Rock'n'roll-Patrulje-Blog

… Var i nostalgihjørnet i går aftes
og lyttede til Pearl Jam – åh Pearl Jam!

Hvorfor helvede er der ikke nogen der
kan overtale dem til en ”såglemmervidetheleogtidenlægerallesår”
forsoningskoncert på Orange. Vi lover at være nogenlunde ædru og ikke skubbe
til dem foran. På æres ord! Leif S. hvor er du? Mandela hvor er du?

PS. Sidste skoledag for 9. klasse.
Skal holde klar v. Klampenborg Station kl. 17 i familiebilen og transportere
Asta og hendes berusede klassekammerater fra Dyrehaven og videre til fest i
Virum Hallen. Jeg elsker mit liv!!! Hvorfor må far aldrig drikke sig fuld?

God weekend til alle rockbrothers

Jeres

Lick

Gør jer selv den tjeneste og
smuglyt til amerikanske OFF! Der spiller på Avalon onsdag kl. 17.30.

Et perfekt band til
”numødespatruljenogstarterendnuenfestivalmedetdejligtskummendeglasfadøl” J

Lyt for eksempel til albummet
Wasted Years.

Med Black Flags oprindelige lead
singer (før en hvis Hr. Rollins) Keith Morris i front er der dømt ægte Los
Angeles Hardcore Punk. Det sparker seriøst røv. Et fint og hyggeligt
samlingspunkt for hele patruljen.

Det giver en særlig stemning at
lytte til OFF! For fuld styrke i høretelefonerne i et fyldt S-tog med pæne
akademikere fra de nordlige forstæder på vej til job i diverse styrelser.

Prøv det!

Med
venlig hilsen

Lick

Spids Nøgenhat i Tivoli 1. maj 2015
Entre = et årskort

– Spids Nøgenhat spillede en af sidste års Roskilde festival’s bedste koncerter – dette trods den umulige nye Avalon scene, som tiltrak alt alt for mange mennesker mere end den kan bære.

– Spids Nøgenhat er kåret som det bedste danske liveband.

– Spids Nøgenhat udgav 2013, nok bedste album (ikke kun danske) i Fyrstens ydmyg mening.

– Spids Nøgenhat er et totalt holdbart dansk psykedelisk rockband, som genopstartede genren i Danmark, før den for et par år siden så småt igen begyndte at få fodfæste rund om i verden, men superfede bands som f.eks. The Black Angels i spidsen.

Tivoli var kold og regnfuld, men selskabet godt, opvarmningen hos Fyrsten helt i orden. Og Bagkataloget sikret og grundigt gennemlyttet, som tidligere bemærket i “I postkassen” – så forudsætningerne var ret gode for en god koncert. Der var sgu ikke engang nogen syge børn!?!?!?!?

Spids Nøgenhat kørte vel stort set hele repertoiret igennem, fra 2001 debutten “en mærkelig kop te” ‘s et ‘Giv Slip’ intense dystre stemning, ‘Hobittens Flyvetur’ SN’s inciterende punk-agtige syre-signatur-nummer, med snerrende og roterende guitarrifts, holdt sammen af megafonagtig messende sang, ‘Hvad har du taget?’ mere traditionel syre a la Jefferson Airplane, dejligt,

Det Psykedeliske Tapet som lyder næsten identisk med 2013’s vistnok ‘Spids Nøgenhat i Græsset’ (?). Jeg synes bedst om den nye hvor teksten rammer dybere, men begge numre har (musikalske)mindelser om mere samfundsrealistisk dansk 70’er musik.

2012 liveudgivelse kom SN også forbi – heldigvis. Albummet rummer et par seriøst fede cover-numre. Dels Røde Mor’s ‘Lille Johnny’s mund’, som dog ikke blev spillet i Tivoli(?), men ethvert Patruljemedlem bliver jo alligevel lidt øm ved tanken om titlen. “…Johnny er Gud…” m.m. Men Langebro coveret er det stærkeste, og det blev givet i en bravour-version i Tivoli – totalt ståpels, tak!!!

Men toppen af Spids Nøgenhat er heldigvis 2013’s “Kommer med fred”. Hit på hit på hit. Koncerten startede som albummet med ‘Mere lys’ – et smådesperat råb på mere lys og kærlighed, afdæmpet musikalsk, ikke engang særligt syreagtigt.
‘Lolland Falster’ blev der heldigvis også plads til. Den psykedeliske guitarlyd indrammer noget der minder om gravskriftet for udkantsdanmark – dog kærligt, følt og eftertænksomt. ‘Den gennemsigtige mand’ blev også leveret i flot stil – og er den bedste kunstneriske samfundskritik jeg har hørt i mange mange år, så god, at den er til at blive (endnu mere) depressiv af.

Skal man klandre Spids Nøgenhat noget, selvom man nødig vil det, så er det at rockelementet er skruet lidt ned, og vel også syren siden debutten. Til gengæld er der så gevaldigt skruet op for den tekstsmæssige substans. Jeg sluger gerne det bytte – til enhvertid.

Skal man klandre Tivoli noget, så er det øludvalget og prisen (vi nåede ikke happy-hour) – men værre er det at lyd-niveauet er meget meget lavt. Så lavt at Woodrose kommenterede det indledende. Fyrsten måtte undervejs i koncerten gå i dialog med to ungersvende og tysse på dem. Det duer ikke at rockkoncerter forsøges afviklet med en lyd der kan generes af relativt almindeligt samtale-lyd-niveau.

Spids Nøgenhat får ½ af seks smileys.

kh.
Professor Fyrsten

En arbejdstur til Næstved gav mulighed for at checke det lokale antikvariat, hvis hjemmeside lovede godt for vinyludbud. “Ressourcen” var ved første øjekast skuffende, men efter få minutter da øjet havde vænnet sig til kælderlyset – i virkeligheden var der lyst og luftigt – så det var snarere da jeg havde opgivet 10kronerskasserne og gik længere ind i butikken, at de mange hyldemeter med kvalivare-vinyler dominerede og hensatte Fyrsten i nær ekstase. Glemt var næsten arbejdsmødets udsatte unge, hjemløse og misbrugere. Eneste misbrug var nu behovet for at holde den lige tilpas tunge, lige tilpas rigtige, lige tilpas lækre, lige mmmmm, aaaahh.

Jeg kan lige så godt springe ud i det. Turen til Næstved kom til at stå mig i en stiv tudse – for fire albums. Og jeg gik glad og noget nær lykkelig ud af butikken, for to af de plader jeg længe har ønsket mig mest kom med hjem.

Lidt for sjov købte jeg MC Ejnar’s “Den nye stil”, debutalbumet fra 1988 er tilbage i min samling. Mit oprindelige kassettebånd blev tyv-stjålet i starten af 90erne.

Ressourcen havde en klar overvægt af tungere rock, af den mere metalliske og hårdtslående slags, samt en helt del dansk syrerock samt en pæn bunke af sjældenheder, dasnk syre-, hippie- og … andet. Der var også en lille bitte bunke punk, men Dead Kennedy-pladerne var en anelse for dyre til min smag. Til gengæld så fald jeg over Jello Biafra with D.O.A. “Last Scream of the Missing Neighbors”, 1989 1. udgave i smuksmuk stand M+, M+. Kan ikke næste ikke vente med at høre den – men mine mine to nedenstående fund er før i rækken.

i den lille punkbunke stod der to eksemplarer af Sods “Minutes to go”, 1979, den ene som var godt slidt stod til kr. 300,- og den anden som var møj-pæn til 500,- Alligevel tog jeg den ud af bunken, bare sådan for at holde den lidt. Det var Medley-udgaven MdLP 6011.

Fuck hvor er den bare smuk – fuck hvor er der bare knald på. Det må vel uden tvivl være det bedste danske punk-album nogensinde, måske overgået, kun, af nedenstående.

Before, Fritz Fatal, aka Fritz Bonfils “A wish of life” – er nok det mest følelsesmæssigt udtryksfulde punk-album udgivet i Danmark(?!) Så stærke musikalske og personlige følelsesmæssige kræfter, at det er svært at forstå – også svært at forstå at Fritz ikke er brændt ud, død og brændt af. Godt gået Fritz. Nu vil jeg bare glæde mig over at høre dig og Before igen og igen.

A wish of life, stod til kr 600,-

Lidt handlen – og de to dyre som tilsammen stod til 1100,- kom ned på 800,- og så fik jeg de to andre til udbuds/kostprisen 150,- Vi rundede op til 1000,-, sjældent for mig med en knitrende tudse hævet over i det nærliggende supermarked.

Professor Fyrsten er glad – specielt fordi jeg i dag har været på Loppemarked på Sønder Boulevard og er kommet hjem med seks stærke vinyler under armen. Den historie følger.

Kh.

Professor Fyrsten

Så nærmer sig hastigt Arbejdernes Internationale Kampdag, og hvilken bedre måde at holde denne i hævd på end at høre Spids Nøgenhat i Tivoli?!?

Spids Nøgenhat, Tivoli 1. maj 2015

Fyrsten har forud for dette erhvervet sig to tidligere udgivelser på vinyl:
– En mærkelig kop te, 2001
– De sidste dage her på jorden, live Roskilde 2011.
Som supplement til “Kommer med fred”, et af 2013 absolut bedste albums.

Professor Den Sorte Fyrste – er på plads i Tivoli på fredag.
kh.
Fyrsten

Evan Dando på Loppen – torsdag den 26. marts 2015

Efter en hård arbejdsdag, et par timers brændehugning i
skoven og flæskesteg med sovs og kartofler i Svogerstrup stemplede Lick ind på
torsdagspatruljevagt på Loppen kl. 22.15. Snake ankom lidt forsinket, da han
havde problemer med at komme op at den lune sofa og af med slumretæppet og
fordi han som sædvane havde problemer med at finde en parkeringsplads til den
sølvgrå franske laguna. Damn you! Københavns Kommune!

Et par ”Røde Mor” blev knappet op og opvarmningen, den canadiske
singer/songwriter Sara Johnston, var så småt gået i gang med sin smukke røst, sit
sprøde guitarspil og sine melankolske sange om tabt kærlighed i den canadiske
ødemark og Montreals slidte forstæder. Sara J blev akkompagneret af en
langhåret, usoigneret lallebanan på en grim, skinger og overstyret el-guitar,
der faktisk mere generede end løftede de spinkle og lavmælte numre. Her til
skal lægges at det forventningsfulde publikum snik-snakkede i et leje,
der tæt på overdøvede stakkels, smukke Sara fra Canada.

Lallebananen viste sig naturligvis at være selveste Evan
Dando. Ham den ellers så pæne – nærmest lækre – forsanger fra hedengangne The Lemonheads, der
storsolgte og toppede i starten og midten af 90’erne med hits som ”It’s a shame
about Ray” og coverversionerne af hhv. Smugde’s ”Not The Outdoor Type” og Paul Simons ”Mrs. Robinson”. Murph
fra Dinosaur Jr. og Juliana Hatfield var i en periode bandmedlemmer. The Lemonheads
var store. Rigtig Store. Og nåede fra 1987 – 2009 at udgive 9 fuldblodsalbum.
Albummet fra ’88 er endda opkaldt efter undertegnede. Tjek dem ud en dag I
lider af 90’er melankoli!!

Nå men, Loppen up-front var efterhånden fyldt rigtig godt
op. Overraskende velbesøgt. Snake og Lick snuppede en frisk pilsner i baren,
smed lidt tips og sneg sig rutineret op tæt på scenekanten til venstre, lige
under bjælken ved den store monitor. Perfekt. Klokken var 23 og kun en time
tilbage af lillefredag. Evan gik på solo med sin halvakustiske guitar. Folk var
glade og Evan Dando var bankehamrende skæv, malet med sort tusch i hele hovedet
og med et smørret smil i fjæset. Koncerten gik i gang.

Med en totalt tilbagelænet, lidt syret, men alligevel tight
performance og overlegent guitarspil gik det over stok og sten. Et enkelt kig
på en krøllet, tæt- og håndskrevet seddel og Dando vidste i hvilken retning vi
skulle. Fuld skrue derudad. Ingen pauser og ingen numre der varede mere en 2
min. Det var fedt, Snakes store fødder slog takten, folk sang med, det var
groovy og selvom man på intet tidspunkt så mandens øjne (der var fuldstændigt
stenet til af en fed fed tjald – eller det der er værre – fra en af stadens
boder) fornemmede man at Dando selv også var ret godt tilfreds med showet, timingen
og hans fantastiske sangkatalog. Han blev bare ved og ved. 20 numre, 25 numre,
30 numre… og så. Så brød guitaren simpelthen sammen. Vistnok noget med et
batteri, der gjorde at strømmen til guitaren røg. Nevermind – vi fortsætter
bare akustisk og uden mikrofon.

Klokken var nu 0.30. Det var blevet rigtig fredag og
madpakkerne var stadig ikke smurt. Sang nummer ca. 40 gik i gang. Halvdelen af
publikummerne var smuttet hjem i seng eller ud at ryge på trappen. Dando
fortsatte. Det blev mere og mere ufokusseret. Var han nu bagskæv? Hvordan
fanden kunne han bare blive ved med at ryste numre ud af guitaren? Den overstyrede
røde djævel af en grim elektrisk guitar fra opvarmningssættet blev fundet frem.
Det nærmede sig en jam-session og en træt, træt Snake kiggede bedende på sin
patruljemakker og mimede ”må vi ikke godt gå hjem i seng nu?”. ”OK Snake”.

En ellers forrygende torsdag aften med en af 90’ernes helt
tunge drenge løb mildt sagt ud i sandet. Ærgerligt og lidt uværdigt. Men vi tog
første halvdel af sættet med hjem og hovedet fuldt at alle de gode melodier Dando
og Lemonheads har lagt navn til og som stadig holder tæt på 100%.

Vi skred før tid. Sorry. Sjældent set. Dando fortsatte sin
maratonkoncert, mens patruljevagterne trillede hjem gennem byen og den mørke og
kolde forårsnat.

Skulle måske have røget lidt at det supertjald en eller
anden havde proppet i Evan Dando….

PS.

Bevisførelse: Video bliver lagt op senere. Snake bekræfter. Billetten er vist væk

Lick

The Twilight Sad,
Loppen 3. april 2015
Ace-Man stod for billetterne, som vistnok stod i 120,-

Scotch on the Lop’ – Twilight Sad – Rocker Loppen, eller Lopper Rocken?

Langfredagsrock – det er sgu et bedre koncept end tirsdagskoncert.
Nys hjemkommen efter seks dages opladning i Barcelona, så burde det ikke kunne
være meget bedre – og så med brormand Ace og Fyrstinden som
akkompagnatører. Så Twilights Sad havde
noget at leve op til. Forårsforkølelsen dæmpede dog Fyrstens enthusiasme. Stærkt
stækket blev der alligevel udbenet lammebov som optakt, og de spanske
mikro-håndbryg serveret med føl’se.

Det lykkedes os at ankomme til tiden. Loppen en fredag
starter ikke (for) tidligt, så vi var på plads, selv inden opvarmningen, unge
danske Harmonics, gik på kl. ca. 22. Opvarmning var i bedste fald en blandet
oplevelse, jeg vil ikke give dem mange ord med på vejen, for lyden var
simpelthen fór dårlig. De første numre havde ellers potentile til at være
interessante, men guitar og sang druknede totalt i meget tunge (malplacerede
heavy-agtige) trommer. Det var en skam for musikken lød ellers, så vidt det
ellers var muligt at tyde musikken, som guitar-orienteret rock a la Interpol,
Editors og Twilight Sad, hvor tør guitar, lyrik og sang er de absolutte
hovedelementer. Harmonics undskyldte på forhånd; ingen koncerter i år og ingen
tid til lydprøve, men what the fuck skal jeg bruge det til? Op på hesten igen –
for I kan vistnok godt, teknisk /instrument-mestrings-set lød det som i hvert
fald som om, i var OK.

Twilight Sad gik på – og det var godt. Fyrstinden og jeg
havde nået at lytte lidt til… ja vel egentlig ”for-kataloget”, for
bag-kataloget var det vi i forvejen kendte i kraft af 2009 udgivelsen: ”Forget
the Night Ahead”, som udkom i samme periode(kort efter) som Interpols bedste udgivelser (Our Love to
Admire, 2007) og Editors samme (The Back Room 2005, An end has a start 2007).
Og Twilight Sad udgav faktisk også i 2007 et anmelderrost album; Fourteen
Autumns and Fifteen Winters, som det dog ikke lykkedes mig at finde frem til. Men deres nyere albums ‘Nobody Wants
to Be Here and Nobody Wants to Leave’ (Sep. 2014) og ‘No One Can Ever Know’
(2012) er absolut også nogle gennemlytninger værd.

Twilight Sad er altså lidt (meget) af en skotsk pendent til
Editors og Interpol – og det klæder faktisk den underspillede, strømlinede shoegazer
-lyd at få lidt skotsk accent blandet i. Undertegnede nød i hvert fald alle
numre, både nye og gamle. Og TS’ var rigtig gode til at blande numrene, og dog,
for af de største hits i ut’s bog, som er de fire første numre på 2009 albummet,
kom de tre i træk, Hvilket fik Ace til at kommentere, at nå dem kendte i nok,
hvilket var jo var sandt og fik os til at hoppe lidt… Ellers brokkede Fyrstinde
sig over at et yngre par klemte sig ind foran os foran scenen, for derefter at
glemme musikken og stor-snave foran os resten af koncerten, Ace-Mand over at
jeg ikke købte øl nok (han var løbet fra både pung og billetter – den skal jeg
huske næste gang (;o).) Og jeg over, at jeg undlod at købe det nye album
direkte af musikerne på loppen.

Jeg ved sgu ikke lige hvad jeg mere kan sige om musikken –
det var 100% godkendt, helt i orden og en dejlig koncert. Fantastisk selskab –
jeg tror, at jeg skal opstøve 2007 udgivelsen og anskaffer sgu’ nok også 2014
udgivelsen.

Twilight Sad får af 6 smileys

Kh. Fyrsten

Oplevelsesbeskrivelse af The Twilight Sad fredag
den 3. marts 2015 på Loppen

Endnu en rockkoncert, endnu en tur til hovedstaden og denne gang på staden. Der var gevaldige opstartsvanskeligheder fordi en eller anden idiot glemte biletterne derhjemme til Alabama, professorfyrstinden og undertegnede, og først opdagede det i toget på vej mod Høje Taastrup og derfor måtte sende raketten retur i orbit om Roskilde igen inden de nævnte stader kunne indtages for alvor.

Først gourmet-mad og håndbryggede og håndimporterede spanske øl i professorresidensen, så cykeltyr til Loppen, hvor vi for en gang skyld kom både før opvarmningsbandet og selvsagt hovednavnet var gået på. En udmærket skik jeg vil prøve at genindføre. Det er trods alt sjovest at have hørt det hele – også selv om dette opvarmningsband ikke på nogen måde er værd at skrive om. Til deres forsvar skal siges, at de ikke havde nået lydprøver og det kunne man desværre godt høre. Stort set ingen hørbar vokal selvom det efter sigende skulle være lidt Kashmir/Beatles-agtigt. Trommerne til gengæld buldrede derudaf og de nåede aldrig at få styr på det. Så nok om dem.

Havde lige hørt et på småsnase på CD af The Twilight Sad og kunne hurtigt genkende det lidt mørke tunge univers de bevæger sig i. Forsangeren var energisk og han skotske klingede smukt i samspil med guitarer og trommer. Havde sgu også glemt dankortet, så brormand stod for alt ølkøb – også en tradition jeg tænker på at indføre 🙂 Loppen var ok fyldt. Jeg synes publikum var lidt for afdæmpede, men vi blev alle rocket godt igennem. Og vores lille selskab i særdeleshed under de 3 for fyrsten og fyrstinden kendte numre, der fik sveden til at springe frem på vores ansigter… Alt i alt en rigtig god koncert.

Jeg tror jeg elsker Loppen og fredagskoncerter i gode venners selskab.

Eneste minus var, at koncerten sluttede så der lige var 45 minutters ventetid på toget kl. 1.18 eller var det 2:18 – ”ka’ sgu’ ik’ hel’ husk’ de’” Lidt havde vi vist nået at få indenbords…

Ace