Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Dear friends

Håber I alle er kommet godt igennem julen.I 2001 udgav Tom Waits albummet “Used songs”, og trods et år med tid til at høre nye udgivelser, så beskriver titlen meget godt den musik jeg har hørt i år. Et år med tid til fordybelse af tidlige udgivelser med The Smiths og The Cure fra begyndelsen af 80’erne, Rolling Stones fra 60’erne og Bruce Springsteen fra 70’erne. Alligevel er det lykkes at finde en Top 5 af årets udgivelser, hvor der både indgår et dansk album og live album. Ser frem til at høre jeres Top 5, og til at stå med en fadøl i hånden til koncerter sammen med jer.

Siden Baby in Vain I 2013 udgav Corny #1 The Thrill, som også var mandelgave I en signeret udgave til Rock’n’roll patruljens julefrokost, har de fundet deres helt egen lyd. See Through er et imponerende album, både lyrisk og lydmæssigt.

4. Idles: Ultra Mono

Debutalbummet Brutalism og efterfølgeren Joy As an Act of Resistance, var helt fantastiske album og jeg var derfor spændt på om Ultra Mono kunne leve op til de to foregående udgivelser. Det kan det ikke, men er stadig godt nok til at komme i top 5. Som Rasmus Steffensen skrev i Information: Bristol-bandet Idles, der netop har udsendt deres tredje album, har skærende guitarer, den rastløse rytmesektion og den snotnæsede vokal, og så er de endda punk nok til at udbasunere, at de da overhovedet ikke er punk. I stedet taler de om, at det nye album Ultra Mono er inspireret af hiphop. Fred være med det, de lyder stadig umiskendeligt som et guitarband med punk i blodet.

3. Nick Cave: Idiot Prayer

Selv om de oprindelige udgaver nok er bedst, er den enkle form god, og så er det befriende at høre numre hvor Mick Harvey og Blixa Bargeld var med og modspil til Nick Cave. Måske er denne udgivelse første skridt videre fra samarbejdet med Warren Ellis, man har lov at håbe.

2. Thåström: Kl. 2 På Natten, Öppet Fönster…

Kl. 2 på natten er et live album der er optaget over tre aftener på Centralmassivet touren. 2020 var et år stort set uden koncerter, så tag en øl, luk øjnene og nyd albummet.

1. Kevin Morby: Sundowner

Kevin Morby har omgivet sig med super dygtige musikere, og med fødderne placeret dybt i den amerikanske musiktradition, har Kevin Morby udgivet årets bedste album.

Alt godt

Johnny

5. Sunflower Bean – Twentytwo In Blue

Nyt bekendskab i 2018. Sunflower Bean kommer fra New York og rummer alt fra alternative til Indie rock. Hør ’Human For’

4. Marianne Faithfull – Negative Capability

For helvede hvor er det et godt album. Jeg har ikke hørt meget til Marianne Faithfulls første 20 studiealbums, men jeg kommer til at høre Negative Capability. Marianne Faithfulls stemme lyder som hendes alder og erfaringer, og sangene handler om kærlighed, længsel, skuffelser, terrorisme og død. Med de temaer er valget af producere med Rob og Warren Ellis fra henholdsvis Pj Harvey og The Bad Seeds lejrene helt perfekt. Hør Loneliest Person

3. Ezra Furman – Transangelic Exodus

På Ezra Furmans 8 album er han umiddelbart mindre vred og desperat end på Perpetual Motion People, men har absolut fortsat meget på hjertet. Det er der kommet et virkelig smukt album ud af. Hør ’Driving down to L.A.

2. IDLES – Joy as an act of Resistance

Her er intet nyt. Idles lyder fuldstændig som de skal. Det er befriende at høre et band der står inde for deres holdninger, og dem har Idles mange af. Ved liveoptrædener har man oplevelsen af, at Joe Talbots indestængte vrede kan eksplodere hvert øjeblik, for så pludseligt at blive afblæst af hjertelig britisk humor. KEXP kårede ’Joy as an act of Resistance’ til årets album. Det er ikke uden grund. Hør deres liveoptræden på KEXP

Simon Heggum skrev I Gaffa efter koncerten på Loppen:
IDLES har muligvis det mindst punk publikum, jeg nogensinde har set til en sådan koncert. Dette skyldtes nok, at bandet på en eller anden facon har fået imaget af at være det nye band, som musiknørder anno 2018, elsker. Du ved – vi sære typer, der stadig går op i vinyler og genrekonventioner og streamer hele albums, selvom det er totalt passé i andres øjne. Et overvejende publikum af ældre mænd. Jeg stod således kort inden koncerten og røg en cigaret sammen med en flok af disse, der diskuterede deres sommerhuse i Nordsjælland. Ikke specielt punk! IDLES har leveret højdepunkter de sidste to år i form af debuten Brutalism og dette års Joy as an Act of Ressistance, som undertegnede tildelte 6 stjerner for et par måneder siden for nærværende magasin. Jeg var hurtig til at tildele pladen den vilde titel ”årets rockudgivelse”, og det står jeg stadig ved. IDLES blæser på tidens trend og leverer hård, punket rockmusik med mundrette, velskrevne tekster og tillader sig samtidigt at mene noget med dem.

1. Courtney Barnett – Tell Me How You Really Feel

Ubetinget det album jeg har hørt mest i 2018. Den støvede, skramlende lyd minder mig om Pavement, og numrene passer perfekt til en gråvejrs søndag, sørgmodige, opgivende og intense Hør hele albummet

De har også været I spil
a. A Place to Bury Strangers – Pinned
b. Rolling Blackouts Coastal Fever – Hope Downs
c. Parquet Courts – Wide Awake
d. Spiritualized – And Nothing Hurt

5. Idles – Brutalism
Listens engelske islæt, som ellers var markant fraværende i 2017. Brexit gælder åbenbart også den engelske musikscene. Åbnede Pavilion i år, med en af festivalens bedste og mest intense koncerter. Hør ’Mother’

4. Courtney Barnett & Kurt Vile – Lotta Sea Lice
Dette album gør ingen fortræd, men de gør det godt. Sæt det på og kør til sommerhuset eller ødegården. Hør ’Over Everything’ (Lyder godt i Mr. Snake’s gamle rock’n’roll mobile)

3. Brand New – Science Fiction
Fra Long Island New York. Spring de første numre over og hør “Waste”. Men Brand New har udgivet et helstøbt album som fortjener at blive hørt i sin helhed.

2. Kevin Morby – City Music
Koncerten på Roskilde Festivalen skilte sig lydmæssigt markant ud fra de øvrige koncerter og i Lille Vega viste Kevin Morby og de øvrige musikere, at det ikke var en tilfældighed, og at de kan deres håndværk. Hør ‘1234’

1. Thåström – Centralmassivet
Som Onkel Stewart ville have sagt ‘Sikken en overraskelse, den skal ned til de andre’. Thåström på Johnnys liste er ingen overraskelse. Onkel Thåström har igen produceret et solidt album, medbringende et band som med rette omtales som den skandinaviske udgave af ‘The Bad Seeds’. Det kan ikke gå galt. Hør ‘Körkarlen’

2016 var et år fyldt med dumhed, had, intolerance, krige og terror. Det var også året hvor vi sagde farvel til en række personligheder inden for musikken, David Bowie, Leonard Cohen, Glenn Frey, George Martin, Prince og George Michael. De to sidst nævnte har jeg ikke lyttet meget til, men opfatter dem begge som toneangivende inden for deres musikgenrer. Men 2016 var også året hvor der udkom mange gode albums. Jeg har valgt de albums som jeg har hørt mest samt et par stykker jeg burde have lyttet mere til.

1. PJ Harvey – The Hope Six Demolition Project
Vel det album jeg har lyttet mest til i 2016 og oplevede to fantastiske koncerter i Roskilde og København. Jeg havde høje forventninger til The Hope Six Demolition Project som alle blev opfyldt.

2. Iggy Pop – Post Pop Depression
Efter en årrække med mere eller mindre uheldige udgivelser har Iggy Pop produceret et helstøbt album.

3. Andrea Schroeder – Void
For mig årets nyhed. Andrea Schroeders stemme og musik minder mig om en blanding af tysk decadence fra 1930’erne og stemningen på punkspillestedet Crash i Freiburg Im Breisgau.

4. Case/Lang/Veirs – Case/Lang/Veirs
De synger sku godt og musikken er solidt forankret I den amerikanske muld.

5. Nick Cave & The Bad Seeds – Skeleton Tree
Et mørkt, tragisk og smukt album der passer godt til vintersæsonens mørke aftener.

Der var også mange andre gode albums fra bl.a. David Bowie, The Kills, Savages og The Cult.

1. The Black
Keys: Turn Blue

2. The Dream
Police: Hypnotized
3. Mark
Lanagan Band: Phantom Radio

4.

The Black
Angles: Clear Lake Forest
5. James Williamson:
Re-licked

1. Mozart: Desperate Heroines, Sandrine
Piau

Samspillet mellem Sandrine Piau, Ivor Bolton og The
Salzburg Mozarteum Orchestra gør denne udgivelse til noget helt specielt. Det
er 12 år siden hun udgav sin første udgivelse til ære for Mozart og på
Desperate Heroines kan man høre opera fra Mitridate til Don Giovanni

2. Wiener Philharmonie, Sakari Oramo, Per
Nørgård, Symphonies 1 & 8

Wienerfilharmonikerne
nyder at spille Per Nørgårds første og seneste symfoni under ledelse af en af
de store finske dirigenter. En rejse fra mørke til lys

3. Igor Levit – Bach Partitas

Igor Levits detaljerede Bach-fortolkninger
fra Sony har ingen skarpe kanter eller fejl. 40 satser, der viser hele det
moderne flygels potentiale.

4. Ferneyhough: Complete String Quartets, Arditti Quartet

Dette værk bliver man ved med at vende tilbage til. De
dristige fortolkninger er tro mod den kompleksitet og intense udtryksfuldhed
der ligger under overfladen.

5. Andriessen: La
Commedia, McFadden/Zavalloni/Willems/Beckman/Asko/Schönberg Ensembles/De Leeuw

Værkerne
er utrolig varieret, nogle gange dybt alvorlig og til tider vildt sprudlende
eller respektløs. Værket efterlader ingen tvivl om, at dette er en af Europas
største nulevende komponister.

Roskilde Festival (torsdag 02.07.09, fredag 03.07.09, søndag 05.07.09)
Festivalen blev økonomisk reddet af godt vejr og ved at gå på kompromis ved at sælge en dags billetter, som en hver anden havefest i Danmark. Jo krisen ramte også festivalen og specielt de svenske gæster udeblev. Alligevel havde Festivalen i sin visdom besluttet at den svenske rapper Petter skulle åbne Orange Scene, scenen der på en gang er festivalens varemærke og problembarn. Når man nu var indstillet på at satse, hvorfor så ikke give Peter Sommer chancen, der med sit seneste album har potentiale til at levere en god koncert på Orange. Nå men Roskilde er jo ikke kun musik, i år indeholdt den også en 90 års fødselsdag om lørdagen, men det blev til 3 fantastiske dage med rocksvinene og deres livsledsagerske og børn. Tak til camping Ledagervej for teltplads, mad, bad og drikke. Glæder mig til næste år hvor porten skal crashes endnu tidligere.

Baddies (fredag 03.07.09 – 17:00 – Pavilion)
Af en eller anden grund havde Festivalen valgt at placere Faith No More, Glasvegas og Baddies samtidig. Tre bands jeg alle gerne ville se men valget faldt på Baddies som kommer fra Southend Essex. Inden koncerten sad jeg og talte med Jakob, som fortalte at nye unge bands, der endnu ikke har udgivet deres første album, som er glade for at spille for 1000 mennesker og nu har fået chancen for at spille på festivalen, ofte leverer en fantastisk god koncert. Tak Jakob det var den præcise beskrivelse af koncerten med Baddies. De greb chancen og leverede en energisk koncert hvor numrene maximalt var adskilt af et ”skål”. Deres debut album Do the job udkommer i september, den skal helt sikkert stå i min CD-samling.

Nick Cave and the Bad Seeds (fredag 03.07.09 – 19.30 – Orange)
Endnu en fejlplacering, ikke scene men tidspunkt, han burde først gå på når det er mørkt! Det var mange år siden jeg havde set Nick Cave med The Bad Seeds, et glædeligt gensyn som at mødes med gamle venner, hvor et par af dem er skiftet ud. Bargeld og Harvey har forladt The Bad Seeds og den stringente, skarpe, rå lyd er nu erstattet med en mere rocket lyd som er kendetegnet fra det seneste album Dig Lazarus Dig. Med åbningsnummeret Tupelo var koncerten sparket i gang og med klassikere som Deanna, Red Right Hand, The Mercy Seat, Papa Won’t Leave You Henry, The Weeping Song og Stagger Lee hvor der i live versionen tilføjes et ekstra vers hvor djævelen kommer for at hente Stagger Lee men ender med 4 huller i hovedet, tja så havde jeg ikke flere numre på listen jeg absolut ville høre. Kun en enkelt skønhedsplet sneg sig ind i koncerten, da Nick Cave sagde Thank you Copenhagen, men så kan jeg byde Asser, Stefan og Jakob velkommen tilbage til København.

Yeah, Yeah, Yeahs (søndag 05.07.09 – 20:45 – Arena)
I forhold til mange andre var jeg tilfreds med årets program, jeg kunne naturligvis godt have tænkt mig at Festivalen havde præsenteret The Dead Weather, men den fornøjelse havde Glastonbury. Det jeg ikke var tilfreds med var placeringerne og Yeah Yeah Yeahs er ingen undtagelse, med det program skulle de have spillet på Orange. Men jeg valgte at komme tidligt og fik en plads inde foran hvilket altid gør koncertoplevelsen ekstra intens. Jeg kender ikke numrene godt nok til at skelne mellem de enkelte album, men numrene fra den seneste album var blevet tunet til en mere rocket udgave der passede til Arena. Yeah Yeah Yeahs leverede en stilsikker og energisk koncert og sluttede efter en lille times tid, selv søndag aften var den mindst en time for tidligt.