Rock'n'roll-Patrulje-Blog

Paradoksale Subways – eller Sømanden og Barbie i Københavnsstrup

The Subways har i virkeligheden fået alt for megen opmærksomhed af undertegnede allerede, i hvert fald i forhold til kvaliteten af deres seneste album, anmeldt her fornyeligt. Her lovede jeg også en anmeldelse af koncerten, hvilket så kort tid før Professor-konkurrencen, eller ville betyde fare for tale om løftebrud etc. Ergo kommer her en lille anmeldelse.

Optakten var lidt tung, sådan en mørk efterårsaften, træthed, måske lidt gnaven og småsløj, men da Ace og viv mødte op, og der blev lukket op for øl og blommevin og Young for eternity fra 2005 blev sat på så hjalp det en del på stemningen.

To timer senere i Lille Vega starter The Subways koncerten med et brag af et punkrocknummer muligvis Holiday, fulgt op ad nok et nummer med knald på, hvilket fik undertegnede til ægtfølt at sige ”hvis de fortsætter sådan så blir’ det en fantastisk koncert” eller noget tilsvarende. Det gjorde The Subways ikke. Så på trods af at oplevelsen bød på såvel crowd surfing, en anelse pogo og undertegnedes første circle pit, så var koncerten og oplevelsen samlet set en middelmådig oplevelse, men heldigvis en middelmådig oplevelse som adskillige gange løftede sig op i det gode, momentvis virkeligt fede. The Subways største problem er deres, efter min mening, paradoksale materiale som spænder fra ret fed punk til ballader som mest af alt virker målrettet amerikanske collegepiger og hvis det ikke er selvsagt, så er det en kold spand vand at stå til en punkkoncert det ene øjeblik og sekunder efter at blive overøst af en kvalmende ligegyldig sødsuppe…

Min afsluttende note skal tilskrives min kære Lisbeth, som efter at have hørt min beskrivelse af The Subways som ”drengerøvsmusik” da hun så bandets forsanger Billy Lunn, sagde: ” det er da ikke så mærkeligt at de lyder som drengerøve han ér en drengerøv.”. Lidt senere opfulgt af en kommentar om at bandet ikke rigtig ligner rockstjerner, men: ”de ligner sømanden og Barbie”, Jeg kan tilslutte mig begge udsagn, suppleret med at Barbie er en sej rockchick, Charlotte Cooper, som faktisk …. Bare skulle lade være med at tale med sin pistelstemme, så ville hun være helt ok: http://vega.dk/fotogallerier/the-subways.html

The Subways i Vega får 3½ af 6 smileys: ½

Iceage – New Brigade

Udgivet januar 2011, Escho/ Axlcd555.
Alabama anmelder – uge 41 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Iceage er punk ano 2011 … hvad skal det nu til for?!?

Missede dem på Roskilde, det var for sent for de gamle ben og sådn’, men faldt igen over dem hos en af mine sædvanlige pladepushere. Det kom der følgende ud af:

Om ikke andet så har Iceage fået mig til at støve nye og ældre punkudgivelser af, så udgangspunktet for denne anmeldelse er meget positivt, dette på trods af at jeg indimellem har behov for at give øre, hjerne og krop en pause fra Iceage’s yderst intense og voldsomme album.

Med albummet New Brigade kaster man sig hovedkulds ud i noget af et stormvejr. Pladens intro indrammer præcis det dystre og hårde univers som vi er på vej ind i (hvis nogen har besøgt forsiden af Patruljens hjemmeside kan man p.t. opleve dommedagsfornemmelsen der). Første nummer White Rune – wov – det er intenst, det er hårdt og råt – det er fed musik som varieret lyder som noget der vel bedst kan beskrives som Sods-agtigt eller UK-punk, vel og mærket ikke den nyere post-punk (poppet ligegyldigt), nej som i 70’erne eller det bedste fra de sorteste 80’ere. Remember, ja det lyder temmelig meget som Joy Division både stemme og rytmer, en anelse mere upoleret, lidt Cure kan man også genfinde, ikke tosset!

Titelnummeret New Brigade, føj for en beskidt guitar rammet ind af en monoton punket skæv forsanger med et tons trommer som må være skiftet ud efter indspilningen – kør på! Remember – lyder også bekendt, er det igen Joy Division-agtigt, ja, men uden disses utrolige timing. Teeth Crush udmærket, Total Drench derudad… ovre i hardcore-genren, Broken Bone så skifter vi en smule stil, vi skifter meget stil, men det er velkomment da de sidste par numre er blevet lidt for monotome. Broken Bone har et næsten poppet udtryk, eller i hvert fald omkvæd, sagde nogen Gangway? og så alligevel slet ikke. Men jeg synes sgu’ det er for fedt!! Collapse – så lyder det lidt som canadierne… hva’ hedder de nu Tokyo Police Club, ok, Eyes jeg er solgt, godt humør vippemanden, Loppen igen guitarrif som lyder meget som Tokyo P.C., Count me in- så er der dømt hardcorepunk uden fine fornemmelser – lad os danse pogo eller smadre nogen vinduer – eller brænde en bondegård af!!, Never Returned så kom vi ned i gear og puls, vi slutter med You’re Blesses fed guitar, omkvæd har vi hørt nummeret før lyder som titelnummeret, men det er godt!

Iceage kan også beskrives som autentiske, som andre anmeldere ynder at fremhæve, men er det vigtigt?, er det rigtigt?, og kan man i 2011 være et autentisk punkband? Jeg er ligeglad, fucking ligeglad – jeg kan godt li’ Iceage.

½

Vær hilset
Den Sorte Fyrste

Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.

Anmeldelse uge 43: Dum dum girls, Only in Dreams, udg. 26. september 2011.

The Subways – Money and Celebrity

Udgivet 19. september 2011, Cooking Vinyl, Cookcd549 x.
Alabama anmelder – uge 40 – sidst i anmeldelsen er der smileys!

Et overflødighedshorn af ungdommelige ligegyldigheder…

The Subways er åbenbart slået igennem på den engelske festivalscene i år – Jeg har hold pause i bekendtskabet siden debutalbummet i 2005 – er gennembruddet og seneste album en god ting?

I 2005 havde Alabama i et par år brugt en masse tid i Oxfords pladebutikker ca. hver tredje uge og havde et pænt greb om pulsen på den engelske rockscene. Et af bekendtskaberne var The Subways som udgav deres debutalbum Young for eternity, 4. juli 2005. Det var/er et dejlig lille uprætentiøs, ukompromisløst men ret tilgængeligt rockalbum nærmest i sing along stil. I 2005 var det dog alternativ rock som forud for Artic Monkeys og samtidig med The Others og nok inspireret af The Strokes(US) gjorde op med britpop og spillede guitarrock med et tydeligt engelsk twist. Det var sgu’ helt okay!

Albummet, Money and Celebrity, som i øvrigt er et dobbeltalbum, starter med nummeret It’s a party – og det passer fint for det er Alabamas fødselsdag i dag, men så er det også slut med fest, flag og farver… for man skal lede længe for at finde et mere overfladisk og ligegyldigt rockalbum, i hvert fald i min pladesamling, selv blandt de værste fejlkøb… Vi er i en slags rocket britpop univers, som jeg mistænker, er produceret til det amerikanske collage-musik-marked. Jeg forholder mig her kun til CD1, da CD2 er noget nær identisk med Billy Lunn’s demoversioner.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal sige… albummet er måske blot et forsøget på at underholde nutidens unge og det gøres i tidens ånd ved næsten udelukkende at forholde sig penge og berømtheder. Jeg får dog samtidig det indtryk at The Subways forsøger at tage afstand til disse samfundsmæssige tendenser, men det flygtige indtryk fordufter hurtigt. Dels da albummets lyd mildest talt læner sig alt for meget op af nogle af de bands som faktisk har slået igennem,,, først og fremmest Arctic Monkeys, og dels fordi den mulige kritik, hvis den altså er der, drukner i manglede alternativer og svælger i danserock, singalong og almindelig kommerciel pop.

Påtvinger jeg mig selv en anden vinkel, så har Subways trods alt stadig en grundklang af rock, så hvis jeg en stund forsøger at se bort fra den kvalmende fornemmelse musikken bibringer mig i dag og tænker mig en ca. femogtyve år yngre og samtidig forsøder oplevelsen med en tredobbelt Armagnac…. Så er jeg tilbage i 1986 da jeg gik ud af gymnasiet og prøvede lykken på KU, hvilket pludselig giver en masse associationer, lang mere spændende end Money and Celebrity, f.eks. rus-tur hvor den stod på lange danse nætter med The Smiths og Gun Club, spændende voksne piger og drenge, som synes at The Smiths var for hård musik (;o) og Ole som introducerede mig Lloyd Cole & The Commotions… Ergo – målgruppen omkring de tyve år er selvfølgelig nemmere at forlede udi poppens mere unuancerede kringelkroge (selvom Lloyd & Co. selvsagt har langt mere dybde ned Subways – eller? Der er lagt i kakkelovnen til en snarlig komparativ anmeldelse af Rattelsnakes udg. 1984).

Well albummet nummer for nummer ultrakort:

1. It’s a party: ***
Fangende tempo og guitar, måske lidt lyd a la B-52’s.

2. We don’t need money to have a good time: ***
Godt tempo og god start, men fiser hurtigt ud… alligevel rocker jeg med med foden… Artic Monkeys clon-nummer.

3. Celebrity: **
Blur… eller noget lignende …

4. I wanna dance with you: *
Øhhh – melodigradprix – megakvalme

5. Popdeath: **
Desværre alt for lidt popdød…

6. Like I love you **
Partyrock a la carte… men fuck jeg kan ikke lade være med at fløjte med

7. Money ***
En anelse bedre, Billy Lunn lyder som om han mener et eller andet her.

8. Kiss kiss Bang Bang **
Fuck – baggrundmusik til Amerikansk ungdomsserie.

9. Down our street **
Puuhaa, nu kan jeg snart ikke klare mere, engelsk college rock …

10. Rumour ***
Nummeret kommer momentvis ud af pop-college rocken, men scorer højere på kvalme- end på rockskalaen.

11. Friday **
Nok et Arctic Monkeys klon-nummer

12. Leave my side **
Så kan vi forlade hinanden, og som en tyveårig vil jeg gøre det uden at kigge mig tilbage.

Cd2 har to bonus track som ikke klarede cuttet og kom blandt ovenstående:

10. Heartbreaker… *
11. Massive adventures **

Når jeg/vi d. 19. oktober skal i Vega, vil jeg gøre hvad jeg kan for at være en drengerøv på tyve – nyde kærligheden og feste uden tanke for i morgen eller verdens genvordigheder… så slemt er det vel i virkeligheden ikke?!?

Samlet set får The Subways for Money and Celebrity to smileys hvilet er 0,25 smileys mindre end gennemsnittet af CD1 numres smileys.

Cheers
Alabama

Live: The Subways spiller koncert 19. oktober i Vega, Ace og Alabama, er eders udsendte og koncerten anmeldes naturligvis her på Patruljens egen nyhedsservice…

Anmeldelse uge 41: Iceage, New Brigade, udg. Jan. 2011

Anmeldelse uge 42: Lloyd Cole & The Commontions, Rattlesnakes, 1984.

Kære medlemmer

I går aftes trillede en veholdt Reanult Laguna op i Ace’s indkørsel.

Bag i bilen lå Rock’n’Roll Patruljens nye husalter. Et par skinnende flotte, og kun 1,5 år gamle, Cerwin Vega VE-12F.

Læs her, hvordan hifi-klubben selv præsenterer højtalerne på deres hjemmeside:

“Den næststørste model i Cerwin-Vegas VE-serie giver dig mere valuta for pengene end mange andre producenters topmodeller. Vil du have bas, enorme lydtryk og massive oplevelser selv i rigtig store rum, må du ikke gå glip af VE-12F!

Cerwin-Vega mener bestemt, at størrelsen spiller en rolle, i hvert fald når det gælder størrelsen på basenheden. VE-12F er den næststørste højttaler i den nye VE-serie og har en 12-tommer enhed, som kalder på respekt! Størrelsen på basenheden afgør både, hvor dybt en højttaler går, og hvor højt den kan spille. Dette gælder for alle monstrene fra Cerwin-Vega, og i dette tilfælde betyder det, at VE-12F klarer det meste – fra pop og rock til techno og hiphop ved øredøvende lydniveauer.

12-tommer basenheden giver en fysisk og slagkraftig basgengivelse, som de færreste andre højttalere kan matche. Når volumen bevæger sig opad, flyttes der så meget luft i rummet, at ting og sager begynder at bevæge sig rundt på hylderne. Hvis dit inventar skal forblive på sin plads, bør du næsten overveje at sømme det fast til underlaget!”

Say no-more !!!

Vi ses i Sverige. Måske kommer der et tema, måske gør det ikke.

Jeres for evigt

Snake

She Keeps Bees – Dig on – album anmeldelse

Udgivet 18. juli 2011, Names, names46cd.

Alabama anmelder – uge 39 – sidst i anmeldelsen er der stjerner!

Sprød lyd som fra farmands garage… (;o) And I like it!!!

Egentlig er der vel overhoved ikke tale om garagerock når She Keeps Bees folder sig ud, men der er alligevel noget ved deres lyd som rammer den rå og uforfalskede lyd som, efter undertegnedes mening, er grundessensen i ægte og god rockmusik.

Hvem er She Keeps Bees? Svaret er mig p.t. ubekendt men i Patruljens og rockens tjeneste vil jeg her søge at afklare spørgsmålet. Jeg faldt over udgivelsen gennem en vanlig kilde til musikalsk inspiration, nemlig Rough Trade Records nyhedsbrev, hvor Dig on var ugens album den 16. juli 2011. Jeg lyttede hurtigt til de korte mp3-bidder og bestilte derefter uden tøven albummet, samt naturlig vis et par andre… Hos Rough Trade finder man også lidt faktuelle oplysninger om bandet, nemlig at det er en duo fra Brooklyn bestående af Jess Larrabee – ahh – det der der bierne kommer fra – og Andy Laplant. Ydermere opklares den rå og dejlige lyd, albummet er nemlig selv-indspillet af duoen i november 2010 i en bjælkehytte i New Yorks Catskill bjerge. Rough Trades beskrivelse pointerer litterært: ”omgivet af træer, stjerner og stilhed indfangede Jessica og Andy lyden af et helt bands trommer, guitar, synths, shakers og venner, uden samtidig at skulle kæmpe for opmærksomhed ovenover sirenernes hyl og radiatorenes væsen i en New Yorker lejlighed…” læs mere her. Men tilbage til min anmeldelse:

Pladen, ja det må man godt stadig sige når ens grammofon stadig er aktiv, selvom den er lånt af Rockens Johnny og skulle have været afleveret for længst, ligeså forstærkeren, men pladen kom vi fra… er af den slags hvor første gang man hører starten på første nummer, så ved man at dét er noget man kan li’. Bandet må have hørt en hel del PJ Harvey, altså at det tidlige upolerede, men minder også om… The Kills og måske også en smule om The Duke Spirit, men vil jeg understrege, ikke på nogen uoriginal måde.

Albummet starter med at grave videre, godt nok hedder nummeret Saturn Return, men dig on er en del af teksten, så på sæt og vis er der tale om en form for titelnummer. Vi befinder os i øvrigt i et univers, med en tung guitar hvor der bliver slået kraftigt i strengene (er det semi-akustisk?) sammen med en high hat eller et bækken som ligger bund til Jess’ markante stemme. Tempoet er afdæmpet med en bevidst underspillet besnærende intensitet som varer i et minut og tredive sekunder… Måske graver vi videre fra She Keeps Bees første album, jeg ved det ikke, men de første 1,30 gør, at jeg gerne griber en skovl, eller graver med, med fingrene. Saturn Return lukkes, efter der er skruet en tak eller to op for guitaren på en skæv lidt blues’y måde, ahh,,, og Jess gir’ den også en tand mere, ahh… Ja det er sgu’ sådan et rock album skal starte!

Found You Out – samme tunge, rå og upolerede guitar, samme rå og upolerede stemme og lige en tand mere intenst end første nummer, med en rockrytme, som går lige i bollerne. Hvor er whiskyen, bajeren i hånden med gutterne på Loppen??? Desperationen spreder sig – og jeg nøjes med en sjat rødvin (tak Mette! det var flasken du havde med til middag før Kurt Vile). Man Kan så tydeligt mærke at Jess og Andy har noget på hjertet og rent faktisk mener det: De har gennemskuet os, og selvom de ikke er ude efter vores boller… så pas på!

Vi springer let hen over tredje nummer – men kun fordi jeg ellers misbruger læserens tålmodighed – og jeg vil så gerne i gang med Sister Beware – et nummer som (næsten) gir’ mig lyst til at prøve at være en kvinde… Sister beware er albummets højdepunkt hvad angår musikalsk intensitet. FUCK jeg har lovet aftensmaden klar til kl. seks og jeg har som vanligt kastet mig ud i lidt ambitiøse projekter med hjemmelavet hønsefond til den økologiske thai-inspirerede kyllingegryde – I’ll be back…
Ja, her et døgns tid senere, er jeg så tilbage, men da Rock’n’roll-Patruljen lønner for dårligt vil jeg runde lidt unuanceret af. She Keeps Bees har ikke hørt det sidste til mig, eller er det omvendt?!? I hvert fald har Dig on gjort et rimeligt stort indtryk på mig: Så meget at jeg i går bestilte deres debutalbum fra 2008/2009 Nest – og som vanligt faldt der nok et par godter ned i posen fra Rough Trades hjemmeside. Apropos Rough Trade – så er det et fornuftigt udflugtsmål for Rock’n’roll-Patruljen, altså butikkerne beliggende hhv. i East og West London, hvor en formiddag før eftermiddagens pubber og aftenens gigs nemt slås ihjel simultant med ens kreditværdighed…

Resten af Dig on’s otte af i alt tolv numre er helstøbt rock, om end jeg savner lidt mere knald på, hvis antallet af smileys skulle kunne komme højere end de fire og en halv af seks mulige som jeg ender med at tildele She Keeps Bees Dig on. Lur mig dog, om ikke albummet ved yderligere grundig gennemlytning bliver bedre og bedre…

½ – Well done!

Vær hilset

Den Sorte Fyrste

Links:

http://shekeepsbees.com

http://www.myspace.com/shekeepsbees

Køb: http://www.roughtrade.com

Anmeldelse uge 40: The Subways, Money and Celebrity udgivet 19. September 2011

Anmeldelse uge 41: Iceage, New Brigade, udg. Jan. 2011

Kan kun tilslutte mig Snake-mans email:

TEMA, TEMA, TEMA

Alabama / Den Sort Fyrste

Valgprogram – Den Sorte Fyrste

Mere rock’n’roll & færre langskæggede hippier!

Som tidligere proklameret fremlægger Den Sorte Fyrste hermed sit valgprogram i fht. Professor-titlen. Ikke blot i form af tilkendegivelser og meningsytringer – men nedfældet i konkret, kontekstuel kontaktform som på bedste demokratiske vis kan sikre vitalitet og fremskridt i Rock’n’roll-Patruljen, ikke blot med Den Sorte Fyrste som Professor, men i generationer fremover… Læs El Manifestos Gigantos Rock’n’rollos nedenfor

Med Den Sorte Fyrste som Rock’n’roll-Professor vil der ske forandringer i de grundlæggende strukturer i Rock’n’roll-Patruljen. Dette gennem bl.a.: gentænkning af planlægning og afholdelse af Patrulje-møder, Sikring af mere fair regler for Rock’nroll-Patruljens(herefter RRP) Professor-konkurrence, Indførsel af Probation-klippe-kort-ordning, Mulighed for udvidelse af RRP’s medlemskreds, Flere og bedre live-oplevelser, Udlandsrejser og etablering af demokratiske strukturer.

Skulle programmet blive gennemført er der tale om intet mindre end Den Sorte Fyrstes Forår 2012!

El Manifestos Gigantos Rock’n’rollos

FORSLAG TIL Love og regler for Rock’n’roll-Patruljen

§ 1 Der afholdes min. tre årlige patrulje-møder med overnatning.

Rock’n’-roll-Patruljen drejer sig om (rock)musik og samvær Patrulje-medlemmer i mellem.

Dette sikres gennemført således:

a. Faste datoer (som kun kan justeres ved absolut enighed).

b. Afbud er et individuelt problem, ikke Patruljens.

c. Arrangementer gennemføres uagtet afbud.

d. Afbud til et eller flere arrangementer på de fastlagte datoer jf. a.) betyder klip i Probation-klippekortet pr. afbud, jf. § 2.

e. Møder fastsættes for 2år ad gangen på anden dagen af Professor-konkurrencen.

§ 2 Mere fair Professor-konkurrence – Probation-Klippekort-ordning.

Som bekendt har udfaldet af Professor-konkurrencen indimellem været påvirket af eksterne faktorer, såsom f.eks. alkoholindtag, tilfældighedernes spil og fraktionsdannelser. Gennem indførelsen af et pointsystem – i Patrulje-terminologien mere populært kaldet Probation-ordning, som gennem årene har været nævnt ofte men aldrig systematiseret endsige brugt – vil de kandidater som lever et aktivt rock’n’roll-liv og bidrager til Patruljens vitalitet få tildelt klip i deres Rock’n’roll-Patrulje Probation-Klippekort, mens kandidater der f.eks. melder afbud til et fast arrangement får frataget et klip. Dette efter følgende kriterier og i øvrigt af Patruljens nærmere fastsatte regler:

Stk. 1 Positive Probation-Klip

A) Der tildeles ét positivt (plus) Probation-klip for dokumenteret deltagelse i et live-arrangement (koncert).

B) Der tildeles to positive Probation-klip for dokumenteret deltagelse i Roskilde Festival, pr. dag.

C) Der tildeles ét positivt Probation-klip for dokumenteret deltagelse i RRP-Arrangement.

D) Patruljen kan i øvrigt, på de faste Patrulje-møder tildele ét og kun ét ekstra positivt Probation-klip til ét patruljemedlem. Tildeling kan kun ske ved fuldstændig enighed blandt de tilstedeværende medlemmer.

Stk. 2 Negative Probation-Klip

A) Der fratrækkes et Probation-klip ved afbud/fravær til faste Patruljemøder.

B) Der fratrækkes et Probation-klip ved fast partners graviditet/fødsel.

C)Der fratrækkes tre Probation-klip ved fast partners graviditet/fødsel ved tvillinger eller mere.

D) Patruljen kan i øvrigt, på de faste Patrulje-møder fratage ét og kun ét Probation-klip fra ét patruljemedlem. Fratagelse kan kun ske ved fuldstændig enighed blandt de øvrige tilstedeværende medlemmer.

Stk. 3 Øvrige regler og klausuler

A) Godkendelse af Probation-klip: Alle Probation-klip-point godkendes/tildeles/fratages løbende på faste RRP-arrangementer. Der føres protokol over disse point af nr. 2 i seneste professor-konkurrence.

B) Pointtildeling & Professor-konkurrence: Ved den bi-årlige Professorkonkurrence medregnes plus- eller minus Probation-klip for alle Patruljens medlemmer således; at det medlem som har den bedste Probation-klip-score tildeles point svarende til 10 % af den pågældendes point-høst i professor-konkurrencen. Næsthøjeste Probation-klip-score udløser 8 % ekstra-points. Tredjehøjeste udløser 6 % ekstra-point, fjerdehøjeste 4 % ekstra-points, femtehøjeste 2 %, sjettehøjeste 1 %, syvendehøjeste (og evt. dårligere placerede) 0 % ekstrapoint.

C) Pointssystem & Professor-konkurrencer: sidstnævnte skal herefter arrangeres på en måde så ovenstående pointsystem kan applikeres.

D) Probation: Havner et medlem i negativ Probation-klip-Score skal der udøves selvkritik foran Patruljen på et fast RRP-møde. Herefter opsætter de øvrige Patrulje-medlemmer (med absolut enighed) rammerne for den Probation, som medlemmet med negativ Probation-klip-Score skal udleve indtil næstkommende faste Patrulje-arrangement.

§ 3 Udvidelse af Patruljen

Rock’n’roll-patruljen trænger til en saltvandsindsprøjtning. Dette vil bl.a. kunne ske ved at lade nye medlemmer indtræde. Men som ved al integration skal dette ske i et mindeligt tempo. Derfor åbnes mulighed for, at nye medlemmer optages i Patruljen efter følgende kriterier:

a) Nominering: Ny udråbte Rock’n’roll-Professorer kan nominere ét nyt medlem til Patruljen overfor Patruljens medlemmer med en grundig forberedt motivation. Dette på første faste Patrulje-møde efter Professor-konkurrencen.

b) Godkendelse/afvisning: Patruljen kan umiddelbart efter nomineringen godkende eller afvise kandidaten. Godkendelsen/afvisning sker ved hemmelig afstemning og kvalificeret flertal (2/3) – med 7 patruljemedlemmer skal der altså min. 5 stemmer for før nominering accepteres.

c) Probation – nye medlemmer optages på probation, jf. § 2, stk. 3, D). Dvs. at der skal opnås enighed om rammer som det nye medlem optages på. Disse rammer fremlægges først herefter for kandidaten, som indtil dette tidspunkt ikke bør være informeret om sin nominering,

d) Jomfru Patrulje-møde for nyt medlem. Medlemmet arrangerer tema og praktik for eget Jomfru-møde. Processen kan vejledes og støttes af nominator(professor).

e) Kønskvotering – findes ikke i RRP-regi.

§ 4 Flere og bedre live-oplevelser
Gode live-oplevelser synes at være en mangelvare i disse tider. Derfor tilskynder Probation-Klippekorts-ordningen til positiv adfærdsregulering, altså i fht. koncert/livemusik-deltagelse.

Der oprettes endvidere en koncert-pulje hvortil hvert medlem indbetaler kr. 100 pr. ordinært patrulje-arrangement. Puljen suppleres af flaskemidler og hvad der i øvrigt kan hentes af ekstern finansiering. Puljen administreres af den først siddende Professor efter vedtagelse af disse regler, som opretter en foreningskonto til formålet, Jf. § 6 stk. 2, puljen kan udmøntes f.eks. i koncert-billetter eller rockrejser. Kun ved forhåndsgodkendelse fra Patruljen, kan midlerne bruges til andet end førnævnte, f.eks. udstyr.

§ 5 Udlandsrejser

Jf. § 4 oprettes en Patrulje-Pulje, som ud fra Professorens ønske kan benyttes fuldt ud, eller som tilskud, til koncertbilletter eller udenlandsrejser i Patrulje-regi.

Kun ved forhåndsgodkendelse fra Patruljen, kan midlerne bruges til andet end førnævnte, f.eks. udstyr.

§ 6 Gyldighed, Regnskab og Årsmøde, Regelændringer, Revision og fast ejendom, Medlemskab, stemmerret og Patrulje-Pulje, Eksklusion og Opløsning.

Stk. 1 Gyldighed

Disse regler er gyldige som vedtægter for Rock’n’roll-Patruljen.

Stk. 2 Regnskab og Årsmøde
Den til enhver tid siddende professor administrerer Patrulje-Puljen og er ansvarlig for aflæggelse af årsregnskab.

Årsregnskab for Patrulje-Puljen fremlægges til godkendelse på årets første faste Patrulje-møde, (Årsmøde).

Der udsendes skriftlig indkaldelse til Årsmøde min. tre uger før mødes afholdelse, punkter til optag på årsmødes dagsorden skal være Professoren i hænde senest 2 uger før mødets afholdelse. Dagsorden for årsmødet skal udsendes skriftligt til samtlige medlemmer min. 7dage før mødet

Stk. 3 Regelændringer
Disse regler kan ændres med almindeligt flertal på faste RRP-møder og/eller Årsmødet, jf. § 1.

Forslag til regelændringer skal dog være udsendt skriftligt til samtlige medlemmer min. 7 dage før RRP-mødet.

Stk. 4 Revision og fast ejendom

Skulle der vise sig behov for intern/ekstern revision gøres dette jf. gældende lovgivning/regler.

Fast ejendom o.lign. Rock’n’roll-patruljen er en non-profit organisation, skulle der nogensinde blive tale om erhvervelse af fast ejendom eller lignende skal dette ske efter gældende regler og lovgivning.

Stk. 5 Medlemskab, stemmeret og Patrulje-Pulje
Rock’n’roll-Patruljens medlemmer er stifterne, samt evt. optagede, jf. § 3.

Stemmeret på RRP- og årsmøde har kun medlemmer som ikke er i restance til Patrulje-Puljen.

Stk. 6 Eksklusion
Medlemmer kan ekskluderes af RRP med 2/3 flertal på faste RRP-møder. For medlemsoptag jf. § 3.

Stk. 7 Opløsning
Rock’n’roll-Patruljen kan opløses:

– hvis der på to efter hinanden følgende faste RRP-møder er mindst 2/3 flertal for opløsning, dette blandt mindst 2/3 af samtlige RRP-medlemmer. Afstemning om opløsning skal varsles skriftligt til samtlige medlemmer min. 14dage før mødet.

-eller, hvis det på to møder, med opløsning på dagsordenen og varslet som nævnt ovenfor, ikke er lykkedes at samle 2/3 af RRPs stemmeberettigede medlemmer, kan opløsning finde sted på næstfølgende ordinære eller ekstraordinært RRP-møde, hvor mødet og afstemning om opløsning er varslet skriftligt min. 14dage forud, uagtet antallet af fremmødte RRP-medlemmer men hvor min. 2/3 af de fremmødte stemmer for opløsning.

Ved opløsning tilfalder evt. midler Roskilde Fonden.

El Manifestos Gigantos Rock’n’rollos

tiltrædes således:

Dato/Sted:______________________________________________________________________________

Dr. Rock Lick, Rockens Johnny Snakeman Steffy Jones Aceman Alabama/Den Sort Fyrste

Richmond Fontaine – The High Country – album/bog anmeldelse

Decor/El Cortez, September 2011.

Alabama anmelder – uge 38 – sidst i anmeldelsen er der stjerner!

“I’m just fucked Arlene” starter Richmond Fontaine The high Country som de selv kalder deres mest ambitiøse album hidtil –

The High Country er et forsøg på at lave et musikalbum som roman. Så vi har altså her at gøre med såvel en bog- som albumanmeldelse. Det viste sig at være lidt af en udfordring for undertegnede da jeg valgte at gribe albummet an både som historie og som musik sideløbende, hvilket kræver nærlytning på en måde som samfunds- og familiemæssige strukturer knap tillader i dagens samfund… … … Men efter adskillige forsøg på at lytte med under tilberedning af aftensmad, eller på computeren mens der blev mailet eller skrevet ansøgninger etc. fik jeg hul på albummet. Det kom der de følgende linjer ud af, hvor jeg selvfølgelig ikke løfter sløret for hele historien eller de involverede personer, kun kradser lidt i overfladen.

Jeg anbefaler at man griber The High Country an med en dyb lænestol, høretelefoner, fjernkontrol og en tredobbelt whisky, helst mens kone, børn og husdyr en sendt på internat. Dette hvis man ikke er så privilegeret som undertegnede at man kan skippe jobansøgningerne for en dag og skænke sig en dobbelt 12årig Laphroaig Quater Cask maltwhisky torsdag kl. 11.30, skål!

Rammen for historien sættes i første nummer, hvor den unge kvinde som bor i et trailerhome, datter af en tømmerarbejder og en fraværende og uvenlig mor, bliver gravid og gift med en knægt hun ikke elsker. Hun aborterer og snart forsvinder hun uden et spor. Knægten mistænkes for mordet, men der er ingen beviser. Rammen er sat for en krimi eller socialrealisme som i vanlig Richmond Fontaine stil?!? Nummeret er stille og stemningsfyldt og introducerer hovedrolleindehaveren/vokalisten Deborah Kelly, hvilket mig bekendt er første gang Richmond Fontaine har en gæstesangerinde.

Historien fortsætter, efter en instrumental pause The Girl on the logging road, med The Chainsaw Sea hvor Willy Vlautin ligger stemme til sangen om baren The Chainsaw Sea hvor den mildest talt ubehagelige Claude Murray, næsten en karakter fra Nick Cave’s universer, bor i barens baglokale under hvis cement adskillige lig er begravet. Baren ejes af Angus King x-army speedwrag, som ikke har forladt sit hus siden 2003. Historien har den fedeste guitar i bedste RF stil og det gør intet at man er tvunget til at høre nummeret igen og igen for at opfatte nuancerne selvom man følger med i teksten i booklet’en. Som selvstændigt rocknummer er vi her i klar Richmond Fontaine topklasse.

Sammenhængen med fjerde nummer er lidt uklar, men Let me dream of the high country foregår altså der hvor det sker, så ved første nærlytning formoder jeg, at rammen for romanen stadig er ved at blive sat og karaktererne introduceret. Men nummeret i sig selv er, om end smukt og stemningsfuldt sunget, igen af Deborah Kelly, ikke såååå spændende. Efterfulgt af det korte femte nummer The Mechanic falls in love with the girl, hvad er det for en pige mekanikeren forelsker sig i? Sangen er vist en overgangspassage i historien, som introducerer mekanikeren. The mechanis’s life (it ain’t always wrong to give up and run) , minder meget om de normale socialrealistiske småhistorier I Richmond Fontaines sange på alle de 10-12 tidligere albumudgivelser: det er skæbnefortællinger med følelse og indsigt – om det bringer historien videre er lidt uvist, men det bringer lytteren videre til Angus King tries to leave the house – og så er der skruet op for trommer og guitar; og den enkelte sætning som teksten består af, giver i samspil med musikken spænding til historien igen og samtidig pirres nysgerrigheden efter karakterenes placering i historien – er speedvraget Angus en morder eller en helt???

Halvvejs i albummet og historien, efter Claude Murray’s breakdown, hvor fortællingen skifter perspektiv til direkte form med en konfrontation mellem Claude og Angus, vil jeg forlade historien og overlade det til lytteren selv at få udløst spændingen.

The High Country er … wov … på den ene side et vildt eksperiment som forsøger at kombinere et country/rockalbum med romangenren og på den anden side ligger det egentlig i meget naturlig forlængelse af Richmond Fontaines tidligere måde at arbejde på med historier i en voldsom realistisk beskrivelse af trailertrash/blue collar/misbrugsmiljøer. For Willy Vlautin desuden en åbenlys måde at kombinere hans forfatterskab med musikken på. Vlautin har vist p.t. udgivet tre prisbelønnede romaner, hvoraf jeg har haft lejlighed til at læse de to første… disse er også eminente dystre billeder fra underklasse USA.

The High Country har direkte smågeniale indfald f.eks. i Drivning back to the Chainsaw Sea / Lost in the Trees hvor der radiospilsagtigt skiftes rundt på kanalerne på bilradioen, væk fra et ældre Richmond Fontaine nummer; Moving back home #2, fra albummet Thirteen Cities, 2007 til skod-country og mere country. Radioen ender på et nyt RF nummer som går fra radio- til albumlyd. … hvilket fedt nummer! Og lige en top up Laphroaig, mmm…

Albummet er grundet sin sammensatte beskaffenhed en smule uangribeligt, i hvert fald hvis man normalt ikke sætter sig dybt tilbage og nærlytter, men når man kommer i gang fastholder og pirrer det ens nysgerrighed efter personer og udvikling i historien. Musikken har glimt af storhed med vrede udtryk, fræsende guitar og tunge trommer, men som helhed er albummet afdæmpet, hvilket måske er lidt af en nødvendighed for at fastholde lytter i historien. Dog virkede det omvendt på undertegnede som fattede fornyet interesse for historien når de mere intense numre rystede op i én.

The High Country er et ambitiøst eksperiment med en spændende historie og interessante karakterer samt god musik med blændende elementer, dog lidt for stille og fortænkt i detaljerne – alt i alt skal belønnes med fire og en halv stjerne med pil opad.

½

Cheers
Alabama

P.S. Bonus CD Clearcuts: Jeg vil nødig vil forlade The Subways som har akkompagneret min korrekturlæsning og som jeg glæder mig meget til at se i Vega d. 19. oktober. Deres nye dobbeltalbum Money and Celebrity, er udgivet denne uge anmeldes i uge 40, og selvfølgelig anmeldes koncerten efterfølgende… Men tilbage til Richmond Fontaine, så er Cleaucuts en bonus cd, udgivet af Decor, som jeg umiddelbart mener kun tror fås ved køb af The High Countruy hos Rough Trade Records. Da jeg første gang lyttede til cd’en var jeg ved at skide i bukserne af grin… hold da kæft en gang røvballe, hvem var det der sang med hos Richmond Fontaine på Timber Tom og hvorfor så country, skål igen – dejligt med en lille eftermiddags-skid-på – det er længe siden… Men cd’en viser sig dels at indeholde instrumentalnumrene fra The High Country og dels et par af de numre som spiller på radioen i albummets geniale Driving back to the Chainsaw Sea samt et enkelt akustisk demo-nummer. OK det er godt nok røvballe ind i mellem, men i sammenhæng med The High Country og tre store whisky så giver selv Cleaucuts pludselig mening…

Købt: Rough Trade Records, inkl. bonus CD’en Cleaucuts som kun fås ved køb hos førnævnte, tror jeg…

Live: OBS!!! Richmond Fontaine spiller live i København d. 1. november: Kødboderne 18 , 1714 , København. Ses vi?

Anmeldelse uge 39: She Keeps Bees, Dig on, udgivet 19. juli 2011.

Anmeldelse uge 40: The Subways, Money and Celebrity udgivet 19. September 2011.