mange ord fedt fedt nummer – eller fede fede numre vel
alt i alt… Fyrsten var ved at være varmet op, og aguardenten hjælper på sagen i
dag.

Vel – tilbage ved koncerten, så var The Wagon til
lejligheden instrumenteret (eller hva’ det nu hedder) med en ekstra
trommeslager samt en banjospiller – Deeet ser man ikke hver dag, hverken det
ene eller det andet. Førstnævnte var mest fascinerende. Den ekstra trommeslager
linet op bag ved Murph, som i hvert fald fra ut. position gav en perfekt
opvisning i synkronitet. Fedt fedt fedt!!!

Som man kan se af sætlisten nedenfor, så kom vi rigtig godt
omkring, mesterværker som Feel the pain, Little fury things, Start Choppin –
for ikke at nævne Freak Scene – det nærrmeste måske Dinosaur er kommet til et
hit(?!?) suppleret med et par numre fra de senere års albums, som ikke er
kommet helt oppe at ringe hos Fyrsten. Til gengæld, så er de tre-fire numre fra
2016s ’Give a Glimse of what yer not’, som J. Mascis. Lou Barlow og Murph bød
på faktisk ganske i ørefaldende, nærmest catchy (hvis man altså er til den
små-messende, halvhårde, proto-grunge-agtige metal-guitar tilsat lidt smerte
masser af hjerte i den bedst mulige expressionistiske bamse-cover-comix-stil.

Koncertens sidste ordinære nummer var fra debutalbummet ’Dinosaur’
(1985) (uden ”jr.” Hvis man har skaffet sig et eksemplar fra før Jazz-hovederne
Dinosaur forbød vores Dinosaur’s at bruge det navn). Forget the Swan – fantastisk
at et 31år gammel nummer, J. har være 19-20år da de indspillede det og Barlow
et år yngre, kan være så stærkt selvom det vist i virkeligheden er en ret banal
kærlighedssang. Kombinationen af Barlows vokal kombineret med Mascis vræsende
guitar er vel nok det som gjorde Dinosaur til Dinosaur. Fyrsten elsker Mascis
som ér essensen af Dinosaur – men Barlow bryder monotonien og bibringer en kontrastfuld
ro, som der delvist er på Forget the Swan. Mens ’Repulsion’, som også er fra
Dinosaur – i udpræget grad er et Mascis-agtigt nummer – som kompromisløst giver
os ’afskyen’ at føle – helt ind i rygraden – og tak for det, var det første ekstranummer. Koncerten sluttede
med det andet ekstranummer, – så var der ikke mere klap i det unge publikum, ”In
a Jar” – et ganske enkelt genialt nummer fra ”You’re living…” som er meget tæt på at være
Fyrsten yndlings Dinosaur-nummer, fuck hvor er det stærkt….

Professor Fyrsten takker og kvitterer med ½ af seks Smileys
– træerne voksede ikke ind i himmlen. Trods nostalgi og gamle hits, så var lyd,
intensitet og stemmer ikke helt oppe og ringe – men i fht. Mascis solo i Vega,
så er alt godt igen – og jeg nævner aldring mere den svævende Mascis Budda med
baseball kasket, Amager!!!

1. The Lung

2. Get Me

3. Goin Down

4. I Told Everyone

5. Love
Is…

6. The
Wagon

(with additional drums & electric sitar)

7. Watch
the Corners

8.Pieces

9. Tiny

10. Feel
the Pain

11. Little
Fury Things

12. Knocked
Around

13.Start
Choppin

14. I Walk
for Miles

15. Freak
Scene

16. Forget
the Swan

Ekstra
numre

17.
Repulsion

18. In a
Jar

* http://www.setlist.fm/setlist/dinosaur-jr/2016/amager-bio-copenhagen-denmark-1bfa3534.html

Billetpris: Pris ca. kr. 300,- inkl. gebyr.

Så ska man t’et
Man skal sgu’ digte, ordene de svigte…
Rimene de vil ej rime
Har man så nået, den sidste time

Bryggen vibrerer af manglende sommertimer
Trods overskyet fyldt med vimse piger

Min dealer byder på kold Wookiee
Hjælper det på digtet, jubii?!
Ikke just, snarere…… Trutti-frutti

Fyrstens digte set bedre dage
humør og andre slige sager
Fucking Wookiee ej nok, klage
Hvorhen, hvordan stærke sager

kh. Pr. Fyrsten

Klubb Död –
Hemgraven, The Mannequins of Death, Commando M Pigg og masser af vinyl
·

Intro:
Klubb Död
:
Hvilket smukt og passende titel for en
punkoncert. Nå ja postpunk, hvis ret skal være ret. På det gamle
spillested Nalen, som vist må sammenlignes med Københavns Montmartre, også
gammelt jazzsted, med egen rimelig fancy restaurant, klub, bar og koncertsal.
Mark Lanagan skal spille der midt i maj. Klubb Död – Fyrsten
var i Stockholm for at deltage i civile aktiviteter af arbejdsmæssig karakter,
men benyttede lejligheden til at scoute for Patruljen.

Onsdag:
Fyrsten ankom til Stockholm, ikke for at
medvirke til fejring af Gustav Adolfs 70årsdag, invitationen må være røget
forkert?! En eller anden Magrethe havde fået pladsen ved siden af Carl…
(Fyrsten ved godt at fjolset hedder Carl Gustav). Nå skidt hvem har alligevel
hørt om en 70års rock’n’roll-fest? And who cares at han får en 21-foldig
kanonade?!

Fredag:
Filosofisk tanke: Hvorfor er punk chicks mega coole,
mens drengene mest ligner de tyske “nihilister” fra The Dude
filmen?!?

Onsdag:
Det er første gang Fyrsten er i Stockholm. Har
hjemmefra checket adresser på et par vinyl-forretninger og koncerter. Ville
gerne have været på Debaser, men de havde hippi-ti-hop på programmet. Efter
flyvetur og en meget dyr togtur fra lufthavnen blev det taxa det sidste stykke.
Tunnelbane virkede det uoverskueligt, at skulle sætte sig ind i. Hotellet Anno
1647 i Södermalm var fint nok, kun let skodagtigt, men opturen blev tilsvarende
stor da Fyrsten efter 5minuttes opdagelse i kvarteret fandt den første
vinyl-pusher. GO TO HELL Stone (Hellstone Music) – handler primært med
musikinstrumenter, men også merchandise, memorabilia og så vel 2-3.000
antikvariske plader. Så det var ren terapi, Fyrsten tog sig god tid og
gennemgik alle pladekasserne og der var lidt guf, men ikke noget der rigtig
fristede, for guffet var for dyrt.

Problem: Folk og pladebutikker ved desværre generelt alt for
godt hvad de skal tage for guf…

Men som nævnt udviste Fyrsten terapeutiske
mængder tålmodighed ->

Citat:
“…and thereeeee, thereeeee on the
other side of the piece of paper, underlined, in capital letters read the
following words – ‘kid have you rehabilitated
yourself?’”

Arlo Guthrie, Alice’s Restaurant 1967.

<- der, midt i mellem det dyre guf, fandt
Fyrsten en noget slidt, bashed up, udgave af Arthur Lee’s band Love’s Four
Call, som Fyrsten hurtigt identificerede som 1. udgaven fra Electra, 1969. Den
stod til 60,- s.kr. så på trods af, at bagsiden af coveret ikke var der, så var
det et scoop. Fyrsten fandt ikke yderligere som det var værd at investere i
(pengepungen var endnu ikke tøet så meget op, men det var også mindre end en
time siden ankomsten i Stockholm). Arthur Lee (født Taylor) og Love er bedst
kendt for 1967 albumment Forever Changes’, som er et fedt fedt
hippie/psykedelisk mesterværk. Dertil er Arthur Lee, som bekendt kendt for den
12års straf han fik i 1996 for ”uansvarlig affyring af skydevåben” (og ikke for
mord, som rygtet ind i mellem siger), et par domme i firserne for stoffer og
”assult”, betød, med Californiens ”three strickes and you out-lovgivning”, en
lang tur i skyggen for afro-amerikanske Arthur Lee… Efter 5½år løslades Lee ved
en føderal appel ret, som bl.a. fandt, at anklageren i den oprindelig retssag
var skyldig i ”misconduct”.
Lee får gendannet en version af Love, dog uden et par af de oprindelige
medlemmer, som er døde mens Lee sad i fængsel. I 2006 dør Arthur Lee af
leukemi.

Citat:
”Jeg vil inte bli levande begravd”,

Cortex / Mannequins of
Death. Liveoptræden Nalen, Klubb Död, 29/4/2016.

Fredag:
Fyrsten er såååå klar på punkkoncert, sms’er småkåd både hjemmefronten og
Patruljen, stor i slaget, arbejdsmøder vel overstået, og i det mindste har
hotellets senge ikke forhindret Fyrstens skønhedssøvn, så beslutningen bliver
at aftensmaden skal indtages på Nalens fancy restaurant, sæson-menuen lyder for
lækker, og selvom menuer er lidt dyr, så synes man, at man har fortjent det
->

Citat: Everybody’s gotta’ live,
everybody’s gotta’ have a good time, everybody’s gonna die…

Everybody’s gotta live, Love, Found, The lost 71’ sessions.

<- friske grillede asparges, gås(gös) og mandelpandekager har
fyrsten på forhånd læst sig frem til, tænker ikke nærmere over hvorfor gås er en
del af sæsonens menu, måske trækker gåsen tilbage til Sverige om foråret?!?

Torsdag:
Afgang til Uppsala formiddag, lige i god tid nok til at checke, de ligeledes
hjemmefra spottede vinylbutikker i Uppsala. Det var også spottet, at butikkerne
først skulle åbne kl. 12.00 (det er åbenbart ret normalt, de fleste af de
vinylbutikker der besøgtes også i Stockholm, havde tilsvarende åbningstid). Vel
– Open Minds Records var lukket – og da arbejdsmødet startede kl. 12.00 i
Fredens Hus på Uppsala Slott, så nåede man ikke indenfor… da arbejdsmødet
fortsatte ud over lukketiden kl. 18.30… så øv. … Open Mind så ellers lovende ud
udefra.

Fredag:
At ’gös’ ikke er ’gås’ er nu en del af Fyrstens viden, og at unge svenske
tjenere ikke forstår særlig meget dansk/svensk ligeledes, men fisken smagte
såmænd meget godt, men når man har sat næsen op efter gås og får gös, såååå…
føler man sig næsten lidt punkagtig, livet er hårdt, brutalt og uretfærdigt. Nå
– faktisk var følelsen lidt omvendt, at varme op til punkkoncert på fancy
restaurant, med aldrende engelske ægtepar ved bordet ved siden af, unge
østrigske turister med alt for pænt hår, og lidt for smarte unge svenske
tjenere som tiltalte alle gæsterne med ”you
guys”, er ikke Fyrstens kop the. Så har man indset det…

To be continued…

Professor-konkurrencen – Rock liv

Hermed nomineres Rockens Johnny i kategorien “Rock-liv”.

Motivation:
Rockens Johnnys har gennem sin rolle som medarrangør i Rockudstillingen/event Vinyl 31×31 udvist at der er et liv (læs rock-liv) efter de 50. Rockens Johnny er dermed den første der modtager denne fornemme nominering siden indstiftelsen af Rock-Liv i 2014.

Patruljens medlemmer bedst snarest, dog senest lørdag d. 16. april, AFGIVE DERES STEMME FOR ELLER I MOD AT ROCKENS johnny TILLDELES POINT I rrpk2016 FOR DENNE NOMINERING. sTEMMEAFGIVNING PÅ EMAIL TIL PROFESSOR FYRSTEN.

Kh. Professor Fyrsten